Karmeliterhuset

Helsingør har i tidernes løb været forskånet for store brande, hvilket betyder, at byen har bevaret en kerne med mange middelalderlige bygninger. Den mindre, østlige del af hjørnehuset på det gamle karmeliterklosters grund var formentlig det sygehus, som klosterets prior og munke fik tilladelse til at oprette den 11. juli 1516 af Christian II, for at kunne tjene som hospital for 8-10 fremmede, sårede og syge søfolk. Lensmanden på Kronborg, Herluf Trolle købte den lille hospitalsbygning og opførte det to etager høje hus uden selvstændig gavl i direkte forlængelse af hospitalet som privatbolig i 1550. Herluf Trolle og hans hustru, Birgitte Gøye, skænkede i 1561 bygningen til Helsingør latinskole, som i 1578 solgte huset videre til Peder Brahe og Margrethe Gøye. De opførte i 1590'erne langs Sct. Anna Gade en to etager høj vestfløj, som igen blev tilbygget det eksisterende hus uden selvstændig gavl. Til gengæld afsluttedes huset med en svungen renæssancegavl mod nord. I 1630 købte borgmester Peder Svendsen gården på de fattiges vegne, og fra da blev den kaldt Fattiggården. I 1632 forhøjedes det lille Karmelitersygehus, hvorved anlægget i store træk bliver, som det står i dag. Engang i 1700-årene tilbygges der to énetages længer i bindingsværk, en mod nord og en mod øst, således at anlægget blev firefløjet. Da Fattiggården endelig rømmedes i 1902, knyttede der sig så megen elendighed og skændsel til huset, at byen ville lade det rive ned. Det lykkedes imidlertid en kreds af private borgere med brygger Heise i spidsen at indsamle tilstrækkelige midler til en fuldstændig istandsættelse. I 1903 blev Karmeliterhuset opmålt af arkitekt H. Hagemann og fotograferet af Hude. De to bindingsværkslænger i gården blev nedrevet, og med professor Storck som bygmester blev renæssancebebyggelsen tilbageført til sit nuværende udseende i 1908. Først i 1919 kunne Karmeliterhuset overdrages byen i gældfri tilstand, hvilket var betingelsen for, at kommunen ville lade dette blive stående. Helsingør Historiske Museum og Helsingør folkebibliotek fik i 1911 domicil i Karmeliterhuset. Museet flyttede i 1930, men vendte tilbage i 1972-73, samtidig med at biblioteket flyttede ud.

Karmeliterhuset er et tofløjet anlæg, der ligger i en vinkel på hjørnet mellem Sct. Anna Gade og Hestemøllestræde. På gårdsiden er en lille græsdækket gård, som er indhegnet med en teglhængt mur med gang- og kørelåger. Anlægget har facader i klare, røde tegl iblandet mørkbrændte, sintrede kopper tæt beslægtet med Sankt Mariæ Kirke og det tilhørende klosteranlæg. Sammen danner kirke, kloster og Karmliterhus en enestående arkitektonisk og kulturhistorisk helhed. I sin nuværende udformning er Karmeliterhuset opstået i tre tempi: i 1516, hvor den østligste del af sydfløjen langs Hestemøllestræde blev opført som hospital med 8-10 sengepladser. Herefter blev der, i direkte forlængelse af hospitalet, bygget et toetages hus af Herluf Trolle i 1550-1561, mens længen langs Sct. Anna Gade blev opført af Peder Brahe og Margrethe Gøye i 1590. Bebyggelsen ejes af Helsingør kommune og anvendes i dag til bymuseum. Bygningerne er, skønt de er opført over en periode på 100 år, ensartede i fremtoning med grundmur af røde tegl, der varierer fra helt lyse, terracottafarvede, utallige rødbrune nuancer til hårdtbrændte, næsten sorte bindere. De forskellige byggeperioder afslører sig ved et blandet forbandt: den ældste del er i munkeforbandt, de næstældste er i krydsforbandt, iblandet polsk forbandt. Bygningerne er to etager høje og der er tre kældre under, som dog ikke hænger sammen.

Gesimsen op mod taget er over et savskifte udført som et par udkragede led. De stejle heltage er uden åbninger og er dækket af røde vingetegl. I den ældste del af længen mod Hestemøllestræde er tre blokformede skorstene i rygningen, mens længen mod Sct. Anna Gade har en blokformet skorsten. Længen mod Hestemøllestræde indeholder, særligt på nordsiden ind mod haven, en række spor efter tidligere åbninger, ligesom en del af muren på Herluf Trolles fløj springer en halv sten tilbage. Facaden mod Sct. Anna Gade er vandret opdelt af to murede profilbånd, det nederste er en rundet formsten, det øverste en egentlig udkraget gesims. Imellem båndene danner murankrene følgende tekst: 1-5-P-B-M-9, der kan udskrives som 15-Peder-Brahe-Margrethe-Gøye-90. Midterfeltet i dobbeltbåndet har sandsynligvis oprindeligt været hvidkalket, således at murankrene trådte tydeligt frem. Gavlene er særligt rigt udformet, således har gavlen på Herluf Trolles hus mod Sct. Anna Gade en trappegavl med vandrette profilbånd og kantstillede pinakler på hveranden kamtak. Dertil kommer det helt specielle blændingsfelt, der foroven er udformet som en svungen spids, en kølbue eller æselrygbue. Gavlen på Peder Brahes hus har karakteristiske svungne, såkaldte vælske gavle og en højt markeret toptak med en afdækningssten på toppen. Her ses også begyndelsen til små kantstillede pinakler på hveranden tak. Herluf Trolles gavl er en særpræget, kamtakket gavl med vandrette profilbånd, som er et af de første elementer, hvormed renæssancen tilkendegiver sig. Gavlen har stadig visse middelalderlige træk, hvoraf kan nævnes den sjældne, æselrygbuede blænding af formsten og pinaklerne, samt de fladbuede vinduesåbninger. Gavlen er et fremragende eksempel på den påvirkning Nederlandenes arkitektur har haft på dansk bygningskunst. De forskellige byggeperioder afspejler sig også i vinduesåbningerne. Mens de nuværende vinduesåbninger overvejende er kurvehanksbuede, sidder vinduesåbningerne i stueetagen i den ældste del i vandret afskårne nicher, ligesom vinduerne og døren her er fladbuede. Døråbningerne er overvejende relativt smalle med fladbuede stik med prydskifter. Årstallet 1632 anføres af murankrene på facaden mod Hestemøllestræde. I det indre har bygningerne et ensartet præg, som er skabt med den restaurerende redningsaktion, som blev udført af arkitekt H. B. Storck i 1908, hvor anlægget stod til nedrivning. Da det på dette tidspunkt var meningen, at bygningerne fremover skulle anvendes til museum og bibliotek, blev der valgt slidstærke overflader og gedigne, historicerende løsninger til vægge, lofter, døre, vinduer og trappeforbindelser. Således står en stor del af murene inden døre synlige eller hvidkalkede over sten og fuge; i kontorer er murene dog pudsede og malede. Gulvene er fornyet og der er i trapperum og indgangspartier lagt ølandsfliser. De gamle loftbjælker og langsgående dragere og stolper står rødmalede, mens nye bjælkelag med konsoller står umalede. De traditionelle og historicistiske trætrapper stammer fra Storcks restaurering. Særligt skal dog nævnes den pragtulde, store sal med halvsøjler, opmuret i formsten og indbyrdes forbundet med fladbuestik. Den takt, de anslår ned gennem rummet på begge langsider, understreges af nichernes hvidtekalk, der står som kontrast til halvsøjlernes og fladbuernes ubehandlede overflade. Det er en dansesal, der hører til en adelsmands residens!Tagværket over længen langs Hestemøllestræde er formentlig fra en forhøjelse i 1632 og er et hanebåndsspærværk, der har et langsgående sprængværk, hvor spærene ligger af på styrterumsmuren med kraftige spærsko og spærstivere. Lægtningen er nyere og teglene understrøget. Tagværket over vestlængen mod Sct. Anna Gade har et tagværk, der er ældre, men ikke oprindeligt. Det er et hanebåndstagværk med understrøgne tegl. Bjælkelaget her er forstærket med langsgående I-jern.

