Grenaa Dampvæveri, ca. 1920 af . Begrænset anvendelse

1920-1970 i Norddjurs Kommune

Grenaa Havn har haft stor betydning for byens udvikling og har skaffet mange arbejdspladser til området. Havnen blev udvidet med nordhavnen med færgehavn i 1933 og en udvidelse af fiskerihavnen i 1952 og udviklede sig til en stor industrihavn. Foto af fiskerihavnen i Grenaa Havn i 1940’erne før udvidelsen.
.

Norddjurs Kommune voksede befolkningsmæssigt, mens en forskydning fra landområderne mod byerne og især Grenaa fandt sted fra 1920 til 1970. Infrastrukturen blev udbygget, og nye færgeruter kom til. I slutningen af perioden lukkede flere private jernbaner. Landbruget var fortsat det dominerende erhverv fulgt af industri, fiskeri og turisme.

Administrativ inddeling

Fra 1920 bestod den nuværende Norddjurs Kommune af 20 sognekommuner og Grenaa Købstadskommune – alle i det daværende Randers Amt. I 1929 blev Lyngby-Albøge Sognekommune delt i to, og i 1941 blev den nordligste del af Ålsø-Hoed Sognekommune indlemmet i Grenaa Købstadskommune. I 1960’erne skete der i området en række sammenlægninger. I 1962 opstod Ålsø-Vejlby Sognekommune ved en sammenlægning af Vejlby-Homå og Ålsø-Hoed. I 1966 blev områdets syv nordøstligste sognekommuner sammenlagt til Nørre Djurs Sognekommune, Fausing-Auning og Øster Alling-Vester Alling blev sammenlagt til Gammel Estrup Sognekommune, Hammelev-Enslev og Gammelsogn blev indlemmet i Grenaa, og Lyngby og Albøge blev igen sammenlagt til én kommune.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Befolkningstallet i den nuværende Norddjurs Kommune voksede jævnt fra 32.535 indbyggere i 1921 til 36.393 i 1970. Befolkningsvæksten skete især i kommunens større byer. Grenaas befolkningstal steg fra 5.582 indbyggere i 1921 til 8.643 i 1955, inkl. tilvæksten af 2.000 indbyggere fra Gammelsogn, der blev indlemmet i Grenaa i 1941. Fra 1955 til 1970 steg indbyggertallet i Grenaa til 12.569. Ligeledes skete der en vækst i indbyggertallet fra 1921 til 1970 i andre byer i kommunen, bl.a. i Auning, hvor det steg fra 687 til 1.516 indbyggere, i Allingåbro fra 764 til 1.385 og i Ørsted fra 916 til 1.093. Befolkningstallet i de fleste landkommuner stagnerede eller faldt fra 1921 til 1970.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Infrastruktur

I perioden blev infrastrukturen forbedret, fx blev vejene udbedret og udvidet med hovedvej 15 til Aarhus og hovedvej 16 til Randers. I 1934 åbnede færgeruten Grenaa-Hundested. Færgeruten over Randers Fjord fra Voer fortsatte, og i 1967 blev Udbyhøj Færgefart indviet. Men efterhånden som gods- og persontransport med biler og lastbiler tog til, gik det ud over jernbanetrafikken. Gjerrildbanen lukkede i 1956, Trustrup-Ebeltoft i 1968 og Randers-Ryomgård-Grenaa i 1971.

Anholt fik fast færgerute til øen i 1921. De første flyvninger fra øen begyndte i 1929, og i 1962 begyndte passagerflyvning fra Anholt Flyveplads, der året før var blevet anlagt af Frederik Christian Rostgaard von der Maase.

Mere om infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

I 1958 åbnede den nye ringvej, der også førte til færgehavnen i Grenaa. Tv. ses M/F Marsk Stig i sydhavnens nye færgeleje.

.

Kolindsund var oprindelig en fjord, der pga. tilsandinger havde udviklet sig til en stor sø mellem Grenaa og Kolind. I årene 1872‑80 blev søen drænet ved hjælp af diger, kanalanlæg og en ny pumpestation ved Fannerup. Pumpestationen bestod af en vandmølle med en pumpe drevet af en B&W-dampmaskine, som her er fotograferet i 1875 under udpumpningen af Kolindsund.

.

Erhvervsmæssigt var Norddjurs Kommune i årene 1920‑1970 præget af landbrug. I begyndelsen af perioden var der fortsat græsmarksbrug med tægter. Hovedafgrøden var havre, men også rug, byg, hvede samt bland- og bælgsæd blev dyrket. Kvægbrug var mest udbredt, dernæst svinehold. Desuden var fårehold udbredt på Djurslands nordkyst. I perioden blev sandede områder og agerjord i kommunen beplantet, og bl.a. blev Løvenholmskovene udvidet. Tørvegravning blev udført fra bl.a. Fuglsø Mose og Horsemosen, og grusgravning bl.a. ved Glesborg. I kommunen var der fortsat en række kalkbrud og kalkværker, bl.a. ved Glatved Strand. Fiskeriet fra Grenaa, Bønnerup Strand og Anholt fortsatte. I 1930’erne fik Bønnerup Strand en mindre fiskerihavn. I 1950’erne forsvandt landbruget som erhverv næsten helt på Anholt, og der var ingen industri på øen.

Derudover blev der i begyndelsen af perioden udført udstykninger flere steder i kommunen. Eksempelvis blev der i begyndelsen af 1920’erne udstykket statshusmandsbrug fra herregårdene Skærvad, Ørbækgård og Hevringholm, og også Gammel Estrup blev delvis udstykket. Ved Fausing skete der desuden husmandsudstykninger, mens Holbækgård blev udstykket i 1930.

Andelsbevægelsen var fortsat stærk, og bl.a. blev et nyt andelssvineslagteri oprettet i Allingåbro i 1931.

Grenaa voksede fortsat befolkningsmæssigt. I 1941 blev arealer mellem Grenaa by og havnen indlemmet i Grenaa, og byens areal voksede fra 506 til 1552 ha. I 1960’erne og 1970’erne voksede Grenaa mod syd og nord. Grenaa og de mindre byer i Norddjurs Kommune havde få store industrivirksomheder, som overvejende var placeret i Grenaa og i mindre grad i Auning og Allingåbro. I efterkrigstiden begyndte nye virksomheder at komme til kommunen, fx Dansk Lin- & Celluloseindustri i 1954 og Dansk-Norsk-Kvælstoffabrik i 1964. Grenaa Havn blev udvidet flere gange fra 1930’erne til 1950’erne og blev en af de største industrihavne i Danmark med stor fiskeeksport. Grenaa og Anholt Havne blev i 1960’erne også anløbsplads for lystsejlere.

Fra 1920 til 1970 ændrede erhvervsfordelingen i kommunen sig. Antallet af indbyggere, der levede af landbrug, gartneri og fiskeri, faldt, samtidig med at et stigende antal indbyggere ernærede sig ved industri, håndværk og byggeri. Antallet af beskæftigede i kommunen inden for transport var uændret, mens antallet inden for handel, liberale erhverv og administration steg en smule.

Turismen fik stigende betydning, og små sommerhusenklaver ved bl.a. Grenaa, Bønnerup, Fjellerup Strand og Lystrup Strand udviklede sig fra 1950’erne til store ferieområder. Vandrerhjem, campingpladser og feriekolonier blev oprettet i kommunen. På Anholt fik turismen stigende betydning, og nye pensionater og sommerhuse blev opført på øen.

Kolindsundkonflikten

Kolindsund dannede i 1920’erne rammen om en større arbejdskonflikt. Aktieselskabet Kolindsund A/S havde i 1870’erne stået for udpumpningen af Kolindsund og siden opført en række gårde, der opdyrkede jorden hovedsagelig til kornavl. I 1921 blev aktieselskabet opløst, og gårdene ved Kolindsund solgt til private bønder, der samlede sig i et lodsejerlag. Disse selvejerbønder ønskede ikke at tegne overenskomst med de landarbejdere, der var ansat på gårdene. I årene 1923‑24 etablerede Landarbejderforbundet, Dansk Arbejdsmandsforbund (senere SiD, i dag 3F) og De Samvirkende Fagforbund (DsF, i dag LO) derfor en langvarig blokade mod gårdejerne ved Kolindsund. De blokerede bønder anlagde sag og rejste et erstatningskrav, men tabte i Landsretten i 1925. Året efter vandt sundbønderne dog sagen i Højesteret, og de faglige forbund blev idømt betaling af store erstatninger til selvejerbønderne. Landarbejderne havde fortsat ingen overenskomst.

Som udløber af Kolindsundsagen vedtog Venstreregeringen i 1929 den såkaldte Tugthuslov, der forbød tvungent medlemskab af en fagforening som følge af kollektive overenskomster. I 1933 stoppede sundbønderne udpumpningen af Kolindsund pga. manglende økonomiske midler, og Rigsdagen trådte til med lån til fortsættelse af dræningen og satte ejendomsvurderingen ned. Betingelsen for statslånene var, at sundbønderne indgik overenskomst med Landarbejderforbundet, hvilket de gjorde i 1934. Dermed fik landarbejderne den overenskomst, de havde krævet mere end ti år tidligere. Med lånet fra staten blev kanaler og diger renoveret, og sundbønderne fik også råd til to nye pumpestationer, der blev opført 1937‑38.

Bundgarnsfiskeri ved Djurslands Nordkyst

Bundgarnsfiskeriet på Djurslands nordkyst var en god forretning, og perioden fra 1930’erne til efter 2. Verdenskrig blev kaldt »Makreleventyret«. Herefter forsvandt bestanden, og eventyret sluttede.

.

Fiskeriet spillede en stor rolle for dagliglivet i byerne langs hele kysten fra sidste halvdel af 1800-tallet. Første gang bundgarnsfiskeriet blev nævnt, var da skuespiller Anthon Smidth i 1849 mødtes med proprietæren på Fjellerup Østergård. Skuespilleren berettede fra mødet, at der ud over godsfiskeri fra Mejlgård og Fjellerup Østergård kun fandtes en enkelt bundgarnsfisker. Han indvarslede begyndelsen på det, der senere skulle blive det meget givtige bundgarnsfiskeri fra Lystrup Strand til Grenaa.

Bundgarnsfiskeriet på nordkysten toppede under 2. Verdenskrig med høje priser, gode afsætningsmuligheder og rigeligt med fisk, lokalt kaldet »Makreleventyret«. Hermetikfabrikken i Fjellerup havde i højsæsonen op til 100 ansatte i treholdsskift, primært kvinder. Den ikke-missionske del af fiskerne tjente gode penge på at røgte garn om søndagen, hvor der ikke var så stor konkurrence, og eksportere dem med Grenaa-Hundested-færgen til Sjælland. Da fangsten af makrel klingede af efter 2. Verdenskrig, kunne fiskerne sælge deres sandede grunde med god fortjeneste til sommerhusbyggerier. I 2015 åbnede et bundgarnsmuseum på Hemming Nielsensvej i Fjellerup.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Besættelsen

Under Besættelsen anlagde den tyske besættelsesmagt et forsvarsværk i Udbyhøj kaldet Udbyhøjfortet. Efter befrielsen rømmede tyskerne Udbyhøjfortet, og da modstandsbevægelsen overtog bevogtningen d. 14. maj 1945, blev Dannebrog hejst på Udbyhøj.

.

Under 2. Verdenskrig blev tørvemoserne omkring Auning udnyttet. På Djursland og i Grenaa blev flere modstandsgrupper oprettet, som bl.a. udførte sabotage og modtog flynedkastninger. I Norddjurs Kommune blev etableret modtagegrupper for flygtninge, og fra Grenaa Havn blev en række flygtningetransporter til Sverige gennemført. Hevring Hede, der siden 1917 var blevet brugt til skydeøvelser, blev i 1942 overtaget af den tyske besættelsesmagt, der opførte en baraklejr på terrænet. Efter Besættelsen fungerede området som flygtningelejr for tyske flygtninge og siden igen som militært øvelsesterræn.

Politik, religion og uddannelse

Luciaoptog på Amts- og Bysygehuset Grenaa i 1952. Sygehuset blev opført 1920‑22.

.

Politisk lå størstedelen af Norddjurs Kommune i Grenaakredsen, mens mindre områder i vest og øst lå i hhv. Hornslet- og Ebeltoftkredsene. I 1920 var Norddjurs Kommune udpræget venstreland, men blev de følgende 50 år stadig mere socialdemokratisk præget, navnlig i byområderne. Således var Venstre det største parti i Grenaakredsen indtil 1935, hvor Socialdemokratiets hidtil bedste valg på landsplan under sloganet »Stauning eller Kaos« også påvirkede Grenaa og gjorde partiet til kredsens største. Den samme tendens hen mod Socialdemokratiet så man i de dele af området, som lå i Hornslet- og Ebeltoftkredsene, hvor dog Socialdemokratiet i den vestlige del af kommunen i de mest gunstige perioder for partiet kun nåede op på siden af Venstre. Umiddelbart efter Besættelsen genvandt Venstre positionen som største parti i kommunen, men tabte langsomt terræn i løbet af 1950’erne, og fra 1960 og perioden ud forblev Socialdemokratiet det største parti.

Med hensyn til trossamfundene var perioden stadig præget af opdelingen mellem grundtvigianere og indremissionærer. Det grundtvigske Kirkeligt Samfund havde fra ca. 1920 en kreds i Trustrup og omegn. I 1948 begyndte en grundtvigsk valgmenighed med gudstjenester i Vivild og Vejlby.

Flere institutioner inden for sundheds- og uddannelsesområdet kom til i perioden. Amts- og Bysygehuset Grenaa blev opført 1920‑22, og flere alderdomshjem blev etableret. Vivild Højskole lukkede i 1932, og stedet blev omdannet til efterskole. Grenaa Gymnasium blev oprettet i 1961, og i 1963 kunne gymnasiets nye bygninger på N P Josiassens Vej officielt indvies.

Mere om politik, religion, uddannelse og social omsorg i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Norddjurs Kommune

Læs også om

Se alle artikler om 1920-1970

Eksterne links