Vor Frue Kloster, Århus Hospital (tidl.), Aarhus

Vor Frue Kloster var oprindeligt et Dominikaner eller Sortebrødrekloster, og er med al sandsynlighed et af landets første, og flere kilder peger på, at klosteret blev opført i første halvdel af 1200-tallet. Vor Frue Kloster blev opført i tilknytning til Sankt Nikolaj Kirke (nu Vor Frue Kirke), som på opførelsestidspunktet lå udenfor volde og grave og altså ikke som nu, midt i byen. Kirken tjente som klosterkirke indtil de århusianske Sortebrødre forlod klosteret ved nytårstid i 1530. Umiddelbart herefter og efter al sandsynlighed før reformationen overførtes patienterne fra to forfaldne hospitaler i Århus, Helligåndsgården og Sankt Karensgård, til de tomme klosterbygninger. 12. november 1541 gjorde Kong Christian d. 3 klosterbygningerne til et almindeligt hospital for menige fattige og syge mennesker.

I 1780'erne gennemgik klosterets fløje en større renovering. I slutningen af 1870'erne gennemførtes en stor ombygning og udvidelse af klosteret der i store træk er det bygningskompleks som er bevaret i dag. I forbindelse med denne ombygning blev der indrettet klosterkirke i kapitelsalen. Kalkmalerierne i kapitelsalen stammer fra 1517. De blev fremkaldt igen i 1927 og restaurerede i 1954.

I slutningen af 1950'erne og i midten af 1970'erne blev der gennemført to større moderniseringer af bygningernes indre, og senest i 2010 påbegyndtes endnu en gennemgribende ombygning af østfløjen. I året 2000 gennemgik klosterkirken en gennemgribende restaurering, hvor alteret blev flyttet fra nord- til østvæggen, og udsmykket med et nyt mosaikvindue af Per Kirkeby. Ved samme lejlighed kom der er ny prædikestol, døbefont og et orgel. Alle tre dele blev tegnet af arkitekt Per Kristensen, som i øvrigt stod for hele restaureringen.

Vor Frue Kloster ligger midt i Aarhus og består af tre klosterfløje, der sammen med Vor Frue Kirke, der ikke er omfattet af fredningen, danner et firefløjet anlæg omkring en indre gårdhave. Langs med Kirkens nordlige mur ind mod gården er en del af den tidligere fratergang (klostergang) bevaret. De tre klosterfløje er grundmurede længer hvoraf øst-, vest- og en kort del af nordfløjen er i to etager, mens resten af nordfløjen er i én etage. Alle mure står i rød, blankt murværk uden markering af soklen og er afsluttet af flerledede gesimser med savsnit og teglhængte røde heltage med kamtakkede gavle. Tagfladerne er stort set friholt for tagvinduer, dog er der et par større, nye tagvinduer i østfløjens sydligste del, og i nordfløjens tagflade ses en række runde støbejernsvinduer mod gaden og en lang fabrikskvist mod gården. Ingen af fløjene har skorstenspiber. Tagrender og nedløbsrør er udført i zink. I overgavlene ses lange, smalle blændingsfelter, der følger takten af kamtakker. Her er tillige flere rækker af savsnit. Der er en relativ ens vinduessætning i de tre klosterfløje. Vinduerne i nord- og østfløjen er udført med småtopsprossede kryds-postvinduer. Vinduerne i den nederste etage er med fladbuet overkarm og placeret under et fladbuet stik i en spidsbuet åbning. I blændingsfeltet, der ligeledes er i murværk ses midtfor et rundt pudset felt. Vinduerne i den øverste etage er derimod med lige overkarm og placeret i en fladbuet åbning. I begge etager har vinduerne skrå, murede sålbænke og indfatningerne er hovedsagligt muret af formsten. I gårdsiderne findes endvidere mindre etrammede vinduer.

Vestfløjen har overvejende torammede vinduer, der ligeledes er sat i fladbuede åbninger med skrå, murede sålbænke. I den nederste del af vestfløjens gadeside ses en række store og små blyindfattede ruder i spidsbuede åbninger. Klosterfløjenes døre er overvejende nyere revledøre, hvoraf enkelte er udført med ruder i den øverste del. De fleste døre er grønmalede, dog er enkelte olierede. Klostergangen, der deler tagflade med kirken, består af fire murede, spidsbuede krydshvælv. Taget er af kobber ligesom nedløbsrør og tagrender. I muren ind til kirken findes flere forskellige blændingsfelter og nicher, mens der mod klostergården er fire store spidsbuede åbninger. Mure og stik omkring åbningerne og hvælvenes ripper, står i blank, rød mur, mens selve hvælvene er pudsede og hvidkalkede. Gulvet i klostergangen er af røde teglsten, hvori der er nedlagt fem store gravsten.

I det indre er de tre fløje i dag indrettet til 15 lejligheder i størrelsen 60-150 kvadratmeter. Fælles for lejlighederne er en ensartet materialeholdning, herunder nye parketgulve, pudsede vægge og lofter, gipsbeklædte lofter, nye fyldingsdøre og franske døre. Der er nyere badeværelser og køkkener. Der er forsatsruder for alle vinduer i varierende alder og ved enkelte vinduer ses ældre lysningspaneler. En del af østfløjens gangarealer er inddraget i lejlighederne. Gangarealerne har linoleumsgulve, pudsede vægge og lofter, og i de tre fløje findes forskellige trapper, der alle er nyere, men traditionelt udførte. I hjørnet mellem øst- og nordfløjen er en elevator. I nordfløjens vestre ende er et gennemgående portrum og et rum kaldet munkestuen med fire krydshvælv båret af en muret søjle i midten. I vestfløjen er to tøndehvælvede rum med teglstensgulve samt to rum med krydshvælv, hvoraf det største, kapitelsalen, har seks krydshvælv båret af to søjler i gullandsk kalksten, med base og kapitæler i granit. Der er i dette rum et nyt ølandsflisegulv, et alter i granit med et nyere knæfald samt vægge og hvælv udsmykket med kalkmalerier. Der er delvist kælder under de tre fløje, og tageetagen er kun udnyttet i den lave del af nordfløjen og i den sydlige del af østfløjen.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Vor Frue Klosters beliggenhed i midten af Aarhus' ældste bykerne. Det samlede anlæg, der omfatter klosterets fløje, kirken, et fritliggende graverhus, og en større klosterhave, der er indhegnet af nyere høje mure, indgår i et samspil, som skaber et markant og enestående kulturmiljø. De i dag bevarede pladser og fritlagte arealer foran klosterets og kirkens bygninger betyder, at bygningerne får en solitær placering, der signalerer en vis magt og position. Dette står i stor kontrast til den indre klostergårds intime og næsten sydlandske karakter. Hertil kommer at der i den indre klostergård er bevarede flere fundamenter fra de tidligere klostergange, hvilket antyder at klostergangen oprindeligt har fulgt flere af klosterets fløje.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til alle de fredede fløje, der sammen med kirken udgør et betydningsfuldt klosteranlæg. Anlæggets størrelse og fløjenes traditionelle sammenbygning omkring en indre, lukket gård med en delvist bevaret klostergang underbygger fortællingen om bygningernes oprindelige funktion som kloster.

Hertil kommer klosterfløjenes fremtræden i rød, blank mur, især vestfløjens ældre murværk af munkesten i munkeforbandt med murankre, spidsbuede åbninger og blyindfattede vinduer samt ubrudte tagflader, der fastholder den oprindelige middelalder arkitektur. Ved klosterets opførelse var det vigtigt at bygningerne markerede sig i byen, hvilket de især har gjort grundet anvendelsen af grundmur så tidligt. Samtidig var det vigtigt, at klosterets bygninger var neddæmpede og underlagde sig kirkens rigere udsmykning. Den regelmæssige vinduestakt, som forsat præger klosterets arkitektur, vidner om de senere ombygninger og den senere indretning til hospital. I det indre relaterer den kulturhistoriske værdi sig til de delvist bevarede grundplaner med lange gange og mange døre, der afspejler både den tidligere anvendelse som kloster og hospital. Der er endvidere kulturhistorisk værdi i de karakterfyldte, hvælvede rum, herunder især munkestuen og kapitelsalen, der har været de oprindelige fællesrum i klosteret. Konstruktionen, materialeholdningen og kalkmalerierne knytter rummene til middelalderen.

Klosteret fremstår som et kraftfuldt og sluttet bygningsværk med gedigne teglstensmure og teglhængte, ubrudte tagflader. Den ens og enkle materialeholdning sørger for, at bygningerne fremstår som en helhed og tildeler samtidig bygningen tyngde. Detaljeringen er sparsom, men desto mere virkningsfuld. Dog skal de enkle murstensdetaljer fremhæves, herunder friser, savsnitsgesimser, blændinger, kamtakkede gavle og indfatningerne af formsten, idet de blandt andet danner skyggevirkninger, der artikulerer bygningsåbninger og overgange og giver et elegant ydre. Vinduerne har stor indvirkning på den samlede arkitektoniske oplevelse. Det gælder især den taktfaste placering og den ens udformning samt variationen mellem etagerne. Hertil kommer at de kraftige, skrånende sålbænke, de spidsbuede blændingsfelter og runde pudsfelter er med til at styrke takten og tildeler klosteret et særegent præg. Der er desuden arkitektonisk værdi relateret til den velproportionerede klostergang med spidsbuede åbninger og hvælv, der danner et karakterfuldt ensidet lysindfald i klostergangene og samtidig skaber en naturlig sammenhæng med det åbne gårdrum. Den homogene materialeholdning sørger for en formfuldendt arkitektonisk oplevelse, der understreges af teglgulvet med de store gravsten. De tykke mures blanke, røde sten glider naturligt over i ribberne, der med sine tilsvarende røde, blanke sten på elegant vis indrammer de hvidkalkede hvælv.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de hvælvede rum, hvis konstruktion skaber virkningsfulde, højloftede rum med karakterfulde skyggevirkninger. Især kapitelsalens søjler, spidsbuede hvælv og kalkmalerier danner et yderst højtideligt rum, der er enestående i den danske klosterarkitektur.

Læs videre om

• Erhvervsarkivet, Aarhus
• Hans Broges Gård, Aarhus
• Vilhelmsborg, Mårslet

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen