Aarhus ligger i det østjyske dialektområde. Som i andet jysk var -e svundet i den traditionelle dialekt, så hop og hoppe, let og lette faldt sammen som håp og læt. Som andre nørrejyder sagde man vi og væj (vej), men wos (os), og man udtalte hwæm’ (hvem) og hjæm’ (hjem) med h-. Det hed kå’l (karl), bå’n (barn), få’r (far), ho(hånd), fo’r (får) og nøj’ (ny), og man sagde a om sig selv. Men anført af kredse omkring Viby højere Landboskole (grundlagt 1857 af Lars Bjørnbak) var der blandt bønderne på Aarhusegnen tidligt en tendens til at aflægge dialekten. I 1874 var der således en debat i Aarhus Amtsavis om, hvorvidt man skulle holde op med at tale dialekt. I praksis var det især ordet a og nogle enkelte andre træk, man aflagde, mens udtaler som klu’j (klud), gå:j eller ga:j (gade) og blaj (blad) overlevede. Det samme gjaldt endelserne -et og -ede udtalt som -et: hu’set (huset), snakket (snakket og snakkede).

Områderne nærmest Aarhus blev selvfølgelig også påvirket af bysproget. Af de 385 beboere i Åby Sogn i 1898 talte 219 jysk dialekt, 86 rigsdansk og 67 blandet. De ældre gårdmænd sagde böjeren (byerne), stoj’ (stod) og hwi’ (hvid), mens de yngre og de mange husmænd talte »blandet«. Det samme gjaldt de unge (især pigerne), der havde været på højskole eller tjent i byen.

Bysproget i Aarhus har man oplysninger om allerede fra 1586. Efter alt at dømme sagde man dengang hwas (hvas), höw’ (høj), smej (smed) og tow’ (to) i Aarhus, ligesom man gjorde i de tilstødende landsogne. 150 år senere røber udtaleformer hos sprogforskeren Jens Pedersen Høysgaard, født i Aarhus 1698, at Aarhussproget var stærkere jyskfarvet end i dag. Blandt hans jyske træk er væj (vej), skåw (skov), tælt (telt) og kalk uden stød, og han har heller ikke stød på verber med forstavelse som betale, beholde, fortie, udtale, anvende og opmuntre, hvorimod han har stød i ord som peber, hammer og herred samt i nutidsformen kender. Han har ikke ð i ord som gnider og vride og udtaler endelsen -skab som -skaw, fx i borgerskab og ægteskab.

Udtaler som sårt (sort) og trå’r (tror), som i dag er typiske for Aarhus, bruger han ikke; tværtimod siger han kort med o, modsat å i standardsproget. Udtalerne sårt osv. er tilsyneladende opstået i slutningen af 1800-tallet og har siden bredt sig til omgivende dialekter og i dag til hele Vestdanmark.

Talesproget i 1900-tallet

Omkring år 1900 var talesproget i Aarhus meget blandet pga. den hastige vækst, der gjorde byen til en sproglig smeltedigel. De fleste tilflyttere kom fra nærliggende jyske landområder, og i takt med industrialiseringen voksede de sproglige forskelle. Det gamle bysprog tabte terræn, middelklassen tilstræbte en standardnær sprogbrug, og de indvandrede arbejdere aflagde gradvis deres medbragte »jyskheder«. Byen var omkring 1920 blevet funktionsopdelt med dannelsen af egentlige velhaver-, arbejder- og industrikvarterer, og med etableringen af Aarhus Universitet i 1928 opstod også et lokalt akademisk lag, og dermed var betingelserne til stede for en betydelig, socialt relateret sproglig variation. Jævne aarhusianere brugte stadig mange jyske træk. Svind af udlydende -e var almindeligt (fesk kunne både betyde fisk og fiske). Det samme var jysk intonation, og man fulgte stadig jyske stødregler: betale og fortælle var stødløse, mens der var stød i nutid og participium, fx i laver, plager, levet og leget, samt i ord som hammer, skammel, lejlighed, nemlig og lørdag. Man sagde årn (ordne) og mo:di (modig), ikke mo:ði.

Omkring 1950 gjaldt dette stadig, og i de brede lag hørtes desuden østjyske træk som -et for både -ede og -et: hoppet (hoppede, hoppet), plukket (plukkede, plukket) og -j i ord som u’j (ud), klu’j (klud), blaj (blad), glaj (glad), raj (ræd, bange) og Öj’er (Odder); de fleste gymnasieelever sagde derimod åð’er.

Det var heller ikke sjældent at høre et nem stykke (et nemt stykke), og man brugte ofte hans, hendes og dem, hvor standardsproget foreskriver, at man skal sige sin og sig.

Talesproget i dag

I dag bruger mange 25‑30-årige stadig ikke stød i betale og fortælle, og de siger dræj’et og la’wet (drejet, lavet), men disse udtaler har tabt terræn i højere socialgrupper og hos de yngste. Derimod er former som hoppet og snakket (hoppede, snakkede) stadig udbredte, især hos mænd. Samtidig har man taget udtaler i brug, som oprindelig hørte hjemme i folkeligt københavnsk, fx rat (ret), brat (bræt) og fram’ (frem), tilbagetrukket og åbent a i ord som dαjli (dejlig) og mαjet (meget), tilbagetrukket og åbent å i løg og tøj. Også det såkaldt flade a bruges, især af middelklassen, men intonationen er ikke københavnsk påvirket. Og hvis nogen fortæller, at de som børn dylred æbler efter dem ovre fra blokkern (kastede æbler efter dem ovre fra boligblokkene), eller bruger ord som delsom (delelig) og nål’ler (noller), signalerer det klart, at der er tale om aarhusiansk.

I det indvandrertætte Aarhus Vest er der mange af de unge, der kombinerer lokale Aarhustræk som egå (ikke og()), skjårte (skjorte) og snakket (snakkede) med specifikke indvandrertræk, fx en tydelig udtale af -e og en staccatopræget talerytme, samt brug af ord som lak (arabisk: hør), eow (kurdisk: hej). Også grammatikken er anderledes, fx kan man bruge en anden ordstilling: hvis han kommer, jeg går hjem (hvis han kommer, går jeg hjem); i dag vi skal til fest (i dag skal vi til fest), og man kan fremhæve stedord som du/dig og vi/os ved at fordoble dem, fx du snakker for meget dig; os vi kørte rigtig hurtigt.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Aarhus Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dialekt