Den traditionelle dialekt har mange konservative træk og en del træk til fælles med skånsk.
Dialekten er stødløs, og udtalen er karakteristisk ved en særlig intonation og ved en række lydudviklinger. Helt regelret hedder det fx tjøkken (køkken), djæss (gæs), sjyggja (skygge), læ:za (læse) (med stemt s), spa:nj (spand), illj (ild), ska:v (skab), fâ:ð (fad) (med mørkt a) og flâwwa (flue). Dobbeltkonsonant betegner lang konsonant som i svensk.
Ældre bornholmsk havde bevaret a i mange endelser, ligesom svensk og norsk, fx kåmma (komme), tima (time), svaraD (svaret).
Det gamle trekønssystem er bevaret: »dag«, »kniv«, »hund« og mange andre ord er maskulinum, mens »nat«, »nål«, »mus« m.fl. er femininum, og »hus«, »træ« m.fl. er neutrum. Det hedder således inj kni:v, kni:vinj (en kniv, kniven), men en nå:l, nå:len (en nål, nålen) og eð hu:z, hu:zeð (et hus, huset). Også adjektiver bøjes i tre køn, med maskulinum på -er: inj go:er, ska:rper kni:v (en god, skarp kniv).
Det gamle passivsystem er tillige bevaret, hvor man bruger s-passiv i større udstrækning end på dansk, og hvor man har passivformer af fx »drikke« som drakkes/dråkkes (i datid) og hâr dråkkeðs (i førnutid) – ligesom på svensk.
Neutrumsord er i reglen uden endelse i flertal. Det hedder ikke alene to: be:n (to ben), men også to: hu:z (to huse), to: æbble (to æbler). Bestemt form flertal ender på -en: hu:zen (husene), æbblen (æblerne).
Efter »den«, »de«, »denne« o.l. har substantiverne bestemt form, fx deð hu:zeð, deð gamla hu:zeð. Dobbelt bestemthed kendes også i de andre nordiske sprog og må have bredt sig fra Skåne til Bornholm.
Ordene horra (dreng), pi:bel (pige), bælli (barn) nævner bornholmerne ofte selv blandt de mange ord, der er særlige for dialekten. Et mindre antal ord er lånt fra svensk eller skånsk, fx ställa (ordne) og kätta (hunkat).
Dialekten tales endnu af mange i de ældre generationer, mens de fleste unge nok forstår den, men ikke taler den.