Faktaboks

Bjørn Nørgaard
Født
21. maj 1947, København
Titel
Billedhugger
Nationalitet
Dansk
Virkested
Danmark

Biografi

Bjørn Nørgaard havde udgangspunkt i det inspirerende miljø på Den eksperimenterende kunstskole, hvis drivende kraft var Paul Gernes. Han har arbejdet med happenings, aktioner, objekter, tegneserier, kollektive film, maleri, skulptur, tidsskrifter, bøger, demonstrationer, plakater, trykkerivirksomhed, endog kammeropera. Hans karriere startede for alvor den dag, Joseph Beuys overværede hans indstøbning af fødderne i gips på Eks-skolens festival og efterfølgende inviterede ham til at medvirke i sit stykke Manresa i Düsseldorf. De tidlige arbejder og aktioner var stærkt provokerende og i modstrid med tidens normer, men karakteristiske for nybruddet inden for dansk kunst i de år, centreret omkring kunstnerne i Eks-skolen.

I flere af de tidlige aktioner indgik et tydeligt religiøst aspekt, f.eks. i Den kvindelige Kristus, hvor Lene Adler Petersen som en korsbærende, kvindelig Kristus vandrede nøgen gennem Børslokalerne, samt Hesteofringen, hvor N. som i et hedensk offerritual slagtede en hest, mens Lene A.P. medvirkede som korsbærende nonne. Begge aktioner, ikke mindst den sidstnævnte, hvor den aflivede hest blev parteret og fordelt på syltetøjsglas, medførte voldsomme protester.

I 1970 trak N. sig for en periode tilbage fra udstillingslivet for bl.a. at koncentrere sig om opbygningen af det kollektivt ledede Eks-skoletrykkeri samt om flere filmoptagelser, f.eks. Nadveren og En forførers dagbog. Filmene blev som aktionerne mødt med store protester. Siden sin tilbagevenden til det aktive udstillingsliv i 1973 har N. i stigende grad præget dansk kunst inden for store monumentale udsmykningsopgaver. Som overgang hertil må ses de sene 1960ere og tidlige 1970eres tableauer, f.eks. Marats død, en parafrase over J.- L. Davids maleri. Tableauet viser flere karakteristiske træk, interessen for det historiske, det personlige engagement Marats krop er en gipsafstøbning af N.s egen krop samt tidens kønsrolleopgør. Det sidstnævnte er visualiseret gennem billeder af kendte og ukendte kvindeansigter, anbragt i hjørnerne af det kvadratnet, der omspinder figuren i karret.

Den første bestillingsopgave blev udsmykningen af Gladsaxe Bibliotek, hvor især en keramisk hule i forhallen peger fremad mod kommende værker. Hos keramikeren Erik Nygaard havde N. lært sig Raku-teknikken, som blev benyttet til hulen. Senere store udsmykninger har ofte omfattet keramisk materiale, således Menneskemuren, der oprindelig blev udført til den skandinaviske udstilling i Guggenheim Museet. Både dette værk og senere monumentalopgaver, som arbejderne i Panum-Instituttet og Torstårnet, viser N.s inspiration fra forskellige kunsthistoriske perioder og kulturkredse, et faktum, der gjorde ham selvskreven til at tegne kartonerne til 11 store gobeliner med scener fra Danmarkshistorien, fra Vikingetid til Fremtid. Gobelinerne, som blev foræret dronning Margrethe på 50-årsdagen, væves i Paris til senere ophængning i Riddersalen på Christiansborg.

Genealogi

Nørgaard Sørensen, Bjørn, *1947, billedhugger. *21.5.1947 i Kbh. Forældre: Tekn. tegner Jørgen Nørgaard S. og tilskærer Betty Olivia Schæffer. ~7.11.1969 i Kbh. med maleren, grafikeren og tegneren Lene Adler Petersen, *13.1.1944 i Århus, datter af damefrisørm. Henning Adler P. og Ebba Augusta la Cour.

Uddannelse

Den eksperimenterende kunstsk. (Eks-sk.), Kbh., fra 1964.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links