Bispegården på Nørregade efter Restaureringen (1896)

Bispegården ligger på Nørregade 11 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Nørregade hører til Københavns ældste hovedgader, og var i middelalderen byens bredeste gade, hvor den fungerede som byens hovedindfaldsvej fra nord. De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de to store brande i 1728 og 1795, samt efter branden i 1807 forårsaget af englændernes bombardement. Branden i 1728 var størst. Omkring 1600 af byens 4100 huse brændte samt 5 kirker. Ilden brød ud ved Vestervold, og herfra vandrede ilden over fire dage gennem hele byen ned til Gothersgade. Nørregade nedbrændte totalt under bybranden – i alt nedbrændte omtrent 250 ejendomme i Nørre Kvarter. Straks efter branden blev der nedsat en bygningskommission, som skulle forsøge at regulere gaderne, men det var svært at få gjort gaderne bredere og mere lige, for ejerne var uvillige til at afgive dele af deres grund. Det blev ikke bedre, da der i den bedste mening i 1729 blev udstedt en forordning om, at de nye huse skulle opføres helt af grundmur. Det blev de brandlidte ejere rasende over, og derfor gav man lov til, at baghuse måtte opføres i bindingsværk. Så opførte ejerne baghusene, flyttede ind og lod grundene henligge ubebygget mod gaden. Først da man gav lov til at benytte bindingsværk både til gade og gård, kom der gang i genopbygningen. I 1368 blev den første bygning opført på hjørnet af Nørregade og Rådhusstræde, som det nuværende Studiestræde dengang hed, og det var Københavns rådhus. Rådhuset var en mindre bygning, der kun indtog den sydlige del af det nuværende forhus, og allerede i 1437 var rådhuset blevet for lille og det blev derfor udvidet. Da Københavns Universitet blev oprettet i 1479 udlånte kong Christian I (1426-1481) bygningerne til universitetet for en tiårs periode. Herefter fik Rådhusstræde navn efter universitetet, eller Studium som det almindeligvis kaldtes, og kom til at hedde Studiestræde. I 1537 oprettede kong Christian III (1503-1559) et nyt universitet, der kom til at ligge i den hidtidige bispegård, mens den første lutherske biskop, Peder Palladius, kom til at bo i den gamle universitetsbygning på hjørnet af Nørregade og Studiestræde. Under svenskernes belejring af København i 1658-59 blev bispegården ramt af en granat på 300 pund, der slog tag, bjælker og lofter i stykker og sprang i biskoppens studereværelse. I forbindelse med Københavns brand i 1728 brændte også bispegården ned (kun den oprindelige kælder stod tilbage). En ny bispegård blev i 1731-32 opført oven på den gamle kælder som bolig for Sjællands biskop, Christian Worm. Arkitekten kendes ikke, men arbejdet med bygningskomplekset blev udført af murermestrene Lars Eriksen og Søren Sørensen. Ved den lejlighed solgte man en del af grunden fra, hvorpå det nuværende hus, Nørregade 13, blev opført. Forhusets kvist var oprindeligt over fire fag, men blev ændret til den nuværende trefags kvist i 1807 efter at være blevet ramt under englændernes bombardement samme år. Bispegården, der oprindeligt stod i røde sten, blev ved samme lejlighed pudset – velsagtens under indflydelse af de pudsede facader på Frue Kirke og universitetet. Med årene blev den gamle gård mere og mere brøstfældig, og da den tillige var upraktisk indrettet, blev Bispegården i 1896 underkastet en omfattende restaurering under ledelse af arkitekt Martin Nyrop. For at skaffe den nødvendige kapital til restaureringen blev Bispegårdens have solgt til universitetet, hvorpå de senere byggede den nuværende Studiegård. Bispegårdens rødstensfacader blev atter fremdraget, gårdsiderne blev i store træk omsat og bindingsværkssvalegangen ud for andet stokværk blev opsat, den oprindelige kvist over tre fag mod Studiestræde blev erstattet af den nuværende kvist over et fag, bygningerne blev forsynet med de nuværende kobberbånd ved gavlkammen og ved vinduerne, og der blev opsat en karnap samt en inskriptionstavle mod Studiestræde. I 1992 blev bispegårdens tagetage istandsat. Igen i 2002 blev der foretaget en ombygning, hvor blandt andet en elevator blev indføjet i bygningen, og der blev etableret køkken og toiletter i stueetagen. I 2009 blev tjenesteboligen i tagetagen istandsat, og i 2011 blev der nyindrettet kontorer i kælderens gamle portnerbolig.

Beskrivelse

Bispegården ligger i det indre København og består af et forhus mod Nørregade, der er sammenbygget med to sidehuse mod Studiestræde. Bygningerne indrammer et stort, brolagt gårdrum, der mod vest afsluttes af en lav mur og en lille garagebygning med tilhørende retiradebygning og mod nord af nabobygningernes bagvanter. Forhus og sidehuse er opført i grundmur i to etager over en høj kælder og bærer teglhængte heltage, der mod gaden er hængt med blådæmpede tegl og mod gården røde tegl. I forhusets rygning er to skorstenspiber, og i det østre sidehus er en kraftig skorstenspibe. Alle skorstenspiber har sokkel og krave og står i rød, blank mur. Mod gaden har forhuset en tre fag bred gavlkvist og vestre sidehus har en et fag bred gavlkvist. Begge kviste har heltage hængt med blådæmpede tegl og kobberinddækkede gavlkamme. I tagfladerne mod gaden ses i alt syv tømmerkviste med kobberklædte heltage. Soklerne består af granitstenskvadre og facaderne står i rød, blank mur, der øverst afsluttes af en hvidkalket, kraftigt profileret hovedgesims, som gentages i frontonen i forhusets gavlkvist. I forhusets nordligste fag er en kurvehanksbuet portåbning med muret stik, som er forsynet med vederlags- og slutsten i sandsten. To sokkelsten med buet form fungerer som afvisersten. Porten er en ældre, brunmalet, tofløjet fyldingsport med ældre beslag og et overvindue med blyindfattede, små ruder. Over portåbningen ses flere indmurede sandstensornamenter med figurer og inskription. Vinduerne er ældre og hvidmalede og består af krydspostvinduer med små ruder, der sidder under vandrette stik. I kvistene og vestre sidehus er tillige etrammede, smårudede vinduer, der i sidehuset sidder under kurvehanksbuede stik. Over og under vinduerne er der indmurede kobbervandnæser udført med tunger. Kældervinduerne er ældre og torammede, smårudede vinduer med ældre, brune, todelte smedejernsgitre foran. I forhusets sydvendte gavl er i førstesals højde en tresidet kvist, udført i brunmalet tømmer med udskæringer, tavl i rød, blank mur og et svungent kobberklædt tag. Kvistens tre vinduer er torammede og smårudede. Under kvisten er indmuret en sandstenstavle med inskription, og under det østre sidehus vinduer er indmuret en sandstenskonsol. Samtlige gårdsider står med lave, sortmalede sokler, murflader, der er kalket jernvitriolgule, og hvide hovedgesimser. Mod gården er det østre sidehus i førstesals højde forsynet med en udkraget svalegang opført i bindingsværk med brunmalet tømmer og jernvitriolgule tavl. I forhusets tagflade ses ældre støbejernstagvinduer samt to brede tømmerkviste, der hver er forsynet med en nyere, tofløjet, sprosseopdelt terrassedør udført med koblede rammer. Foran hver dør er en altan med bræddegulv og et nyere galvaniseret værn, som følger tagkanten. I tagfladen over det østre sidehus er to kviste magen til kvistene mod gaden. Vinduerne er ældre og hvidmalede og består af et- og torammede vinduer samt kryds- og korspostvinduer på to, tre eller fire fag – alle med små ruder. Også mod gården er samtlige vinduer forsynet med kobbervandnæser over og under vinduerne. Portåbningen mod gården er magen til portåbningen mod gaden. Ved siden af portåbningen er en granittrappe med et smedejernsværn, der fører ned til en ældre, tofløjet fyldingsdør med små ruder øverst. Under svalegangen er en overdækket kældernedgang med murede sider, skråtstillet, tofløjet, brunmalet revleluge og en svungen, kobberinddækket fronton med udskæringer. I vestre sidehus er en kurvehanksbuet døråbning med markeret vederlagssten, hvori der sidder en ældre, brunmalet fyldingsdør med små ruder øverst og et enkelt granittrin foran. Øst for denne dør er i niveau med gårdrummets terræn en nyere, hvidmalet fyldingsdør. På både gade- og gårdsider er bygningerne forsynet med tagrender og nedløbsrør af kobber. Det kurvehanksbuede portrum er belagt med brosten samt to bånd af bordursten, og væggene har nederst sortmalede sokler og er derover kalket jernvitriolgule. I nordvæggen, ind mod skel, er der fire fladbuede nicher, hvori der er indmuret forskellige kulturgenstande fra biskop Münters samling. I sydvæggen nærmest porten fører en trætrappe ned til en ældre kælderdør med fylding nederst og små ruder øverst samt en kraftig, hvidmalet indfatning. Længere inde i portrummet fører to granittrin op til hoveddøren, som er en ældre, tofløjet fyldingsdør med ruder øverst. Døren har buet overkant ligesom den kraftige indfatning rundtom døren. Nærmest gården er en tresidet trækarnap med lukket brystning og herover små ruder. Bag gårdsidens portåbning er bevaret ældre, kraftige stabler. Bispegården anvendes af Københavns Stift som kontorlokaler, og i tagetagen er indrettet en tjenestebolig for Københavns biskop. Bispegården har bevaret en ældre planløsning. Fra portrummet er der adgang til en vestibule, hvorfra en ældre, treløbet hovedtrappe forbinder stuetagen med første sal. I forhuset ligger der stuer en suite mod Nørregade og Studiestræde, mens der foruden trapperummet er et par kamre mod gården. I østre sidehus er der stuer mod gaden og en korridor mod gården samt på første sal en stor stue og en korridor i svalegangen. I vestre sidehus er der værelser og badeværelse mod gaden samt køkken, rengøringsrum, elevator og en ældre toløbet bagtrappe mod gården. Boligen i tagetagen nås via en nyere, traditionelt udført kvartsvingstrappe, men der er også adgang via bagtrappen i vestre sidehus, som tillige giver adgang til kælderen. Kælderen er indrettet med mindre depotrum i sidehusene samt en udstillingssal, et mødelokale og et par kontorlokaler i forhuset. Bispegården har generelt en ældre og traditionel materialeholdning med ølandsflisegulve, bræddegulve, pudsede vægge og pudsede lofter med stuk. Dog ligger der i nogle rum linoleum eller parket på gulvene, ligesom badeværelser har nyere klinkegulve og delvist flisebeklædte vægge samt nyere, plane døre. Der er bevaret ældre bygningsdele og -detaljer som paneler, fyldingsdøre, stukkatur, ovnpilastre og etagevindovne, og vestibulen og trapperummet rummer endvidere effekter fra biskop Friedrich Münters samling af kulturgenstande. I tagetagen er der bræddegulve, pudsede vægge og skråvægge forsynet med inspektionslemme udført med simple fyldinger. Tagkonstruktionen er delvist synlig, og i loftet ses bjælkelag og loftsbrædder. I tagetagen er ældre fyldingsdøre med indstukne hængsler. I kælderen er der både støbte gulve, brædde- og teglstensgulve, pudsede vægge og lofter samt lofter med monierhvælv og lofter med synligt bjælkelag. Under forhuset er der tillige et tøndehvælvet rum. I kælderen er bevaret ældre revle- og fyldingsdøre med indstukne hængsler og flere kurvehanksbuede døråbninger.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til Bispegårdens prominente beliggenhed over for domkirken, hvor den dels udgør en værdig modvægt til kirken og dels er med til at styrke de to pladsdannelser: Bispetorvet mod syd og Frue Plads mod øst, hvorved der opstår to homogene og stemningsfulde byrum. Bispegårdens forhus- og to sidehuse indgår som en naturlig del af karréens husrække, og bygningerne formidler tillige hjørnet af Studiestræde og Nørregade, hvorved de er med til at definere den middelalderlige gadestruktur. Bygningerne indgår endvidere som en integreret del af det historisk dominerede bybillede i kraft af deres proportionering, facadekomposition og materialeholdning og fremstår som et stemningsfuldt og samlet hele. Endvidere er der miljømæssig værdi knyttet til den store grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, sidehuse, udhus og retiradebygning omkring et brolagt gårdrum, hvortil der er adgang gennem portgennemkørslen i forhuset. Denne struktur er karakteristisk for den tætte, indre by og således bidrager Bispegården til et velbevaret historisk gård- og kulturmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Bispegårdens kulturhistoriske værdi knytter sig til ejendommen som repræsentant for en gejstlig bolig opført i barokkens stilart efter Københavns brand i 1728. Som anbefalet i J.C. Kriegers mønstertegninger til genopbygningen af København efter branden er både forhus og sidehuse opført i grundmur mod både gade og gård med teglhængte, opskalkede heltage. Den pudsede, kraftigt profilerede hovedgesims og den taktfaste placering af de smårudede krydspostvinduer er ligeledes kendetegnende for barokkens bygninger. Dette gælder også portens placering i det ene yderfag samt portåbningens tidstypiske udformning med et kurvehanksbuet stik, der har markerede vederlags- og slutsten i sandsten. En bred gavlkvist udsmykket af en profileret, pudset gesims er ligeledes kendetegnende for barokken, men i forhuset er den nuværende tre fag brede gavlkvist dog en påmindelse om englændernes bombardement, idet gavlkvisten herefter blev reduceret med et fag. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig i det ydre til kælderens tilmurede, kurvehanksbuede åbning mod Nørregade, der udefra er et vidnesbyrd om, at den sydlige del af kælderen under forhuset stammer fra 1300-tallet, hvor Københavns rådhus lå her på hjørnet. De senere tilkomne bygningsdele, herunder karnappen og frontgavlen mod Studiestræde samt svalegangen i bindingsværk mod gården, vidner om den store restaurering af Bispegården som Martin Nyrop forestod i 1896. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved facadernes indmurede sandstensrelieffer og -tavler, der dels i korte træk bevidner bygningens historie samt opførelses- og ombygningsår og dels referer til bygningens gejstlige brug. Heriblandt står Peder Palladius, der var den første lutherske biskop som boede i Bispegården, segl og valgsprog skrevet over porten. I forhusets indre kommer J.C. Kriegers mønstertegninger til indretning af et finere borgerhus til udtryk i den tidstypiske plandisponering med en gennemgående hovedskillevæg og gennemgangsrum på hver side af denne, hvor de lidt dybere, repræsentative stuer er orienteret mod gaden, mens de knap så dybe rum af sekundær karakter, heriblandt hovedtrappe og kamre, ligger mod gården. Hertil kommer, at de repræsentative stuer ligger en suite samt at førstesalen er forhusets beletage og dermed er lidt rigere udsmykket. Forhusets traditionelle disponering kommer ligeledes til udtryk i portgennemgangens placering i yderfaget, hvorfra der er adgang til vestibulen samt trapperummet, som betjener de to hovedetager. De to sidehuse har ligeledes en traditionel planløsning med stuer og værelser mod gaden og korridorgang samt køkken og bagtrappe mod gården. Kælderrummene under forhuset, der har kurvehanksbuede døråbninger og tøndehvælv, vidner om den middelalderlige bygning, der lå på stedet før branden i 1728. Det barokke stilideal afspejles ud over planløsningen også i de rige interiører, og de oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer har stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om bygningens alder samt beretter om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi har de enfløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, messinggreb, messinglåsekasser og profilerede gerichter, høje fodpaneler, brystnings- og lysningspaneler, helpanellerede ydervægge, etagevindovne og ovnpilastre, der markerer ovnenes placering ved skorstenene samt lofternes stukkatur og de kraftigt profilerede stukkanter. Trefyldingsdørene er fra Bispegårdens opførelse, hvilket kan aflæses i deres udformning, hvor fyldingernes spejle har de karakteristiske barokke konkave hjørner, der også gentages i nogle af brystningspanelerne, samt at de tilhørende gerichter er kraftigt profilerede og forsynet med fodklodser. Hertil kommer den ældre, treløbede hovedtrappe med bred durchsicht, forvanger dekoreret med udskæringer i form af rosetter, der gentages imellem værnets udskårne bueberigede parallelogrammer, og en profileret håndliste, der ender i en oprullet vangesnirkel, hvor mægleren også er forsynet med rige udskæringer. Sammen med vestibulens snedkerinteriør og gulv af ølandsfliser sætter hovedtrappen en grandios ramme om Bispegårdens indgang. Kælderens kurvehanksbuede døråbninger og den brede og svære revledør med ældre beslag og stabler har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet den sandsynligvis er alderssvarende med de ældste dele af kælderen. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved portrummets lille tresidede karnap, der har fungeret som udkigspost for portneren, som indtil nyere tid havde en portnerbolig i de kælderrum, der er orienteret ud mod portrummet, hvorfor der også i portrummet er bevaret en kælderdør. Portrummets indmurede antikke mindesmærker vidner, ligesom vestibulens udstillede kulturgenstande, om den omfattende samling som biskop Friedrich Münter fik etableret.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Bispegården knytter sig i det ydre til bygningernes barokke udtryk, der karakteriseres ved de teglhængte, let opskalkede heltage med en bred gavlkvist over forhusets midte og de velproportionerede facaders enkle komposition, der domineres af en taktfast vinduessætning. De kraftigt profilerede hovedgesimser, der gentages omkring gavlkvistens trekantfronton og de mange sandstensdetaljer, herunder portåbningens vederlags- og slutsten, giver en smuk kontrast til det røde murværk. Den kurvehanksbuede portåbning med den store, tofløjede fyldingsport med opsprosset overvindue står qua portens mørke farve også i kontrast til murværket, og på grund af dens rige udskæringer samt den regelmæssige og taktfaste placering af de smårudede korspostvinduer har facaden mod Nørregade en yderst herskabelig fremtræden. Også mod Studiestræde fremtræder bygningen med en vis autoritet på grund af den fritstående gavl og førstesalens tresidede bindingsværkskarnap med svunget kobbertag. Sidehusets smalle frontkvist bryder den enkle facade, som på passende vis har et lidt mere afdæmpet udtryk, der står mål med bygningshierarkiet. Den arkitektoniske værdi knytter sig endvidere til gårdsidernes enkle, men stadig fornemme udtryk, der fastholdes af de kraftige hovedgesimser, den regelmæssige og tætte vinduessætning samt den enkle og ensartede farvesætning, der skaber et meget helstøbt og smukt gårdmiljø. Nabobygningen i Studiestræde bidrager også til det homogene gårdmiljø på grund af, at gårdsiderne her har samme farveholdning med jernvitriolgule murflader og hvide vinduer. Hertil kommer sidehusets udkragede svalegang i bindingsværk, som giver mindelser til renæssancens bygninger, omend detaljeringen afslører, at den kun er godt 100 år gammel. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til det kurvehanksbuede portrum, hvor videreførelsen af gårdrummets belægning og farveholdning samt de mange snedkerdetaljer og sparenicher giver portrummet en hel speciel atmosfære med et yderst homogent udtryk. Ligeledes er der stor arkitektonisk værdi ved forhusets vestibule og trapperum med det gennemførte snedkerinventar samt ved de velproportionerede stuer, hvor rummenes fint forarbejdede snedkerdetaljer og rige stukarbejder formidler barokkens overdådige elegance.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links