Amatørforeningen Kulturforeningen Rosvang opførte i 2015 kriminalkomedien Dobbeltmordet på Rosvang. Teaterstykket blev spillet dels ved inddragelse af Rosvangs hovedbygning, dels i parken. Stykket, som foregår i 1958, har dog ingen historisk tilknytning til gården.

.

Thisted Kommune er en stærk teaterkommune. Talrige initiativer, bl.a. i den sydlige del af kommunen, sikrer thyboerne et varieret udbud af forestillinger året rundt. Fra Thisted i 1840 fik anlagt havn, kom der jævnligt turnerende teatre på besøg, bl.a. Det Kongelige Teater, som spillede i rådhussalen i 1845. I 1852 blev byens første teater indrettet i købmand B. Jacobsens gård på hjørnet af Alléstræde og Markstræde, men det brændte allerede nogle år efter. Først i 1875 blev der indviet en teatersal i Hotel Thy, som dannede ramme om byens teaterliv, indtil den i 1924 var så nedslidt, at en gruppe borgere tog initiativ til at bygge en ny i forlængelse af det nyrenoverede Hotel Aalborg. I 1978, overtog kommunen teateret. I 1996 blev det omdøbt til Thisted Musikteater.

Thisted rummer også Thy Teater, der siden 1995 har været egnsteater.

Siden midten af 1980’erne har en lang række teatergrupper set dagens lys i Thisted Kommune. Det har primært været amatørgrupper, som har ønsket at engagere befolkningen i at formidle lokalhistorien og bevare deres dialekter. Der spilles således både på thybomål og rigsdansk, og grupperne turnerer flittigt i hele kommunen, hvor der bliver spillet både udendørs på friluftsscener og indendørs i forsamlingshuse og kulturhuse. Kulturforeningen Rosvang, fra 2017 med navnet Kulturforeningen Sjørring Sø, spiller fx på Rosvang, og Landsbyteatret optræder i den nedlagte skole i Hørdum. Thisted Teaterkreds sikrer et rigt udbud af dansk og udenlandsk turnéteater, som primært spilles på Thisted Musikteater, men også alternative steder som Kirsten Kjær Museum i Frøstrup eller Plantagehuset ved Christiansgave. Især om sommeren er udbuddet af udendørs teater stort med Fyrspillene i Sydthy, Teutonernes Rejse, der spiller egnsspil på Snedsted Friluftsscene, og Thisted Morskabsteater, der spiller revy på Christiansgave Friluftsteater, som blev anlagt i 1946.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Thisted Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Teater og film