Bøssemagergade 34 A-B og 36 A-B, Hellebæk ligger på Bøssemagergade 34 A-B og 36 A-B i Helsingør Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Efter Kronborgs opførelse i 1585, satte Frederik den Anden gang i et omfattende kanal- og dæmningsarbejde omkring Hellebæk. Da Christian den Fjerde kom til magten udbyggede han området i 1598 med en vanddrevet hammermølle og få år efter et tilhørende kanonstøberi. I 1743 købte regimentskvartermester Stephan Hansen møllen og under hans ledelse voksede produktionen. I 1765 købte kongen anlægget, og den nuværende hammermølle blev opført. Dog kom møllen allerede få år efter igen i privateje, da familien Schimmelmann købte anlægget i 1768. H.C. von Schimmelmann fik i 1770'erne bygmester Schram til at opføre mesterboligerne med kombinerede værksteder langs Bøssemagergade til deres udenlandske bøssemagere. Bygningerne var opdelt således, at der boede to bøssemagermestre i midten af husene, mens deres værksteder lå placeret i gavlene. Anlægget bestod blandt andet af et proberhus, (hvori probering, dvs. afprøving/godkendelse af geværløbene fandt sted), herefter lå den første bygning, Bøssemagergade 24 med facaden mod Skolestien. De næste længer (nr. 26 til nr. 36), med facaderne ud mod Bøssemagergade var selve mesterboligerne og blev i folkemunde kaldt Tallerkenrækken. Den smalleste af længerne (nr. 40 og nr. 38) blev kaldt Skæftergården, denne bestod af mindre boliger til skæftemagerne, og de tre små huse bagved rummede værksteder til skæftemagerne. Hele anlægget omkring møllen gav grundlag for vækst, og Hellebæk by voksede markant fra slutningen af 1700-tallet. Da geværfabrikken lukkede i 1870 blev Hellebæk Klædefabrik omdrejningspunkt for byens nye industri, og de tidligere værksteder, der havde ligget i forbindelse med mesterboligerne blev omdannet til boliger.

Beskrivelse

Bygningen ligger i udkanten af Hellebæk tæt på skoven og den gamle Hammermølle og mølledam. Bygningen er én ud af i alt seks store forhuse og tre mindre baghuse, der tilsammen udgør de tidligere boliger og værksteder, der hørte til Kronborg Geværfabrik. Bygningerne ligner hinanden i form, materialer og farver. Bygningen, Bøssemagergade 34A-B og 36A-B, er opført i én etage af pudset, gulkalket grundmur på en sorttjæret sokkel, og afsluttes af en sortmalet trægesims og et halvvalmet tag af røde teglsten. I tagfladen mod gaden ses en række små tagkviste med teglhængte heltage og murede flunker, samt et par små nyere tagvinduer, mens der mod gården er en lang række store, nyere tagvinduer og et par nyere kviste. I tagryggen ses fire skorstenspiber, der alle er opført i rød, blank mur med både sokkel og krave. I facaden mod gaden ses to ældre flammerede og rødmalede, enfløjede døre med overvindue. Den ene med en kort stentrappe foran, den anden med en enkel trætrappe. I gårdsiden findes nyere døre beklædt med lister samt en skråstillet kældernedgang med revleluger for. Bygningen har småtopsprossede vinduer, der alle er torammede og udført på traditionel vis, enkelte er ældre og flere er udført med koblede rammer. Vinduerne er sat i fladbuede blændingsfelter, der går helt ned til soklen. På gårdsiden ses enkelte nyere, store vinduer. I det indre er bygningen opdelt i fire lejligheder. Lejlighedernes grundplan varierer, men har grundlæggende ens træk, eksempelvis at stuerne ligger mod gaden og køkkenerne mod gården, mens der i tagetagen er indrettet værelser. Nyere badeværelser findes både i stueplan og i tagetagen. Spidsloftet er uudnyttet. Materialerne er gennemgående nyere, herunder brædde-, linoleums- og flisegulve, gips- eller pudslofter samt nye pladedøre og trætrapper. Enkelte ældre trægulve, revle- og fyldingsdøre med beslag og greb samt synlige loftbjælker er bevaret.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssig værdi består i det intakte miljø af gule homogene længer langs Bøssemagergade, som sammen med mindre udhuse, hammermøllen, mølledammen og Proberhuset, i dansk sammenhæng, udgør et enestående og meget tidligt industrimiljø. Bygningerne set i en sammenhæng vidner således om en langvarig produktion af våben i forbindelse med Danmarks krige gennem næsten 300 år.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningens udtryk, der harmonerer med de øvrige bygninger i gaden. Bygningernes relativt ensartede fremtræden i proportioner, form, materialer og farver, vidner tydeligt om deres tidligere sammenhæng i det store anlæg. De enkle facader uden bemærkelsesværdig udsmykning og de mange skorstenspiber afspejler bygningernes oprindelige funktion som arbejderboliger og værksteder. Hierarkiet mellem arbejderne på fabrikken er stadig aflæseligt i bygningernes indbyrdes skift i proportioner og detaljer. De tidligere mesterboliger, herunder Bøssemagergade 34A-B og 36A-B, skiller sig ud fra de øvrige længer, idet de er bredere og har en profileret trægesims samt rigere udsmykkede, flammerede hoveddøre med overvindue og stentrapper. De øvrige bygninger, som var tiltænkt de lavere rangerende arbejdere, er smallere og har en simpel gesims eller slet ingen, og der er flere skorstenspiber og hoveddøre. Således er det de små detaljer, der trods det ensartede udtryk, viser den tidligere forskel i rang og stand.Hertil kommer de ældre eller traditionelt udførte bygningsdetaljer som vinduer og døre med alle detaljer vidner om bygningens alder. Det samme gør sig gældende for de bevarede dele af bygningens interiør, herunder de ældre trægulve og bræddelofter mellem synligt bjælkelag, bindingsværksskillevægge samt de enkelte ældre døre med de for 1700-tallets karakteristiske smedede greb, bånd- og bukkehornshængsler.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi for Bøssemagergade 34A-B og 36A-B knytter sig til den velproportionerede bygningskrop, som domineres af det høje, stejle tag med ensartede, rytmisk placerede kviste mod gaden. Bygningens arkitektoniske udtryk styrkes tillige af den klare symmetriske placering af vinduer, døre, kviste og skorstenspiber, der skaber et roligt og afbalanceret udtryk. Dette understreges af de taktfaste murblændinger, der tangerer soklen og skaber en reliefvirkning, der naturligt indrammer hvert vindue. Murblændingernes lodrette stræben bryder på let og elegant vis med de ellers gennemgående horisontale linjer, der især opfattes ved den sorte gesims og sokkel. Hertil kommer, at den sorte sokkel er med til at optage og aftegne terrænets fald i gaden. Den arkitektoniske værdi relaterer sig endvidere til den markante farveholdning, hvor de røde døre og vinduer markerer sig i den gule mur, samtidig med at de harmonerer med de røde tagflader. De små kvistes gule flunker og gavltrekanter sørger for, at disse falder naturligt ind i det øvrige arkitektoniske udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links