Visby Præstegård (Slots- og Kulturstyrelsen)

Visby Præstegård blev opført i 1697, af Bagge Friis. Den bestod oprindeligt af fire fløje bindingsværk, men Hans Broge Berg lod i 1845 bindingsværket omsætte i grundmur med en smal og høj rejst frontispice over den rundbuede indgang i vestslesvigsk byggestil. Enkelte spor af den gamle konstruktion ses dog stadig, således i sidefløjens taphuller fra de oprindelige skråbånd (bjørne). Hver anden stolpe og alt fyldtømmer blev fjernet ved ombygningen og bjælkerne lagt over remmen så stuerne blev højere. I 1922 blev præstegården på ny istandsat og reduceret til en vinkelbygning.I 2005 blev køkkenet renoveret, og i den forbindelse blev døråbningen mellem køkkenet og stuen lavet. I 2008 blev badeværelserne istandsat, og i 2009 blev loftværelserne mod vest istandsat ved arkitekt Hans Lund. Havedøren blev udskiftet i 2010. Tidligere var der strygestue, hvor køkkenet i dag er placeret, og bryggerset er indrettet i den tidligere hestestald.

Visby Præstegård ligger midt i landsbyen Visby, nordvest for Tønder. Gården består af to længer, der ligger i en vinkelformation omkring en gårdsplads. Den øst-vest orienterede længer rummer beboelse og konfirmandstue, mens den nord-syd orienterede længe rummer beboelse og vognport. Rundt om begge længer er et bredt bånd af pigsten. De to længer er grundmurede med stråtækt, trekvartvalmet tag, gavlkvist, mønning af græstørv og i rygningen en enkelt skorstenspibe med sokkel og krave. Længerne fremtræder i blank mur af hårdtbrændte sten, muret i krydsforbandt uden sokkel, men med en svagt fremspringende, muret gesims. I gavlkvisten sidder en ældre fyldingsdør med overvindue i en kurvehanksbuet døråbning. Vinduerne udgøres af et- og torammede, opsprossede vinduer i beboelsesdelen, mens vinduerne i vognporten er små, opsprossede støbejernsvinduer. Trævinduerne er udført som kopi af de oprindelige, men med forsatsvinduer. De øvrige døre udgøres af en nyere revledør i en kurvehanksbuet døråbning, en ældre todelt revledør og en nyere, men traditionelt udført, havedør. Vognportens fladbuede portåbning er forsynet med en nyere tofløjet revleport. I gavlene ses en og tofløjede luger. Alt træværk er hvidmalet, dog er fyldingsdøren både grå og hvid.

I det indre har præstegården bevaret dele af en ældre planløsning med konfirmandstue og kontor i den vestlige ende, forstue og køkken mod gården samt vognport i den nordlige ende. Interiøret kendetegnes ved en blanding af traditionelle og nyere overflader, herunder linoleums-, klinke-, terrazzo- og trægulve, pudsede vægge og synligt bjælkelag med både gipspladelofter og synlige loftbrædder imellem. Der er nyere plane døre samt ældre fyldingsdøre med profilerede gerichter og greb. I vognporten er der støbt gulv og synligt bjælkelag med loftbrædder. Loftets vestlige ende er udnyttet til et par værelser med nyere, men traditionelle overflader, den resterende del er uudnyttet.

Den miljømæssige værdi ved Visby Præstegård knytter sig til gårdens beliggenhed centralt i landsbyen, hvor den repræsenterer en egnstypisk, tolænget gård. Den parklignende have, gårdspladsen og den nærliggende kirke, udgør i samspil rammen om et traditionelt præstegårdsmiljø. Sammen med landsbyens øvrige ældre bebyggelse sikrer præstegården endvidere det autentiske og særegne landsby-kulturmiljø.

Visby Præstegårds kulturhistoriske værdi relaterer sig til gårdens anseelige størrelse og centrale placering, der vidner om præstegerningens magtfulde samfundsposition. Hertil kommer at Visby Præstegård som en tolænget gård repræsenterer en mellemstor gård med træk fra den vestslesvigske gård, der er en væsentlig og karaktergivende del af bebyggelsen ved Vadehavet. Visby Præstegårds egnskarakteristiske træk knytter sig til de forholdsvis lange længer, hvor beboelsesdelen har gavlene vendt mod øst og vest, mens den oprindelige staldlænge har gavlen mod nord, hertil kommer det stejle, ubrudte, trekvartvalmede tag, som er tækket med tagrør og har mønning af græstørv samt den spidse frontkvist, der sidder over indgangsdøren og som benævnes arkengaff. Hertil kommer, at facaderne er grundmurede, uden markerede sokler, og er sat i egnstypiske, hårdtbrændte, røde tegl, som ofte er større end en normalsten. Murværket er lagt i krydsforbandt med skrabefuge, og har stor detaljerigdom omkring døre, vinduer, sokkel og gesimser. Det er blandt andet karakteristisk, at døråbningerne er udformet med et kurvehanksbuet stik, at den indadgående dør sidder bagved denne i en selvstændig karm samt at den murede gesims består af et rulleskifte imellem to løberskifter. I præstegården er vinduerne, som traditionen foreskriver det for landhuse, torammede og hvidmalede og er placeret regelmæssigt i beboelsesdelen, mens de i stalddelen er rundbuede og udført i støbejern. Især den nordvendte gavl er kendetegnet ved murankrene i smedejern, der er en blanding af enkle murankre og årstal.

Det hårde vejrlig og truslen om stormflod har været medvirkende til at skabe den særlige byggeskik, ligesom det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt. Stuehusets solrette placering gør, at det kun er den ene gavl, der er udsat for den hårde vestenvind, som præger området. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligt bygget i grundmur. Et byggemateriale, der også er mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end f.eks. bindingsværk med lerklinede tavl, som blev anvendt andre steder i landet. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker. Rør til tækning hentede man i engdragene og i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Gode græstørv til mønning hentende man ligeledes lokalt. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "Skælkalk", der også blev fremstillet lokalt, ved at brænde skaller og kalksten fra stranden. Sten til belægning hentede man ligeledes fra stranden. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer.

Den særlige byggeskik med de grundmurede huse, som allerede var almindelig i begyndelsen af 1700-tallet, adskiller sig væsentligt fra landbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelige byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet. Byggeskikken langs Vadehavet er præget af traditionel vestslesvigsk byggeskik, som vandt frem efter stormfloden i 1634. Den frisiske påvirkning viser sig ikke kun i byggematerialet, men også i orienteringen og disponeringen af bygningerne. De karaktergivende og smukke detaljer og bygningsdele, der kendetegner det slesvigske længehus, har næsten alle en praktisk og funktionel begrundelse. Ud over at arkengaffen markerer indgangen i facaden, har den også flere praktiske funktioner, herunder at man igennem forkelugen kunne kaste hø op på loftet, samt at arkengaffen tjente som brandsikring ved at forhindre at et brændende stråtag skulle skride ned over flugtvejen fra hoveddøren. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af en ældre planløsning, herunder vognporten i den gamle staldlænge og at præstegårdens offentlige funktioner er placeret omkring hovedindgangen. Derudover knytter den kulturhistoriske værdi sig i det indre til den traditionelle materialeholdning, herunder bræddegulve, pudsede vægge og synligt bjælkelag med loftbrædder imellem. Hertil kommer de bevarede ældre en- og tofløjede fyldingsdøre, enkelte med bukkehornsbeslag, samt profilerede gerichter og greb. I den tidligere staldlænge knytter den kulturhistoriske værdi sig til det synlige bjælkelag med loftbrædder.

Den arkitektoniske værdi kan i det ydre tilskrives de enkle og lange bygningskroppe, der domineres af de ubrudte tagflader. Mod gården brydes formen af den markante frontkvist, der skærer sig op i tagfladen og angiver hovedindgangens placering. Facadernes homogene fremtræden, hvor også sokkel og gesims fremtræder i blank rød mur, giver sammen med det altdominerende stråtag og de hvide vinduer og portfløje Visby Præstegård en meget helstøbt og harmonisk fremtræden. Få men elegante detaljer ophøjer bygningens ydre. De rundbuede dørnicher og frontkvistens markante form med den rigt udsmykkede, tofløjede rokokohoveddør med overvindue og filigranagtigt sprosseværk sikrer, at opmærksomheden samler sig om stuehusets hovedindgang.

I det indre er der arkitektonisk værdi ved de lyse stuer, der opnås på grund af de skrå vindueslysninger, der lader mere lys trænge ind i rummene.

Læs videre om

• Nyholm, Tønder
• Nørre Sødam
• Richtsens Hus, Digegrevens Hus, Tønder

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen