Lo-skolen, Helsingør

I 1958 udskrev Arbejdernes Oplysningsforbund og de Samvirkende Fagforbund en konkurrence om en ny højskole på en 70 td. land fint kuperet grund med skovbryn og gamle egetræer, åben mark og udsigt over Øresund. Jørn Utzon vandt 1. præmie højhusbyggeri – og 3. præmie – lavt byggeri, men måtte vælge en større opgave, Sydney Operaen, og trådte derfor tilbage til fordel for 2. præmietagerne Jarl Heger, Karen og Ebbe Clemmensen. Efter en studierejse til Herning Højskole blev byggeudvalget klar over, at hverken 1. præmiens højhus eller 2. præmiens liggende højhus, ville fremme det sociale samvær. Man ønskede mindre boligenheder af forskellig størrelse for at modvirke klikedannelse. Krav om, at skolen skulle imødekomme både unge og gamles ønsker, og at skolen skulle rumme en mangfoldighed af kurser, konferencer, forelæsninger og studiekredse – afbrudt af fritid med diskussioner under hyggeligt samvær – førte til en omarbejdning af Jarl Heger, Karen og Ebbe Clemmensens konkurrenceforslag. I den nye udformning fik projektet karakter af en moderne, levende landsby.

Lo-skolen blev tegnet i den periode fra slutningen af 1950'erne til midten af 1960'erne, som af og til betegnes som dansk arkitektur og designs guldalder. Hvor inspirationen fra udlandet blev koblet med de hjemlige traditioner og hvor naturen og naturmaterialer indgik med den respekt som Klint-skolen, den skandinaviske funktionalisme Gunnar Asplund og Alvar Aalto, og traditionel japansk arkitektur havde videregivet. Byggeriet er præget af ideen om synliggørelse af det bærende og det bårne, få ærlige og enkle materialer og overalt: høj kvalitet. Samtidig gennemsyres byggeriet af idéen om den glidende overgang mellem ude- og inde og ønsket om at trække naturen ind i rummene. Skolen lukkede sig om sig selv, om det centrale og boligafsnittenes gårdrum og udsigten til den bølgede græsplæne mod syd, men ikke mod den storslåede udsigt mod Øresund. Hertil var der kun udsigt fra små udsigtsvinduer i ståhøjde og fra spisesalen. Skolens centrum var den centrale gård, Atriumgården og Foredragssalen. Det er også dette område af skolen, som rent skulpturelt er fremhævet, når skolen betragtes udefra. Ved udvidelsen i 1984-87 ændredes formsproget, og i stedet for inspirationen fra japansk arkitektur blev byggeriet inspireret af arabiske arkitektur, og fik de tunge murede vægge og murede buer over åbningerne. I begge etaper er idéen om landsbystrukturen i boligafsnittene fastholdt som en bærende idé. Videre er Lo-skolen en tidlig repræsentant for det omfattende skolebyggeri, der som led i udviklingen af velfærdssamfundet, blev gennemført i 1960'erne og 1970'erne. Landsbystrukturen har gjort det muligt at udvide skolen uden alvorlige æstetiske eller funktionelle skadevirkninger. Etagearealet er mere end fordoblet siden indvielsen i 1969 og er nu på 20.000 m² – eller rettere 17.890 m² , når forstanderboligen og den sidste etape fra 2007 ikke medregnes. Der er bygget til i årene 1974, 1976, 1977, 1978, 1980, 1984-1987. Ved hver udvidelse har den oprindelige hovedidé kunnet fastholdes og nye funktionelle krav har kunnet opfyldes, men det er tydeligt, at man nu har nået et mætningspunkt, med mindre der skal bygges på plænen syd for skolen. Mindre dele af byggeriet er indenfor de seneste 10 år blevet ombygget og moderniseret for at tilfredsstille ønsker om yderligere gruppe- og forsamlingsrum m.m., og boligerne er moderniseret så de i højere grad harmonerer med tidens samværsformer og holdninger til design og indretning.

Ved åbningen af Lo-skolen i 1969 fandtes der i forvejen fandtes to arbejderhøjskoler, én i Roskilde, der nu er lukket, og én i Esbjerg. Skolen var fra begyndelsen organiseret som en selvejende institution, og har aldrig modtaget direkte støtte fra LO, men har indirekte støttet højskolen ved at placere et vist antal FIU-kurser (højskolekurser) i huset. Erling Jensen var højskolens første forstander fra 1969-1971, hvor han blev handelsminister. Han blev efterfulgt af Flemming Skov Jensen, frem til 1988, hvor han afløste Poul Nyrup Rasmussen som direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond, og blev afløst af den nuværende forstander Frode Møller Nicolaisen. I 2008 blev højskolen nedlagt som organisation, og erstattet af en erhvervsdrivende fond men to aktieselskaber for henholdsvis uddannelses- og konferencevirksomhed. Herefter er Frode Møller Nicolaisens titel ændret til direktør for Fonden Lo-skolen.

Højskolen har fra begyndelsen lagt et meget højt niveau for bygningernes, kunstens og ikke mindst madens kvalitet. Det skulle være en oplevelse for fagbevægelsens medlemmer at komme på højskole, og udover den værkstedsfaglige læring i de lokaler, der vender ud mod Værkstedsgaden, var der foredrag og drøftelser såvel i de programsatte timer, som i fritimerne i Cykelkælderen eller boligenhedernes opholdsrum. Samtidig med de faglige debatter har kursisterne fra begyndelsen kunnet nyde oplevelsen af nogle af samtidens kunstneres bedste kunstværker.

Lo-skolen er placeret på et højdedrag på en åben grøn slette med et svagt kuperet terræn, og med en smuk udsigt over Øresund. Den centrale del af bebyggelsen er formet omkring en atriumgård med gamle egetræer. Mod gården giver foyer og gangarealer med glasfacader udsyn til det indre atrium og den omkringliggende bebyggelse rummer skolens centrale funktioner: foyer-reception, undervisnings-, foredrags- og konferencerum, pejsestue og opholdsstue samt administration. På nordsiden af atriumgården ligger bebyggelsens oprindelige ryg, en lang treetages fløj, der i den højtliggende stueetage har spisestue, køkken, pejsestue og opholdsstue samt undervisningslokaler og administration.

På 1. sal er undervisnings- og konferencerum, udstillingsfoyer og stor foredragssal. I fløjens parterreetage var der tidligere bibliotek, billard, butik, værksteder og depoter. Siden hen er en række rum i den oprindelige bygning disponeret anderledes, således at der nu er læringscenter/bibliotek, foyer til Konferencesalen, undervisningslokaler og boliger for handicappede med direkte indgang fra byggeriets start kaldes værkstedsgaden. Uden på den lange bygning er der – sidst i 1980'erne – mod nord tilbygget en udvidelse af spisestuen til en større restaurant med tilstødende supplementsrum, Brostuen og Sundstuen samt medarbejderkantine, og der er tilføjet fælles opholdsstue for ledere, undervisningsrum og terrasser samt opgang til tagpromenade. I parterre etagen, i den bastionslignende underetage, var der tidligere billards.

Senere er der indrettet til selskabslokaler kaldet Salonerne. Syd for den centrale bebyggelse, ud mod den åbne slette, ligger seks adskilte beboelsesafsnit, kaldet Huse. Adgangen til disse sker primært fra Værkstedsgaden fra en fodgængergade, men også fra adgangsgaden og fra små trappestræder mellem afsnittene. Ud mod disse har hvert afsnit glasgange, hvorfra der er døre direkte ind til værelserne og til de enkelte afsnits fælles opholdsstue med terrasse. Næsten alle beboelsesafsnit er undervejs udvidet med 2-4 værelser. Bygningernes placering og etageantal en, to og tre etager – sikrer, at der fra hver bygnings øverste etage er udsigt til det omgivende landskab hen over de foranliggende bygninger.