Karmeliterhusets miljømæssige værdi knytter sig til sammenhængen med Karmeliterklosteret, Sankt Mariæ kirke og beliggenheden i Helsingørs gamle bymidte. Det samlede vinkelbyggede anlæg mod Hestemøllestræde og Sct. Anna Gade, den murede hegnsmur ind mod kloster og kirke indgår i et effektfuldt sammenspil, der skaber et markant anderledes og unikt historisk miljø end i de omkringliggende gader og i resten af Helsingør. Relationen mellem Karmeliterhuset, kloster og kirke understreges af det brolagte vejforløb og den ensartede byggestil og fremtræden som store, røde teglhuse, som sammen giver en stærk oplevelse af byggeskikken i middelalderen og renæssancen.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre Karmeliterhusets fremtræden i store, mørkrøde teglsten med kamtakkede eller svungne gavle, og til de mange spor efter tidligere muråbninger, som fortæller om bygningens høje alder. Den svungne, vælske gavl i nord er et kendt træk i dansk renæssancearkitektur, mens den elegant udformede gavl mod Sct. Anna Gade med vandrette bånd og opadstræbende pinakler både indeholder gotik og renæssance og peger mod nederlandsk indflydelse. Det er ligeledes af kulturhistorisk værdi, at Karmeliterhusets ældste del sandsynligvis har været opført som hospital i 1516 til pleje af fremmede, sårede og syge søfolk. Munkenes hospital var enestående i hele Nordeuropa, for karmeliternes bevarede bøger og skrifter nævner intet om, at de andre steder har beskæftiget sig med sygepleje. De efterfølgende opførte bygninger, Herluf Trolles hus og Peder Brahes og Margrethe Gøyes hus, har kulturhistorisk værdi, fordi disse historiske personer var højtstående adelige, som havde nær tilknytning til kongemagten i 1500-årene. Endelig er det af kulturhistorisk værdi, af Karmeliterhuset er blevet gennemgribende restaureret af H.B. Storck i bedste historicistiske ånd og derfor fremtræder med en atmosfære, som dengang var idealet for en restaurering af en bygning af denne type: at genskabe den middelalderstemning, som senere tider havde visket ud eller forvansket.

Den arkitektoniske værdi ved Karmeliterhuset ligger i de to fløjes markante placering langs to gader med muromkranset have samt i placeringen over for det store kloster og Mariakirkens store, rigt dekorerede trappegavl. Karmeliterhusets arkitektoniske værdi viser sig i den høje, smalle bygning med skarptskårne tagflader bag gavlkammene, som for to af gavlenes vedkommende er særligt fint dekorerede: den nordre med svungne gavle og høj toptak, den østre mod Sct. Anna Gade med et gavlmotiv, som er ganske særligt her i landet. De vandrette bånd, de skråtstillede pinakler og den specielle kølbueafsluttede murblænding har forbilleder i nederlandsk arkitektur fra overgangen mellem middelalder og renæssance. Der er blevet peget på, at Herluf Trolles bygmester ved andre byggerier i den periode var den flamske Matheus Rubensaadt. De opadstræbende pinakler på trappegavlen kan således findes i et borgerhus fra 1521 i Venlo (det sydøstlige Holland). Der ligger også arkitektonisk værdi i murværkets fine bearbejdning og stenenes farvespil, som veksler mellem luende rød, til mørkrød til mørke, sintrede sten samt de forskellige forbandter, samt fugebearbejdningen (rygget eller midtridset fuge), der er anvendt i de forskellige byggefaser. Dertil kommer de fint formede kurvehanksbuede stik over størstedelen af vinduerne, samt de ubrudte tages store og stejle flader med skorstene i rygningen, som er en del af de arkitektoniske værdier. Endelig er hegnsmuren, der helt og aldeles stammer fra restaureringen i 1908, en vellykket gendigtning af en middelaldermur, formentlig inspireret af en gammel kirkemur, for den er opmuret i vendisk forbandt og for oven afdækket med to sæt munke- og nonnetegl.

I det indre er der arkitektonisk værdi i de fine rumforløb og blanke mure, som Storcks restaurering har efterladt: blandt andet har Herluf Trolles hus på anden etage markante høje, fladbuede blændinger med halvsøjleagtige piller imellem, og de står klart frem i den nuværende indretning. I tagrummet over samme længe findes endnu tagværket fra 1632, som har styrterumsmur med spærsko og spærstivere samt et sprængværk midtpå. De arkitektoniske værdier i det indre, som i et og alt er resultatet af Storcks restaurering, som knytter sig til helheden i de valgte materialer og -farveholdning, som giver et meget fint interiør og understreger fornemmelsen af de gamle bygningers soliditet og tyngde. Det gælder de firerammede vinduer med blyindfattede ruder og de solide døre, konsoller til bæring af etagebjælker og den gedigne hovedtrappe.

Læs videre om

• David Hansens Gård, Helsingør
• Hellebæk Hammermølle
• Lappen 38, Helsingør

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen