Stenalt (Norddjurs Kommune)

Stenalt kendes tilbage fra 1300-tallet. Det middelalderlige Stenalt lå i et sumpet terræn omtrent 1,5 km fra den nuværende hovedbygning, hvor der var gode forsvarsmuligheder.

Det eksisterende voldsted blev anlagt af Bjørn Andersen i midten af 1500-tallet, der på samme tidspunkt opførte en trefløjet hovedbygning i munkesten. Den nuværende hovedbygning blev opført som erstatning for Bjørn Andersens bygning omkring år 1799 af greve Preben Brahe Schack med Anders Kruuse (1745-1811) som arkitekt, der var bygmester i Horsens. Anders Kruuse var uddannet hos N.-H. Jardin på Kunstakademiet i 1764-69. Stenalts endelige udformning tilskrives dog i høj grad bygherren, som skulle være inspireret af et ophold i Italien i slutningen af 1700-tallet. Bygningen adskiller sig da også fra Anders Kruuses øvrige klassicistiske værker, hvoraf tøjhuset (1801) og kasernen (1805) i Randers betegnes som hans hovedværker.

Preben Brahe Schack anlagde en italiensk inspireret have, men i dag fremstår haven som en landskabelig have med voldgrave, søer og enkeltstående beplantninger, herunder en gammel eg og rhododendronbuske.

Stenalt blev gennemgribende restaureret af arkitekt Jørgen Overby i 1990erne. Arbejdet blev efterfølgende hædret med Europa Nostra Prisen i 1994.

Stenalt ligger i den nordlige udkant af Stenalt Skov, hvor Randers Fjord løber mod nord nær Ørsted. Hovedbygningen ligger på et fredet voldsted omgivet af vandfyldte grave i en stor park.

Hovedbygningen er grundmuret i to etager over en høj kælder, med førsteetagen højere end stueetagen. Taget er et lavt, valmet zinktag med to brede, hvidpudsede skorstenspiber og en flagstang i rygningen. I tagfladen over hver gavl er en traditionelt udført kvist med dobbelte revleluger. Bygningen er pudset, kalket okkergul og afsluttes af en bloktandsgesims. Soklen er af granit og kælderetagen er båndfuget. Facaden prydes af en let fremspringende midtrisalit dekoreret med joniske søjler, der bærer en hvid gesims. En toløbet fritrappe med et nyere støbejernsværn leder til hoveddøren, der er en nyere, dobbelt, tofløjet fyldingsdør, hvoraf den inderste har ruder i de øverste fyldinger. Under trappen er nedgang til kælderen gennem en nyere, rundbuet, tofløjet og sparrelagt port. I førsteetagens midterste fag over hoveddøren er en konsolbåren sandstensaltan med værn lig trappens. I havesiden er de fem midterste fag trukket et fag frem som en bred, toetagers karnap med skrå hjørner. En nyere, traditionelt udført ligeløbstrappe af sandsten med murede, pudsede vanger og værn fører op til den centralt placerede, tofløjede havedør, der indrammes af en indfatning med trekantfronton. Karnappens vinduer har pudsede indfatninger, hvoraf stueetagens bæres af konsoller. I facaden har yderfagenes vinduer indfatninger lig karnappens, dog har stueetagens vinduer her trekantfrontoner øverst og en ranke i sandsten nederst. I begge gavles midterfag er blændede muråbninger på begge etager med indfatninger lig karnappens. Vinduerne er oprindelige skydevinduer med fire ruder i hver ramme. I kælderen er traditionelle, torammede, seksrudede vinduer. Vinduer, døre og pudsede dekorationer er kalket hvide. De joniske søjler afsluttes af kapitæler i sandsten. Bygningens nedløbsrør er udført i kobber med udløb i tildannede, afrundede granitkar.

I det indre er den ældre planløsning stort set bevaret på begge hovedetager og i den uudnyttede tagetage. Tagetagen har bræddegulv, synlige skorstene, undertag af brædder og et delvist fornyet tagværk. Hovedetagerne opdeles af et langsgående hovedskillerum og centreres omkring de to store, internt forbundne rum i bygningens midte, der er aksialt placeret i forhold til ankomsten og haven. I stueetagen er der således ankomst til en vestibule og den bagvedliggende havestue. Til hver side er der værelser og stuer en suite med døre enfilade. Der er køkken mod nordvest, øst for vestibulen er hovedtrapperummet med en treløbstrappe. Ud mod den østre gavl er et badeværelse og en original bagtrappe, der leder til alle etager. Planløsningen gentages i store træk på førsteetagen, hvor der ligeledes er stuer og værelser samt et nyere badeværelse i et tidligere værelse. På hovedetagerne er der ældre planke- og bræddegulve, i vestibulen et naturstensgulv, pudsede vægge og lofter, hvoraf nogle har original stukkatur og andre nyere. Dørene er de originale et- og tofløjede fyldingsdøre med dobbelt slagliste og en kanelleret fylding i midten. Der er bevaret greb, hængsler, gerichter og fodpaneler, hvoraf nogle fodpaneler udført i kopi. Endvidere ses brystningspaneler, nyere sandstensildsteder, fire hvide fajanceovne, pilasterudsmykning i førsteetagens store stue mod haven.

Der er adgang til kælderen fra bagtrappen og fra en ældre intern trappe fra stueetagens anretterværelse. I kælderen er et hovedskillerum som på de øvrige etager, det ældre køkken med støbejernskomfur og bageovn og i øvrigt en nyere planløsning med værelser, baderum og sauna. Kælderen har naturstensflisegulve, bræddegulve, pudsede eller bræddebeklædte vægge, pudsede lofter og nyere, traditionelt udførte revle- og fyldingsdøre. I det tidligere godskontor er bevaret en brandsikker boks med monierhvælv, teglgulv og jerndør, og i køkkenet er bevaret en fyldingsdør med serveringslem.

Stenalts miljømæssige værdi knytter sig til det velbevarede herregårdsmiljø, hvor den fritliggende hovedbygning på voldstedet i parken hæver sig markant over de omgivende marker mod syd og vest. Mod øst og nord ligger Stenalt Skov, og sydøst for hovedbygningen ligger den nye avlsgård. Bygningens monumentale fremtræden i landskabet forstærkes af den lange allé, langs Stenaltvej der visuelt afsluttes af hovedbygningen, når man ankommer fra syd.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til Stenalt som et velbevaret eksempel på en herregård med rødder i renæssancen, hvilket ses i det bevarede voldsted.

I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den italienskinspirerede hovedbygning, hvis proportionering og formgivning med karnap, lavt, valmet tag, dekorationer, brede skorstene og skydevinduer giver bygningen et, i dansk henseende, særegent ydre. Særligt bidrager pilasterdekorationen omkring hovedindgangen og altanen over hoveddøren til mindelser om datidens italienske byggestil. Den kultuhistoriske værdi knytter sig således til alle originale bygningsdele og -detaljer samt til bygningsdele udført i kopi af de originale.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til de originale dele af planløsningen. Den overvejende symmetriske disposition med ankomst til vestibule og bagvedliggende havestue med direkte adgang til det fri, samt stuer og værelser en suite med døre enfilade uden korridorgange er karakteristisk for klassicismens herregårdsbygninger. Det bevarede køkken i kælderen vidner om den oprindelige opdeling af herskab og tyende, en fortælling der understøttes af forskellen i materialer og detaljeringsgrad mellem de repræsentative hovedetager og kælderen. De ældre og originale bygningsdele og -detaljer vidner endvidere om bygningens alder, oprindelige brug og stilidealet ved opførelsestidspunktet.

Stenalt fremstår monumental og sluttet i kraft af sin proportionering og den lave taghældning, hvor tagfladerne kun er synlige fra lang afstand. Tagets udformning understreger murenes højde, ligesom også de taktfast placerede vinduer høje placering i murplanet. Endvidere er vinduerne placeret næsten i plan med murene og de få reliefvirkninger begrænser sig til de hvidkalkede indfatninger og hovedgesimsen samt til de høje, smalle pilastre omkring hovedindgangen. Udsmykningen omkring hovedindgangen, altanen og fritrappen giver facaden et elegant udtryk, ligesom betoningen af yderfagene og kælderetagens båndfugning styrker den samlede komposition.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velbelyste rumsuiter samt til de store forbundne og aksialt placerede rum i bygningens midte, der giver etagerne en let opfattelig plandisposition med et centralt omdrejningspunkt. Etagernes store loftshøjde og de enkle, elegante interiører resulterer i et helstøbt indre. Herskabeligheden understreges af rummene en suite med døre enfilade, som sikrer lange kig i hele bygningens udstrækning og et særligt lysindfald.

Læs videre om

• Stenalt, Trap Danmark
• Holbækgård
• Lillegade 39, Grenaa
• Rimsø Præstegård

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen