Tøjhuset, Fredericia

Anlæggelsen af Fredericia som fæstningsanlæg påbegyndtes på ubebygget areal i 1640'erne på befaling af Frederik III, der ønskede at støtte forsvaret af Jylland grundet de mange krige, der havde hærget Europa i første halvdel af 1600-tallet. Især Trediveårskrigen 1618-1648 havde været hård overfor Europas befolkning og lande. En række af de omkringliggende sognes landsbyer blev nedlagt, og bønder og bondegårde blev tvunget til at flytte til den nye by. Byen blev anlagt efter barokkens arkitektoniske idealer. Allerede i 1657 blev byen stormet af den svenske hær og brændt ned. Ved genopbygningen var midlerne få, og de mange idealer om byens opbygning var svære at tilgodese og dermed var det svært at tiltrække borgere til den nye by. Derfor udstedte kongen i 1674 og 1682 en række økonomiske og retslige privilegier og gav byen asylret og religionsfrihed, hvilket tiltrak en broget befolkningsgruppe, bestående af bønder, udenlandske soldater, kriminelle samt håndværkere og borgere fra forskellige egne af Europa, der kom til Fredericia for at dyrke deres tro i fred. Dette var katolikker, jøder og huguenotter. Først i anden halvdel af 1700-tallet begyndte forholdene for byens udvikling at bedres, da byen fik en præsident i spidsen for bystyret. Den sidste præsident, Hans de Hoffman udnævnt i 1760, stod bag en række afgørende initiativer til gavn for byens beskæftigelse og indtjening, og han byggede et rådhus til byen.

I begyndelsen af 1800-tallet fik byen den havn, der havde været tiltænkt byen fra grundlæggelsen, hvilket muliggjorde byens industrielle udvikling. I midten af 1800-tallet mistede byen sin status som fristad, ligesom fæstningen gradvist mistede sin betydning, særligt efter krigen i 1864. Efter jernbanen kom til byen i 1866, blev Fredericia et trafikalt knudepunkt til lands og til vands. Midtbyen blev præget af store industrivirksomheder, af havnen og som en etatsby for DSB og postvæsenet. I slutningen af 1800-tallet var Fredericia Jyllands næststørste industriby. Ud over en række mindre fabrikker var det især industrier som jern- og metal, tekstil, sukker, tobak, bryggeri samt sølvvareproduktion, der prægede industrialiseringen i Fredericia. I årene efter jernbanens ankomst til Fredericia (1866), blev der bygget 3 færgelejer, der stod for transporten af godsvogne over Lillebælt til Strib. Fredericia Havns store vanddybde gjorde, at man efter århundredeskiftet lettere kunne tiltrække de stadigt større handelsskibe. Dette førte til en voldsom udvikling i årene 1915-26, hvor mange store virksomheder kom til byen. Tøjhuset blev opført i 1853 som sukkerraffinaderi af den driftige Kracke-familie, der kom til Fredericia fra Flensborg i 1830'erne. Bygningen adskilte sig med sit pakhuslignende udseende fra de senere industrielle roesukkerkogerier. Sukkerproduktionen var endnu i 1850'erne baseret på import af dansk-vestindisk rørsukker, en import, der var beskyttet mod konkurrence af stærke toldregler. Da toldbeskyttelsen blev reduceret, forsvandt grundlaget for produktionen, og fabrikken blev solgt til militæret allerede i 1862. Militæret anvendte bygningen som militærdepot (tøjhus), hvilket senere lagde navn til bygningen. Militæret solgte bygningen i 1980'erne, hvorefter den blev indrettet til kontorer. Bygningen ejes i dag af Fredericia Kommune.

Tøjhuset ligger indenfor voldene i Fredericia umiddelbart ud til en pladsdannelse nord for havnebassinet for enden af Gothersgade. Bygningen er placeret tilbagetrukket på grunden og afskærmet fra Gothersgade mod øst af en hegnsmur. Grunden er brolagt med pigsten og har ganglinjer af herregårdssten. Lige syd for grunden løber et jernbanespor.

Tøjhuset er 18 fag langt og grundmuret i gule sten i to etager. Taget er et rødt, teglhængt heltag. I begge tagflader er talrige tagvinduer af støbejern og zinkbeklædte kviste med torammede, opsprossede vinduer. Bygningen hviler på en lav sokkel af granit og murene afsluttes af en pudset gesims. Midt på vestsiden er en hejsekvist, hvori der sidder en glasdør. I begge langsider er tofløjede revleporte i kurvehanksbuede stik med nyere glasdøre i stålrammer bagved. I stueetagen er opsprossede krydspostvinduer, og i førsteetagen er torammede opsprossede vinduer – alle i fladbuede stik. I begge gavle er en centralt placeret revledør med overvindue, herover en læsseluge samt flere vinduer, mestendels i format som langsidernes. Døre og vinduer er overvejende nyere, traditionelt udførte og grønmalede. Portene har ældre hængsler, stabler og låsekasser.

Bygningen er i det indre indrettet til kulturhus. Midt i bygningen er en nyere hovedtrappe og en elevator, og i hver gavl er en brandtrappe. I stueetagen er der café, køkken med depoter og toiletter mod syd. Mod nord er en teatersal, der er åben til kip med siddebalkoner i førstesalshøjde. På førsteetagen er der tøjmagasin og personalerum med køkken mod syd og herover er tagetagen indrettet til systue. De kraftige konstruktioner er synlige på alle etager og er flere steder forsynet med tømmermærker. Gulvet i teatersalen og caféen er belagt med betonfliser adskilt af trælister, mens der i de sekundære rum er støbte gulve, klinke- og linoleumsgulve. Væggene er pudsede, lofterne har synlige bjælkelag med plader imellem, og dørene er nyere plade- og glasdøre. Hegnsmuren ud til Gothersgade er grundmuret, hvidpudset og afdækket af røde teglsten. I den nordre ende er en gennembrydning flankeret murpiller med indmurede stabler og afvisere af granit.

Tøjhusets miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i forbindelse med havnen og med gavlen direkte ud til jernbanelinjen, der sammen udgør et velbevaret, tidligt industrielt kulturmiljø, hvor det oprindelige sukkerraffinaderi har haft optimale muligheder for transport af varer. Bygningens placering på grunden er ligeledes udtryk for den industrielle oprindelse og adskiller sig fra Gothersgades øvrige bebyggelsesstruktur, mens hegnsmuren sikrer, at gadelinjens forløb fortsættes ned mod havnen.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Tøjhuset som en af de industribygninger, der blev opført i Fredericia i forbindelse med det industrielle opsving i den anden halvdel af 1800-tallet. Trods oprindelsen som raffinaderi, har bygningen et udpræget pakhuspræg. Den kulturhistoriske værdi i det ydre knytter sig til helheden med brolægning og hegnsmur samt til bygningens stejle heltag, de udekorerede mure, hejsekvisten, gavlenes læsseluger og de store porte, der tydeligt signalerer oprindelsen som industribygning. Særligt vidner læsselugen direkte ud til jernbanelinjen i den søndre gavl om muligheden for direkte af- og pålæsning af varer.Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til de kraftige, synlige konstruktioner, der har skullet bære en stor vægt samt til de store rum, der tidligere var brugt til produktion og senere til depot og opbevaring.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til det den fritliggende længebygning, hvis imponerende størrelse fremhæves af det stejle, teglhængte tag. Langsidernes taktfaste komposition og det udekorerede murværk giver sammen med hejsekvisten, læsselugerne og portene bygningen en gedigen og pragmatisk karakter.

Læs videre om

• Landsoldaten
• Mosaisk Begravelsesplads, Fredericia
• Ting- og Arresthuset, Fredericia

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen