Byggeskikken på landet i Aarhus kommune har været karakteriseret af mange bygninger opført i bindingsværk med brug af rigeligt tømmer, eftersom der var relativt god adgang til egetømmer i de omkringliggende skove.
Gårdene opført i bindingsværk har en række karakteristiske lokale træk, som bl.a. kommer til udtryk i stolperne, der hovedsagelig var tappe i en meget svær fodrem. Derudover er bindingsværket rigt med brug af både over- og underdokker. I nogle bygninger er dokkerne placeret så tæt, at de ingen konstruktiv virkning har, blot en æstetisk, i modsætning til skråstiverne ved hjørnerne, der er med til at stabilisere bygningerne.
Der var tradition for at male både tømmer og tavl i farver, som stod i kontrast til hinanden. En særlig variant var sort tømmer og hvide tavl eller sort tømmer og røde tavl. I løbet af 1800-tallet ændrede byggeskikken sig ved, at de gennemstukne loftsbjælker kom til at ligge på tagremmen, hvilket var med til at forøge den indvendige rumhøjde. På de finere gårde ses ofte flerfagskviste midt på facaden.
Oprindelig havde de fleste gårde stråtækte tage, men i takt med udviklingen i landbruget blev de fleste erstattet med teglhængte tage og i nyere tid moderne materialer, der ikke harmonerer med den oprindelige byggeskik.
Først omkring midten af 1800-tallet blev grundmurede stuelænger almindelige, indtil da var murstenen som byggemateriale forbeholdt kirker, klostre og herregårde. På samme tid blev der ligeledes opført gårde i kløvet kampesten inspireret af avlsgården til Vilhelmsborg fra 1855. Kampesten kunne hentes i lokale stendiger og var dermed et billigt byggemateriale. De grundmurede gårde fra 1800-tallet er præget af et højt håndværksmæssigt niveau med kamtakkede gavle og andre historicistiske stiltræk.
Mange landsbyer omkring Aarhus bestod af firlængede gårde, især de såkaldte tvillingegårde, der består af to firlængede gårde, som deler en længe. I dag er de fleste tvillingegårde forsvundet. I landsbyen Kvottrup findes dog to bevarede eksemplarer.
