Aarhus ligger i det østjyske dialektområde. Som i andet jysk var -e svundet i den traditionelle dialekt, så hop og hoppe, let og lette faldt sammen som håp og læt. Som andre nørrejyder sagde man vi og væj (vej), men wos (os), og man udtalte hwæm’ (hvem) og hjæm’ (hjem) med h-. Det hed kå’l (karl), bå’n (barn), få’r (far), ho’ᶇ (hånd), fo’r (får) og nøj’ (ny), og man sagde a om sig selv. Men anført af kredse omkring Viby højere Landboskole (grundlagt 1857 af Lars Bjørnbak) var der blandt bønderne på Aarhusegnen tidligt en tendens til at aflægge dialekten. I 1874 var der således en debat i Aarhus Amtsavis om, hvorvidt man skulle holde op med at tale dialekt. I praksis var det især ordet a og nogle enkelte andre træk, man aflagde, mens udtaler som klu’j (klud), gå:j eller ga:j (gade) og blaj (blad) overlevede. Det samme gjaldt endelserne -et og -ede udtalt som -et: hu’set (huset), snakket (snakket og snakkede).
Områderne nærmest Aarhus blev selvfølgelig også påvirket af bysproget. Af de 385 beboere i Åby Sogn i 1898 talte 219 jysk dialekt, 86 rigsdansk og 67 blandet. De ældre gårdmænd sagde böjeren (byerne), stoj’ (stod) og hwi’ (hvid), mens de yngre og de mange husmænd talte »blandet«. Det samme gjaldt de unge (især pigerne), der havde været på højskole eller tjent i byen.
Bysproget i Aarhus har man oplysninger om allerede fra 1586. Efter alt at dømme sagde man dengang hwas (hvas), höw’ (høj), smej (smed) og tow’ (to) i Aarhus, ligesom man gjorde i de tilstødende landsogne. 150 år senere røber udtaleformer hos sprogforskeren Jens Pedersen Høysgaard, født i Aarhus 1698, at Aarhussproget var stærkere jyskfarvet end i dag. Blandt hans jyske træk er væj (vej), skåw (skov), tælt (telt) og kalk uden stød, og han har heller ikke stød på verber med forstavelse som betale, beholde, fortie, udtale, anvende og opmuntre, hvorimod han har stød i ord som peber, hammer og herred samt i nutidsformen kender. Han har ikke ð i ord som gnider og vride og udtaler endelsen -skab som -skaw, fx i borgerskab og ægteskab.
Udtaler som sårt (sort) og trå’r (tror), som i dag er typiske for Aarhus, bruger han ikke; tværtimod siger han kort med o, modsat å i standardsproget. Udtalerne sårt osv. er tilsyneladende opstået i slutningen af 1800-tallet og har siden bredt sig til omgivende dialekter og i dag til hele Vestdanmark.
