Hammelev Præstegård

Da Jens Biering (1754-1803) i 1754 overtog Hammelev Præstegård var den i brøstfældig stand, både stuehuset og udhuslængerne kunne dårligt stå. Der var ej heller de fornødne rum til opbevaring af kornet samt de nødvendige kreaturer til avlsdriften, da forgængeren havde bortforpagtet det meste af sin avling til bønderne. Jens Biering måtte straks begynde dels at bygge nyt, dels at bryde det gamle ned og igen sætte det op, dels gøre en hovedreparation på det af bygningen som kunne blive stående.

Hammelev Præstegård stod færdig i 1760 og var oprindelig firelænget. Jens Biering lod sætte en dørhammer med indskriften: På denne Plads var aldrig bygt/ før dette Huus vi satte/ men at alt er bygt af Nyt/ maa Eftermanden skatte/ ¬– Ja skatte højt thi Bygning maa/ Nødvendig koste Penge/Tak derfor Du som fant det saa/Det kand da vare længe. Dørhammeren er i dag bevaret over indgangsdøren i vestlængen.

Under besættelsen ledede pastor Vilhelm Krarup (1932-45) modstandsbevægelsen på egnen og gav nedkastede engelske og canadiske fladskærmsfolk husly i præstegården, selvom tyskerne havde beslaglagt konfirmandstuen.

At dømme efter ældre kortmateriale blev portlængen og den søndre del af østlængen revet ned i første halvdel af 1900-tallet, hvorefter østlængens søndre del samt en udbygning mod sydøst blev genopført i rød, blank mur med halvvalmet stråtag. Hvornår østlængens søndre del atter blev revet ned ved man ikke, men på et fotografi fra 1978 er bygningen væk.

Omkring 1990 blev der lagt nyt stråtag på præstegården. I årene 1993-2002 blev præstegårdens stuehus og østlænge restaureret ved arkitekt Hans Grøn.

Hammelev Præstegård ligger lidt nordøst for Hammelev Kirke på en stor trekantet grund mellem Hammelevvej og Tangen. Præstegården, der er trukket tilbage fra vejen, består af tre længer, som ligger i hesteskoformation omkring en stor gårdsplads, og nord for stuehuset er en stor have.

Præstegården består af en vestlænge på sytten fag og en stuehuslænge på enogtyve fag, der er sammenbygget med en østlænge på syv fag. Vestlængen har et skråt hjørnefag ind mod stuehuslængen, hvorved der opstår en smal passage til haven. Alle tre længer er en etage og opført i bindingsværk med halvvalmet stråtag og lyngmønning. Kun vestlængens sydvendte gavl er grundmuret med opstreget bindingsværk, og kun stuehusets østgavl har helvalm. Længerne er opført på en sokkel af syldsten med sortopstolpet, kraftigt bindingsværk og hvidkalkede tavl, og i vestlængens rygning ses to hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og gesims, i stuehusets rygning ses tre og i vestlængens rygning en skorstenspibe. I stuehusets østgavl og i vest- og østlængens tagflade mod gårdspladsen er en tagskægskvist, kun i østlængens er en ældre revleluge bevaret, i de to øvrige kviste er opsprossede vinduer. Bindingsværket har gennemstukne, dobbeltfornaglede bjælkeender, dog ikke i østlængen, og alle tagudhæng lukkes af en knægtbåren sugfjæl.

Stuehuset har to indgangsdøre mod gårdspladsen. Mod øst en enfløjet bryggersdør med fire fyldinger og mod vest en tofløjet fyldingsdør med en pilasterportal. Begge døre samt portalen er nyere, men er udført som kopi af de oprindelige døre. Mod haven er to nyere døre – en enfløjet og en tofløjet fyldingsdør med ruder øverst. Der ligger granittrin foran samtlige døre, dog er der niveaufri adgang til hoveddøren udført med bordur- og chaussesten. Stuehuset har en blanding af nyere og ældre vinduer udført som torammede vinduer med tre- eller seksdelte rammer. I vestgavlens øvre del er foruden to vinduer også en ældre revleluge.

Vestlængen har mod gårdspladsen to ældre revledøre, en nyere, traditionelt udført revleport samt to nyere, enfløjede indgangsdøre med fire fyldinger. På ydersiden er en nyere, enfløjet fyldingsdør med fire ruder øverst, men døren er på ydersiden blændet af en bræddebeklædning. I østlængens gårdside er en nyere, men traditionelt udført revleport og -dør. I øst- og vestlængen er der både et-, to- og trerammede vinduer af forskellig alder og inddeling, og i vestlængen ses tillige staldvinduer af støbejern samt en revleluge med et opdelt vindue i sydgavlen. Alle fyldingsdøre mod gårdspladsen er malet røde, og hoveddørens portal har blå og gul staffering, mens stuehusets havedøre har røde karme og hvide dørplader ligesom vinduerne, der har røde karme og hvide rammer. Revleluger, -døre og -porte er derimod malet sorte ligesom knægte, sugfjæle og vandbrædder.

I stuehusets indre er dele af en ældre planløsning bevaret med dele af en langsgående hovedskillevæg. Stuehuset er indrettet med to gennemlyste stuer mod vest, dernæst følger en forstue mod gårdspladsen med tilhørende badeværelse og værelse mod haven, så kommer en på traditionel vis gennemlyst opholdsstue, hvorfra der er udgang til haven, derpå to stuer mod gårdspladsen, som via en tofløjet døråbning er forbundet med spisestue og køkken mod haven. Mod øst er foruden en gennemgående baggang, et bryggers mod gårdspladsen, et badeværelse mod haven og to gavlværelser. Fra baggangen er der tillige adgang til et kontor i østlængen. I det indre ses en traditionel materialeholdning med nyere brædde- og klinkegulve, pudsede vægge, synlige bjælkelag og loftsbrædder med lister over samlingerne. Der er bevaret flere ældre bygningsdetaljer, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre med tilhørende messinggreb, indstukne hængsler og profilerede gerichter, enkelte døre har desuden bevarede bukkehornsbeslag. Mange gerichter og fodpaneler er nyere, men opført som tro kopier af de oprindelige forlæg. I rummet ud for køkkenet, mod gårdspladsen, er en lem i gulvet, hvor en nyere trappe med forskudte trin fører ned til et kælderrum med klinkegulv, opmurede, hvidkalkede vægge og et støbt loft med monierhvælv. Vinduerne har bevaret ældre anverfere og stormkroge, og enkelte vinduer har bevaret de oprindelige karme med 1700-tals rundposte.

Vestlængen er indrettet med stald, garage og depotrum mod syd, mens den nordlige del udgøres af en tidligere forpagterbolig, som i dag fungerer som mødelokale for menighedsrådet. I stald og garage er der støbte gulve, hvidkalkede vægge med synligt bindingsværk og synlige bjælker med loftbrædder. I den gamle forpagterbolig er en ældre grundplan stort set bevaret med baggang, badeværelse og viktualierum mod nord, forstue, opholdsstue og værelse mod øst samt værelse og køkken mod vest. Opholdsstuen er gennemlyst, idet man i nyere tid har fjernet hovedskillevæggen mellem oprindeligt to stuer – en mod gårdspladsen og en mod haven. Den gamle forpagterbolig har overvejende nyere overflader: støbte gulve belagt med vinyl eller væg-til-væg tæpper, tapetserede vægge, delvist flisebeklædte vægge i køkken og badeværelse, synlige bjælker, der i enkelte rum er indpakkede, samt plade- eller listebeklædte lofter. Der er bevaret ældre revle- og fyldingsdøre med tilhørende profilerede gerichter med fodklodser. I baggangen fører en ældre ligeløbstrappe op til den uudnyttede tagetage, hvor den ældre tagkonstruktion samt undersiden af stråtaget er synligt.

Østlængen rummer depot, garage og fyrrum i den sydlige del, mens der mod nord er indrettet et kontor, som har forbindelse til stuehuset. Værelset har nyere bræddegulv, pudsede vægge og synlige bjælker med listeklædte loftbrædder og bindingsværket med gennemstukne, dobbeltfornaglede bjælkeender i stuehusets ydervæg er malet gråt som tavl og øvrige vægge. I fyrrum, garage og depotrum er der støbte gulve, overkalkede ydervægge i bindingsværk og grundmurede skillevægge samt synlige bjælker og bræddelofter. I depotrummet mod syd er der åbent til kip, og her fører en ældre ligeløbstrappe op til høloftet over garage og fyrrum.

Den miljømæssige værdi ved Hammelev Præstegård knytter sig til præstegårdens lavtliggende placering, hvor den er beskyttet af de omkringliggende bakker i den nordlige ende af landsbyen, som er udformet som en vejklyngeby med stjerneudskiftede marker, hvor der trods afstanden til den højtliggende kirke er bevaret en visuel samhørighed mellem præstegården og kirken. Hammelev Præstegård er hermed en vigtig del af landsbyens velbevarede og yderst helstøbte kulturmiljø.

Endvidere er der miljømæssig værdi ved længernes indbyrdes placering omkring den store gårdsplads, hvor indkørslen til præstegården markeres af to store træer. Hertil kommer den lille slippe imellem vestlængen og stuehuset, som giver adgang til den store omkringliggende præstegårdshave, samt til længernes samhørighed i konstruktion, materiale- og farveholdning, herunder det smalle bånd af pigsten langs facaderne, som ud over at lede tagvandet væk understøtter det historiske miljø.

Hammelev Præstegårds kulturhistoriske værdi knytter sig til den intakte relation til kirken og landsbyen samt til gårdens imponerende størrelse, der er en fornem repræsentant for præstegårdsbyggeriet. Tillige fortæller præstegårdens størrelse om præsteembedets tidligere sociale og økonomiske status i lokalsamfundet, og de bevarede avlslænger vidner om præstestandens historiske bibeskæftigelse som landmænd med store jordtilliggender.

I det ydre fremtræder præstegårdens historiske funktioner intakte, idet længernes hierarkiske udtryk er bevaret. Stuehuset signalerer tydeligt beboelse med de mange opsprossede vinduer, den fornemme hoveddør med pilasterportal og de mange skorstenspiber i rygningen, samt at stuehusets facade er højere end de to sidelængers. Endvidere er de to indgange på gårdsiden et karakteristisk træk for præstegårde, der traditionelt set altid har haft både en privat og en offentlig indgang. Hertil kommer vestlængens to skorstenspiber i rygningen, de torammede og seksrudede vinduer samt fyldingsdørene, der vidner om, at den nordlige del af længen oprindeligt var indrettet som forpagterbolig.

Sidelængerne adskiller sig fra stuehuset på grund af de mere lukkede facader med tilfældigt placerede døre og vinduer af forskellig udformning, og revledørene og de store revleporte aftegner tydeligt længernes oprindelige sekundære funktion som stald og vognport. Tagskægskvistene i både stuehusets og sidelængernes tagflader ind mod gårdspladsen vidner om tagrummenes oprindelige funktion som opbevaringssted for præstegårdens afgrøder.

Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre og rige bindingsværkskonstruktion i kraftigt egetømmer på fodrem med dokker, løsholter, skråbånd og gennemstukne, dobbeltfornaglede bjælkeender. De halvvalmede stråtage og tagskægskvistene er ligeledes kendetegnende for det traditionelle byggeri i det østlige Jylland. Hertil kommer hammertræet med inskription over forpagterboligens hovedindgang, der bevidner bygningens opførelsesår i 1765 samt initialerne J.B. på bygherren Jens Biering og M.J., der sandsynligvis er hans hustrus initialer. Enkelte steder er bevaret vindueskarme med kraftige 1700-tals rundposte, hvoraf enkelte stadig har rammer, der er hængslet på lodposten, hvilket tidligere var den almindelige måde at hængsle vinduesrammerne på.

I stuehusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede del af den ældre grundplan, herunder den langsgående hovedskillevæg, hvor denne er bevaret, forstuen mod gårdspladsen og den gennemlyste havestue ved siden af denne. Stuehuset i Hammelev Præstegård har en yderst lang og smal grundplan, hvilket er typisk for de ældre stuehuse i bindingsværk, ligesom døråbningerne langs gårdsidens ydermur, der giver et imponerende kig på langs af bygningen. Hertil kommer det uudnyttede tagrum med synlige konstruktioner samt det kølige kælderrum til opbevaring af fødevarer. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til stuehusets ældre bygningsdele og -detaljer, herunder vinduernes kraftige rundposte og håndsmedede anverfere og stormkroge, den murede skorsten i vestenden med den rundbuede ovnniche, de en- og tofløjede fyldingsdøre med messinggreb, indstukne hængsler og profilerede gerichter med fodklodser, de profilerede fodpaneler samt loftbjælkerne med spor fra øksen, som tildannede dem. Stuehusets ældste døre er de barokke enfyldingsdøre med kraftigt profilerede gerichter og fodklodser, der stammer fra stuehusets opførelse i 1765. En enkelt barokdør har bevaret håndsmedede bukkehornsbeslag. De en- og tofløjede fyldingsdøre med tre fyldinger, indstukne hængsler og mindre rigt profilerede gerichter er ligesom udformningen af hoveddøren og de sekundære døre med fire fyldinger samt hoveddørens smalle pilasterportal fra en ombygning af præstegården i første halvdel af 1800-tallet.

I sidelængernes indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af en ældre planløsning, der er aflæselig i østlængens vognport og depotrum – tidligere dueslag – og vestlængens stald og vognport mod syd og forpagterbolig med mindre rumenheder mod nord. De sekundære rum har på traditionel vis en simpel materialeholdning med slidstærke overflader som støbte gulve, uisolerede overkalkede bindingsværksvægge og synligt bjælkelag, mens forpagterboligen har en aptering, der vidner om en mere beskeden bolig. Forpagterboligen har bevaret ældre revle- og fyldingsdøre med profilerede gerichter med fodklodser, samt enkelte 1700-tals lodposte og håndsmedede anverfere og stormkroge.

Den arkitektoniske værdi for Hammelev Præstegård knytter sig til det samlede anlæg, hvor længernes imponerende længder fremhæves af det kraftige, taktfast placerede tømmer og de ubrudte tagflader. Det indbyrdes bygningshierarki er tydeligt i såvel bygningernes placering som i facaderne, hvormed Hammelev Præstegård fremtræder som en gedigen, karakterfuld helhed, hvor de dekorative detaljer begrænser sig til stuehusets hoveddør med pilasterportal og samtlige længers knægtbårne sugfjæle.

I stuehusets indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den gennemførte traditionelle materialeholdning med brædde- og klinkegulve, pudsede vægge, synlige bjælker og loftsbrædder med lister over samlingerne, der sammen med de ældre bygningsdele understøtter fortællingen om præstegårdens alder.

Læs videre om

• Grenaa Vandværk
• Lillegade 50, Grenaa
• Mommes Stiftelse, Grenaa, Auning

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen