Tybjerggård

Tybjerggårds historie kan skrives helt tilbage til 1325, hvor her lå en storgård. I 1689 overtog Margrethe Wilders Tybjerggård gården og tilhørende jord. Hun lod opfører en ny hovedfløj mod øst oven på kælderen af en senmiddelalderlig bygning, dækket af seks fag krydshvælv. En tegning fra 1732 viser Tybjerggård som et trefløjet anlæg med voldgrave, haver, terrasser, springvand og dobbelte alleer i hver side. I 1763 ombyggede Tyge Rothe gården totalt og opførte den nuværende hovedfløj i stedet for en tidligere sydfløj af bindingsværk. Bygningen fremstod dengang gulkalket. Sidefløjen mod vest blev i samme ombygning forlænget til den dobbelte længde af den tidligere, og sidefløjen mod øst blev moderniseret. I 1872 skete flere ombygninger og igen en fornyelse af sidefløjen mod vest. Tybjerggård var fra 1957 til 2004 ejet af Herlufsholm Skole og Gods, men er i dag igen privatejet. I 1963-64 blev bygningerne restaureret ved arkitekterne H.H. Engqvist og Karsten Rønnow.

Mellem marker og mindre søer ligger Tybjerggårds bygninger omring en gårdsplads, der forbindes til hovedvejen af en lang grusvej hvortil avlslængerne ligger. Tybjerggård er en symmetrisk opbygget trefløjet hovedbygning. Alle længer er opført i grundmur i én etage over en sorttjæret sokkel. Murene er hvidkalkede og afsluttet af en enkel muret gesims. Taget er halvvalmet belagt med røde vingetegl, og med fire smalle murede skorstene i hovedfløjens tagryg. Hovedfløjen har en gennemgående frontispice, med vinduer i to etager samt opdelinger ved øreliséner og bånd. I trekantfrontonen mod gårdspladsen er placeret et ur. På hver side af midterpartiet mod gårdspladsen findes en bred svungen stentrappe, der fører op til en hoveddør med overvindue. Alle vinduer er hvidmalede, småsprossede, kortpostvinduer med murede, hvide sålbænke. Alle vinduer i midterpartiet har smalle murede indramninger og de tre nederste har en svag rundbuedet overkarm. De fleste vinduer af ældredato, men mod havesiden findes et par nyere udførte kopier. Dertil findes flere mindre kældervinduer på hovedfløjen og små torammede vinduer i gavlene på sidefløjene. Hovedfløjens haveside har midtfor en nyere terrassedør i glas med små opsprosninger og svagt buet overvindue. Foran terrassedøren findes en opmuret trappe med repos, løb til hver side og smedejernsgelænder. De to sidelænger, mod øst og vest, har hver en tofløjet, flammeret, lysegrå dør med tilhørende granittrin. Indvendigt har alle tre fløje en gennemgående gang mod gårdspladsen, og herfra adgang til stuer og værelser, der ligger mod haven. Grundet hovedfløjens kælder ligger stuetagen her højere, og er derfor forbundet til sidefløjenes gange med mindre trapper. I hovedfløjens gang mod vest er hoveddøren indvendigt blændet og her er indrettet et nyere køkken samt en trappe til tagetagen. Bygningens hovedtrappe, med to løb, er placeret ved den østlige hoveddør. Stuerne i hovedfløjen ligger alle én suite mod haven, og har forskellige bevarede udsmykninger som stuk, paneler, lærredbeklædte felter og dørstykker. Gennem alle tre længer er bevaret de fleste ældre fyldingsdøre med messinggreb. Alle lofter er pudsede og de fleste gulve er trægulve. Under den østlige sidefløj findes en hvælvet kælder af munkesten, med gulve af pigsten, tegl og ølandssten.

Den miljømæssige værdi for Tybjerggård knytter sig det samlede herregårdsanlæg og haven syd for hovedbygningen. Placeringen af avlsgårdens bygninger langs en akse op til hovedbygningen tegner et klart hierarki af bygningerne i herregårdskomplekset og fremhæver hovedbygningen for enden. Modsat den store gårdsplads udfolder haven sig mod syd, som et eventyrligt landskab med en stejl skrænt direkte uden for havedøren. Den høje placering giver en imponerende udsigt fra hovedbygningen, ud over de flade marker og en mindre sø nede i haverummet. Den høje placering giver endvidere en højtidelig og virkefuld beliggenhed, der på dramatisk vis fremhæver Tybjerggård i landskabet.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningernes udvikling gennem tid, hvor skiftende perioders stiltræk er aflæselige i facader og interiør. Den hvælvede kælder under den østre sidefløj har kulturhistorisk værdi, da den er den ældste del af hovedbygningen, og derfor et bevis på den lange bygningshistorie, der har været på stedet. Desuden vidner kælderen om tidligere byggeskik med krydshvælv, munke- og kampesten. Hovedfløjens største ombygning til senbarok, med elementer fra den daværende spirende rokoko, aflæses tydeligt i de rundbuede vinduer og de tunge døre, der er dekoreret med buttede rundinger og enkelte asymmetriske elementer. I interiøret ses endvidere, i den østligste stue i hovedfløjen, en historicistisk stue med høje mørke paneler og et mørkt, synligt bjælkeloft. I frontispicen på facaden ses skriften T 1763 R og P 1872 S, og på havesiden skriften EL HL 1964, disse årstal daterer ombygningerne for bygningerne. Frontispicens urværk har tillige kulturhistorisk værdi og er stadig i brug.

De arkitektoniske værdier knytter sig til det samlede volumen, der fremstår som en yderst velproportioneret bygningskrop, specielt ved hovedlængens frontgavl med frontispicen, der tredeler langsiden og hæver facaden fornemt op i tagfladen. Dette skaber en tyngde i facaden samt fremhæver denne som den mest betydningsfulde. Indvendigt præges udtrykket af den bevarede ældre grundplan med lange gange og stuer en suite, der skaber lange kig og et naturligt flow gennem rummene. Tillige knytter der sig arkitektonisk værdi til den yderst raffinerede og enkle detaljering både ude og inde. Ude ses dette særligt omkring hoveddørene, de rundbuede vinduer, uret, ørelisénerne samt smedejernsgelænderne. Under alle vinduer findes en rillet sålbænk, og særligt denne detalje er med til at binde arkitekturen sammen mellem de tre fløje. Indvendigt ses arkitektoniske detaljer i de mange stuer, der har dekorerede paneler, dørstykker, lærredsspændte feltinddelte vægge samt enkel stuk. En særlig finesse skal fremhæves omkring alle vinduer, hvor detaljerede lysningsskodder med fyldinger er placeret i lysningspanelerne, og giver mulighed for at dække vinduet til fra indersiden. Tillige ses detaljer omkring trapperne, særligt hovedtrappen der har en senbarok brystning af udsavede bueberigede parallelogrammer, der nederst er afsluttet af en volutsnoet mægler.

Læs videre om

• Borrehøjgård, Snesere
• Fensmark Præstegård
• Kompagnistræde 3, Næstved

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen