I Saxos Danmarkshistorie nævnes Aarhus flere steder, første gang i forbindelse med den lærde og gudfrygtige Poppo, som blev biskop i byen efter at have omvendt kong Harald Blåtand til kristendommen ved at bære en rødglødende jernhandske uden at tage skade.
Den første Aarhusdigter, man kender til, er Morten Børup. Han var rektor ved den senere Aarhus Katedralskole og forfatter til sangen »In vernalis temporis« (egentlig »Ved forårstide«), der på dansk fik titlen »Frydeligt med jubelkor«. Hvert forår i de første årtier af 1500-tallet gik et optog af latinskolens disciple igennem byen med blomster og grønne grene syngende Børups sang. Sangen, som er skrevet på latin, priser foråret i tre strofer. Først fortælles der om, hvordan foråret virker på alle som en livsbringende genkomst. Dernæst beskrives dets virkning i naturen. Man ser for sig, hvordan skoven grønnes, man hører »fuglesangens tryllemagt« og frydes over, at storm og slud udskiftes med »solens stråleglans«. Endelig prises hele sceneriet som et billede på Guds omsorg og almagt. Sangen er den dag i dag skolens og byens melodi. Den høres dagligt fra rådhustårnets klokkespil. Børup skrev også skuespil på latin. Et af dem blev opført i Aarhus i 1501.
Skreven litteratur kræver papir, et trykkeri og manuskripter. Skåningen Hans Hansen Skonning sørgede for det hele. I 1632 fik han kongens tilladelse til at drive Aarhus’ første bogtrykkeri, og tre år efter fik han lov til at opføre byens første papirmølle, i øvrigt med papir lavet af klude, som det var gængs på dette tidspunkt. Skonning var også mand for selv at forfatte flere af de omkring 70 værker, som han udgav, bl.a. en satirisk dyreallegori om verdens uretfærdighed med titlen Kattenis Rættergang med Hundene (1650). Han døde året efter i et fald fra domkirketårnet.
Aarhus træder for alvor ind i dansk litteratur med Ludvig Holbergs Peder Paars (1720): »Jeg siunger om en Helt, den store Peder Paars,/Som tog en Rejse for fra Callundborg til Aars.« I 487 parrimede aleksandrinervers parodierer Holberg det klassiske epos. Peder Paars er ingen fyrste, men en kræmmer fra Kalundborg, der skal besøge sin fæstemø i Aarhus. Han forliser og driver i land på Anholt, hvor han stadig befinder sig ved skrønens slutning. I et overraskende synsvinkelskift ender eposset i Aarhus hos fæstemøen, der sidder tilbage og læser onde varsler ind i alt omkring sig, bl.a. skraber hendes hund med fødderne, og hun er kommet til at tage to strømper på samme fod. Hun hedder Dorothea, en fordanskning af Dulcinea, som er den jævne og alt andet end bedårende bondepige, som Don Quixote forestiller sig er en fornem jomfru. Den første Aarhusborger, der optræder i dansk litteratur, er denne simple overtroiske pige, der sidder forvirret og forladt i sin stue; en borgerlig Penelope, der venter på sin ikke særlig heltemodige Odysseus. 1800-tallets litteratur gik let hen over Aarhus. Man finder byen nævnt i bl.a. H.C. Andersens og Søren Kierkegaards breve og dagbøger. N.F.S. Grundtvig gik på Aarhus Katedralskole i årene 1798‑1800, men byen har ikke efterladt sig andre spor i hans skrifter end et mishag ved skolens pædagogik. Man skal frem til aarhusianeren Sophus Bauditz’ Krøniker fra Garnisonsbyen (1892) for at finde den første roman, der foregår i Aarhus, om end byen aldrig nævnes ved navn.
Aarhus måtte, sin alder og sin størrelse til trods, vente indtil 1900-tallet på en mere grundig skildring. Det store gennembrud skete så sent som i 1957 med Tage Skou-Hansens De nøgne træer. I indledningen skildres det, hvordan romanens hovedperson, modstandsmanden Holger Mikkelsen, og hans ven Kjeld kæmper sig vej igennem Ris Skov for at komme til julefest i, hvad enhver aarhusianer genkender som Sjette Frederiks Kro: »Vejen drejede igen og gik nedad, og bugten rejste sig foran os som et buldrende, uigennemtrængeligt mørke. Vi kunne akkurat skelne brændingens lyd fra stormens, men først da vi nåede helt ned til skrænten, hvor kroen lå, så vi de hvide bølgekamme brække over i det sorte hav.« Scenen antyder de indre som ydre kræfter, der er på spil i romanen. Byen udmærker sig her som gennem det meste af bogen lige så meget ved sin omkringliggende natur som ved sin urbanitet. Det gælder især skovene. Ris Skovs antipode, Marselisborgskovene, er i romanen et idyllisk sted for erotik og samtale. Indtil år 2000 skrev Tage Skou-Hansen i alt syv bøger om Holger Mikkelsen. Igennem romanerne maler han en frise over snart sagt alle sider af livet i Aarhus – fra forretnings- og studenterliv til byplanlægning og fodbold – og skildrer i det hele taget samfundsudviklingen i Danmark i anden halvdel af 1900-tallet.
Da Tage Skou-Hansen under krigen læste litteraturhistorie på Aarhus Universitet, mødte han digterne Bjørn Poulsen og Thorkild Bjørnvig. Bjørnvig har især i sine to første erindringsbøger, Solens have og skolegården (1983) og Hjørnestuen og månehavet (1984), skildret sin barndom i Risskov og ikke så lidt af midtbyen. Universitetet indtager sin helt egen rolle i Aarhus’ litteraturhistorie. Et sejlivet rygte om, at Frank Jæger skulle have kværket en svane i Universitetsparken, er langt om længe blevet afkræftet. Til gengæld kan man stole på, hvad Jens Smærup Sørensen skriver om forholdene på Institut for Nordisk Sprog og Litteratur og om studenteroprøret i erindringsbogen Jens (2018). I Ida Jessens novelle »Postkort til Annie« (2013) vender en forfatter tilbage til den by, hvor hun ung og påvirkelig studerede nordisk, og til en livsforandrende episode i snevejr på M.P. Bruuns Gade. Ida Jessen og hendes hovedperson er en af mange forfattere, som har taget netop den tur ind fra landet til Aarhus for at studere, og så videre, ofte til hovedstaden.
Den anden storskalabeskrivelse af Aarhus findes hos Svend Åge Madsen. Siden Tugt og utugt i mellemtiden (1976) har Madsen vævet utallige fortællinger ind og ud af Aarhus. I artiklen »Hvorfor Århus bliver ved med at dukke op i mine bøger« tager han læseren med på en gåtur i sit parallelunivers: »Lige her på hjørnet lå sparekassen hvor Arne Kval udførte det fuldkomne røveri forklædt som Varanen, hans egen sparekassebestyrer (‘Alletiders karneval’, Mellem himmel og jord). Nu er stedet blevet en tegnestue. Lad os gå ned ad en af de små veje til stranden hvor jeg har oplevet så meget dramatisk (‘Mine nitusind vågne nætter’). Her passerer vi for øvrigt det hus hvori Dr. Monikke skjulte et mord af godhed (‘En velgørende gerning’). Længere derhenne stængede Dorthe Dupér sin bekvemmelighedskonkurse mand ude af huset (Syv aldres galskab)«. Sådan fortsætter det, indtil Madsen må bryde sammen og tilstå: »Og så spørger du mig hvorfor jeg skriver om Århus? Byen hvor historier pibler op mellem brostenene i stedet for ukrudt, hvor intriger snor sig ud gennem væggene som den uovervindelige hussvamp, hvor skæbner siver ud gennem skorstene så påtrængende som løbesod. Hvordan skulle jeg kunne lade være?«
Hvis Aarhus var lang tid om at blive til noget litterært, har byen siden slutningen af 1900-tallet taget revanche. Gnags har slingret ned ad Vestergade i en sang, og TV-2 har besunget det halve opland. Byen er fortalt og filmatiseret i Elsebeth Egholms krimier om journalisten Dicte, Gellerup finder man i Yahya Hassans debutdigtsamling Yahya Hassan (2013), villakvarterernes Risskov i Jens Blendstrups (ligeledes filmatiserede) roman Gud taler ud (2004) og stjernekvarteret m.m. i Jørgen Leths Det uperfekte menneske (2005) og i hans film Aarhus (2005). I projektet »Atlas over Aarhus« (2017) spredte en masse af byens forfattere deres tekster rundtomkring på byens steder. Og i Brabrand skriver digteren Peter Laugesen verdenslitteratur. Her en hundeluftning fra Når engle bøvser jazz (1998): »november er min tid i århus/gaderne mørke og blanke af regn/bladene allerede slimede minder/og jeg er ingen lokal patriot/jeg er ikke nationalist/det er bare den by og den tid og det sted/og det sprog hvor jeg er/den jeg er/på godt og ondt som en sølvbryllupssang/som en gammel stump jazz/der funker alting på plads/hvad så hund/er du ude på noget.«
