TV 2/Bornholm i gang med dækningen af kommunalvalget d. 21. november 2017. På valgaftenen var næsten alle tændte tv’er på øen stillet ind på stationen, der har den mindste målgruppe blandt de otte TV 2-Regioner, men klart den største seerandel. Op til valget i 2017 var TV 2/Bornholm med i en stor kampagne for at få flere unge til at stemme.

.

Spøgefuldt siges det, at Bornholm er den ø i Danmark, der er næstbedst dækket af medier; kun på Slotsholmen med Folketinget, ministerierne og Højesteret arbejder der flere journalister.

De ca. 40.000 bornholmere og øens gæster har både et dagblad, en DRregionalstation, en TV 2-regionalkanal, en ugeavis og flere webmedier til rådighed.

Dagbladet Bornholms Tidende er udkommet siden 1866 og læses hver dag af ca. 17.000 (2017/18). DR P4 Bornholm blev etableret i 1960 og havde i 2018 over 20 faste medarbejdere. TV 2/Bornholm kom til i 1990 som »regional station for Bornholm og Ertholmene«. Med 84 medarbejdere og et fast licensfinansieret budget på 64 mio. kr. (2018) – det samme som de øvrige syv langt større TV 2-Regioner – er det en af øens større arbejdspladser. I perioden 2019‑23 vil beløbet blive fastholdt, men licensfinansieringen vil gradvis blive afløst af et tilsvarende tilskud via Finansloven.

TV 2/Bornholm sender nyheder i daglige vinduer på TV 2 Danmarks hovedkanal. Når hovedudsendelsen kl. 19.30 sendes, er syv af ti tændte fjernsyn på øen stillet ind på TV 2. I 2012 fik stationen sin egen 24-timers kanal, også kaldet TV 2/Bornholm. Stationen har en særlig forpligtigelse til at samarbejde med kulturen og idrætten på Bornholm. Det har bl.a. udmøntet sig i Danmarks første og Nordeuropas største direkte transmitterede lystfiskerkonkurrence, Trolling Master Bornholm, der har været sendt siden 2005. Siden 2010 uddeler TV 2/Bornholm også en kulturpris.

Øens ugeavis er Rytterknægten, som blev etableret i 1926 og siden 1991 har været ejet af Bornholms Tidende. Oplaget er 21.595 (2017/18). Netavisen Bornholm.nu fra 2001 er familieejet og reklamefinansieret.

Den socialdemokratiske presse, Apressen, eksisterede på Bornholm 1902‑94, oprindelig med navnet Bornholms Social-Demokrat, fra 1951 som Bornholmeren. I perioden 1913‑40 var avisen lige så stor som Bornholms Tidende. Oplaget gik dog stærkt tilbage efter 2. Verdenskrig; i 1993 var det blot 5.500. Sidste udgave kom d. 25. oktober 1994 – og dermed var det slut med A-pressens provinsdagblade. Navnet Bornholmeren lever i dag som privatejet webside med lokale nyheder fra andre medier.

I 2008 udfordrede Lokalavisen Bornholm i Allinge-Tejn Bornholms Tidendes dominans på trykte medier. Efter store økonomiske tab for begge parter lukkede den i 2011.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Bornholms Regionskommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier