Bøssemagergade 38-54, Hellebæk

Efter Kronborgs opførelse i 1585, satte Frederik den Anden gang i et omfattende kanal- og dæmningsarbejde omkring Hellebæk. Da Christian den Fjerde kom til magten udbyggede han området i 1598 med en vanddrevet hammermølle og få år efter et tilhørende kanonstøberi. I 1743 købte regimentskvartermester Stephan Hansen møllen og under hans ledelse voksede produktionen. I 1765 købte kongen anlægget, og den nuværende hammermølle blev opført. Dog kom møllen allerede får år efter igen i privateje, da familien Schimmelmann købte anlægget i 1768. H.C. von Schimmelmann fik i 1770'erne bygmester Schram til at opføre mesterboligerne med kombinerede værksteder langs Bøssemagergade til deres udenlandske bøssemagere. Bygningerne var opdelt således, at der boede to bøssemagermestre i midten af husene, mens deres værksteder lå placeret i gavlene. Anlægget bestod blandt andet af et proberhus, (hvori probering, dvs. afprøving/godkendelse af geværløbene fandt sted), herefter lå den første bygning, Bøssemagergade 24 med facaden mod Skolestien. De næste længer (nr. 26 til nr. 36), med facaderne ud mod Bøssemagergade var selve mesterboligerne og blev i folkemunde kaldt Tallerkenrækken. Den smalleste af længerne (nr. 40 og nr. 38) blev kaldt Skæftergården, denne bestod af mindre boliger til skæftemagerne, og de tre små huse bagved rummede værksteder til skæftemagerne. Hele anlægget omkring møllen gav grundlag for vækst, og Hellebæk by voksede markant fra slutningen af 1700-tallet. Da geværfabrikken lukkede i 1870 blev Hellebæk Klædefabrik omdrejningspunkt for byens nye industri, og de tidligere værksteder, der havde ligget i forbindelse med mesterboligerne blev omdannet til boliger.

Bygningerne ligger i udkanten af Hellebæk tæt på skoven og den gamle Hammermølle og mølledam. Forhuset er én ud af i alt seks store forhuse, der sammen med de tre mindre baghuse udgør de tidligere boliger og værksteder, der hørte til Kronborg Geværfabrik. Bygningerne ligner hinanden i form, materialer og farver. Forhuset mod Bøssemagergade er opført i én etage af pudset, gulkalket grundmur på en sorttjæret sokkel, og afsluttes af en kort sortmalet trægesims og et halvvalmet tag af røde teglsten. I tagfladen ses mod gaden en række små nyere tagvinduer, mens der mod gården er en lang række store, nyere tagvinduer. I tagryggen ses seks skorstenspiber, der alle er opført i rød, blank mur og har både sokkel og krave. Bygningen har seks hoveddøre mod Bøssemagergade. Disse er enten ældre revledøre eller nyere kopier heraf. Alle er rødmalede med rødmalede karme og enkle trætrapper foran. De ældre døre har tillige ældre greb og hængsler. I gårdsiden findes nyere revledøre, der ligeledes er rødmalede. Bygningen har småtopsprossede vinduer, der mod gaden er torammede og udført på traditionel vis, enkelte er ældre og flere er udført med koblede rammer. Mod gården er de fleste vinduer nyere, udført som to eller trerammede og sprosser, der kun opdeler i tre ruder. Gadesidens vinduer sidder under fladbuede stik. I det indre er bygningen opdelt i seks mindre lejligheder. Lejlighedernes grundplan varierer, men har grundlæggende ens træk, eksempelvis at stuerne ligger mod gaden og køkkenerne mod gården, mens der i tagetagen er værelser. Der er tillige nyere badeværelser. Spidsloftet er uudnyttet. Materialerne er gennemgående nyere, herunder brædde-, linoleums- og flisegulve, gips- eller pudslofter samt nye pladedøre og trætrapper til første sal. Enkelte ældre trægulve, revle- og fyldingsdøre med beslag og greb samt bindingsværksskillevægge og synlige loftbjælker er bevarede. Tillige er der ved de ældre vinduer bevaret lodposter, anverfere og stormkroge. De tre baghuse er opført i stort set de samme materialer som forhuset, dog er disse meget kortere. Alle tre baghuse har enkle, små tagvinduer i tagfladerne og to skorstenspiber i rygningen. Alle tage er med halvvalmede gavle, dog har baghuset længst mod syd en enkel helgavl. I denne gavl findes en nyere dør, et par vinduer og en ældre revleluge. De øvrige døre i de tre baghuse varierer mellem nyere pladedøre med lister og ældre revledøre. Enkelte har overvindue og enkelte har ældre greb og hængsler. Bygningens vinduer er hovedsagligt nyere torammede vinduer med tre ruder i hver ramme og koblede rammer. Alle døre og vinduer er rødmalede. I hver, af de tre baghuse, er indrettet to lejligheder. Lejlighedernes grundplan varierer, men har grundlæggende ens træk, eksempelvis at stuerne ligger mod øst og køkkenerne mod vest, mens der i tagetagen er værelser. Materialerne er gennemgående nyere, herunder brædde-, linoleums- og flisegulve, gips- eller pudslofter samt nye pladedøre og trætrapper til første sal. Enkelte ældre trægulve, bindingsværksskillevægge og synlige loftbjælker er bevarede.

Den miljømæssig værdi består i det intakte miljø af gule homogene længer langs Bøssemagergade, som sammen med mindre udhuse, hammermøllen, mølledammen og Proberhuset, i dansk sammenhæng, udgør et enestående og meget tidligt industrimiljø. Bygningerne set i en sammenhæng vidner således om en langvarig produktion af våben i forbindelse med Danmarks krige gennem næsten 300 år.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningens udtryk, der harmonerer med de øvrige bygninger i gaden. Bygningernes relativt ensartede fremtræden i proportioner, form, materialer og farver, vidner tydeligt om deres tidligere sammenhæng i det store anlæg. De enkle facader uden bemærkelsesværdig udsmykning og de mange skorstenspiber afspejler bygningernes oprindelige funktion som arbejderboliger og værksteder. Hierarkiet mellem arbejderne på fabrikken er stadig aflæseligt i proportionerne og de enkelte detaljer på de næsten ens længer. Mesterboligerne skiller sig ud fra de øvrige længer, idet de er lidt bredere og har en profileret trægesims samt bredere og rigere udsmykkede hoveddøre med stentrapper samt kviste i tagfladen. Mens de boliger, der tidligere har været tænkt til de lavere rangerende arbejdere, herunder forhuset, Bøssemagergade 40 A-B og 38 A-B, der er den smalleste af alle længer med kun en simpel sugfjæl, revledøre med trætrapper og tagflader uden kviste. Således er det de små detaljer, der trods det overordnede ensartede udtryk, viser den tidligere forskel i rang og stand, og man fornemmer stadig sammenhængen i Skæftergården mellem beboelseslængen og de små værksteder i baghusene. Hertil kommer de ældre eller traditionelt udførte bygningsdetaljer som vinduer og døre med alle detaljer vidner om bygningens alder. Det samme gør sig gældende for de bevarede dele af bygningens interiør, herunder de ældre trægulve og bræddelofter mellem synligt bjælkelag, bindingsværksskillevægge samt de enkelte ældre døre.

Den arkitektoniske værdi for forhuset og de små baghuse knytter sig til den velproportionerede bygningskroppe, som domineres af de høje, stejle tage. Forhusets arkitektoniske udtryk styrkes tillige af den klare, symmetriske placering af vinduer, døre og skorstenspiber, der skaber et roligt og afbalanceret udtryk. Hertil kommer bygningens imponerende længde, der understrejes af de gennemgående horisontale linjer, der især skyldes den sorte sugfjæl og sokkel samt ved de taktfaste ens vinduer i gadefacaden. Hertil kommer, at den sorte sokkel er med til at optage og aftegne terrænets fald i gaden. Den arkitektoniske værdi relaterer sig endvidere til den markante farveholdning, hvor de røde døre og vinduer markerer sig i den gule mur, samtidig med at de harmonerer med de røde tagflader.

Læs videre om

• Den Eckhardtske Stiftelse, Helsingør
• Karmeliterhuset
• Stephen Hansens Palæ

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen