Vestergade 14-16 ligger på Vestergade 14-16, hj. af Larsbjørnsstræde i Københavns Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.

Bygningshistorie

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan – den forelå 48 timer efter og blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Hjørnebygningen blev opført 1796-97 af murermester Lauritz Thrane (1757-1809) for tobaksfabrikant Hans Bredahl. Der var oprindelig en kordongesims over stueetagen, tre fordybninger over 1. sal og sparrehoveder i hovedgesimsen. Den nuværende udsmykning er senere, antageligt fra 1865, hvor Vestergade 16 fik sin facadeudsmykning ændret til den nuværende. Sidehuset til Larsbjørnsstræde samt muren og baghuset er opført samtidig med hjørnebygningen. Forhuset til Vestergade (nr. 16) blev opført 1796-97 af murermestrene Lauritz Thrane og Andreas Hallander (1755-1828). Der var oprindelig en kordongesims, en fordybning over fire fag på 1. sal, sparrehoveder i hovedgesimsen samt to kældernedgange med konsolbårne dækplader. Sidstnævnte blev fjernet senest 1856. Ved en ombygning i 1865 blev den ene kældernedgang sløjfet, og facadeudsmykningen ændret til den nuværende, mens sparrehovederne dog først blev fjernet senere, antageligt i det 20. århundrede. I Vestergade befinder man sig i det ældste København. Omkring 1400-tallet kaldtes dele af gaden for Smedegade, der med tiden om nogen blev gæstgivernes gade. Hertil kom de rejsende vestfra efter at have passeret Vesterport, og gennem denne kørte omegnens bønder ind for at sælge varer. Som andre tilrejsende indlogerede de sig midlertidigt i det mangfoldige tilbud af kvarterets gæstgivergårde. Fra 1800-tallet var Vestergade også Københavns tobaksgade, hvor der mange steder kunne købes cigarer og pibetobak. Vestergade brændte ned ved begge bybrandene i 1728 og 1795 samt delvist efter bombardementet i 1807, men opbygningen af nye huse har begge gange respekteret den krumning gaden har haft siden middelalderen. Larsbjørnsstræde, hvor ejendommen Vestergade 14-16 også har en del af sin facade, hører til blandt de ældste gader indenfor voldene og opstod relativt kort efter Københavns grundlæggelse i 1167. Den kendes dog først som Larsbjørnsstræde fra omkring 1460 da en Laurids Bjørnson her ejede en grund. Næsten alle gadens huse er opført efter bybranden 1795. Larsbjørnsstræde strækker sig fra Sankt Peders Stræde til Vestergade og passerer undervejs Studiestræde. Under navnet Pisserenden har gaden også været kendt – og er det stadig den dag i dag.

Beskrivelse

Ejendommen er beliggende omkring hjørnet af Vestergade og Larsbjørnsstræde i København, hvor den i begge gader udgør et led i husrækken. Fredningen består af flere huse: Et hjørnehus, et forhus, et sidehus og et gavlvendt baghus samt en mur med port. I nærværende beskrivelse er ejendommen i det ydre til gaden beskrevet hus for hus i ovennævnte rækkefølge, til gårdsiden under ét, hvorpå ejendommens indre beskrives etagevis, da dette bedst giver et indtryk af de nuværende planløsninger i ejendommen. Denne er anvendt til forskellige erhvervsformål, hvorfor også de oprindelige boligers plan er opbrudte. Vestergade 14 udgøres af et grundmuret hjørnehus i fem fag til Larsbjørnsstræde, et skråt smigfag og fem fag til Vestergade. Hjørnehuset er opført med en høj kælder og er i tre etager. Facaden er i kælder- og stueetagen pudset i kvadre og hvidmalet. Over stueetagen er en profileret kordongesims. På 1. sal er der en indfatning med fordakning omkring smigfagets vindue, og under 2. sals vinduer er en sålbænksgesims. Øverst er en profileret hovedgesims med sparrehoveder. Hjørnehuset har et heltag tag hængt med røde tegl, og heri er fire heltagskviste i tagfladen mod gaden. I kælderetagens smigfag er en kældernedgang med en ældre, tofløjet og mørkegrøn fyldingsdør. I kælderetagen er herudover nyere, enkeltrudede butiksvinduer. På hovedetagerne er ældre og traditionelt udførte, firerammede korspostvinduer med todelte underrammer samt ældre håndsmedede hængsler. Stueetagens vinduer har sålbænke i skifer. I kvistene er traditionelt udførte, torammede, småtopsprossede vinduer. Alle vinduer er hvidmalede. Hertil kommer en række nyere, små tagvinduer. Vestergade 16 er fuldt sammenbygget og holder etage- og gesimshøjder med hjørnehuset Vestergade 14, og hvor de to huse er sammenbygget, er et knæk i gaden således at bebyggelseslinjen følger denne. Vestergade 16 består af et grundmuret forhus i ti fag, der er opført med en høj kælder og er i tre etager. De seks midterste fag i forhusets facade er svagt tilbagetrukne, og herudover er facadebehandlingen som på hjørnehuset Vestergade 14. Forhuset har en kordongesims over stueetagen, og i de fremspringende yderfag er omkring vinduerne på 1. sal indfatninger med fordakninger samt indramninger om samme vinduesfag på 2. sal. Under 2. sal er en sålbænksgesims, og øverst er en profileret hovedgesims. Forhuset har et heltag hængt med røde tegl, og heri er syv heltagskviste i tagfladen mod gaden. I de yderste to, fremspringende fag mod syd er en rundbuet portniche med et glatpudset, hvidmalet og indrammet overstykke. I nichen er en ældre, tofløjet og mørkegrøn fyldningsport med pyramidebosser, og herover er et ældre firedelt, opsprosset og mørkegrønt overvindue. I kælderetagen er en kældernedgang midtfor med en ældre, tofløjet og grønmalet fyldingsdør, og til hver side er nyere, enkeltrudede butiksvinduer. På hovedetagerne er ældre og traditionelt udførte, firerammede korspostvinduer med todelte underrammer samt ældre, håndsmedede hængsler. I stueetagen har vinduerne sålbænke i skifer. I kvistene er traditionelt udførte, torammede, opsprossede vinduer. Alle vinduer er hvidmalede. Tilbagetrukket fra Larsbjørnsstræde, i en lille forgård delvist bag hjørnehuset, er et grundmuret sidehus i tre fag og ét skråt smigfag. Sidehuset er opført med høj kælder og er i tre etager. Facaden er pudset og hvidmalet, og øverst er en profileret hovedgesims. Sidehuset bærer et heltag hængt med røde tegl, og heri er to heltagskviste. Sammenbygget vinkelret med sidehuset og med nordgavlen ud til Larsbjørnsstræde er et grundmuret baghus. Gavlen er i to fag, og i gården er fire fag, hvor det ene er blindt, samt et skråt smigfag til sidehuset. Baghuset er opført med en høj kælder og er i tre etager. Facaden er pudset og malet hvid, og øverst er en profileret hovedgesims, der er brudt af en mindre gavlkvist. Bygningen har et ensidig tag, der er hængt med røde tegl. I gavlen mod Larsbjørnsstræde er i kælderetagen glatpudsede og hvidmalede blændingsfelter, og på hovedetagerne er ældre og traditionelt udførte, firerammede og hvidmalede korspostvinduer med todelte underrammer. Mellem baghuset og hjørnehuset (dvs. Vestergade 14 og Larsbjørnsstræde 1) er en mur, der afskærmer den lille forgård. Muren er pudset og hvidmalet samt indadtil afsluttet med røde tegl. I muren er en rundbuet portniche med stik øverst samt gesimsbånd. I portåbningen er en ældre, tofløjet og mørkegrøn fyldingsport med ældre hængsler og beslåning. I den brede portfløj er en mindre dør med tre fyldninger samt nyere greb og låsetøj. I den lille forgård er, henholdsvis til hjørnehus og sidehus, to kælderhalse med stentrapper og traditionelt udførte, sortmalede smedejernsgelændere og med traditionelt udførte, tofløjede og fyldingsdøre. I kælderetagen er ældre to- og trerammede, småtopsprossede vinduer med ældre hængsler. Med indgang til stueetagen i smigfaget mellem side- og baghuset er en ældre stentrappe med et gelænder i sortmalet smedejern, og indgang via en traditionelt udført, hvidmalet fyldingsdør med et småtopsprosset glasparti og et tredelt overvindue. På hovedetagerne omkring den lille forgård er ældre og traditionelt udførte, fire- og seksrammede, småtopsprossede vinduer med ældre hængsler samt korspostvinduer med todelte underrammer og ældre hængsler. Samtlige vinduer og døre er hvidmalede. Hovedetagernes vinduer har sålbænke i skifer. I kvistene er traditionelt udførte, torammede, småtopsprossede og hvidmalede vinduer. Ejendommen Vestergade 14-16 (samt Larsbjørnsstræde 1) er til gårdsiden glatpudset og hvidmalet. Mod øst omfatter gårdsiden i alt syv vinduesfag, herunder tre brede og fire smalle vinduesfag, samt i en niche under sidehusets 1. sal ét yderligere vinduesfag. I det yderste brede fag mod syd er en rundbuet portniche med en traditionelt udført, tofløjet og mørkegrøn fyldingsport med glaspartier øverst, ældre hængsler samt nyere greb og låsetøj. Over porten til gården er et ældre, firedelt, småtopsprosset og hvidmalet overvindue. Forhus, hjørnehus og sidehus er til gården mod nord sammenbygget over et knæk med en dyb, fladbuet niche mellem forhus og sidehus, derpå mod vest fem fremspringende, der er sammenbygget med den øvrige, nyere bebyggelse i gårdens vestside. I lighed med forhuset er alle gårdside glatpudsede og hvidmalede med en profilerede hovedgesimser. Til gårdsiden har forhuset røde tegl og fire heltagskviste. I hjørnet ved sidehuset er en nyere overbygning med et par nyere kviste og øverst er en tagterrasse. Sidehusets gårdsides tagflade bærer et skifertag. Forhuset har foran sin kælderetage en nyere nedgang med trappe til kælderen i flere niveauer, og herfra er via nyere branddøre adgang til kældrene i to etager, dels den oprindelige kælder, dels en nyere kælder under selve gården. I forhusets høje kælderetage er i gårdniveau traditionelt udførte, én- og trerammede, opsprossede vinduer. I nichen mellem forhus og sidehus er i stueetagen en nyere, gråmalet dør med et glasparti. Forhuset har på hovedetagerne ældre og traditionelt udførte fire- og seksrammede, småtopsprossede vinduer. I mellemleddet fra forhus til sidehus er to-, fire- og seksrammede, småtopsprossede vinduer. I sidehusets fremspringende fag er i stueetagen fire nyere garager med tilsvarende bræddedøre. Herover er en mezzaninetage med ældre og traditionelt udførte, torammede, småtopsprossede vinduer, og på hovedetagerne samt i en gavlkvist er ældre og traditionelt udførte, firerammede, småtopsprossede vinduer. Samtlige vinduer er hvidmalede. I det indre rummer forhuset (Vestergade 16) et kælderafsnit med en nyere indretning samt nyere detaljer og overflader. Der gives endvidere adgang via gården til et stort, nyere og flerleddet kælderanlæg under gården med lagerfaciliteter, der ikke udgør en del af fredningen og ikke skal inddrages her. I den ældre kælder i hjørnehuset (Vestergade 14) er en nyere butiksindretning, mens kælderen mod Larsbjørnsstræde er disponibel med flere rum og generelt nyere indretning. Fra ejendommens hovedport i de sydligste fag i Vestergade kommer man til et brostensbelagt portrum, hvorfra der er adgang til ejendommens hovedtrappe via et nyere glasparti og en kort, ældre ligeløbstrappe med drejede balustre og en profileret håndliste. I det bevarede trapperum er en ældre toløbstrappe med drejede balustre, profileret håndliste og linoleumsbeklædte trin. Trappeopgangen har på væggene gulmalede felter indrammet af traditionelt udførte kantlister. I stueetagen er indgangspartiet forsynet med ældre kanellerede indfatninger samt en fordakning i form af en trekantsfronton med sparrehoveder. Døren er en traditionelt udført, hvidmalet fyldingsdør. De øvrige indgangspartier i opgangen er med ældre, profilerede gerichter og ældre og traditionelt udførte, hvidmalede fyldingsdøre. Stueetagen i forhuset (omfattende Vestergade 16) rummer en nyere planløsning med en del moderniseringer og ændringer af rumstørrelser, men grundlæggende er bevaret elementer af de ældre, gadevendte stuer. Der er traditionelt udførte forsatsvinduer, nyere og traditionelt udførte fyldingsdøre og glasdøre, fuldt panelerede ydervægge i de gadevendte rum samt lysningspaneler i gårdvendte rum. Der er nyere gulvlægning, herunder parket og laminat samt generelt nyere pladebeklædning i lofterne, men i flere rum er bevaret ældre kantstukkatur med sparrehoveder. I stueetagen i hjørnehuset (Vestergade 14) samt side- og baghuset er dele af en ældre planløsning, men denne del bærer også præg af flere moderniseringer af plan og rumforløb. Der er en hjørnestue samt gadevendte stuer (med nyere opdelinger) og værelser vendt mod den lille forgård. Rummene er forbundet af en fordelingsgang, hvorfra der også er adgang til hjørnehusets trappeopgang, en ældre toløbstrappe med snoet mægler, glatte balustre, linoleumsbeklædte trin og en profileret håndliste. Mod gården, mellem hjørne- og sidehus, er desuden en ældre bagtrappe udformet som en ældre halvsvingstrappe med udskårne mæglere, glatte balustre og håndlister samt trætrin. I hjørne-, side- og baghusets stueetage er gennemgående traditionelt udførte forsatsvinduer, traditionelt udførte fyldingsdøre, herunder også døre med glaspartier, og en del opsprossede overvinduer. Der er ved fordelingsgangen, hvilket går igen på de øvrige etager, en ældre elevator med dørparti i stål. Gulvene er i de fleste rum traditionelt udførte bræddegulve. Der er i gadevendte stuer samt i stuer og rum til den lille forgård bevaret lysningspaneler samt en del rum med brystningspaneler. I lofterne er kantstukkatur, hovedsageligt med sparrehoveder, samt rosetter. Ejendommens 1. sal består af en planløsning over forhus, hjørnehus samt side- og baghus, der for en stor del er sammenhængende og af nyere dato, og der er foretaget en del moderniseringer og ændringer. Dog fastholdes indtrykket af de oprindelige planløsninger i en del gadevendte rum, der forbindes ved en gennemgående fordelingsgang. Herunder er en række gadevendte stuer, en smigfagsstue samt mindre, gårdvendte rum. Der gives adgang til bi- og bagtrapper i sidehuset. Der er på 1. sal traditionelt udførte forsatsvinduer, en del ældre og traditionelt udførte én- og tofløjede fyldingsdøre med både nyere og traditionelt udførte greb. Gulvene er for del nyere og af banevarer, men i enkelte stuer er traditionelt udførte bræddegulve. I de gadevendte stuer er gennemgående bevaret lysningspanelering i gadevendte rum, herunder med kanneleringer i smigfagsstuen. Dertil kommer en del bevaret brystningspanelering i de gadevendte rum samt traditionelt udførte liste-indrammede felter i flere rum. Lofterne har stukkatur med profilerede kantlister samt rosetter. Ejendommens 2. sal rummer i lighed med 1. sal en gennemgående, nyere planløsning præget af en del moderniseringer og ændringer af rumstørrelser, herunder med en lang fordelingsgang, der giver adgang til de gadevendte stuer og værelser samt gårdvendte værelser. Der er adgang til bi- og bagtrapper i sidehuset. På 2. sal er traditionelt udførte forsatsvinduer, traditionelt udførte én- og tofløjede fyldningsdøre samt nyere pladedøre. Dertil kommer traditionelt udførte overvinduer over flere døre. Der er på 2. sal nyere gulvbelægning, herunder af parket, linoleum samt nyere banevarer. Der er bevaret fuldpanelering af ydervægge i smigfagsstuen, og i de fleste stuer er bevaret lysningspanelering. I flere gadevendte rum er desuden ældre og traditionelt udført brystningspanelering. I de fleste gadevendte rum er både ældre og traditionelt udført stukkatur af kantlister samt nyere pladelofter i gårdvendte rum. Ejendommens tagetage på 3. sal har en nyere, men traditionel hotel-lignende planløsning med en lang fordelingsgang med adgang på hver side til større og mindre rum. I tagetagen er traditionelt udførte fyldingsdøre, nyere overflader med gulvbelægning af banevarer og gipsvægge og i en del af fordelingsgangen et ovenlysvindue.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til hele bygningsanlæggets beliggenhed på hjørnet af Vestergade og Larsbjørnsstræde, hvor hjørnehuset udgør et prominent blikfang i gademiljøet. Dertil kommer ikke mindst det knæk i facaden mellem forhuset og hjørnehuset, hvor ejendommen på yderst helstøbt vis fremhæver Vestergades middelalderlige, krumme gadestruktur. Endelig skaber den særegne konstruktion af hjørnehus, sidehus og baghus med gavl mod Larsbjørnsstræde samt muren med porten og forgården bagved et yderst karakterfuldt indslag i den øvrige husrække, hvor forhusene ligger regulært ud til gaden. Dermed udgør ejendommen samlet set et yderst værdifuldt og iøjnefaldende anlæg i kvarteret.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Vestergade 14-16 knytter sig til ejendommen som et værdifuldt og stort formet eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Hele det grundmurede anlæg er opført i 1796, altså lige efter branden, og ejendommen viser på meget repræsentativ vis, hvordan klassicismens dygtigste håndværksmestre med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en meget sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. I ejendommens ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de velbevarede og gennemførte klassicistiske former og udtryk i hele det grundmurede anlægs facader til Vestergade og Larsbjørnsstræde. Herunder ses de harmoniske og afbalancerede facader, hvor forhuset og hjørnehuset på yderst vellykket vis er bygget sammen og deler grundlæggende træk fra genrejsningstiden: De kvaderfugede underfacader, de fremhævede yderfag i forhuset, de glatpudsede overfacader, hjørnehusets karakteristiske smigfag, de enkle og gennemgående kordon- og hovedgesimser samt profilerede bånd. Hjørnehusets hovedgesims med sparrehoveder og forhusets samt side- og baghusets profilerede hovedgesimser er typiske træk tilligemed de opskalkede tage hængt med røde tegl. Dertil kommer de taktfast anbragte, hovedsageligt firerammede korspostvinduer med todelte underrammer, der på hovedetagerne er typiske for facaderne i klassicismens etagebyggeri fra genrejsningstiden efter 1795. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til den rundbuede portniche i Vestergade med den tofløjede port med alle detaljer samt muren med portnichen og porten med alle detaljer i Larsbjørnsstræde samt øvrige døre, der giver anlægget en fuldgyldig indlejring i begge gader og vidner om den store ejendoms oprindelige opdeling i flere funktioner og demonstrerer en raffineret udnyttelse af grunden mod Larsbjørnsstræde med den lille forgård, der rummer facader af både hjørnehus, sidehus og baghus med skrå smigfag omkring den lille forgård bag muren. Facadernes oprindelige hierarkisering er også bevaret, hvor navnlig de fremhævede yderfag og smigfaget på gadehjørnet med indfatninger og fordakning på 1. sal er tidstypiske træk, der accentuerer denne etages herskabelige status i for- og hjørnehuset i forhold til side- og baghuset. Til ejendommens samlede gårdside knytter sig primært kulturhistorisk værdi til de glatpudsede facader samt de ældre og traditionelt udførte vinduer. Ejendommens væsentligste kulturhistoriske hovedværdi i det ydre ligger dog helt ubetinget i dens facader med alle ældre og traditionelt udførte dele og detaljer, der tilsammen danner et yderst helstøbt katalog over de harmoniske og beherskede stilgreb, som var fremherskende ved opførelsen af de mellemstore etageejendomme i Nørre Kvarter og lignende, klassicistisk dominerede kvarterer i København. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig primært til de ældre trappeopgange, herunder hovedtrappen med alle detaljer samt de to øvrige trapper, bi- og bagtrapper i forbindelse med sidehuset og baghuset med alle detaljer, der grundlæggende forholder sig til ejendommens oprindelse som en stor borgerlig etageejendom fra slutningen af 1700-tallet. Ikke mindst hovedtrappen med sin generøse udformning og finere udstyr understreger det meget vigtige repræsentative aspekt af datidens bolig- og erhvervsbyggeri, mens de øvrige trapper præsenterer sig som sekundære og afspejler tilsvarende mere funktionsbetingede behov. I det indre knytter sig kulturhistorisk værdi til elementerne af de ældre planløsning, alle ældre og traditionelt udførte én- og tofløjede fyldingsdøre, traditionelt udførte gulve, alle bevarede og traditionelt udførte paneleringer, navnlig i de gadevendte rum. Hertil kommer bevaret stukkatur, hvoraf mange rum har kantstukkatur med sparrehoveder.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved ejendommen knytter sig i det ydre til facadernes yderst harmoniske og helstøbte udformning, hvor ikke mindst forhuset (Vestergade 16) og hjørnehuset (Vestergade 14) samt komplekset af hjørnehus, sidehus og baghus bag muren med port (Larsbjørnsstræde 1) på hver sin måde er repræsentative eksempler på arkitektoniske løsninger af høj kvalitet og konsekvens. Forhusets facade har en klart opdelt over- og underfacade, hvor de kvaderfugede og glatpudsede flader er yderligere afbalanceret af de to fremhævede yderfag med indfattede vinduer, der giver forhuset en autonomi og sluttet karakter samtidig med at det på mange niveauer er en videreførelse af hjørnehusets facade. Hjørnehusets facade har ligesom forhuset en klar vægt på underfacaden ved dens kvaderfugning, og her er balancepunktet lagt på smigfaget, der med sin skrå, accentuerede hjørne på helstøbt vis binder såvel gader som facader sammen på delikat vis. Dertil kommer portene og de taktfast anbragte vinduer. Set fra den mest prominente vinkel, dvs. set mod smigfaget på gadehjørnet, er næsten hele ejendommen synlig, og her demonstreres på forbilledlig vis, hvordan man effektivt har skabt ro og balance i et ellers komplekst anlæg på en ret skæv og ukurant grundplan. Det teglhængte, opskalkede heltag danner en organisk og sammenhængende afslutning øverst i ejendommen og binder de forskellige huse sammen til et hele, der afslører en gennemført proportions- og ordenssans på alle skalatrin.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links