Isebækgård ligger på Boelsmosevej 029 i Svendborg Kommune. Bygningen er fredet.
Isebækgård, Lundeborg
Bygningshistorie
Gården er udflyttet fra Oure by i forbindelse med udskiftningen ca. 1800. Jorden er bortforpagtet.
Beskrivelse
Gården var en regulært firelænget, stråtækt bindingsværksgård (egetømmer) med en udløberlænge mod syd (omsat til fyrrebindingsværk ca. 1970). Stuehuset er fritliggende, de andre længer var sammenbygget. Gården er opført i begyndelsen af 1800-tallet som en udflyttergård i forbindelse med landsbyens udskiftning. Den er således beliggende for sig selv for enden af en gammel allé og op til en lille skov, der hører til gården. Det homogene indtryk er klart blevet forringet ved den østre længes forsvinden, men der er stadig betydelige fredningskvaliteter i behold. En sammenligning med de ca. 30 fynske gårde, der blev fredet i 1990-92, viser, at Isebækgård var et enestående homogent og velbevaret anlæg, som også i sin nuværende skikkelse hævder sig i forhold til de andre gårde, som i vidt omfang bærer præg af betydelige ændringer, så som omsætning af bindingsværket i grundmur, erstatning af stråtag med plader samt mere irregulære bygningsanlæg.
Kulturhistorisk værdi
Den kulturhistoriske værdi ved Isebækgård knytter sig i det ydre til det trelængede gårdanlæg, som et velbevaret eksempel på en bindingsværksgård på Fyn. Hertil kommer, at der er kulturhistorisk værdi relateret til gårdens beliggenhed i landskabet for enden af en gammel allé og tæt på en skov, som sammen med opførelsestidspunktet vidner om, at gården var en udflyttergård i forbindelse med landsbyens Oures udskiftning i begyndelsen af 1800-tallet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre tillige til bygningernes konstruktion i egnskarakteristisk bindingsværk med fodrem, stormranker og den ødsle brug af dokker. Derudover er den kulturhistoriske værdi i det ydre relateret til det let aflæselige hierarki mellem længerne, der tydeligt afspejler de oprindelige funktioner, hvor stuehuset har større vinduer og tofløjede fyldingsdøre, mens længerne, der har været anvendt til stald og lade, har mindre vinduer i forskellige formater samt revledøre og porte. Skorstenenes placering i tagryggen understøtter tillige hierarkiet og fremhæver stuehuset, som den vigtigste bygning. Den kulturhistoriske værdi i stuehusets indre knytter sig til den stort set bevarede ældre grundplan, der kan ses i den bevarede del af midtskillevæggen, de to forstuer, og i at stuen vender mod vest, mens køkkenet og andre tidligere funktionsrum vendte mod nord samt i de mange og relativt små rum. Rumfordelingen i stuehuset vidner om det tidligere liv i bygningen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til de ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer i stuehuset, herunder fyldingsdøre med gerichter, hængsler og greb, indbyggede skabe, tidligere ildsted, synlige loftsbjælker med loftsbrædder imellem og skorstenskerner samt vinduesdetaljer, herunder lodposter, anverfere og stormkroge. Stuehusets interiør med det fint forarbejdede udtryk vidner om den herskende smag på opførelsestidspunktet og om bygningens status, som den fineste af længerne. I avlslængernes indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de enkle planløsninger, der afspejler rummenes tiltænkte brug, ligesom bygningernes slidstærke, enkle materialeholdning svarer til deres oprindelige brug til dyrehold og lade.
Arkitektonisk værdi
Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til gårdens helhed af stråtækte og gulkalkede længer placeret omkring den store gårdsplads. De kraftige, skarpt afskårne og stort set ubrudte stråtage giver gårdens lave længer tyngde, og det ens farvevalg binder de forskellige længer sammen. De gule djærve mure kontrasteres af de hvidmalede vinduer, som derved fremstår som dybtliggende huller i murfladerne. Udtrykket er overordnet enkelt og helstøbt, domineret af få materialer, elementer og farver. Den gennemgående brug af righoldigt, opstolpet tømmer giver tillige anlægget en karakteristisk og pyntelig karakter, ligesom tømmeret på fin vis opdeler bygningskroppene i en taktfast rytme. Den arkitektoniske værdi knytter sig desuden til stuehuset, der markerer sig som anlæggets vigtigste bygning med sine tre skorstenspiber, torammede vinduer og to tofløjede fyldingsdøre. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der begrænser sig til vinduer og fyldingsdøre.
Videre læsning
Læs videre om
Se alle artikler om
