Den traditionelle bebyggelsesstruktur på Læsø, som går tilbage til tidlig middelalder, var karakteriseret af gårdfællesskaber beliggende i indhegnede områder. Oprindelig blev gårdene opført som korte og smalle enkeltstående huse med spinkelt bindingsværk, ofte af genbrugs- eller strandingstømmer.
Tagene er som noget enestående for Læsø tænget med tang af ålegræs i metertykke lag, der vælter ud over facader og gavle. Kun over vinduer og døre er tangen skåret væk for at give lys og adgang til de lavloftede rum. Om de nederste lægter er der bundet snoede »vasker« og »gumlinger« af tang, hvorpå resten af taget er lagt løst op. Mønningen, dvs. den øverste del af tagkonstruktionen, hvor tagfladerne mødes, består af lange strimler af tørv i et tykt lag. Siden 1930’erne har der stort set ikke været tilgang til ålegræs på Læsø, så fra en bestand af ca. 100 tangtage i 1960’erne er man i dag nede på omkring 20. Mange af dem er fredede, og for de øvrige er der indledt et intenst bevaringsarbejde, bl.a. med opbygning af en permanent »tangbank« til reetablering af tagene.
Museumsgården er indrettet i en firlænget tangklædt gård mellem Byrum og Bangsbo, der har aner tilbage til i hvert fald 1700-tallet, men er bevaret, som den fremstod i 1949, da den sidste ejer døde.