Stigningen i terrænet forstærkes af tegltagene i forbindelse med at bygningernes etageantal øges. For yderligere at forstærke denne virkning er tagprofilet gjort asymmetrisk og forskudt, og endelig er der over den store konferencesal opført en tom etage for at fremhæve anlæggets centrale landskabelige og læringsmæssige knudepunkt. Over alt er der anvendt få, enkle og ærlige materialer, der sammen med den bygningsmæssige proportionering signalerer venlig imødekommenhed. Enkelhed, godt håndværk, dansk design, kort sagt – de bedste råvarer i alle sammenhænge har skabt et optimalt udgangspunkt for social og kulturel aktivitet. Alle bygninger er opført i gule sten, som efterfølgende er malet blødt råhvide med Cempexo. Overliggerne over alle vinduer og døre er udført i beton og står synlige. Indefra står vinduer og døre i oliebehandlet råt fyrretræ. Udvendigt står vindues- og glasgangspartier i forskellige overfladebehandlinger. Tagene er alle med ensidig taghældning og ligesom murkronerne belagt med rødbrune vingetegl. Facaderne mod de interne gader, stræder og atriumgårde er udført som lette stolpefacader med glas i fuld højde. Således er også den interne forgængertrafik i beboelsesafsnittene med til at give liv til gader og stræder. Beboelsesfløjenes facader ud mod landskabet har lange karaktergivende sammenhængende vinduesbånd.

De belagte udvendige vandrette flader og de indvendige gulve i fællesarealerne er næsten overalt belagt med hårdtbrændte murstensklinker – i de tilbyggede fællesarealer kvadratiske klinker. Gulvene i en række af de mindre lokaler er fyrretræs plankegulve. I flere af de større undervisningsrum er gulvene (beton) belagt med tæpper.

I E-fløjen er tæpperne tegnet specielt til skolen af Karen og Ebbe Clemmensen, og i Konferencesalen af Tekstildesigner Mette Slot Carlsen. Ofte er konstruktionerne udnyttet til en slags møblering eller udsmykning af rummene. Lofterne i de af fællesarealerne, der ligger direkte under tagene, er overalt udført med fritliggende spær og lægter, hvorpå er lagt isolerede tag-elementer. Loftsbjælkerne står indefra således med bagvedliggende hvidmalede gipsoverflader i skolens ældste del. Adgangen til Lo-skolen sker fra syd, fra Gl. Hellebækvej, ad en relativ smal adgangsvej med asfalteret kørebane og granitbelagte fortovsbaner i niveau. Det er tanken, at man parkerer udenfor byen og, at de interne gader og stræder i bebyggelsen er for fodgængere. Der er dog mulighed for af- og pålæsning på den interne forplads ved byens torv, herunder køkkengården, hvor madforsyningerne dagligt aflæsses. Det har imidlertid vist sig vanskeligt at undgå parkering på forpladsen. Øst for adgangsvejen var anlagt p-arealer, hvor nogle af pladserne tidligere var overdækkede med saddeltage med røde tegltage og delvis skjult af store træer og buskads. For at kunne tilfredsstille det stadigt voksende behov for parkering, har man set sig nødsaget til at fjerne såvel overdækninger som beplantning og anlægge en mere effektiv skråparkering. Adgangsvejen ender i bebyggelsens østlige smalle gade med 2-etages værelsesbygninger på hver side. Visuelt fornemmer man tydeligt, at man er på vej ind i byen og vil ende på dens torv – forpladsen foran hovedindgangen.

Fra forpladsen sker den videre adgang til skolen ad et trappeanlæg, bredt forneden og smallere op mod hovedindgangen. Trappeanlægget er som forpladsen udført i hårdbrændte røde teglsten og skulpturelt udsmykket med siddeplinte og -trin udført i samme materiale. Virkningen med indsnævring og stigning op mod indgangen understreger og forstærker idéen om bebyggelsen, der lejrer sig om landskabets højdepunkt med atriumgård og centrale funktioner. Den høje bygning til højre for indgangstrappen med den store konferencesal markerer sig som bebyggelsens centrum og understreger den overordnede arkitektoniske disponering.

Fra forhallen har man direkte kig videre ud i atriumgården med egetræerne. Til højre er der adgang til restauranten og opholdsstuerne, og op ad trappen til den store konferencesal. Til venstre forbi den fritstående reception kommer man til en række af de administrative funktioner. Forhallens oprindelige indretning og disponering er ændret i løbet af 1980'erne, hvor også et par af opholdstuerne er slået sammen og har fået en kaffe-kiosk.

Skolens syv boligafsnit ligger syd og øst for de centrale bygninger. De rummer i alt 201 værelser, der med opredningsmulighed i 80 værelser giver plads for i alt 280 senge. Alle værelser er i 2007 istandsat og moderniseret med inventar i materialer af en mere forfinet karakter end den oprindelige. Hvor værelserne tidligere havde mere præg af gammeldags højskole med adskilte enkeltsenge, har de nu et mere hotellignende udseende med mulighed for dobbeltsenge. Fra hovedbygningens østlige ende fører en lang glasgang mod nord til en bygning med yderligere opholds- og undervisningsrum: E-fløjen. Denne bygning er en af de første tilføjelser fra 1970'erne. Den rummer større undervisningslokaler og i kælderetagen er der baderum og sauna, pejselokale og motionsrum samt og depoter. Men E-fløjen ligger tilsyneladende for langt fra de centrale funktioner og boligfløjene til at alle dens faciliteter benyttes. Nye anvendelsesmuligheder for kælderen er under overvejelse. Det samme gælder i øvrigt for Cykelkælderen, som på grund af manglende dagslys er lidet attraktivt. En omfattende udbygning mod nord fra 1984- 1987 – udenpå den oprindelige relativt lukkede facade – har tilføjet en række nye elementer, der i arkitektonisk henseende adskiller sig fra den oprindelige bygnings udseende.Udbygningen er i underetagen formet som en art bastion, hvor gennembrydninger af facademuren er udført med kraftige kurvehanksbuer, et motiv der er fortsat i forskellige bagvedliggende hvælvede rum, Øresundssalen, Sundstuen og det nyindrettede selskabslokale Salonerne. Det har været helt bevidst, at gæsterne møder skiftende arkitektoniske indtryk. Arkitekturen appellerer til sanserne og er sensuel gennem skiftende rumlige oplevelser af belysning, farver, tekstur og akustik.Oven på bastionen er spisestuen udvidet i længden og der er tilføjet en række undervisningsrum, en opholdsstue og en fælles opholdsstue for ledere. Den yderste nordlige del af bastionen er udnyttet til terrasser, der hen over en af indgangene til underetagen er forbundet med en bro.

For at give intern adgang til de nye undervisningslokaler, og for at trække lys ind i den nu relativt dybe bygning, er der udenpå den oprindelige nordfacade lagt et Panoptikon, der går igennem tre etager og med sine tagvinduer giver lys helt ned til bygningens parterreetage. Gangbroer på tværs af rummet, udført som trækonstruktioner, skaber forbindelse mellem det ny og det gamle i de øvre etager. Murhullerne i rummet er, som i bastionen, afsluttet foroven med kurvehanksbuer.

I hovedbygningens vestlige ende er Konferencesalen ombygget og i den forbindelsen blev indbyggede tolkebokse fjernet og der blev etableret en balkon i stedet. Salen har nu 235 pladser. Endvidere findes i fløjen vest for Atriumgården en mindre sal Atriumsalen med 45 pladser.

I parterre etagen er der i 2008, foretaget en omdisponering og indføjet to nye gangarealer. Biblioteket er flyttet og omdannet til bibliotek og læringscenter med computere. Adgangen sker via den en ny gang etableret ud mod Bibliotekshaven. De tidligere bibliotekslokaler er nu foyer til et konferencerum og fungerer som undervisningslokale for større grupper.

Det tidligere billardsrum i bastionen mod nord er i 2003 med bistand fra Fogh og Følner ombygget til selskabslokalene Salonerne og i tilknytning til dette er der indrettet nye toiletter i et ovenud fornemt stramt design med sorte keramik/skiffer på gulv og sortpudsede blanke vægoverflader.

