I herregårdshaven på Stenalt danner en sydvendt mur, som kunstneren Per Kirkeby har udsmykket, bagvæg for et drivhus, der fortsætter og fornyer traditionen fra tidligere herregårdshaver.
.

Stenalt, som nævnes fra 1300-tallet, havde forgængere, en middelalderborg nogle kilometer mod øst og en renæssanceborg på det voldsted, hvor den nuværende hovedbygning ligger. Denne blev opført i 1799 af Horsensarkitekten Anders Kruuse. Bygningen er udtryk for den tidlige romantik, hvor nye ideer om komfort, elegance og forbindelse til landskabet blev krav, som de store, upraktiske og skumle borge ikke kunne imødekomme.

Den nuværende hovedbygning er i to etager med en ren geometrisk form, pudset mur og store firkantede vinduer i taktfast orden. Helt i tidens moderne stil er bygningen nyklassicistisk med et spinkelt formsprog fra anden halvdel af 1700-tallet. Et romantisk haveanlæg omgiver hovedbygningen, der er uden arkitektonisk forbindelse med avlsbygningerne. Hovedbygningens dybde giver plads til en dobbelt rumrække med velproportionerede, men ret små rum i forhold til renæssance- og barokherregårdenes værelser.

I dag har gården økologisk landbrug og gedehold, og der er bygget en moderne avlsbygning.

Herregården Stenalt ligger på et voldsted omgivet af vandfyldte grave i en landskabelig have. Hovedbygningen fik i 1994 Europa Nostra-prisen pga. den vellykkede og nænsomme restaurering, der blev foretaget af arkitekt Jørgen Overby. Hovedbygningen med de omgivende grave blev fredet i 1924.

.

Videre læsning

Læs mere om Herregårde og voldsteder i Norddjurs Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Herregårde og voldsteder

Eksterne links