Faktaboks

Viera Collaro
Født
30. juni 1946, Bratislava
Titel
Maler, installationskunstner
Nationalitet
Tjekkisk
Virkested
Danmark

Biografi

Viera Collaro arbejdede under sit ophold i USA i 1960erne eksperimenterende med nye, grænseoverskridende udtryksformer, og inspirationen fra malere som Frank Stella og Robert Rauschenberg fik stor betydning for hende. Samtidig opstod en dyb fascination af storbyens puls, dens lys, spejlinger og hele udstråling. Det var med denne baggrund, C. 1971 kom til København og fulgte Gunnar Aagaard Andersens undervisning på Kunstakademiet. Allerede her begyndte en koncentration og fordybelse, der yderligere blev fastholdt i et samarbejde med maleren Niels Nedergård i projektet 1000 Farver, deres fælles afgangsopgave. På et stramt analytisk grundlag tog de udgangspunkt i Alfred Hickethiers farveteori. Tre grundfarvers lysintensitet blev undersøgt gennem en krævende silketrykproces. De trykte ark blev skåret op i små kvadrater, der blev anvendt i en formramme fra geometrisk komponerede collager til fritstående søjler og hængende kuber. Omkring 1980 udstillede C. store fotografier, bl.a. fra New York, med arkitekturmotiver opsplittet i forskudte perspektiver og bearbejdet med neonfarver. Næste logiske skridt var påmonterede lysstofrør som konkret lyskilde og integreret formelement i værket. De rumundersøgelser, som allerede var påbegyndt i USA og med 1000 Farver, videreudviklede C. meget bevidst i 1980erne. Hun valgte ofte installationen som sin kunstneriske praksis med en kombination af materialer som maleri, tredimensionelle objekter og lysstofrør. Disse rum har fået en stadig mere tydelig og afklaret metafysisk udstråling. De geometriske grundformer bevæger sig fra konkret form mod en symbolsk og metafysisk dimension gennem C.s personlige kombination af systematik og intuition.

Genealogi

Collaro, Viera, *1946, maler og installationskunstner. *30.6.1946 i Bratislava, Slovakiet. Forældre: Tobaksimportør og -eksportør George C. og børnelæge Viera Ballo. Ugift.

Uddannelse

Univ. of Michigan, USA 1963-68, 1969-71; Kunstakad. Kbh. 1971-75.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links