Rimsø Præstegård

I en bjælke over hoveddøren står årstallet 1593, foran og efter årstallet et S, hvilket må være bygherrens initialer. Sognepræsten i Rimsø-Kastbjerg på den tid hed Simon Poulsen Skoning, og det er sandsynligvis ham, der lod præstegården opføre. Præstegården dannede tidligere et firefløjet sluttet anlæg på i alt 78 fag egebindingsværk. I 1902 væltede den gamle lade, og den nye ladebygning som i stedet blev opført rummede nu også kostalden.Præstegården blev gennemgribende istandsat umiddelbart efter fredningen i 1959.

I 1982 forestod arkitektfirmaet Vilhelmsen, Marxen og Bech-Jensen en nænsom istandsættelse og nyindretning af Rimsø Præstegård, så denne kunne opfylde kravene til en tidssvarende bolig for præsten.

I 2012 blev der plantet to nye lindetræer foran hovedindgangen, idet de gamle og karakteristiske lindetræer var rådne.

Rimsø Præstegård ligger umiddelbart nord for Rimsø Kirke på hjørnet af Toresvej og Rimsøvej. Stuehuset ligger trukket tilbage fra Toresvej med nordgavlen ud mod Rimsøvej. Foran stuehuset er en delvist pigstensbelagt gårdsplads, der mod syd afgrænses af en avlslænge. Vest for stuehuset er en stor have. Stuehuset er en 43 meter lang, enetages bindingsværksbygning på 25 fag med en otte fag lang lude på havesiden. Stuehuset er opført på en sokkel af marksten med sortopstolpet, kraftigt egebindingsværk og hvidkalkede tavl, og taget er et stråtækt heltag med halvvalmede gavle og lyngmønning. I rygningen er der fem hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og krave, og i tagfladen mod gårdspladsen er to tagskægskviste med ældre revleluger. Overgavlene er beklædt med en sortmalet, lodret bræddebeklædning afsluttet af et vandbræt mod undergavlen af bindingsværk. Bindingsværket har gennemstukne, dobbeltfornaglede bjælkeender og tagudhænget lukkes af en knægtbåren sugfjæl. Mod gårdspladsen er i alt tre indgange. I midten er en ældre, tofløjet revledør med pålagte fyldinger, mod nord er en nyere, tofløjet revledør med tre ældre ruder med blysprosser over, og mod syd er en ældre enfløjet revledør. I havesiden er en nyere, men traditionelt udført, tofløjet dør med fyldinger nederst og små ruder øverst. Døren indrammes af en simpel træindfatning kronet af en lav trekantfronton. I luden er en nyere, enfløjet revledør og langs ludens sydgavl er en kældertrappe med granittrin, der fører ned til en ældre, tofløjet fyldingsdør med ruder øverst. Der ligger granittrin foran samtlige døre og alle døre er malet mørkegrønne, hvoraf hoveddøren i midten yderligere har rød staffering og havedøren som den eneste er malet hvid med en rødbrun indfatning.

Vinduerne er ældre og er mestendels torammede med seks ruder i hver ramme. I gavlene ses desuden etrammede vinduer med fire ruder i hver ramme og i luden torammede vinduer med blysprosser samt et nyere etrammet vindue udført med kraftig ramme. Vinduerne har hvidmalede rammer og rødbrune karme, og vinduerne i overgavlene er malet sorte.

I stuehusets indre er bevaret store dele af en ældre planløsning med en stort set ubrudt, langsgående hovedskillevæg, der forskubber sig ned gennem den lange og smalle grundplan. Den søndre del er den offentlige del indrettet med konfirmandstue med tilhørende baggang, toilet og depotrum. Nord herfor er den private beboelsesdel med forstue, studereværelse og stuer en suite mod haven, køkken, bryggers og kamre mod gårdspladsen samt badeværelser og en ny kældertrappe i luden.

I det indre ses en traditionel materialeholdning med brædde- og klinkegulve, pudsede vægge, synlige bjælkelag og loftsbrædder. Der er bevaret mange ældre bygningsdetaljer som en- og tofløjede fyldingsdøre med messinggreb, indstukne hængsler og profilerede gerichter, ruder af kronglas samt revledøre med beslag. I enkelte rum er der ældre bemalinger på døre og bjælkelag. Kælderen har støbte gulve, kalkede vægge og støbte lofter med spor fra forskallingsbrædderne samt ældre revledøre og nyere rammedøre. Avlslængen er en 19 fag lang, enetages bindingsværksbygning med et stråtækt heltag med lyngmønning og helvalmede gavle. Mod gårdspladsen er en tagskægskvist med en ældre revleluge. Sydlængen er opført på en støbt sokkel med sortopstolpet, kraftigt egebindingsværk og hvidkalkede tavl. Bindingsværket har enkelte steder gennemstukne, dobbeltfornaglede bjælkeender og tagudhænget lukkes af en knægtbåren sugfjæl. I gårdsidens vestende er der to traditionelt udførte, tofløjede revleporte samt en ældre revledør. I østgavlen er en revleport magen til gårdsidens, og i sydsiden er en åbning til et uderum under tag med flisebelægning, bræddebeklædte vægge og loft samt to nye bræddedøre. Vinduerne er af varierende alder og er mestendels torammede med seks ruder i hver ramme. I langsiderne ses desuden nyere, kantstillede, etrammede vinduer samt korsformede huller med glas i. Vinduerne har hvidmalede rammer og rødbrune karme, og døre og porte er malet sorte, undtagen de to døre i vindfanget, der er røde.

