Tved Præstegård ligger på Tved Kirkevej 001 A i Svendborg Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.

Bygningshistorie

Fra 1554 var sognet til Tved Kirke et anneks til Skårup sogn, og da pastoratet blev genoprettet i 1738 stod man uden præstegård. Præsten Christian Philipsen Ambus (1751-57) fik opført en ny præstegård som et sluttet, firelænget anlæg af svært egebindingsværk. I 1910-11 blev det 58 alen lange stuehus i nord og størstedelen af vestlængen revet ned og erstattet af to nye bygninger i grundmur. De grundmurede længer blev restaureret i 1978 og senest i 2008. Endvidere fik de grundmurede længer lagt nyt tegltag i 2012.

Beskrivelse

Tved Præstegård ligger midt i landsbyen Tved umiddelbart vest for kirken og kirkegården. Præstegården udgøres af fire énetages længer: et stuehus, som består af en sammenbygget nord- og vestlænge og to sammenbyggede avlslænger mod øst og syd. Sydlængen er mod nord sammenbygget med et enkelt bevaret fag af den for længst nedrevne vestlænge. Længerne ligger omkring et pigstensbelagt gårdrum, hvortil der er adgang gennem porten i sydlængen. Nord og vest for præstegården ligger den store præstegårdshave. Stuehusets to længer er grundmurede og hvidkalkede over en let fremspringende, pudset sokkel, som i nordlængen mod gården udgøres af granitkvadre. Murene afsluttes af en muret, retkantet gesims, der er ført om hjørnerne og op langs tagfladerne, og taget er et heltag, belagt med røde vingetegl. I nordlængen er en hvidkalket skorstenspibe i rygningen samt et par nyere støbejernsvinduer i tagfladen mod både gården og haven. I havesiden på både nord- og vestlængen er flere udluftningshætter. Den sydvendte hoveddør er en nyere, men traditionelt udført, tofløjet fyldingsdør med tredelt overvindue og et granittrin foran. I vestlængen er ligeledes mod gården to nyere, men traditionelt udførte fyldingsdøre med mindre ruder i den øverste del og firedelte overvinduer. En nyere granittrappe, der er sammenbygget med en nyere rampe af bordursten fører op til de to døre. I vestgavlen er en nyere, tofløjet havedør med små ruder og opdelte overvinduer, der fører ud til en nyere anlagt terrasse med fliser og skrå, beplantede sider, der fører ned til græsplænen. I den nordvendte haveside er en ældre, tofløjet havedør med fyldinger nederst og opdelte ruder øverst, og foran døren er en høj, støbt terrasse med brune klinker og et smedet gelænder, der også følger trinene ned til græsplænen. Vinduerne er en blanding af ældre og nyere vinduer, og er mestendels udført som to- og trefags korspostvinduer med opdelt nedre ramme. I den nordvendte haveside og i den østvendte gavl er vinduerne tillige smårudede, og i den sydvendte gavltrekant er et torammet og tredelt vindue. Døre og vinduer er malet blå, undtagen hoveddørens dørblade, der fremtræder olierede.

Stuehuset er indrettet til bolig for præsten. Stuehusets planløsning bærer præg af mange ombygninger igennem tiden. Midt i nordlængen er en gennemgående forstue med en nyere kvartsvingstrappe, der fører op til tagetagen. I den østlige del er en midtergang med værelser mod gården og østgavlen, mens der mod haven er to badeværelser. Mod vest er en vinkelstue og et par værelser samt et nyere køkken, der også ligger i vestlængen. I vestlængen er desuden et bryggers og i den resterende del er der offentlige rum: en forstue med handikaptoilet samt præstens kontor. Der er gennemgående en nyere, men traditionel materialeholdning i stuehuset med teglklinkegulve, brædde- og parketgulve samt pudsede vægge og lofter. Dørene er en blanding af nyere og ældre fyldingsdøre, hvoraf en enkelt er tofløjet. Foran havedøren er en forsatsdør, ligesom vinduerne er forsynet med forsatsvinduer. Tagetagen er uudnyttet, dog er der spor efter et par ældre pigeværelser i øst- og vestgavlen, og tagetagen anvendes primært til opmagasinering. Der er smalle brædder på gulvet, synlig tagkonstruktion med gennemgående dragere, som bæres af fritstående søjler med skråbånd, og der er lagt fast undertag af tagpap og brædder. Avlslængerne er opført i bindingsværk med stråtækte heltage, der afsluttes med halmmønning og kragtræer. Østlængens nordgavl er halvvalmet, mens den bevarede del af vestlængen står som en helgavl, grundmuret nederst og med lodret bræddebeklædning øverst. I sydlængens nordvendte tagflade er et høgab med revleluger, og østlængens rygning er en hvid, skorstenspibe med sokkel og en lav inddækning øverst.

Længerne står på en kampestenssokkel, det righoldige bindingsværk, der har gennemstukne bjælkeender, er sortopstolpet og tavlene er hvidkalkede. Sydlængens østvendte langside er sammenbygget med kirkegårdsgærdet, hvilket giver en meget lav facadehøjde. Mod gården er en mængde ældre revleporte og revledøre. I den nordligste del af østlængen er en præstegang, der mod gården er aflukket af en ældre, flammeret, blåmalet dør med opdelt overvindue, i gavlen af en ældre, blåmalet enfyldingsdør og endelig mod kirkegården af en nyere, sortmalet revledør. Avlslængernes vinduer består af højtsiddende, ældre, tophængte, rektangulære vinduer med små ruder samt i den nordlige del af østlængen endvidere af et- og torammede, smårudede vinduer. Vinduerne er alle blåmalede. Portrummet aflukkes mod vejen af en ældre, tredelt revleport. Begge portåbninger markeres af krumme knægte, der giver en kurvehanksbuet åbning. Belægningen i portrummet er pigsten ligesom på gårdspladsen, væggene står i sort bindingsværk og hvide tavl og der er åbent op til kip. I avlslængerne er den ældre ruminddeling i store træk bevaret med stald og portgennemkørsel i sydlængen og vognport, karlekammer, et nyere toilet og præstegang i østlængen. Der er både teglstensgulve, lerstampede gulve, støbte gulve og gulve med pigstensbelægning, enkelte steder er renderne i pigstensbelægningen bevaret. Ydervæggenes og skillevæggenes bindingsværk er synligt, dog er der enkelte nyere skillevægge, som er grundmurede. Der er synlige bjælkelag, dels ældre dels nyere, og lofterne er overvejende af nyere brædder. Staldvinduerne ud mod vejen er forsynet med tremmer af jern.

I østlængen er et nyere fyrrum med støbt gulv, vægge og loft som et rum i rummet. I præstegangen og i karlekammeret er bindingsværket sortmalet og tavlene hvide som det eneste sted i avlslængerne. Døren ind til karlekammeret er en ældre revledør med ældre beslag, mens døren ind til toilettet, som kan anvendes af besøgende til kirken og kirkegården, er en nyere fyldingsdør.

Miljømæssig værdi

Tved Præstegårds miljømæssige værdi knytter sig til de fire længers helstøbte fremtræden omkring det pigstensbelagte gårdrum med det karakteristiske, solitære kastanjetræ som omdrejningspunkt, samt til den store præstegårdshave, som også er med til at understrege den traditionelle disponering af grunden. Den fysiske nærhed til Tved Kirke, hvis kirketårn rejser sig over udhuslængerne, understreger samhørigheden mellem præstegården og kirken. At kirkegårdsdiget fysisk indgår i opbygningen af den østre avlslænge er yderligere med til at tydeliggøre dette enestående historiske kulturmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Præstegårdens kulturhistoriske værdi knytter sig til den intakte relation til kirken og landsbyen samt til den firelængede gårds imponerende størrelse, der er en god repræsentant for præstegårdsbyggeriet. Tillige fortæller størrelsen om præsteembedets tidligere sociale og økonomiske status, og sammen med avlslængerne vidner de om præstestandens historiske bibeskæftigelse som landmænd med store jordtilliggender.

I det ydre er præstegårdens udviklingshistorie meget tydelig med de nyere grundmurede beboelseslænger, der har afløst et tidligere stuehus i bindingsværk, hvilket kan aflæses i det bevarede fag af den oprindelige vestlænge, hvis bræddebeklædte helgavl signalerer, at denne længe er blevet afkortet. Selvom der er stor aldersforskel på beboelseslængerne og avlslængerne fremtræder præstegårdens historiske funktioner intakte, idet bygningernes hierarkiske udtryk er bevaret. Stuehusets grundmurede længer med tegltage, høje et- og torammede korspostvinduer og fyldingsdøre adskiller sig tydeligt fra avlslængerne i bindingsværk, hvis mere lukkede karakter med højtsiddende, opsprossede staldvinduer, simple revledøre og -porte samt høgabet mod gården tydeligt signalerer længernes oprindelige, funktionelt betingede anvendelse. Hertil kommer, at den sammenbyggede øst- og sydlænge sammen med den et fag lange vestlænge står som en repræsentant for den oprindelige firelængede præstegård. I stuehusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de få bevarede dele af en ældre planløsning, herunder den stort set gennemgående midterskillevæg samt skorstenen. Hertil kommer de få bevarede ældre fyldingsdøre. I avlslængernes indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den i store træk bevarede ældre ruminddeling med staldrum og portgennemkørsel i sydlængen samt depotrum, vognport, karlekammer og præstegang i østlængen.

Præstegangen har især stor kulturhistorisk værdi, dels fordi den ikke er så almindeligt forekommende og dels fordi den fysisk manifesterer gårdens funktion som bolig for præsten, som skulle have let adgang til kirken og kirkegården. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele- og detaljer, herunder teglstensgulve, lerstampede gulve og gulve med pigstensbelægning, hvor renderne enkelte steder er bevaret, ydervæggenes og skillevæggenes synlige bindingsværk, bjælkelag, tremmerne foran staldvinduerne mod vejen og endelig revledøren med beslag, der fører ind til karlekammeret. Endelig kommer portrummets og gårdspladsens pigstensbelægning, der underbygger præstegårdens traditionelle fremtræden. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved avlslængernes egnskarakteristiske bindingsværk, der har en rig forekomst af tømmer med en vandret tredeling af tavlene med to rækker løsholter samt dokker, skråbånd og gennemstukne bjælkeender.

Arkitektonisk værdi

Tved Præstegårds arkitektoniske værdi knytter sig til stuehuslængernes homogene ydre med granitsokkel, hvidkalkede mure og røde tegltage med stort set ubrudte tagflader samt den tilbageblevne hvidkalkede skorstenspibe med sokkel. Med den murede, retkantede gesims som eneste murværksdetalje og de enkle korspostvinduer med og uden opsprosning fremstår længerne med et enkelt, men stateligt ydre. Facaderne er ikke pudsede, men fremstår blot hvidkalkede, hvilket tillader murstenenes struktur at markere sig i de ellers meget nøgterne murflader. Avlslængernes arkitektoniske værdi knytter sig til de enkle længebygninger med ubrudte heltage og halvvalmet nordgavl. Sammen med den taktfaste bindingsværkskonstruktion, de få og højtsiddende staldvinduer og de mange revledøre og -porte giver disse elementer avlslængerne et velproportioneret og harmonisk udtryk. Længernes homogene ydre med forholdsvist rigt bindingsværk og store stråtækte tagflader, som på traditionel vis afsluttes med halmmønning og kragtræer, binder visuelt længerne sammen og understøtter deres traditionelle fremtræden. Særligt østlængens lave østside, der er opført direkte oven på kirkegårdsgærdet, har med sin taktfaste rytme af sort bindingsværk og hvide tavl samt den store lukkede tagflade en helt ren og overordentlig elegant fremtoning.

Endvidere er der arkitektonisk værdi ved kontrasten imellem avlslængernes gård- og ydersider. Siderne mod gården brydes af varierende vindues- dør- og portåbninger, mens de udadtil har en forholdsvist lukket fremtræden, som er med til at give præstegården karakter. Hertil kommer portrummet, hvis konstruktive elementer samtidig er en arkitektonisk detalje, hvor de buede knægte giver en smuk kurvehanksbuet åbning, der byder en velkommen til præstegården. Endelig er der arkitektonisk værdi ved revledørenes og -portenes mange lag tjære, der giver en helt særlig stoflighed og et sjældent smukt udtryk.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til både stuehusets og avlslængernes gennemgående, traditionelle materialeholdning. Stuehusets forholdsvis høje vinduer sikrer et godt lysindfald i de højloftede stuer.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links