I midten af 1800-tallet var Tårnby stadig en udpræget landsby med gårde langs hovedvejen og Tårnbyvej samt husmandssteder vest for middelalderkirken og gårdene. En del brande i slutningen af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet satte gang i udflytningen. I 1858 opstod der endnu en brand; denne gang i fattighuset. Branden bredte sig hurtigt, og det gik ud over fem gårde og 15 huse.
Hovederhvervet i landsbyen var op til ca. 1. Verdenskrig det traditionelle amagerbrug med dyrkning af grøntsager. Som andre steder i Storkøbenhavn begyndte udstykninger af parceller i Tårnby i mellemkrigstiden pga. den voksende befolkning i hovedstaden. I 1921 lå indbyggertallet på 673, og dette var i 1930 vokset til 3.832. En af de første udstykninger foregik på østsiden af Englandsvej.
Tårnby Vandtårn ved Englandsvej/Tårnbyvej blev indviet i 1929 med forsyning til de første 600 forbrugere. Udviklingen fortsatte med tilflytning af nye borgere, og i 1940’erne og 1950’erne blev der bygget etageboliger med små altaner på bl.a. Tårnbyvej. Tårnbyparken ved Randkløve Allé med center og et syvetagers altangangshus blev opført 1953‑55 af Poul Kjærgaard og Niels Schou. Det var en af de første bebyggelser, der adskilte gående og kørende trafik. Befolkningsvæksten førte også til behov for nye skoler, og de ældre skoler blev udvidet i samme periode. Centerkomplekset Tårnby Torv blev opført i årene 1967‑68 på en af de gamle gårdes grund.
Efter 1970 gik udviklingen stærkt: Englandsvej blev udvidet flere gange, og fra vandtårnet blev der anlagt motorvej til lufthavnen. Da udgravningerne til forbindelsen til Sverige begyndte i 1990’erne, blev byen skåret over mellem Tårnby Torv og kirken. Mange huse og gårde blev revet ned, og tilbage på Englandsvej stod kun det gamle kro- og købmandshus og Hallinggården fra den oprindelige gårdrække. På Øresundsbanen blev en station indviet i 1998 ved Tårnby Torv på Englandsvej.