Kunsten har en vigtig plads på Lo-skolen og spiller overalt en rolle for de rumlige indtryk. Man har opbygget en meget omfattende kunstsamling, hvoraf en stor del hænger fremme og er et væsentligt bidrag til oplevelsen af stedet, dets atmosfære og det liv der er på skolen. I alt er 114 kunstnere nævnt i bogen Rammer for Kunsten, skrevet af kommunikationsmedarbejder, Anette Høyer, der gennem det meste af skolens levetid har været stedets bibliotekar. Den store kunstsamling gør det muligt løbende at forny ophængningerne. En væsentlig del af kunsten er – i henseende til fredning – den kunst, der er integreret i arkitekturen. Der har fra starten, og hele vejen igennem byggeriets tilblivelse, været et tæt samarbejde mellem arkitekterne og billedkunstneren Henning Damgaard-Sørensen, der – udover at have bidraget med egne værker – også har været Lo-skolens konsulent i forbindelse med kunstindkøb. Han har på forbilledlig vis indarbejdet sin kunst som en integreret del af arkitekturen flere steder i bebyggelsen. Heraf opfattes følgende som fast inventar i forhold til en fredning: de skulpturelle trin-formationer i den store indgangstrappe, tremmevæggene mellem forhallen og restauranten, tremmevæggen i gangen til E-fløjen, flisegulvet og den lyseblå jernplade-skulptur i Panoptikon-rummet, lofterne i Konferencesalen og i Øresundssalen samt et Muranker i trapperummet langs den oprindelige nordfacade. Andre af Henning Damgaard-Sørensens kunstværker, herunder de lange vægdekorationer i parterre-etagens værksteds- og biblioteksgang, den store billedvæg ved Atriumsalen, relief-billedet i gangen til E-fløjen samt to mindre tremmevægge foreslås betragtet som løst inventar. Til eksempel kan nævnes at en af de mindre tremmevægge p.t. er i depot, og den anden, som står ved billardsrummet, hvor den er flyttet til ved den sidste ombygning. Værkerne bør dog fortsat bevares på skolen.

En anden kunstner, Jens Flemming Sørensen, har ligeledes i tæt samarbejde med arkitekterne, i 1987 skabt en fontæne i det lange gårdrum langs glasgangen til E-fløjen, den nyere nordlige undervisningsfløj. Også dette integrerede skulpturelle kunstværk, som bør betragtes som fast inventar. Derimod foreslås det, at Egon Fischers reliefvæg Ut fra 1984 i værtshuset Cykelkælderen og Arne Haugen Sørensens glasmosaik fra 1989 ud mod bibliotekshaven betragtes som løst inventar, ligesom diverse malerier, skulpturer, tæpper og Karen Clemmensens scenetæppe i den store foredragssal. Scenetæppet viser i stiliseret form to af atriumgårdens egetræer med store stammer og løv, dannet af skolens første bo-mærke.

Lo-skolen rummer mange finesser, som indgår som væsentlige elementer i skolens design og er at betragte som fast inventar. Det gælder f.eks. de indbyggede hylder til ølkasser i Mødestedet og i den ældst bevarede indretning af et fællesrum. Tilsvarende er indretningen Foredragssalens indretning med specielt designede magelige polstrede stolerækker fast inventar. I Konferencesalen er bordene og de læderbetrukne stole udført i eg eller ahorn, tegnet af Jarl Heger. Gulvtæppet i maskintuftet luv og væg til væg udgave, er designet af Tekstildesigner Mette Slot Carlsen.

Flere kursuslokaler er møbleret med borde og stole i eg, stolene polstret med uldstof, ikke specielt tegnet til stedet. Gruppeopholdsrummene er ofte formet og indrettet som små huler med faste polstrede sofaer i murnischer. Disse rum findes mange steder i husets stue- og parterre etage. I alt er der, selv efter at man har nedlagt ni, ca. 25 af denne særlige slags rum.Restauranten er møbleret med Børge Mogensens FDB-stole i bøg, placeret i grupper omkring specialtegnede runde faste, linoleumsbelagte borde med en madkarrusel i midten. De ovale bufféborde er også faste og kan hydraulisk sænkes ned plant med gulvet, hvis der er behov for alternative eller udvidede bordopstillinger. De nyindrettede Saloner i parterre etagen er møbleret med Hans J. Wegners armstole og borde tegnet til stedet af Kasper Salto.

En del af Dagligstuen ud mod atriumgården og Sundstuen mod nord er møbleret med lette men magelige tremmestole i ahorn, tegnet til skolen af Jarl Heger i 1993. I Dagligstuen er opstillet en specielt designet kaffeautomat, formet som en lille cylinderformet kiosk med et farvestrålende ydre, rød lakeret, også tegnet af Jarl Heger.

Boligafsnittenes fællesrum har igennem mange år været møbleret med safaristol-lignende lænestole, udført i eg med uldstofbetrukne let polstrede sæder, tegnet specielt til Lo-skolen af Karen og Ebbe Clemmensen. De er dog nu så nedslidte, at de er under udskiftning.Værelserne er blevet moderniseret i 2007. Der er opsat panelvægge i en – i forhold til den oprindelige indretning – forfinet møbelsnedker udgave og værelserne er forsynet med enkelt- eller dobbeltsenge i samme mere nutidige design. Indretningen har Fogh og Følner stået for sammen med møbelarkitekt Henrik Tengler. Gardiner og sengetæpper er også skiftet ud, men rummenes øvrige materialer og dimensioner er ikke ændret. Konferencesalens foyer er møbleret med Børge Mogensens Jagtstole og hans lave Shakerbord.

I foyeren, opholdsstuerne og pejsestuen udgøres belysningen af forskellige udgaver af en LO-pendel, udført af et simpelt ståltrådsstativ der bærer skærme – cylindriske og kegleformede – i en form for plastikarmeret japanpapir, sat sammen med nitter. Lette og elegante, tegnet af Jarl Heger i 1969. Denne lampe anvendes også andre steder i bygningerne, bl.a. i de større undervisningslokaler i E-fløjen. Over restaurantens borde er ophængt kegleformede Louis Poulsen pendler monteret med en enkel form for bordnummerering.I gangene foran boligafsnittene, og i Panoptikon-rummet, består den almene belysning af opadvendte el-pærer fastgjort i en lille betonplade, der stikker ud af murværket. En enkel løsning, der mærkeligt nok ikke har inspireret til hærværk.

Den udendørs belysning i gader, stræder og gårdhaver udgøres primært af lyset fra glasgangene langs beboelsesfløjene. Indgangstrappen er forsynet med de samme lamper som i gangene, men her forsynet med en afskærmende glasklokke. Belysningen suppleres af trappebelysning fra nogle senere monterede gelændere i stålrør overtrukket med rød plastik midt på trappeanlægget. Design og farvevalg er et kraftigt stilbrud med de øvrige materialer og arkitekturen.

Ved ankomsten til Lo-skolen præsenterer den sig som et en lille by på en åben grøn slette. Til højre ligger en parkeringsplads, hvorfra man ad brolagte fortove i niveau føres op mod adgangsgaden og videre ind til bebyggelsens centrale plads. Den centrale plads er belagt med røde håndbrændte murstensklinker, der fortsætter som belægning rundt i bebyggelsens gader og stræder mellem bygningerne. Fra sydsiden, med værelsesfløjene i forgrunden, er det grønne landskab trukket ind mellem bygningerne og forvandles langsomt til mere bearbejdede små gårdhaver og terrasser, der igen glider over i små trappeanlæg som overgang til byens gader og stræder. Til hvert bygningsafsnit hører således et mere åbent landskabeligt græsareal. Disse dele indgår som en væsentlig del af den samlede helhed. Gennem samarbejdet med havearkitekt Agnete Muusfeldts er det lykkedes at bevare og fremhæve stedets overordnede landskabstræk. Men primært har Agnete Muusfeldts opgave været at udforme og beplante hierarkiet af gader, stræder, gårdhaver og åbningerne mod landskabet. På bebyggelsens nordside er der på den bastionsformede basis, etableret højtliggende terrasser, hvorfra der er en attraktiv udsigt til Øresund.

Læs videre om

• Lappen 32, Helsingør
• Romerhusene, Hauchsvej, Helsingør
• Tibberup Mølle, Helsingør

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen