Jens Linds Hus ligger på Strandgade 1 i Helsingør Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Helsingørs bygningskultur har været tæt forbundet med byens politiske og økonomiske historie. Opførelsen af nye bygninger har været tæt forbundet med de svingende indtægter byen fik fra Øresundstolden og forskellige kongers byggeaktiviteter på Kronborg samt med militære konflikter i nærheden af byen. Helsingør har været i tidernes løb været forskånet for store brande, hvilket betyder, at byen har bevaret en kerne med mange middelalderlige bygninger. Helsingør by bliver nævnt i kilderne første gang i 1231 og beskrives som et lille fiske- og færgeleje. Byen voksede frem omkring Sankt Olai Kirke, den senere domkirke, og udviklede sig langsomt, indtil Erik af Pommern i 1425 pålagde alle handelsskibe, som passerede igennem de danske farvande en afgift, den såkaldte Øresundstold. Samtidig med indførelsen af Øresundstolden opførte Erik af Pommern borgen Krogen på den yderste del af næsset for bedre at kunne håndhæve sin kongelige myndighed og for at sikre gode betingelser for opkrævningen af Øresundstolden. I 1577 fik Krogen sit nuværende navn, Kronborg. Erik af Pommern udlagde også Helsingørs byplan, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer. Karreerne var lette at opdele i gode byggegrunde, der kunne anvendes til gavlhuse med side- og baghuse, samt brede grunde til huse med langsiden mod gaden. Fra byens centrale gade, Stengade, anlagde man en række smalle stræder ned mod stranden, hvor Strandgade senere blev anlagt. I dag er husrækken på Strandgade et eksempel på, hvordan velhavende borgere havde råd til at opføre prægtige bygninger. Opførelsen af borgen og ikke mindst Øresundstolden fik stor betydning for den lille by, fordi hundredevis af skibe ankrede op ved byen og provianterede der. Det blev grundlaget for en rivende udvikling, hvilket kom til at sætte sine spor i en rig bygningskultur. Helsingør fik købsstadsrettigheder i 1426, og byens borgere fik skattefrihed på enten fem eller ti år, når de byggede nye huse, alt efter om huset var opført i træ eller sten. Indbyggerne i Helsingør ernærende sig ind til ophævelsen af Øresundstolden i 1857 primært ved handelen med de opankrede handelsskibe, og byen havde som følge heraf indbyggere fra hele verden, særligt englændere, skotter, hollændere og tyskere. Efter ophævelsen af Øresundstolden mistede Helsingørs borgere en stor del af deres indtægtsgrundlag, og bygningskulturen blev herefter mere enkel, mindre ekstravagant og mindre international.Jens Linds Hus blev opført i slutningen af 1760'erne for Johan Gotfried Rother. Bygningen havde oprindeligt en frontispice over de to midterste fag. Den blev på et tidspunkt fjernet, men er i dag genskabt. Forhuset blev ind til 1857, hvor Øresundstolden blev afskaffet, næsten udelukkende beboet af færgemænd, og forhuset har da også taget navn efter færgemand og kaperkaptajn Jens Lind, der boede i huset i begyndelsen af 1800-tallet. Ud over fjernelsen og den senere tilføjelse af frontispicen har forhuset ikke undergået de store forandringer siden opførelsen med undtagelse af bindingsværkets overpudsning og etableringen af tagkvisten.

Beskrivelse

Jens Linds Hus ligger på hjørnet af Strandgade og Svingelport med udsigt over Øresund. Forhuset anvendes i dag til beboelse og erhverv. Jens Linds Hus er et seks fag langt og tre fag bredt hus i to etager over en udnyttet kælder og med en delvist udnyttet tagetage. Forhuset har en grundmuret facade og gavl mod vejen og en gårdside og gavl mod nabohuset opført i sortopstolpet bindingsværk. Tavl og murværk er gulkalket. Forhuset står på en pudset, sortmalet sokkel og bærer et heltag hængt med røde tegl, der mod syd er halvvalmet. I rygningen sidder en skorstenspibe. I tagfladen mod gaden ses to nyere kviste samt to nyere tagvinduer, mod gården ses seks nyere tagvinduer. Facaden har en trekantet frontispice over de to midterste fag, der i begge etager er svagt fremspringende. Frontispicen omkranses af en hvidmalet gesims, ligesom de tre sider har en hovedgesims. Den grundmurede gavlside har tre blændinger i det midterste fag. I facadens yderste fag ses en traditionelt udført to-fløjet fyldingsdør med opsprosset overvindue, og i tredje fag ses en kældernedgang med skråtstillede luger og en nyere dør bagved. På gårdsiden ses ligeledes i det yderste fag en nyere revledør. Vinduerne udgøres af en blanding af ældre og traditionelt udførte, opsprossede korspostvinduer og torammede vinduer. Alle døre og vinduer er hvidmalede. I det indre er forhuset opdelt i tre lejligheder og et erhvervslejemål i kælderen, der anvendes til klinik. Fra gangen i det yderste fag er der via en ældre hovedtrappe adgang til alle etager og gården. I lejlighederne er den traditionelle grundplan delvist bevaret, hvor stuer en suite overvejende ligger mod gaden og værelse, nyere køkken og badeværelse ligger mod gården. En del ældre bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder fyldingsdøre med greb, hængsler og gerichter, hel-, brystnings- og lysningspaneler, lysningsskodder, skorsten, stukkatur og synlige loftsbjælker samt vinduesdetaljer, herunder anverfere og stormkroge. Enkelte af vinduerne har forsatsrammer, mens andre har koblede rammer. Overfladerne er en blanding af ældre, traditionelt udførte og nyere, herunder bræddevægge og -gulve, fliser og tapet.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Jens Linds Hus knytter sig til forhusets beliggenhed i husrækken på Strandgade, hvor det bidrager til at opretholde gadens traditionelle bebyggelsesstruktur. Endvidere er forhuset med den halvvalmede gavl med til at markere begyndelsen på Strandgade.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Jens Linds Hus er i det ydre relateret til forhusets fremtræden i både grundmur og bindingsværk, der vidner om, at erfaringerne fra store bybrande, ikke mindst Københavns brand i 1728, talte for, at tæt bebyggelse i byer skulle opføres i mursten, i hvert tilfælde facaden, således som det blev påbudt i hovedstaden. Dette faldt sammen med et kraftigt økonomisk opsving for Danmark og i særdeleshed Helsingør, nemlig den florissante periode, hvor handlen blomstrede, så der var råd til det dyrere teglstensbyggeri. Hertil kommer, at facadens disponering med det fremspringende midterparti og frontispicen samt den store gesims op mod taget er typisk for bygninger i Helsingør opført i slutningen af 1700-tallet.I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist bevarede grundplan med stuer en suite mod gaden. Dertil kommer de mange bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder fyldingsdøre med greb, hængsler og gerichter, hel-, brystnings- og lysningspaneler, lysningsskodder, stukkatur og synlige loftsbjælker, der vidner om bygningens alder og tillige underbygger den autentiske atmosfære.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Jens Linds Hus knytter sig i det ydre til den velproportionerede bygningskrop, hvor det røde heltag afslutter bygningsvolumenet, og får forhuset til at fremstå som en helhed på trods af blandingen af grundmur og bindingsværk. Det overordnede udtryk er roligt og afbalanceret med en enkel, samlende farvesætning og mange fine bygningsdetaljer, herunder de let fremspringende midterfag med trekantet frontispice, vinduernes svage tilbagetrækning fra facaden og gesimserne. Især vekslen mellem facadedetaljer, der springer frem eller er trukket tilbage giver liv til den ellers enkle facade. I det indre er den arkitektoniske værdi knyttet til især stuerne en suite i stueetagen, hvor stukkaturen, de mange vægpaneler og fyldingsdøre skaber et helstøbt interiør med lysindfald fra to sider. Endelig kommer de, i enkelte rum, bevarede ældre, indvendige fyldingsskodder, som er et eksempel på en funktionel løsning, der ligeledes ophøjer den arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links