Bornholms Kunstmuseum. Af . Begrænset anvendelse

Billedkunst på Bornholm

Artikelstart

Kunst- og kulturlivet på Bornholm er stærkt præget af øens isolerede beliggenhed i Østersøen, af den helt særlige natur og af befolkningens ønske om at have en fuldtonet palet af kulturtilbud til rådighed.

I midten af 1800-tallet blev Bornholm især søgt af den kreds af kunstnere, der bekendte sig til den dramatiske og voldsomme tysk inspirerede romantik. I begyndelsen af 1900-tallet var Bornholm og især Christiansø omdrejningspunkt for det modernistiske kubistisk inspirerede maleri, men kunstnere har til alle tider opsøgt det eksotiske og klippefyldte landskab, der med de rige forekomster af råstoffer også har dannet grundlag for en blomstrende keramikfremstilling.

Udstillingssteder

Der findes flere udstillingssteder på Bornholm. Ud over en række private gallerier findes Gudhjem Museum, der drives af Gudhjem By- og Mindeforening, samt Oluf Høst Museet drevet af Fonden Oluf Høst Museet. I Hasle findes Grønbechs Gård, et udstillingssted for kunsthåndværkersammenslutningen ACAB (Arts and Crafts Association Bornholm). I Svaneke ligger Svanekegaarden med skiftende udstillinger, og i Rønne Hjorths Fabrik, en del af Bornholms Museum. Bornholms kunstforening, der blev etableret i 1965, driver i samarbejde med foreningen Galleri Rasch et galleri i Rønne. Bornholms betydeligste udstillingssted er Bornholms Kunstmuseum.

Kunstnere

Akvarel af O.J. Rawert af Lilleborg i Almindingen fra 1821. Rawert var fabriksdirektør og industrihistoriker, og i løbet af sit liv foretog han mange rejser i både ind- og udland for at studere den industrielle udvikling. Han var imidlertid også en ivrig maler, som malede ca. 1.500 akvareller i forbindelse med sin omfattende rejseaktivitet.

.

I flere somre opholdt Edvard Weie sig på Christiansø. Her udviklede han sin kolorisme og de dristige penselstrøg, som han senere blev kendt for. I Mindet fra 1912 danner træerne en åbning mod horisonten omgivet af grønne nuancer, der er blandet direkte på lærredet og gengiver lysets spil i løvet.

.

I en serie billeder af vinternætter brugte Oluf Høst det specielle lys i det snedækkede landskabs stærkt reducerede palet til at forenkle alle udtryk i malerierne. Baggrunden i Vinternat, sydvesthimmel fra 1950 er stjernehimlen og landskabet, mens forgrundens to træer er malet hurtigt og næsten kalligrafisk med mange flere farver, end man umiddelbart forestiller sig.

.

Bornholm har pga. af sine eksotiske lokaliteter med ruinen af Hammershus og klippeformationerne været motiv for en lang række kunstnere. Guldalderen passerede imidlertid nærmest ubemærket forbi. Selv om Christen Købkes bror var præst i Ibsker, blev det kun til et par blyantstegninger, og da C.W. Eckersberg var på sejlads med korvetten Najaden, kom der kun en enkelt pennetegning ud af hans tre timers ophold på Christiansø. Vilhelm Kyhns debutbillede på Charlottenborg i 1943, Lyseklippen ved Rø på Bornholm, var et motiv fra Helligdomsklipperne. I midten af 1800-tallet blev Bornholm opsøgt af en række af de danske kunstnere, der følte sig mere i slægt med den voldsomme tyske romantik. Det gælder bl.a. Anton Eduard Kieldrup og Ferdinand Richard, der malede indtagende skildringer af Hammershus’ ruiner.

Den bornholmskfødte maler Lars Hansen fik primært sin karriere udenlands. I 1840’erne rejste han rundt i Sverige og portrætterede den svenske adel og det svenske kongehus. I årene 1863‑68 opholdt han sig i Rom, hvor han blev sekretær og bibliotekar i Den Skandinaviske Forening og kendes her som »Gamle Hansen« i Vilhelm Bergsøes roman Fra Piazza del Popolo (1867). Sammen med den norske forfatter Henrik Ibsen foretog han flere rejser i Italien og malede små veduter fra Sorrento og Capri.

Michael Ancher vendte i slutningen af 1800-tallet jævnligt tilbage til sin fødeø for at male, ofte i selskab med vennerne fra Skagen. Perioden byder derfor på en lang række realistiske friluftsmalerier af bl.a. Holger Drachmann, Carl Locher og L. Tuxen.

Kristian Zahrtmann, som Bornholms Kunstmuseum ejer en omfattende samling af, besøgte ofte forældrene på fødeøen og malede en række lidt tilbageskuende skildringer af Rønne og omegn. Han brugte endvidere sin mor som model for en del af sine mange skildringer af Leonora Christina.

I begyndelsen af 1900-tallet kom nye strømninger til Bornholm. Unge fra Zahrtmanns skole tog de nye modernistiske strømninger fra Frankrig til sig. De fik fra 1911 base på Christiansø, hvor det klare lys og de skarpt skårne bastioner næsten i sig selv var kubistiske billeder. Karl Isaksons og Edvard Weies skildring af Mindet på Christiansø fra hhv. 1911 og 1912 er blevet signaturbilleder på dansk modernisme. Også Olaf Rude, der i 1919 havde slået sig ned på Bornholm, arbejdede i disse år rent kubistisk med sit maleri, mens fx Sigurd Swane i sit debutbillede fra Kunstnernes Efterårsudstilling i 1914 med et motiv fra Bornholm, Klipper. Bornholm, viser mere tilbøjelighed mod fauvismen.

Samtidig med at modernismen rasede, sad Oluf Høst i Gudhjem og skabte sit helt eget hjemstavnsmaleri, oftest med afsæt i gården Bognemark, som han købte i 1935, udelukkende for at sikre sig den som motiv. Høst skildrede Bognemark i hundredvis af versioner, set både udefra og indefra, eller som i de mest populære, fra en lille bænk på gårdspladsen, hvorfra han havde udsigt mod portlængen, der af og til åbnedes, så aftensolen kunne kaste sine stråler ind i gården. De mange Bognemarkbilleder er ofte blevet aflæst som psykologiske skildringer af Oluf Høsts egen sindstilstand.

Oluf Høst var i stærk opposition til Niels Lergaard, der havde slået sig ned i Gudhjem i 1928 efter at have besøgt øen gennem et par år. Både menneskeligt og kunstnerisk var Høst og Lergaard absolutte modsætninger. Lergaard tilhørte kredsen omkring mørkemalerne og malede stærkt forenklede og farvemættede skildringer af Gudhjem og udsigten over havet, der på hans billeder rejser sig som en mur om Bornholm. Politisk markerede han sig bl.a. som leder af den kommunistiske modstandsbevægelse på Bornholm under 2. Verdenskrig.

I 1930’erne kom en ny bølge af unge kunstnere til Bornholm. De var tiltrukket af de to bornholmske keramikere, Hjorthsøstrene Gertrud Vasegaard og Lisbeth Munch-Petersen. Det gjaldt bl.a. forfatteren og billedkunstneren Gustaf Munch-Petersen, der blev gift med Lisbeth, inden han i 1937 meldte sig til de internationale brigader i Den Spanske Borgerkrig og i 1938 faldt i kampen mod det fascistiske styre. Også Ejler Bille søgte til øen og lavede i 1935 sammen med Richard Mortensen og Sonja Ferlov Mancoba en af de første surrealistiske skulpturer i Danmark, Levende grene, på stranden nord for Gudhjem. Bille fortsatte sin udvikling frem mod den abstrakte surrealisme, mens Richard Mortensen malede en række delvis figurative surreelle malerier, bl.a. en hyldest til Lisbeth Munch-Petersen. Sonja Ferlov Mancoba skabte sine første poetiske skulpturer på øen, og Hans Øllgaard udfoldede sig med billeder fra hønsegården og badeliv.

Igen i 1940’erne kom nye kunstnere til Bornholm; denne gang især pga. den tyske kunstsamler Herbert von Garvens, der i 1936 var flygtet fra det nazistiske Tyskland og havde slået sig ned ved Sandkås på Nordbornholm. Han ansatte Anna og Erik Thommesen, og gennem det næste tiår udviklede de hhv. en helt ny tilgang til billedvæveriet og til det skulpturelle udtryk, der skulle blive kendetegnende for deres kunst resten af livet. Hos von Garvens kom en række af de kunstnere, der senere skulle etablere Cobra-bevægelsen: Asger Jorn, Carl-Henning Pedersen, Else Alfelt, Henry Heerup, der i øvrigt var gift med den bornholmskfødte væver Mille Westh, og mange flere.

I 1960’erne vendte Jørgen Haugen Sørensen tilbage til Bornholm. Han havde tilbragt en del af sin barndoms somre hos bedsteforældrene under 2. Verdenskrig, men nu var det kunsten, der trak, og sammen med Søren Georg Jensen, Harald Isenstein og Walasse Ting udforskede han de skulpturelle muligheder i Rabækkeværkets industrielt fremstillede lerrør.

I nyere tid har det især været bornholmske kunstnere som Ole Christensen, Tonning Rasmussen og Inge Lise Westman, der har markeret sig, men også blandt den yngre generation er der flere med særlige bornholmske relationer, fx Christian Finne, Hans E. Madsen og Anne Sofie Meldgaard.

Kunst i det offentlige rum

En af de få bornholmske billedhuggere, der konsekvent arbejdede i den lokale granit, var Ole Christensen. I kunstnerens egen skulpturpark i Olsker ses de forskellige typer granit, han anvendte, og hans dybe kendskab til stenenes struktur og muligheder for bearbejdning. Karakteristisk for Ole Christensen er formernes lethed og enkelhed samt den elegante bearbejdning af granittens overflader.

.

På grund af Bornholms særlige administrative forhold, hvor øen indtil 2003 var Danmarks mindste amt bestående af fem små kommuner, er det begrænset, hvad der er opstillet af offentlige skulpturer i tidligere perioder. Der findes en række mindesten og skulpturer rejst over Bornholms befrielse fra svenskerne, Grundloven og bombardementet af Rønne og Nexø i 1945. Rundtom i de bornholmske byer findes flere skulpturer af Ole Christensen og Arne og Paul Ranslet. I Almindingen står David af Johannes Bjerg, rejst i 1950 til minde om faldne bornholmske modstandsfolk, og på Store Torv i Rønne står Jun-Ichi Inoues skulptur Soluret kaldet Tidesten, rejst i 2001 til erindring om årtusindeskiftet.

Bornholms Regionskommune fører en aktiv politik om offentlig udsmykning gennem det kommunalt støttede Kunst- og Kulturhistorisk Råd. Senest er der opstillet skulpturer af Nils Erik Gjerdevik, Esben Klemann og Randi og Katrine (Randi Jørgensen og Katrine Malinovsky) i tre rundkørsler på Rønnes omfartsvej.

Kunsthåndværk og design

Glasdesigner foran ovnen på Craft – Glass and Ceramics-uddannelsen i Nexø.

.

Kunsthåndværk har haft en central position på Bornholm gennem generationer. Det hvidlige, lerholdige mineral kaolin forekommer i rigt mål i den bornholmske jord, hvilket har stimuleret den keramiske produktion og dannet grundlag for tidlige manufakturer som Michael Andersen, Søholm og Hjorths Fabrik (etableret 1859), der i dag fungerer som producerende museum.

To søstre fra Hjorths Fabrik, Gertrud Vasegaard og Lisbeth Munch-Petersen, etablerede allerede i 1933 et af Danmarks første studioværksteder. Særligt i 1960’erne og -70’erne skete der en voldsom opblomstring, og en lang række af landets betydeligste keramikere slog sig ned på Bornholm. Ud over de til Hjorthfamilien tilknyttede, Ursula Munch-Petersen, Julie Høm og Marie Hjorth, kan nævnes kunstnere som Gerd Hiort Petersen, Hans Munck Andersen og senere Jane Reumert.

I 1977 blev det første glasværksted etableret i Snogebæk, og allerede året efter åbnede det næste i Gudhjem. En række af de glaskunstnere, der var med i opstartsfasen, er stadig aktive i deres værksteder. Det gælder bl.a. Pete Hunner, der sammen med Maibritt Jönsson driver Baltic Sea Glass, Pernille Bastrup i Gudhjem Glasrøgeri og lidt senere Pernille Bülow i Svaneke.

Etableringen af Glas- og Keramikskolen på Bornholm i 1997, der fra 2010 blev fusioneret med Danmarks Designskole (senere Kunstakademiets Designskole), betød igen et nyt tilskud af yngre kunsthåndværkere, der bosatte sig på Bornholm. Senest har etableringen af den kollektivt ejede Den Danske Keramikfabrik ApS i 2015 pustet nyt liv i den kunstindustrielle produktion på Bornholm. I 2017 blev Bornholm den første World Craft Region i Europa, udpeget af World Craft Council, en ngo-organisation tilknyttet UNESCO.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Bornholms Regionskommune

Læs også om

Se alle artikler om Monumenter og mindesmærker

Se alle artikler om Billedkunst