Rådmand Davids Hus, Helsingør

Helsingørs bygningskultur har været tæt forbundet med byens politiske og økonomiske udvikling. Opførelsen af nye bygninger har været tæt forbundet med de svingende indtægter byen fik fra Sundtolden og med forskellige kongers byggeaktiviteter på Kronborg samt med militære konflikter i nærheden af byen. Helsingør har i tidernes løb været forskånet for store brande, hvilket betyder, at byen har bevaret en kerne med mange middelalderlige bygninger. Helsingør by bliver nævnt i kilderne første gang i 1231 og beskrives som et lille fisker- og færgeleje. Byen voksede frem omkring Sankt Olai Kirke, den senere domkirke, og udviklede sig langsomt, indtil Erik af Pommern i 1425 pålagde alle handelsskibe, som passerede igennem de danske farvande, en afgift, den såkaldte Øresundstold. Samtidig med indførelsen af Øresundstolden opførte Erik af Pommern borgen Krogen på den yderste del af næsset for bedre at kunne håndhæve sin kongelige myndighed og sikre gode betingelser for opkrævningen af Øresundstolden. I 1577 fik Krogen sit nuværende navn, Kronborg. Erik af Pommern udlagde også byplanen, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer. Karreerne var lette at opdele i gode byggegrunde, der kunne anvendes til gavlhuse med side- og baghuse, samt brede grunde til huse med langsiden mod gaden. Fra byens centrale gade, Stengade, anlagde man en række smalle stræder ned mod stranden, hvor Strandgade senere blev anlagt. I dag er husrækken langs Strandgade et eksempel på, hvordan velhavende borgere havde råd til at opføre prægtige bygninger. Opførelsen af borgen og ikke mindst Øresundstolden fik stor betydning for den lille by, fordi hundredevis af skibe ankrede op ved Helsingør og provianterede der. Dette blev grundlaget for en rivende udvikling, hvilket kom til at sætte sine spor i en rig bygningskultur. Helsingør fik ligeledes købsstadsrettigheder, og byens borgere fik skattefrihed på enten fem eller ti år, når de byggede nye huse, alt efter om huset var opført i træ eller sten. Indbyggerne i Helsingør ernærende sig indtil ophævelsen af Øresundstolden i 1857 primært ved handelen med de opankrede handelsskibe, og byen havde som følge af handelen indbyggere fra hele verden, særligt englændere, skotter, hollændere og tyskere. Efter ophævelsen af Øresundstolden mistede Helsingørs borgere en stor del af deres indtægtsgrundlag, og bygningskulturen blev herefter mere enkel, mindre ekstravagant og mindre international.

Forhuset på fire fag i bindingsværk blev opført kort før 1761. Omkring 1867 blev forhuset udbygget på bagsiden med en lude i dels tømmer og brædder dels mur og bindingsværk. Den oprindelige bagside i bindingsværk er stadig synlig, den fungerer nu som en skillevæg til trapperummet til forhusets øverste etage. Det østre forhus på to fag i grundmur blev opført i 1780 for købmanden Christian Ferslew. I 1791 havde bygningen muligvis en frontispice, men i 1801 stod den som i dag. Siden hen har bygningen ikke gennemgået væsentlige ændringer i det ydre med undtagelse af større vinduer i stueetagen mod gaden. Forhusene anvendes i dag til restaurant med mindre køkken i stueetagen. De øverste etager anvendes til bolig.

Strandgade 70, også kaldet Rådmand Davids hus, ligger i en af Helsingørs ældre gader, hvor der ligger ældre og nyere bygninger. Strandgade 70 er et af de ældste huse. Rådmand Davids hus består af to forhuse. Et i bindingsværk mod vest og et i grundmur mod øst. Stueetagen i begge forhuse bliver anvendt til restaurant, mens de øvre etager er bolig.Det vestre forhus et fire fag bredt og to stokværk højt hus i bindingsværk med en svag udkragning og gennemstukne bjælkeender. Taget er et rødt, teglhængt heltag med en skorstenspibe og en ventilationshætte samt to nyere tagvinduer i den søndre tagflade. Forhuset står på en sortmalet sokkel med rødt opstolpet bindingsværk og gulkalkede tavl. Facaden afsluttes af en hvidmalet, profileret hovedgesims og har et skilt med husets navn hængende. I det yderste fag sidder en ældre fyldingsdør. I de øvrige fag sidder tre nyere, store etrammede vinduer, der er malet grønne. De torammede og småsprossede vinduer i førstesalen er traditionelt udførte med drypnæse i træ. Vinduerne er sortmalede. Stueetagens gårdside står med sort opstolpet bindingsværk og orangekalkede tavl. Førstesalen er beklædt med vandrette, brunmalede brædder. I det yderste fag sidder en traditionelt udført og grønmalet rammedør. Vinduerne er traditionelt udførte torammede, opsprossede vinduer med grønmalet træværk. Det østre forhus er to fag bredt og i to etager. Forhuset har opskalket, teglhængt heltag som det andet forhus med en skorstenspibe i den søndre tagflade. Forhuset er grundmuret og står i rød, blank mur med hamburgerfuge. Facaden har en hvidmalet og profileret hovedgesims og tre hvide pilastre. Over vinduerne i stueetagen ses halvandensstensstik, og vinduerne er nyere, store etrammede vinduer medgrønmalet træværk. På førstesalen ses ældre, hvidmalede korspostvinduer med sålbænk af zink. Mod gården står facaden orangemalet som tavlene i det vestre forhus og mellem stueetage og førstesal ses en enkel kordongesims, hvorpå en baldakin er opsat. I det yderste fag ses en ventilationskanal. Vinduerne er traditionelt udførte torammede, opsprossede og hvidmalede med hvidmalede sålbænke.I det indre hænger de to forhuse sammen med indgang via det vestre forhus, hvor man træder ind i et stort rum med et centralt placeret, ældre muret ildsted. I det østre forhus er indrettet et mindre køkken mod gaden og mod gårdhaven ligger et badeværelse. Den tidligere bagvæg i bindingsværk fungerer nu som skillevæg mod luden, hvorfra der er adgang dels til gårdhaven via en mindre gang dels til første sal via en ældre trappe. På første sal er en ældre grundplan bevaret med køkken mod gårdhaven og stue mod gaden. Fra første sal er der ligeledes adgang til tagetagen via en nyere trappe. Det østre forhus første sal markeres med et mindre niveauspring. En del ældre bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder murede ildsteder, ældre fyldings- og revledøre med hængsler, greb og gerichter, lysnings- og vægpaneler, indvendige skodder, synlige loftbjælker mellem loftsbrædder, ældre vinduer i den tidligere bagvæg samt vinduesdetaljer, herunder lodposter, anverfere og stormkroge. Enkelte vinduer er udført med koblede rammer. Overfladerne er overvejende ældre eller nyere, men i traditionelle materialer, herunder bræddegulve og -vægge, klinker samt synligt bindingsværk. I det åbne rum, der anvendes til restaurant, er der gennem en glasrude i gulvet, kig til en kælder med middelalderligt murværk.

Den miljømæssige værdi ved Strandgade 70 er relateret til forhusenes placering i gaden, hvor de skiller sig markant ud fra de nærmeste nabobygninger, der er fra henholdsvis 1800- og 1900-tallet. Forhusene er således med til at opretholde det historiske kulturmiljø i Strandgade. Hertil kommer den miljømæssige værdi, der er knyttet til gårdrummet, som er afgrænset af et plankeværk og sammen med den grønne beplantning skaber et lukket, intimt og meget charmerende uderum.

Den kulturhistoriske værdi for Strandgade 70 knytter sig i det ydre til facaden, der som type vidner om måden man byggede to stokværk høje bindingsværkbygninger i en købstad i 1600-tallet. Disse bindingsværkshuse er blandt andet kendetegnet ved skråbånd, udkraget øverste stokværk og gennemstukne bjælkeender. Hertil kommer luden på bagsiden af det vestre forhus, der vidner om, at man i 1800-tallet har haft andre behov for tilgangen til førstesalen end tidligere, hvor man sandsynligvis har haft en ydre trappe. I det indre er den kulturhistoriske værdi knyttet til de mange bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder især de ældre vinduesdetaljer med lodposter, anverfere og stormkroge, de murede ildsteder, fyldings- og revledøre med greb, hængsler og gerichter, paneler og skodder, der sammen med de ældre overflader skaber et enestående interiør.

Den arkitektoniske værdi ved Strandgade 70 er i det ydre relateret til det vestre forhus fremtræden i bindingsværk og på gårdsiden med bræddebeklædning. Den rige og gennembearbejdede detaljering ses i bjælkeenderne og overgangsfodens udskæringer, hertil kommer murværkets fremtræden i det østre forhus med hamburgerfuger og halvandenstensstik over vinduerne. Den rige detaljering sættes i kontrast til det generelt meget solide udtryk med det kraftige bindingsværk, der med skråbånd, løsholter og overgangsfod danner et taktfast mønster i facaden.

Læs videre om

• Bøssemagergade 38-54, Hellebæk
• Hellebæk Hammermølle
• Stengade 58, Helsingør

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen