I den nuværende Norddjurs Kommune udgjorde ager eller eng omkring år 1800 lidt over halvdelen af arealet. Laveste grad af udnyttelse var den centrale del syd og øst for herregården Løvenholm, mens især den nordvestlige del og den nordøstlige del var domineret af opdyrket jord. Bebyggelsen svarede i nogen grad hertil. De største landsbyer lå i nordvest og i den østlige del, ofte på kanten af moræneleret, mens landsbyerne var mindre i den centrale del. Ikke mindre end 35 landsbyer havde i 1683 over ti gårde; størst var Ørsted med 37, Estruplund og Gjerrild med hver 31, Fausing med 26 samt Udby og Voer med hver 25 gårde. Der var kun få enkeltgårde, forholdsvis flest i de skovrige egne ved Løvenholm. Huse var der i 1683 ligeledes ikke mange af. De var ofte samlede i enkelte landsbyer (fx 30 i Gjerrild, 29 i Fjellerup, 17 i Lystrup, 17 i Auning, 44 i Ørsted og 17 i Hoed), hvilket afspejler behovet for arbejdskraft på en nærliggende herregård.
Udskiftningen var gennemgående ikke uden problemer. Selv i store landsbyer var der ofte tale om en stjerneudskiftning, eventuelt med enkelte udflyttede gårde. Det gjaldt således Ørsted, Fausing, Udby og Vivild, mens Gjerrild nærmest havde en blokudskiftning. Stjerneudskiftningen gav dels aflange lodder, dels lodder, som lå for sig selv langt fra gårdens bygninger. Bebyggelsesmønsteret forblev uændret af udskiftningen, idet gårdene blev inde i landsbyerne.
I løbet af 1700-tallet voksede antallet af både gårde og huse. Når gårdenes antal steg, skyldtes det, at større gårde blev delt til mindre, så størrelsen på den enkelte gård ofte nærmede sig 1 tønde hartkorn, hvilket var minimumsgrænsen for en gård. Antallet af huse steg dog langt kraftigere. Allerede omkring år 1800 var der næsten lige så mange huse som gårde, og i 1840 var husene i flertal. Væksten af huse fremkom ofte ved småudstykninger, en til to fra en gård, hvilket tit fandt sted på udlodder, så bebyggelsen blev mere spredt og lå uden for selve landsbyerne. Men især efter udskiftningen kunne udstykningen ske af hele gårde eller af hovedgårdsjord, og så optrådte mindre husmandskolonier som ved Løvenholm og ved Hevringholm. Den store vækst i husene var fordelt over hele kommunen, men stadig var der flest huse i skovegnene og omkring herregårdene.
Det nuværende kommuneareal var præget af herregårde, hvoraf mindst 28 kendes. Mange var allerede forsvundet ved matrikuleringen 1683, opslugt af andre herregårde. I matriklen optrådte 16 herregårde, gennemgående med et større tilliggende. Størst var Gammel Estrup (98 tønder hartkorn), Stenalt (80 tønder), Hevringholm (66 tønder), Løvenholm (66 tønder), Sostrup (66 tønder), Hessel (64 tønder), Skjærvad (61 tønder) og Holbækgård (55 tønder). Gennem hele første halvdel af 1800-tallet skete frasalg af fæstegods, selv om det skete lidt senere end i de tilgrænsende områder. Omkring 1835 var der syv komplette herregårde tilbage (hvor der både var hovedgårdsjord og tilstrækkeligt fæstegods til at kunne give skattefrihed), og yderligere tre solgte ud af fæstegodset i årene umiddelbart derefter.
Øen Anholt skilte sig ud ved ikke at være baseret på landbrug, men på fiskeri, bjergning og sælfangst. Den store sandflugt i 1500- og 1600-tallet reducerede yderligere landbruget. Gårde og huse lå samlede inde i byen.
Med de mange vandstrømme på det nordlige Djursland dominerede vandmøllerne; der var i 1784 17 mod to vindmøller. Vindmøllerne var naturligt nok placeret på den flade egn ved Holbæk og ved Grenaa.