Avlslængen er indrettet med graverfaciliteter som garage, værksted, omklædning, toilet og frokoststue i den østvendte del, mens der mod vest er to garager samt et depotrum til brug for præsten. I sydsiden, fra det overdækkede udeareal er der dels adgang til et toilet for kirkegængerne og dels til graverfaciliteterne. Rummene til graverfaciliteter samt toilettet har nyere teglstens- eller klinkegulve samt bræddegulve, pudsede vægge og synlige bjælker og loftsbrædder. Garage og depotrum har støbte gulve, hvidkalkede vægge, hvor ydervæggen står med synligt, sortopstolpet bindingsværk samt synlige bjælker og loftsbrædder.

Den miljømæssige værdi ved Rimsø Præstegård knytter sig til præstegårdens beliggenhed ved siden af landsbyens kirke samt til de to længers placering omkring den store, delvist pigstensbelagte gårdsplads samt til haven vest for stuehuset, der tilsammen udgør et yderst helstøbt kulturmiljø. Endvidere er der miljømæssig værdi ved længernes indbyrdes placering med den lille slippe imellem, som giver præsten nem adgang til kirkegården og kirken, samt til længernes samhørighed i konstruktion, materiale- og farveholdning, herunder det smalle bånd af pigsten langs facaderne, som ud over at lede tagvandet væk understøtter det historiske miljø. På traditionel vis flankeres hovedindgangen af to lindetræer, der er med til at fremhæve denne i stuehusets lange facade.

Rimsø Præstegårds kulturhistoriske værdi knytter sig til den intakte relation til kirken og landsbyen samt til gårdens imponerende størrelse, der er en fornem repræsentant for præstegårdsbyggeriet. Tillige fortæller gårdens størrelse om præsteembedets tidligere sociale og økonomiske status i lokalsamfundet, og sammen med den bevarede avlslænge vidner Rimsø Præstegård om præstestandens historiske bibeskæftigelse som landmænd med store jordtilliggender.

I det ydre fremtræder præstegårdens historiske funktioner intakte, idet længernes hierarkiske udtryk er bevaret. Stuehuset signalerer tydeligt beboelse med de mange opsprossede vinduer og fine fyldingsdøre med gamle beslag samt de mange skorstenspiber i tagrygningen. Endvidere er de oprindeligt to indgange et karakteristisk træk for præstegårde, der traditionelt set altid har haft både en privat og en offentlig funktion. Avlslængen adskiller sig fra stuehuset på grund af de mere lukkede facader med revledøre, højtsiddende vinduer og store revleporte, som tydeligt aftegner dens tidligere sekundære funktion. Tagskægskvistene i både stuehusets og avlslængens tagflader ind mod gårdspladsen vidner om tagrummenes oprindelige funktion til opbevaring af præstegårdens afgrøder. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre og rige bindingsværkskonstruktion i kraftigt egetømmer på fodrem med gennemstukne bjælkeender. Stuehusets halvvalmede stråtag og tagskægskvistene i begge længer er ligeledes kendetegnende for det traditionelle byggeri i det østlige Jylland. Rimsø Præstegård er en fortrinlig repræsentant for den kraftige, jyske bindingsværks-arkitektur i renæssancetiden. Hertil kommer at Rimsø Præstegård ikke blot er Danmarks længste præstegård, men også en af de ældste ifølge hammertræet over hovedindgangen med inskriptionen S 1593 S, der således bevidner bygningens opførelsesår samt initialerne på bygherren.

I stuehusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den traditionelle, ældre grundplan med to forstuer, hvoraf den søndre leder til konfirmandstuen og præstens kontor, og den nordre fører til de private stuer. Den nordligste indgang giver adgang til boligens funktionelle rum som køkken, bryggers og badeværelser samt de private værelser. Rimsø Præstegård har en yderst lang og smal grundplan, hvilket er typisk for de ældre stuehuse. Hertil kommer det uudnyttede tagrum med synlige konstruktioner samt kælderen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til stuehusets ældre bygningsdele og -detaljer, herunder de en- og tofløjede fyldingsdøre med messinggreb, indstukne hængsler og profilerede gerichter, baggangens rude af kronglas, revledørene med beslag samt spor fra øksen som tildannede brædderne samt vinduernes stormkroge og anverfere. Stuehusets ældste døre er barokke enfyldingsdøre, der ligesom bjælkerne er forsynet med utroligt særegne og dekorative bemalinger, som velsagtens er samtidige. Den gennemførte traditionelle materialeholdning med brædde- og klinkegulve, pudsede vægge, synlige bjælkelag og loftsbrædder samt de ældre bygningsdele er sammen med til at understøtte fortællingen om bygningens anseelige alder.

I avlslængens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den bevarede del af den ældre planløsning, der er aflæselig i vestendens garager eller vognporte med uisolerede ydervægge og lofter med synlige bjælker og loftbrædder.

Den arkitektoniske værdi for Rimsø Præstegård knytter sig til det samlede anlæg, hvor længernes imponerende længder fremhæves af det kraftige, taktfast placerede tømmer og de ubrudte tagflader. Det indbyrdes bygningshierarki er tydeligt i såvel bygningernes placering som i facaderne, hvormed Rimsø Præstegård fremtræder som en gedigen, karakterfuld helhed, hvor de dekorative detaljer begrænser sig til stuehusets hoveddør med pålagte fyldinger og indfatning, begge med udskårne detaljer, og havedøren med indfatning kronet af en meget lav trekantfronton samt begge længers gesimslignende, knægtbårne sugfjæl.

Læs videre om

• Grenaa gamle Rådhus
• Hammelev Præstegård
• Lillegade 50, Grenaa

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen