Bornholms byggeskik var kendetegnet ved store firlængede bindingsværksgårde, hvor stuehuset alene var bolig med kælder under salen. I 1800-tallet fik mange større gårde en gårdlænge midt inde på gårdspladsen. 1700-tallets bindingsværk var gedigent og gjort af egetømmer med fodtømmer, løsholter, dokker, uden skråbånd, og særligt havde hjørnestolperne i stuehusene udskårne konsolknægte. Bræddegavlene på alle længer havde øverst udskårne »husbrande« (lynafledere), ofte med en vejrfløj. Bindingsværket havde overalt gennemstukne bjælkehoveder og styrtrumskonstruktion, der blev anvendt helt frem til slutningen af 1800-tallet.
1800-tallets bindingsværk var enklere uden fodtømmer. I anden halvdel af 1800-tallet blev en sidebåndskonstruktion, kun med synlige stolper, ofte brugt i udlænger. Bindingsværk og gavle var tjæret, tavlene kalket hvide eller gule. Fodmure var tidligere kalket hvide eller grå, på udlænger ofte ubehandlet. De sorte fodmure med kultjære kom sidst i 1800-tallet. Mange udlænger kunne tidligere være hvide med overkalket bindingsværk. I 1800-tallet blev røde nuancer almindelige, især på Sydbornholm. Grundmur afløste bindingsværk fra midten af 1800-tallet.
