Litteratur på Bornholm

I Martin Andersen Nexøs barndomshjem i Nexø oprettedes i 1990 et museum for den kendte bornholmske forfatter. Familien byggede selv huset i 1879.
.

Artikelstart

Som efternavnet røber, blev Bornholm Martin Andersen Nexøs skæbne. Han flyttede som otteårig med sin familie til øen og boede fra sit 12. til 15. år i Ferskesøstræde 36 i Nexø, der nu er indrettet som mindestue og museum. Men det er Rønne Havn og de smalle og labyrintiske gader, de fleste husker fra hans hovedværk, Pelle Erobreren (1906‑10). Forfatteren var fem år i skomagerlære i Bornholms største by. Blandt Andersen Nexøs venner var forfatteren Jakob Hansen, der var født i Hasle. Jakob Hansen vakte opsigt med debutromanen En kritisk Tid (1897).

Med maleren Oluf Høst blev Gudhjem i mellemkrigstiden et kulturelt samlingssted for en række af tidens digtere. Otto Gelsted, som besøgte Gudhjem, skrev i 1934 en tekst til et udvalg af Høsts malerier. Fra 1935 og til, han som frivillig deltog i Den Spanske Borgerkrig, boede Gustaf Munch-Petersen i Gudhjem. Samlingen Nitten digte (1937) skildrer øen, havet og Gudhjem. En anden stor poet med tilknytning til øen er Holger Drachmann, som i 1868 i Erichsens Gård i Laksegade i Rønne mødte den smukke Vilhelmine Erichsen. Hun underholdt den af faderen forviste kunstner med guitarspil og sælsomme bornholmske sange. Parret blev gift og snart skilt, og deres affære dukker op i Drachmanns roman En Overkomplet (1876).

Herman Bang anså i sin ironiskmuntre beskrivelse af en oplæsnings- og koncertturné »Kunstrejse paa Bornholm« i samlingen Ti Aar (1891) klippeøen for Udkantsdanmark. Bornholmeren Hans Henrik Møller har med slægtssagaen Burgundia (2010) beskrevet befolkningens nationale mindreværdskompleks og storhedsvanvid. Men forfatteren Dennis Gade Kofod har med romanerne Nexø Trawl (2007) og Nancy (2015), der blander sagn, krøniker og kras realisme, givet øen oprejsning. Gade Kofod er også initiativtager til stiftelsen af Jakob Hansens Litteraturfestival og en bornholmsk forfatterskole, der har bidraget til, at litteraturen fortsat har en central placering på øen.

Alleryderst i kongedømmet, Ertholmene med hovedøen Christiansø, sad J.J. Dampe fængslet fra 1826 til 1841 pga. sine skrifter mod kongehuset. Mere fredeligt opholdt lægen Tage Voss sig lige så lang tid på øerne. Om livet her kan man bl.a. læse i hans Status på skæret (1954) og Havet om vort hus (1964). Og det tysklæsende publikum har siden 2014 kunnet muntre sig med den tyske forfatter Doris Brockmanns roman Die Erbseninseln: Zehn Passagen zur wohl kleinsten Inselgruppe Europas, som slutter med en opskrift på ærtesuppe.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Bornholms Regionskommune

Læs også om

Se alle artikler om Litteratur