Anholt

Anholt er en ca. 22,4 km2 stor ø midt i Kattegat, ca. 50 km nordøst for Djursland. Den vestlige del af øen er et stort bakkelandskab, som mod nordvest afbrydes af det flade marine forland Flakket med lave klitter, fugtige lavninger og en enkelt større sø. Anholts landskab domineres dog af Ørkenen i øst, som dækker ca. 85 % af øens landareal.

På trods af sin beskedne størrelse arealmæssigt har Anholt igennem tiden indtaget en væsentlig position både som pejlemærke og udsat ø i Kattegat midt imellem Djursland og Sveriges kyst.

Den tidligste befolkning

Terrænhøjdemodel over Anholt, som viser øens forskellige landskabselementer. Mod vest ses bakkelandskabet fra istiden, mens det marine forland Flakket breder sig ud mod nordvest. Hvor bakkelandskabet slutter, strækker den store, flade strandvoldsslette Ørkenen sig østpå. Høje indlandsklitter bryder strandvoldsslettens flade landskab, som fortsætter helt til Totten, der afslutter Anholt i øst.

.

I Littorinahavets tid, 7000‑4000 f.Kr., var kun øens høje vestlige dele, hvor Anholt by ligger i dag, tørt land. Omkring strandvoldene øst og sydøst for byen er der fundet flere pladser med rester af ildsteder og forarbejdet flint fra Kongemose- og Ertebølletid. Området har været udsat for konstant tilsanding og afblæsning, og der er bl.a. fundet mange skæve tværpile og skiveøkser fra Kongemosekulturen (ca. 6400‑5400 f.Kr.) i de sandafblæste flintpletter.

Øen var velbesøgt og måske beboet i yngre stenalder (ca. 3950‑ca. 1700 f.Kr.) af folk fra grubekeramisk kultur ca. 3000‑ca. 2450 f.Kr, der beboede Kattegats kystlandskab og bl.a. jagede sæler. Mens der er gjort mange fund af den grubekeramiske kulturs karakteristiske flækkepile med skafttunger, er der ikke fundet tegn på hverken bosættelse eller ophold på øen i bronzealderen. Affaldsgruber med bl.a. store dele af lerkar tyder på, at der under den nuværende by var en fast bosættelse i førromersk jernalder (ca. 500 f.Kr.-Kristi fødsel). I læ af Nordstrand Klit i øens nordvestlige del har der muligvis ligget en bebyggelse i vikingetid og middelalder, men der er usikkerhed om, hvorvidt fundene reelt stammer herfra.

Fra krongods til turistmål

Udsigt over lavheden og klitterne, der tilsammen udgør Ørkenen på det østlige Anholt. Engang bevægede klitterne sig hen over det vindblæste landskab. I dag bevæger de sig ikke længere og er efterhånden groet til med bl.a. sandhjælme, revling og ene.
.

Bebyggelsen på øen er hovedsagelig koncentreret i Anholt by. På dette foto fra perioden 1910‑30 kan man se, hvordan Ørkenen breder sig umiddelbart bag kirken. I flere af byens huse indgik vragtømmer som byggemateriale.

.

Ifølge Kong Valdemars Jordebog fra 1231 var Anholt krongods i middelalderen. Øen blev i 1441 forlenet til storadelsmanden Otte Nielsen Rosenkrantz. Administrativt tilhørte øen Morup Sogn i Halland i Sverige indtil midt i 1500-tallet. Frederik 3. solgte i 1668 Anholt til fyrforvalter Peder Jensen Grove. Enken ægtede i 1674 Hans Rostgaard, hvis efterslægt, von der Maase, stadig ejer ca. 80 % af øen under Det von der Maase’ske Fideikommis.

Den oprindelige kirke på øen blev først opført mod slutningen af middelalderen, hvilket menes at hænge sammen med, at øen i størstedelen af middelalderen var særdeles tyndt befolket.

I 1500‑1600-tallet opstod Ørkenen på østsiden af øen, bl.a. som følge af voldsom hugst af fyrreskoven, og først omkring år 1900 blev plantagerne Wilhelminelyst (anlagt 1895), Nordøstplantagen (anlagt ca. år 1900) og Hermannsgave (anlagt 1908) beplantet og bidrog til at bremse sandflugten.

Jorden blev udskiftet i 1852, og i 1902 blev bønderne selvejere. Der var 16 halvgårde, men landbrugets betydning var begrænset, og det sidste landbrug ophørte i 1970.

Øens hovedindtægter stammede tidligere fra fiskeri, sælfangst og strandinger. Sælfangsten ophørte i begyndelsen af 1800-tallet. Fiskeriets betydning svandt i 1900-tallet, og i 1995 var der to erhvervsfiskere tilbage. Indtil havnen blev anlagt 1899‑1903, var indtægten fra vraggods væsentlig, og mange ældre huse er opført af strandingsgods. I begyndelsen af 1900-tallet blev Anholt turistmål og fik pensionater, hotel og sommerhuse. I 1960’erne kom sejlsportsturisterne, og i 1980 anlagde kommunen en campingplads nær havnen.

Anholt by ligger omkring en toft og hovedgade med øst-vest-vendte gårde. Øens sommerhuse ligger primært omkring havnen og byen. Havnen blev anlagt i nordvest frem for ved naturhavnen i Pakhusbugten, da staten ønskede en havn, som var vanskelig for krigsskibe at anløbe. Her opstod et nyt bymiljø med bl.a. fiskepakkeri, rederikontor, sømandshjem, handel og turistfaciliteter.

Fyrvæsenet

Anholt Fyr står på den nordøstligste spids af øen næsten helt ud til vandkanten. Lidt syd herfor lidt i læ af klitter ligger fyrmesterboligen, som blev bygget i 1826. Såvel fyr som fyrmesterbolig er fredet.

.

Med sin placering midt i Kattegat er Anholt af central betydning for fyrvæsenet. Øen fik i 1561 sit første fyr, en såkaldt fyrpande. Det blev optændt ved brug af brænde, hvorfor der blev hugget megen skov. Dette fyr blev i 1629 ændret til et vippefyr. Anholt Fyrer opført i årene 1785‑88 af Ernst Peymann og har en højde på 42 m. Et lampefyr var i funktion i årene 1889‑1912 på den kunstige klit Ostebakken. Fyret ved havnen blev opført i 1903, og fra 1888 indtil 1984 havde Anholt også et fyrskib. Øens første redningsstation blev opstillet ved fyret i 1878.

Fund fra farvandet omkring Anholt

Fund af skibsvrag omkring Djursland og Anholt. De røde punkter repræsenterer omtalte vragfund i Trap Danmark.

.

Farvandet omkring Anholt har været farligt at besejle, hvilket både øens fyrvæsen og vragfund efter skibsforlis vidner om. 1846‑47 blev der hævet otte kanoner fra et vrag på ca. 18 m’s dybde ved Anholt. De såkaldte Anholtkanoner er typemæssigt dateret til første halvdel af 1400-tallet; to af kanonerne er årringsdateret til ca. 1516 og 1530. Kanonernes løb er bygget op af smedejernsstave sammenholdt af kraftige bånd, som desuden bliver fastholdt til stokken af smedejernsbånd. Vraget er siden eftersøgt af marinarkæologer, men uden held.

Øens militærstrategiske betydning

Richard Turnbulls akvatinte fra 1811 skildrer danskernes angreb på Anholt i marts 1811 i deres forgæves forsøg på at befri øen fra den engelske besættelse. Turnbull, som selv deltog i kampen som engelsk løjtnant, har lavet akvatinten for at hylde den engelske hærs tapre indsats. Han har med mange detaljer skildret hele forløbet i én scene. Bagerst til venstre ses fyrtårnet dækket af røg, og helt til venstre de engelske fartøjer. Personerne på billedet er alle danskere; i midten ses den faldne kaptajn Johan Lorenz Prydz, der har fået begge ben skåret af, efter at være blevet ramt af en kanonkugle.

.

Anholt har haft en vigtig militærstrategisk betydning. I 1600‑1700-tallet blev øen plyndret af svenske kapere, og under Englandskrigene 1807‑14 blev Anholt direkte inddraget i krigshandlingerne. Under disse krige slukkede man i Danmark fyrtårnene for at chikanere de engelske skibe. For at kunne kontrollere det vigtige fyr på Anholt besatte englænderne i 1809 øen og anlagde fæstningen Fort York ved fyret på Anholts østlige spids. Fra engelsk side lå Fort York under marinen og takseredes som et 50-kanoners-skib, hvorfor kommandanten på fortet, James Wilkes Maurice, havde en modsvarende Royal Navy-rang samt titlen guvernør over Anholt. Fortet bestod af en 6 m høj, cirkulær kasemat opført omkring fyrets sokkel. Omkring kasematten blev der opført en ottekantet bastion med murforstærket front, og et antal skanser blev tilføjet omkring bastionen. Bemandingen bestod af omkring 400 marinesoldater. Den 26. marts 1811 roede omkring 1.000 mand ud fra Gjerrild Bugt med ordre om at indtage Fort York. Angrebet slog fuldstændig fejl, og de kanonbåde, der skulle have ydet støtte, måtte trække sig tilbage, da en engelsk fregat dukkede op. Store dele af den danske styrke måtte overgive sig til englænderne.

Igen under 2. Verdenskrig opførte tyskerne 1941‑45 luftmeldestation og observationstårn på Nordbjerg samt barakker og bunkere nær Anholt Fyr. I 1956, under den kolde krig, anlagde staten en marinestation med radartårn på øen som led i Natos varslingssystem.

Videre læsning

Læs mere om Kyster i Norddjurs Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kyster

Eksterne links