Tidslinje over oldtiden i Norddjurs Kommune

.

Fund fra Ertebøllekulturen på Djursland.

.
Køkkenmøddingen i Fannerup. Akvarel fra 1860 af A.P. Madsen.
.
Mange husker stadig Ib Andersens tegning af Stenvad Langdysse på bagsiden af 50-kronesedlen, der var i omløb 1957‑74.
.

De mange vandløb og forbindelsen til havet har i årtusinder knyttet det nordlige Djursland sammen med resten af verden. Fra stenalderens rensdyrjægere til vikingernes handelsmænd: Alle har de sat deres præg på området.

Ældre stenalder

Rensdyrjægernes kraftige skafttungepile er fundet spredt i området, og de har efterladt et par flinthuggepladser fra federmesserkultur, ca. 12.000-ca. 11.000 f.Kr., fx på Ring Mark fra ca. 12.000 f.Kr. Sporene efter Maglemosekulturens folk, der levede ca. 3.000 år senere, er nogle få, afgrænsede bopladser som Svapkæret 3 i Hemmed Plantage, hvor der er gjort fund af deres små flintredskaber.

I de sidste par årtusinder op mod bondekulturens gennembrud, ca. 3950 f.Kr., skete en eksplosiv forøgelse i antallet af kystbopladser, hvilket fund af køkkenmøddinger som Nederst, Fannerup og Mejlgård vidner om.

De bedst belyste jyske gravpladser fra Ertebøllekulturen er alle fundet ved Kolindsunds bredder. På næsset i Fannerup er der fundet rester af tre grave; den ene en mand begravet med flækkedolke og hjortetaksøkse. På holmen Nederst ved Sundets sydlige bred blev der undersøgt 5‑6 spredte grave anlagt i eller mellem køkkenmøddinger. De rygliggende skeletter er i de fleste grave bestrøet med et lag af rødbrændt, fintrevet okker. Gravgodset bestod i den bedst udstyrede mandsgrav af to flækkedolke, et bundt (kogger) tværpilespidser, skiveøkse, trindøkse, hjortetaksøkse og et sæt af dyretandperler, der kan have været syet på dragten. I en anden mandsgrav lå en bendolk med flintægge, i en kvindegrav var der ravperler, og en 6-årig dreng var begravet med flækkedolk og perler af dyretænder. I den største køkkenmødding lå mellem skaller og affald et helt skelet af en baby og to hunde, der sammen med et hundeskelet i en nærliggende køkkenmødding kan være egentlige begravelser, således som det er kendt fra et skånsk gravfelt. En del af den store køkkenmødding på Nederst er nu fredet. Østdelen er udgravet sammen med rester af to nærliggende køkkenmøddinger.

Yngre stenalder

Tragtbægerkulturens gravkamre, dysser og jættestuer, opført omkring 3500 f.Kr., ses over hele Norddjursland som fx langdyssen ved Stenvad. Et af de mest imponerende anlæg er Tustrup ved Nørager, hvor der inden for kort afstand er fundet to stendysser samt en af Danmarks største jættestuer beliggende omkring et formodet dødehus. De samtidige store samlingspladser, der ligeledes knytter sig til yngre stenalders kult, ligger som perler på en snor især langs Kolindsund. Herudover er der fundet talrige offerfund af store, slebne økser og lerkar i Skindbjerg og Veggerslev Moser.

Tragtbægerkulturens bopladser som Ryderne og Trudvang var små, men meget rige på flintredskaber. Fra ca. 3000 f.Kr. begyndte den grubekeramiske kystkultur at præge området, og en af Nordens største grubekeramiske bopladser, Kainsbakke, er fundet ved Kirial. Ved landsbyen Hemmed lå der i yngre stenalder mindst fire midtsulehuse, som i ældre bronzealder afløstes af fem midtsulehuse og tre højremshuse. Ældste stolpebyggede midtsulehus var fra enkeltgravstid, ca. 2500 f.Kr. Det blev afløst af to lidt solidere senneolitiske huse ca. 2300 f.Kr. med ildsted, ovn og en let forsænket østende. Det yngste stenalderhus fra 1800 f.Kr. var med tværgående bindebjælker på indtrukne stolper ved væggene ud for hver af tagstolperne gennem det 45 × 8 m store hus. Gavlene afsluttedes af tre svære stolper til sadeltag med spidsgavl.

Bronzealder

Det fornemme mandsudstyr fra graven Diverhøj fra bronzealderen, ca. 1400 f.Kr., er et tidligt dansk eksempel på, hvorledes gravgodset afspejler den afdødes sociale status.

.

Bevarede højgrupper fra bronzealderen (ca. 1700-ca. 500 f.Kr.) er almindelige i området, især i kommunens nordøstlige del som Femhøje ved Ørbækgård Plantage. Højene indeholder egekister, brandgrave og urner, og ved Dystrup er der fundet et depot med otte bronzesværd. Periodens dyrkning på istidens sandaflejringer skabte lokalt problemer med sandflugt. Husenes udvikling fra midtsulehus til treskibet langhus med to rækker af tagbærende stolper inde i huset kan også tydeligt følges i bebyggelsessporene i Norddjurs, fx ved Hemmed.

Diverhøj ved landsbyen Trustrup er en storhøj fra bronzealderen, som ca. 1400 f.Kr. blev anlagt på en lav stenaldergravhøj.

Spor efter bebyggelse er fundet ved Hemmed, hvor der tidligt i bronzealderen, ca. 1700 f.Kr., er fundet spor af et 43 × 7 m stort hus opført af plankevægge og lerfugemasse og med to ildsteder.

To af fire huse var i brug på samme tid ved Egehøj vest for Hemmed, 1500 f.Kr. I husene var der forråds- og vævegruber, og i et af dem lå der mængder af forkullet korn af byg, emmer og brødhvede. Øst for byen er fundet tre højremshuse fra ældre bronzealder, 1300‑1000 f.Kr., med to rækker tagstolper med eller uden væggrøft med stolper til lerklinede vægge på fletværk. Husene var med to indgange, trerumsdeling med skillevægge og lergulv. Der var et eller to ildsteder, der var omgivet af forsænkede jordovne med ildskørnede sten. Det yngste hus på 10 × 30 m blev forladt ca. 1000 f.Kr., tildækket af fint, gult flyvesand.

Galtenhøj, Egehøj, Stodihøje og Keldshøj indgår i gruppen af gravhøje bygget af bronzealderbønderne ved Hemmed. I Egehøj, der rummede flere begravelser, var gravlagt en central egekiste, hvori der er fundet to guldspiralringe, en dolk i skindforet træskede og en bøjlenål af bronze; mellem tre stenfodskranse lå en dobbelt stenkiste med hvidbrændte knogler, flintpilespidser og bronzeknapper med læderstrop; yderst var seks urner med brændte ben nedsat.

Jernalder

Moseliget af Huldremosekvinden, der levede i perioden 210‑41 f.Kr. Hendes gravgods viser, at hun var af fornem slægt. Hun havde rødt, bagudstrøget hår, der var ombundet med en lang uldsnor. Til hendes udstyr hørte ravperler, der hang i en snor om halsen, samt et vævet, flerfarvet bånd, evt. et hårbånd, og en kam.

.

Den brunlige farve i Huldremosekvindens ualmindelig velbevarede klædedragt skyldes det lange ophold i mosevand. Analyser af farverester i de enkelte klædestykker viser imidlertid, at nederdelen oprindelig var blå og tørklædet rødt.

.

Jernalderen er især repræsenteret ved fund fra førromersk jernalder og ældre romersk jernalder (ca. 500 f.Kr.-160 e.Kr.). Der kendes ca. 60 bebyggelser eller landsbyer med tilknyttede begravelser, fx Hammelev fra ca. Kristi fødsel samt Dyrbakke ved Brøndstrup fra 1. årh. e.Kr. Bebyggelsen, der oftest bestod af indhegnede enkeltgårde, lå nær gode steder for afgræsning og gravning af tørv og myremalm. I Hammelev er der tillige blevet bygget kældre af kalksten fra klinterne. Et hus med planke- og lergulv var uden stald og havde stenbygget ovn i hver ende.

I den nordøstlige ende af Kolindsund mellem Kirial og Ginnerup er registreret Nordens største sammenhængende parti af små, firkantede marker omgivet af lave volde fra førromersk jernalder, såkaldte digevoldinger (ca. 500 f.Kr.-Kristi fødsel), og mindst fire steder, fx ved Kirial og ved Højgård, er påvist dele af træ- og stenbyggede veje.

Ældre jernalders begravelser, der er dateret til tiden omkring Kristi fødsel og 1. årh. e.Kr., udgøres fortrinsvis af brændte og ubrændte lerkargrave. Ved både Ålsrode og Højgård er der fundet ca. 40 brandgrave og 1‑2 jordfæstegrave, mens der er kendskab til 67 jordfæste- og 57 brandgrave ved Askhøj, enkelte med våben i form af skjold og sværd.

Moselig kendes fra Huldremose, Auning og Albøge Mose. Mest fremtrædende af de tre er moseliget af Huldremosekvinden, der blev fundet ved tørvegravning i maj 1879. Dateringer viser, at hun levede i perioden 210‑41 f.Kr. og døde som en gammel kvinde over 40 år gammel. Dødsårsagen er ukendt, og den strikke, der blev fundet om hendes hals, har ikke været brugt til at kvæle hende med. Hendes krop har spor af mange skader, og nye undersøgelser viser, at skaderne skyldes mosens tryk og de redskaber, der blev brugt til tørvegravning. Ved sin død bar Huldremosekvinden et underskørt af vævede plantefibre, et ternet uldskørt, et stort, ternet uldtørklæde fæstnet med en bennål under sin ene arm og to skindkapper. En kam, en lædersnøre og et smalt vævet bånd lå i en lukket lomme i den indre kappe. Hun har også haft en ring på sin venstre ringfinger. Strontiumanalyser viser, at uldtørklædet er af lokal oprindelse, mens underskørtet og kvinden selv ikke stammer fra Østjylland, men snarere fra Sverige, Norge eller Bornholm.

Fra yngre jernalder (375‑800) kendes kun få gårde, heriblandt en, der lå på Nordbakken ved Trustrup i perioden 400‑800. Til gården hørte et mindre beboelseshus uden staldende, der var i brug i 400‑500-tallet, og hvori der er gjort ganske bemærkelsesværdige fund af luksusvaren frankisk glas samt en guldring. Ved Nordbakken er der tillige fundet firkantede og trekantede stensætninger med brandpletgrave dateret til yngre germansk jernalder (550‑800). Der kendes flere metalrige pladser omkring Albøge og Lyngby; sådanne pladser er ofte håndværkspladser, men kan også være bebyggelser og gravpladser. Undersøgelser ved Kumlhøj har således vist, at de mange bronzesmykker stammede fra en gravplads fra yngre germansk jernalder til vikingetid (ca. 600-ca. 900).

Vikingetid

Fund af skibsvrag omkring Djursland og Anholt. De røde punkter repræsenterer omtalte vragfund i Trap Danmark.

.
.
Licens: CC BY SA 2.0

Detektorfund fra vikingetiden (ca. 800‑1050) viser handelspladser nær bredderne af Kolindsund. Langhuse, grubehuse og gravpladser indikerer, at adskillige landsbyer var beboet i vikingetiden. Runestene ved Kolind Kirke og Rimsø Kirke er bl.a. kilde til vikingetidens slægtsforhold. Rimsøstenen, der dateres til perioden 900‑1020, har en indskrift, der lyder: »Thore, Enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og … [moderens] død er værst for sønnen«. Indskriftens afslutning, som findes i et bånd nederst på den flade side, er ristet med lønruner, der skal læses bagfra. Stenens oprindelige placering er uvis, men den blev opdaget i kirkens sydmur i 1832.

Derudover er der kendskab til to andre runesten fra området, der i dag udgør Norddjurs Kommune: et fragment af en runesten fra Stenalt med indskriften »Asser, Stufs søn, rejste denne sten efter sin søn Broder« samt runestenen fra Øster Alling.

Flere spor af vikingetidens søfart er fundet i området. Eksempelvis er der ved mundingen af Hevring Å fundet et ror af Voerså-typen (opkaldt efter et fund fra Voerså i Nordjylland). Roret er dateret til vikingetiden og er 2,30 m langt og har et 36 cm bredt blad forsynet med et håndtag med en diameter på 8 cm. Det var oprindelig påsat et skibs styrbordsside, men blev muligvis tabt under sejlads i Kattegat. Roret blev fundet af en strandgæst, som havde det liggende i flere år i sin have, før det blev indleveret til det lokale kulturhistoriske museum i 2006. Trods denne eksponering for vejret og manglende konservering er roret særdeles godt bevaret. Det er sidenhen blevet konserveret af fagfolk.

Ved Katholm Helligkilde syd for Grenaa blev der ved stenfiskeri 1931‑33 fundet adskillige klæberstenskar tæt på kysten. Klæberstenskarrene, der er produceret i Sydnorge, blev i vikingetiden i vid udstrækning anvendt som gryder. Derudover er fundet en tylvt af 12 jernøkser bundet på en granrafte i Gjerrild Ralleje. Karrene og økserne har antagelig indgået i skibsladninger af handelsvarer, der blev mistet i forbindelse med et skibsforlis.

Desuden er der i en strandvold ved Karlby Klint fundet en 2,50 cm stor, flad amuletsten, hvorpå et vikingeskib med ældre træk er indridset på stenens forside og en jagtscene på bagsiden. Der er tillige fundet sølvskatte ved Gjerrild Klint, Hammelev og Frelling med klippede smykker og arabiske sølvmønter.

Videre læsning

Læs mere om historie i Norddjurs Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Oldtid

Eksterne links