Bøssemagergade 30 A-B og 32 A-B, Hellebæk

Efter Kronborgs opførelse i 1585, satte Frederik den Anden gang i et omfattende kanal- og dæmningsarbejde omkring Hellebæk. Da Christian den Fjerde kom til magten så han nye muligheder og udbyggede området i 1598 med en vanddrevet hammermølle, og få år efter et tilhørende kanonstøberi. I 1743 købte regimentskvartermester Stephan Hansen møllen og under hans ledelse voksede produktionen. I 1765 købte kongen anlægget, og den nuværende hammermølle blev opført. Dog blev møllen allerede får år efter igen i privateje; da familien Schimmelmanns købte anlægget i 1768. H.C. von Schimmelmann fik i 1770'erne bygmester Schram til at opføre mesterboligerne med kombinerede værksteder langs Bøssemagergade til deres udenlandske bøssemagere. Bygningerne var opdelt således, at der boede to bøssemagermestre i midten af husene, mens deres værksteder lå placeret i gavlene. Hele anlægget bestod af blandt andet et proberhus, (hvori probering, dvs. afprøving/godkendelse af geværløbene fandt sted), herefter lå den første bygning, Bøssemagergade 24 med facaden mod Skolestien. De næste længer (nr. 26 til nr. 36), med facaderne ud mod Bøssemagergade var selve mesterboligerne og blev i folkemunde kaldt Tallerkenrækken. Den smalleste af længerne (nr. 40 og nr. 38) blev kaldt Skæftergården, denne bestod af mindre boliger til skæftemagerne, og de tre små huse bagved rummede værksteder til skæftemagerne. Hele anlægget omkring møllen gav grundlag for vækst, og Hellebæk by voksede markant fra slutningen af 1700-tallet.

Da geværfabrikken lukkede i 1870 blev Hellebæk Klædefabrik omdrejningspunkt for byens nye industri, og de tidligere værksteder, der havde ligget i forbindelse med mesterboligerne blev omdannet til boliger.

Bygningen ligger i udkanten af Hellebæk tæt på skoven og den gamle Hammermølle og mølledam. Bygningen er én ud af i alt seks store forhuse og tre mindre baghuse, der tilsammen udgør de tidligere boliger og værksteder, der hørte til Kronborg Geværfabrik. Bygningerne ligner hinanden i form, materialer og farver. Bygningen, Bøssemagergade 30A-B og 32A-B, er opført i én etage af pudset, gulkalket grundmur på en sorttjæret sokkel, og afsluttes af en sortmalet trægesims og et halvvalmet tag af røde teglsten. I tagfladen ses mod gaden en række små tagkviste med teglhængte heltage og murede flunker, samt et par små støbejernsvinduer, mens der mod gården er en lang række store, nyere tagvinduer. I denne tagflade ses tillige en enkel skorstenspibe, mens de øvrige to skorstenspiber er placeret i tagryggen. Alle skorstenspiber er opført i rød, blank mur og har både sokkel og krave. Bygningen har i alt fire hoveddøre, to mod Bøssemagergade og en i hver gavl. Dørene er enten oprindelige eller udført i kopier heraf. Alle er flammerede, rødmalede, enfløjede døre med korte stentrapper foran, de to i gadesiden har endvidere overvinduer. I gårdsiden findes nyere stalddøre, der ligeledes er flammerede. Bygningen har småtopsprossede vinduer, der alle er torammede og udført på traditionel vis, enkelte er ældre og flere er udført med koblede rammer. Vinduerne er sat i fladbuede blændingsfelter, der går helt ned til soklen. I det indre er bygningen opdelt i fire lejligheder, to store i midten og en mindre lejlighed ved hver gavl. Lejlighedernes grundplan varierer, men har grundlæggende ens træk, som at stuerne ligger mod gaden og køkkenerne mod gården, mens der på første sal er værelser. Nyere badeværelser findes både i stueplan og i tagetagen. Spidsloftet er uudnyttet. Materialerne er gennemgående nyere, herunder brædde-, linoleums- og flisegulve, gips- eller pudslofter samt nye pladedøre og fyrretræstrapper. Enkelte ældre trægulve, revle- og fyldingsdøre med beslag og greb samt bindingsværksskillevægge og synlige loftbjælker er bevarede.

Den miljømæssig værdi består i det temmelig intakte miljø af gule homogene længer langs med Bøssemagergade, som sammen med mindre udhuse, hammermøllen, mølledammen og Proberhuset, i dansk sammenhæng, udgør et enestående og meget tidligt industrimiljø, der vidner om en langvarig produktion af våben i forbindelse med Danmarks krige gennem næsten 300 år.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningernes relativt ens fremtræden i proportioner, form, materialer og farver, der tydeligt vidner om deres tidligere sammenhæng i det store anlæg. De enkle facader uden bemærkelsesværdig udsmykning afspejler bygningernes oprindelige enkle funktion som arbejderboliger og værksteder. At der har været et vist hierarki mellem arbejderne på fabrikken opfattes stadig ved bygningernes indbyrdes skift i proportioner og detaljer. De tidligere mesterboliger, herunder Bøssemagergade 30A-B og 32A-B, skiller sig nemlig ud fra de øvrige længer, idet de er bredere og har en profileret trægesims samt rigere udsmykkede, flammerede hoveddøre med overvindue og stentrapper. De øvrige bygninger, som tidligere var tiltænkt de lavere rangerende arbejdere, er smallere bygninger med en simpel gesims eller slet ingen, og der er flere skorstenspiber og hoveddøre, der tillige er udført som enkle revledøre med trætrapper foran. Således er det de små detaljer, der trods det overordnede udtryk, viser den tidligere forskel i rang og stand. Hertil kommer, at de ældre eller traditionelt udførte bygningsdetaljer som vinduer og døre med alle detaljer vidner om bygningens alder. Det samme gør sig gældende for de bevarede dele af bygningens interiør, herunder de ældre trægulve og bræddelofter mellem synligt bjælkelag, bindingsværksskillevægge samt de enkelte ældre døre med de for 1700-tallets karakteristiske smedede greb, bånd- og bukkehornshængsler.

Den arkitektoniske værdi for Bøssemagergade 30A-B og 32A-B knytter sig til den velproportionerede bygningskrop, som domineres af det høje, stejle tag med ensartede, rytmisk placerede kviste. Bygningens arkitektoniske udtryk styrkes tillige af den klare symmetriske placering af vinduer, døre, kviste og skorstenspiber, der skaber et roligt og afbalanceret udtryk. Dette understreges af de taktfaste murblændinger, der tangerer soklen og skaber en reliefvirkning, der naturligt indrammer hvert vindue. Murblændingernes lodrette stræben bryder på let og elegant vis med de ellers gennemgående horisontale linjer, der især opfattes ved den sorte gesims og sokkel. Hertil kommer, at den sorte sokkel er med til at optage og aftegne terrænets fald i gaden. Den arkitektoniske værdi relaterer sig endvidere til den markante farveholdning, hvor de røde døre og vinduer markerer sig i den gule mur, samtidig med at de harmonerer med de røde tagflader. De små kvistes gule flunker og gavltrekanter sørger for, at disse falder naturligt ind i det øvrige arkitektoniske udtryk.

Læs videre om

• Den Fenwickske Gård, Helsingør
• Jens Linds Hus, Helsingør
• Lappen 18, Helsingør

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen