Bramming Hovedgård (Esbjerg Kommune)

Den første hovedbygning, Brammingegaard, blev opført i 1572 som en trelænget bindingsværksbygning i én etage. Bramming Hovedgård blev delvist fornyet i 1760´erne, og i 1786 blev hovedfløjen genopført – efter al sandsynlighed under ledelse af den lokale bygmester Peder Møller Frisvad. Der opstod herefter en vis skævhed i bygningsanlægget, da de eksisterende sidefløje ikke var lige brede. Sidefløjene blev afløst af de nuværende sidefløje efter en brand i 1847. Siden 1982 har Sydvestjyllands Efterskole ejet Bramming Hovedgård. Den vestre sidefløj og den vestlige del af hovedbygningen anvendes til undervisningsformål, den østlige del af hovedbygningen og den nordre del af østre sidefløj fungerer som forstanderbolig, mens den søndre del af østfløjen rummer en forpagterbolig.

Bramming Hovedgård ligger nord for Bramming over for Sct. Knuds Kirke. En pigstensbelagt allé fører op til den trefløjede hovedbygning, som er omgivet af en parklignende have, hvorigennem Holsted Å slynger sig. Vest for alléen ligger en mængde nyere bygninger, der sammen med hovedbygningen fungerer som efterskole.

Hovedbygningen består af tre fløje. Mod nord ligger en énetages hovedfløj over en høj kælder, som er sammenbygget med to lavere énetages sidefløje. Gårdrummet herimellem er pigstensbelagt. Hovedbygningen er grundmuret og opført i mørkbrændte, røde sten over en sokkel af granitkvadre. Murværket har en muret gesims, der flere steder står hvidkalket, og hovedbygningen bærer røde, teglhængte heltage med halvvalm og skorstenspiber i rød, blank mur i rygningen. Hovedfløjen har mod både gård og have en midtrisalit, som krones af en trekantfronton. Midtrisalitten mod gården er mest udsmykket, da den er forsynet med refendmuring og hvidtede fuger, to smalle, rundbuede, smårudede vinduer med kraftig hvid indfatning, en sandstensportal omkring den ældre, mørkegrønne, tofløjede fyldingsdør med bukkehornsbeslag og en cirkulær hvid indfatning med sort påskrift omkring uret i frontonen. En bred granittrappe med svungne sider og et simpelt smedet værn med granitmæglere fører op til hoveddøren. På hver side af midtrisalitten er fjerde fag let fremtrukket og udsmykket med refendfugning og smalle, rundbuede vinduer som i midtrisalitten. Samtlige vinduer er hvide og nyere, men udført på traditionel vis som et- eller torammede, smårudede vinduer i kælderen og øverst i gavlene, og krydspostvinduer med små ruder i stueetagen. Vinduerne er indvendigt forsynet med koblede rammer. Mod gårdspladsen har stueetagens vinduer kraftige sålbænke af sandsten, mens de i gavlene har murede sålbænke og rulskiftefordakninger, der på østsiden er hvidkalkede. I østgavlen er en nyere, hvidmalet, tofløjet, koblet fyldingsdør med små ruder i den øverste del. Foran døren er en hævet terrasse på murede søjler med nyere værn og trappe af jern. Sidefløjene har nyere, hvide korspostvinduer med små ruder, der indvendigt har koblede rammer. Dørene er udført som mørkegrønne, en- og tofløjede fyldingsdøre med smalle overvinduer med hvidmalede sprosser. Flere af dørpladerne er nyere, men udført på traditionel vis, dog synes samtlige overvinduer at være ældre. I hver gavl er øverst en ældre, grøn, tofløjet revleluge, som flankeres af to ældre, sortmalede, halvrunde støbejernsvinduer. I vestfløjens gavl ses murankre udformet som initialer, mens de i østfløjen er udformet som årstallet 1847.

Hovedfløjen anvendes både til undervisningsformål og som forstanderbolig. Den vestvendte og største del af kælderen samt et par rum i stueetagens vestende bruges til undervisning, mens den resterende del samt et par rum i tagetagens østende er indrettet til bolig. Størstedelen af tagetagen er uudnyttet, og her ses den ældre tagkonstruktion samt de understrøgne tagsten. I hovedfløjen er størstedelen af den ældre planløsning bevaret med en gennemgående hovedskillevæg samt hvælvede kælderrum mod øst. I stueetagen er ligeledes en gennemgående hovedskillevæg. Forstuen ligger centralt placeret mod gårdspladsen og flankeres af to store stuer, mod øst er trapperummet og i østgavlen er en stor havestue. Badeværelse, soveværelse, spisestue, køkken og riddersalen er placeret mod haven. En ældre ligeløbstrappe giver adgang til tagetagens værelser, ligesom en ældre granittrappe fører ned til kælderens vestvendte rum. Kælderen er kun af praktiske årsager opdelt i to afdelinger via en aflåst dør. Fra trapperummet er der ligeledes adgang til østfløjen. Hovedfløjens kælder har støbte gulve, klinkegulv, mønsterlagte teglstensgulve og pigstensbelagte gulve. Vægge og grat- og tøndehvælv er hvidkalkede. Under hovedtrappen fører en ældre granittrappe via en revleluge til det fri. I kælderen er der bevaret to ildsteder samt revle- og fyldingsdøre og gerichter. Stueetagen har flere forskellige overflader. På gulvene ligger der laminerede gulve, væg-til væg tæpper, teglstensgulve, ølandsfliser, brædde-, parket- og klinkegulve. Der er pudsede vægge, som i enkelte rum er forsynet med nyere fliser på væggene. I flere rum er der systemgipsplader på loftet, i riddersalen er der synlige bjælker og loftbrædder, i forstuen er der synlige bjælker med pudsede loftflader imellem, mens der i de resterende rum er pudsede lofter med en enkel stukkatur. I det indre er bevaret flere ældre bygningsdetaljer, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre med hængsler, låsekasser, greb og gerichter samt kaminnicher. Østfløjen anvendes til beboelse. Den nordre del hører sammen med forstanderboligen i hovedfløjen og rummer foruden en stor irregulær forstue med afskårne hjørner, tre værelser og et badeværelse.

Den søndre del fungerer som en lille forpagterbolig med forstue, værelse, badeværelse, køkken og stue. Østfløjen har støbte gulve, hvorpå der ligger væg-til-væg tæpper, klinker, vinyl eller parketgulve. Væggene er vandskurede eller pudsede. Lofterne er pudsede eller forsynet med systemgipspladelofter. I den nordre forstue er der synlige smalle bjælker. Der er en blanding af ældre og nyere fyldingsdøre og gerichter i østfløjen. Vestfløjen anvendes til undervisningsformål og har en nyere grundplan med et lille vindfang mod syd, et stort gennemlyst rum med dobbelt rumhøjde og fritliggende bjælker samt en forstue, hvorfra der er adgang til to mindre værelser. I forstuen fører et par ældre granittrin ned til kælderetagen under hovedfløjen, ligesom en ældre trappe med udskåret værn og mægler fører op til hovedfløjens stueetage. Vestfløjen har indvendigt væg-til-væg tæpper og nyere klinker på gulvene, pudsede vægge, listeklædte lofter og skråvægge ligesom der er synlige eller fritliggende bjælker. Der er bevaret et par ældre fyldingsdøre med gerichter. Vestfløjens tagrum er uudnyttet og her ses, at det ældre tagværk er blevet forstærket med nye spær og hanebånd samt, at undertaget er af banevarer.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Bramming Hovedgårds tilbagetrukne beliggenhed, der understreges af den aksefaste, pigstensbelagte allé, der fører op til den trefløjede hovedbygning. Den pigstensbelagte gårdsplads giver en passende materialitet til de røde teglstenslænger. Endvidere er der miljømæssig værdi ved den bevarede del af en ældre havemur, som står ud for østfløjen, der sammen med Holsted Å giver en storhed til den parklignende have.

Bramming Hovedgårds kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til hovedbygningens klassicistiske fremtoning, der kommer til udtryk i det symmetriske og stringente, trefløjede bygningsanlæg med halvvalmede gavle og midtrisalitter. Det klassicistiske stilelement ses endvidere i den hvidtede, profilerede hovedgesims og i sandstensportalen omkring hovedindgangen. Portalen har en vandret bjælke foroven, der bæres af små konsoller, og herunder er et indskriftbånd flankeret af rosetter. I båndet er indhugget bygherrens navn, Terman Øllgaard, og årstallet 1786, som er hovedfløjens opførelsesår. Den tofløjede hoveddør har ligeledes typiske klassicistiske stiltræk, der kan ses i den udskårne anslagsliste og dørfløjenes udsmykning med stiliserede søjler med -base, -skaft og søjlehoved.

Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til hovedfløjens lettere prangende gårdside, der med sin udsmykningsrigdom står i skarp kontrast til hovedfløjens øvrige sider. Den repræsentative facade vender således ud mod hovedgårdens ankomstvej, og dens fornemste funktion har været at manifestere herremandens velstand udadtil. De mange facadedetaljer på hovedfløjens gårdside, herunder de høje, barokke krydspostvinduer, det let fremspringende, hvidtede bånd mellem vinduernes sålbænke, de fremhævede refendmurede risalitter med hvidtede fuger og smalle, høje, rundbuede kirkevinduer med brede, hvidtede indfatninger og midtrisalittens trekantfronton med indrammet urskive samt den svungne hovedtrappe giver Bramming Hovedgård et særegent udseende, der må være et udtryk for samarbejdet mellem bygherren og bygmesteren. Bygherrens ønsker om en repræsentativ hovedfløj har skullet indarbejdes i bygmesterens håndværksmæssige og arkitektoniske kunnen, og resultatet er blevet en blanding af bygningsdetaljer, der på en gang både er tilbage- og fremadskuende.

Bramming Hovedgårds særegne arkitektur med talrige, hvidtede detaljer i det blanke, mørkbrændte murværk er således et karakteristisk eksempel på den byggestil, der udviklede sig på Varde-Ribe-egnen i slutningen af 1700-tallet, da det økonomiske opsving tillod et mere omfattende byggeri i grundmur. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til de to lavere sidefløje, der både i højde og detaljeringsgrad underlægger sig hovedfløjen. Både dørenes og vinduernes udformning afviger fra hovedfløjen, hvilket understreger, at sidefløjene er yngre. På trods af, at de er godt tres år yngre end hovedfløjen, er det stadig den klassicistiske stil, der præger bygningsdetaljerne. De bevarede støbejernsstaldvinduer og revleluger i overgavlene vidner om, at sidefløjenes tagrum oprindeligt blev anvendt til opbevaring. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til hovedfløjens bevarede ældre planløsning i både kælder- og stueetage. Den grathvælvede kælder vidner med sin flere steder oprindelige materialeholdning med granittrin, pigstensbelægning, ølandsfliser, hvidkalkede vægge og hvælv om, at kælderen er ældre end den nuværende hovedfløj. Dette bestyrkes desuden af de bevarede ældre bygningsdetaljer, herunder de brede døråbninger med kraftigt profilerede gerichter og brede revle- og fyldingsdøre. Hertil kommer de to bevarede ildsteder, hvoraf det østre har bevaret ildstedskappe, samt brønden med pumpe, der alle vidner om kælderens oprindelige domestikfunktion.

I stueetagens planløsning er der kulturhistorisk værdi i den traditionelle indretning med en gennemgående hovedskillevæg og gennemgangsrum på hver side af denne. Hertil kommer de en suite beliggende stuer, hvoraf flere har dobbelte fløjdøre placeret enfilade samt bræddegulve, pudsede vægge med kaminnicher og pudsede lofter med stuk. Riddersalen, der ligger i det nordvestre hjørne, skal fremhæves dels fordi det har ekstra stor rumhøjde på grund af de synlige bjælkelag og loftbrædder, og dels fordi der i dette rum er bevaret lysningsskodder i vinduesåbningerne. Forstuen er ligeledes interessant med sit ældre ølandsflisegulv, de rundbuede kirkevinduer i skillevæggen ind mod toilet- og garderoberum, som gentager vinduerne i facaden, hoveddørens imponerende bukkehornsbeslag, loftet med synlige bjælker og pudsede loftflader imellem og endelig rummets ældre bemaling og farvesætning. Rummet har en dramatisk farvesætning med sort sokkel og sorte gerichter op imod de røde fyldingsdøre og væggenes sandfarvede kvaderbemaling med påmalede medaljoner over dørene. Især de sidstnævnte elementer understreger bygningens anseelige alder.

På traditionel vis ligger trapperummet i et selvstændigt rum orienteret mod gårdspladsen. Dette rum har værdi på grund af den ældre ligeløbstrappe til tagetagen med svungen mægler og drejede balustre samt gulvet af ældre ølandsfliser, de ældre, høje fodpaneler og de ældre, brede tofyldingsdøre med låsekasser, greb, hængsler og brede, profilerede gerichter med fodklodser. Hertil kommer, at tagetagen på traditionel vis er indrettet med et par pigeværelser, og at størstedelen står uudnyttet med den synlige, ældre tagkonstruktion og de synlige skorstene. I østfløjens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede ældre døre og gerichter samt den delvist bevarede hovedskillevæg.

Bramming Hovedgårds arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det traditionelle trefløjede anlæg med lavere sidefløje. Fløjene samles til en helhed gennem den enkle og ensartede materialeholdning i rød, blank mur og røde tegltage med ubrudte tagflader og mange skorstenspiber i rygningerne.

Hovedfløjen tiltrækker sig opmærksomhed dels på grund af dens højde og dels på grund af de mange bygningsdetaljer. Gårdsidens imposante midtrisalit med sandstensportal, fyldingsdør og indrammede vinduer, urskive og trekantfronton sikrer sammen med den store, svungne granittrappe, at opmærksomheden samler sig om bygningens midte. De symmetriske facader med den høje kælderetage, den taktfaste og tætte vinduessætning af store, smårudede krydspostvinduer samt de mange hvidtede bygningsdetaljer giver hovedfløjen et herskabeligt udseende, der står i kontrast til sidefløjenes mere afdæmpede fremtræden. Sidefløjene fremtræder enkle og robuste med grundmurede facader, en- og tofløjede fyldingsdøre, smårudede korspostvinduer samt staldvinduer og revleluger i overgavlene. Kun den hvidtede hovedgesims og dørenes detaljer fungerer som dekorativt element. Det er udelukkende sidefløjenes gårdsider, som er identiske, men alligevel opleves sidefløjene meget homogene. Sidefløjene forstærker bygningsanlæggets gennemgående akse og er en vigtig del af hovedbygningens samlede helhed.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig foruden hovedfløjens repræsentative stueetage med stuer en suite til den hvælvede kælder, hvor særligt det store vestvendte rum, hvis fire grathvælv bæres af en lav, rund søjle i midten, understreger kælderens anseelige alder.

Læs videre om

• Bramming Hovedgård, Trap Danmark

Læs også om

• Bispegade 13, Ribe
• Esbjerg Posthus, Ribe
• Korsbrødregården, Bispegården i Ribe

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen