Erichsens Gård, Rønne

Forhuset er opført i 1806-07 i otte fag for et tobakskonsortium på en såkaldt øde plads, hvor Rønne s tidligere Nørrevold og fæstningsgraven havde ligget. Tobaksvirksomheden kunne imidlertid ikke løbe rundt, og ejendommen fik en række skiftende ejere, bl.a. Johan Curdts, som i 1815 opførte havehuset. I 1822 købte landmåler og arkitekt Henning Hansen huset. Han anlagde haven, der på dette tidspunkt var væsentlig større og ombyggede bindingsværkshuset til et nyklassicistisk bindingsværkshus med en stor gavlkvist og en tofløjet indgangsdør. Henning Pedersen tegnede flere huse i Rønne og oprettede desuden en tegnestue for håndværkere, som i de første år havde til huse på Erichsens Gård. I 1838 købte kancelliråd Thomas Erichsen gården og udvidede forhuset med to fag mod vest, men frasolgte store dele af haven, så den fik sin nuværende størrelse. I en årrække fungerede bygningerne som sommerbolig for Erichsens efterkommere, men blev i 1951 købt af Bornholms Museum og blev indrettet til et mindre by- og havehistorisk museum, som blev møbleret og indrettet som på Erichsens tid. Fra 1953 frem til omtrent 1990 blev museet passet af ulønnede kustoder, der boede i en lille bolig i forhusets vestligste fag. Erichsens Gård er ud over at være særdeles velbevaret og dermed af stor kulturhistorisk betydning, har også indskrevet sig i den danske kunsthistorie, idet bygningen i en periode var tilholdssted for maleren Kristian Zahrtmann og hans ven digteren og maleren Holger Drachmann . Zahrtmann var bornholmer og Drachmann var blevet forvist til øen af sin far, men begge havde fået et godt øje til gårdens datter Vilhelmine Erichsen, som giftede sig med Drachmann i 1871.

Erichsens Gård ligger i det centrale Rønne på den brolagte Laksegade mellem lignende bygninger. På grunden findes to bygninger: forhuset, der ligger i skel til Laksegade og et bagvedliggende havehus. Mod gaden er grunden lukket med en hegnsmur i bindingsværk, på bornholmsk kaldet et væggered, på hver side af forhuset. Ved vestre gavl er en port til gården. Mellem forhuset og havehuset er en brolagt gårdsplads, hvor der mod den vestre nabo er en retirade. Fra forhusets østgavl og ned bagom havehuset er en stor, anlagt have. Både for- og havehus, gårdsplads, retirade, hegnsmure og haven er fredet. Forhuset er ti fag langt og opført i bindingsværk over et stokværk. Mod gaden er en to fag bred gavlkvist. Mod gaden hviler bygningen på en meget lav, sorttjæret sokkel og mod gården er soklen af natursten uden overfladebehandling. Bygningen afsluttes af et rødt, halvvalmet tegltag med to skorstenspiber i rygningen, der begge har sokkel og udkragning. Gavlkvisten har helvalm, der afsluttes med sugfjæl og øretæver, som er den lokale betegnelse for sugfjælens afslutning. Bindingsværket er tjæret sort og tavlene er kalket rosa. Hoveddøren er en ældre, tofløjet og grønmalet fyldingsdør med et stort trappetrin foran samt et tredelt overvindue, hvorover der sidder en træplade med påskriften Erichsens Gaard. Vinduerne mod gaden er ældre, firrammede vinduer med sprosser, hvoraf enkelte er oprindelige. De tre vinduer øst for hoveddøren har firdelte rammer, de øvrige seks vinduer vest for hoveddøren har todelte overrammer og firdelte underrammer, som er overfalsede. Kvistens to vinduer er torammede med seksdelte rammer. Alle vinduerne mod gaden er hvidmalede. Gavlene er som facaden. I den nordre gavl er en lille kvist samt en havedør og et vindue. Foran den hvidmalede havedør er en stor trædesten af sandsten. I den søndre gavl et vindue samt en lille lem i overgavlen. Gårdsiden fremstår med sorttjæret bindingsværk med tavl i blank mur. Omtrent midt på bagsiden et lille bislag, en hodda, med udgang til gården via en todelt, sorttjæret revledør. Desuden en sortmalet luge. Vinduerne ældre og en blanding af et-, to- og firrammede med bly- eller træsprosser, men alle rødmalede. I det indre er en traditionel grundplan med en forstue, hvorfra der er adgang til husets finere sal mod øst samt tre stuer mod vest, der alle ligger mod gaden. Mod gårdsiden er køkkenet med tilhørende forstue, spisekammer og kammer samt to mindre værelser. Under salen er en lille stensat kælder. Nedgangen til kælderen er på bygningens gårdside gennem en skråtstillet luge i terræn. Ved spisekammeret er en ligeløbstrappe til den uudnyttede loftetage med undtagelse af gavlkvisten, der er udnyttet til to små rum samt den østre gavl, hvor der ligeledes er et nyere indsat rum. Det indre bærer præg af bygningens funktion som museum og består af delvist iscenesat interiør, der formidler et borgerhjems indretning fra sidste halvdel af 1800-tallet. Huset står meget intakt med mange bevarede oprindelige bygningsdele og detaljer og originalt snedkerarbejde samt bræddegulve, teglgulv, fyldingsdøre med ældre indfatninger og messingdørgreb, olie- og limfarvede vægge i stuer og værelser, mens i køkkenet er et gulkalket rum med skuret træværk, ovnniche og ovnkrog med pilastre, hvoraf ovnnichens er med udskårne rosetter og bladornamenter, der indrammer en tromleovn, desuden en kakkel- samt jernovn, brystningspaneler, loftsbjælker og brædder samt køkken og spisekammer med ældre inventar. Havehuset er ni fag langt i bindingsværk med sorttjæret tømmer og murede tavl i blank mur. Det opskalkede tegltag er med halvvalm og i rygningen ses en skorstenspibe med sokkel og udkragning. På havehusets sydside er to sorttjærede revlehalvdøre og i østgavlen desuden en tofløjet havedør med ruder og en udvendig vinterdør af brædder, der begge er rødmalede. I østgavlens overgavl desuden en lille lem. Vinduerne er blysprossede og rødmalede. I østgavlen er et enkelt vindue med træsprosser. I det indre var de fire østre fag indrettet til kamre, rullestue samt vaskehus, men er nu tilknyttet museets udstilling, dog med intakt interiør. De øvrige fag er uden loft og åbent til det understrøgne tags underside, hvor der tidligere var stald og brændehus. Disse er også inddraget til museets udstilling om end yderfaget fortsat er indrettet til hønsehus. Havehuset står som forhuset meget intakt med mange bevarede oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer. I opholdsdelen mod øst bræddegulv, hvilende direkte på syldsten, pudsede og limfarvede vægge, bemalede fyldingsdøre med greb og bukkehornshængsler, listeinddelte bræddelofter og blyindfattede vinduer. I vaskehuset pigstensgulv, hvidkalkede vægge, et åbent ildsted samt gruekedel. I stalddelen mod vest er pigstensgulv og overkalket bindingsværk. Retiraden består af sorttjærede brædder med et understrøget tegltag med ensidig taghældning. I retiraden er stadig sædebræt og latrinspand samt en lille luge til at tømme latrinspanden igennem. Gårdpladsen er brolagt med pigsten og adskilt fra haven af et lavt stakit, der er delvist overgroet. I belægningen er svage spor af den affaldsrende, der oprindeligt løb tværs over pladsen samt af en tidligere brønd, nær gårdsidens hodda. Haven består af en prydhave primært med roser og stauder og i den nordre del en køkkenhave med grøntsager og krydderurter bag havehuset, der forbindes af snoede stiforløb af grus. Bedene er uregelmæssigt formede og kantet med marksten eller lavendelbuske. I haven findes et stort antal blomster- og plantetyper samt flere store, solitære træer, blandt andet tempeltræer, tretorn og skyrækker samt frugttræer, herunder daddelblommer. Gården og haven omkranses dels af mure dels af stakitter. Havemurene eller væggaredene, der lukker ejendommen mod Laksegade på begge sider af forhuset, er som dette i bindingsværk med sorttjæret tømmer og rosakalkede tavl. Det vestre væggared er i fem fag uden løsholter og har mod øst en bred, tofløjet sorttjæret port til gården og haven. Det østre væggared er i seks fag med sorttjæret bindingsværk med løsholter og rosakalkede tavl og en sort dør mod øst.

Den miljømæssige værdi knytter sig til forhusets beliggenhed i den brolagte Laksegade, hvor bygningen indgår som en integreret del af Laksegades ældre bebyggelse og dermed bidrager ejendommen væsentligt til det traditionelle og stemningsfulde købstadsmiljø i Rønnes ældre bykerne. Tillige pigstensbelægningen med rendesten, der er med til at understøtte det traditionelle miljø. Hertil kommer det samlede anlæg med forhus, havehus, den mellemliggende gårdsplads med retirade og bagvedliggende have, der afgrænses af de to bindingsværksmurer, idet disse tilsammen bidrager til opretholdelsen af et intakt og helstøbt kulturmiljø fra midten af 1800-tallet.

Den kulturhistoriske værdi for forhuset knytter sig til dets konstruktion i traditionelt bornholmsk bindingsværk med tavl i den for Bornholm traditionelle rosa farve. Bygningen er opført i en periode, hvor der var en vis træmangel på Bornholm, derfor er bindingsværket sparsomt uden skråstivere, men med gennemstukne bjælkeender, som blev brugt på Bornholm langt op i 1800-årene. På grund af brandfare er bygningen født med telgtag og brændte mursten som tavl, der blev lovpligtigt i begyndelsen af 1800-tallet. De halvvalmede gavle og gavlkvisten understreger bygningens købstadspræg, dog er gavlkvisten ikke karakteristisk for bornholmske købstadshuse, men viser, hvordan den daværende ejer Henning Pedersen var inspireret af andre egne og tilføjede det til sit hus og derved viser bygningens udvikling og skiftende ejere. Desuden forhusets døre og vinduer, der viser en udvikling fra 1700-tallet op igennem 1800-tallet. Den ældste dør sidder i hoddaen og er formentlig en genbrugt dør fra 1700-tallet. Hoddaen er fra 1840'erne og døren er blevet flyttet, hvilket var helt sædvane. Den tofløjede hoveddør er med de to slaglister, overvindue og flere fyldinger i hver fløj er karakteristisk for dørene fra anden halvdel af 1800-tallet. Vinduerne spænder tilsvarende fra 1700-tallet med deres tilnærmelsesvise barokke snit med firrammede vinduer med større ruder i den nederste ramme, som er typisk for bornholmske vinduer i 1700-tallet. Disse vinduer er formentlig samtidig med forhusets blysprossede vinduer. Endelig er vinduerne vest for hoveddøren fra 1800-tallet med kun to ruder i de øverste rammer, men overfalsede, hvilket er et usædvanligt syn på Bornholm. Vinduerne og døre vidner således om bygningens historie og udvikling. Hertil kommer lugen i gavlen, der formidler tagetagens funktion til opbevaring. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den bevarede planløsning med forstue, sal med underliggende kælder samt tre stuer en suite mod gaden og køkken, spisekammer samt mindre værelser og kamre mod gårdsiden. Hertil kommer de bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder fyldingsdørene, hvoraf de oprindelige har riflede fyldinger. Stuen umiddelbart øst for forstuen er den mest velbevarede med paneler, døre og indfatninger samt den rundbuede ovnniche, der tydeligt formidler byggeskikken for datidens borgerhuse i Rønne . Men også de andre rums paneler, bemalinger, ildsteder samt døre med messingdørgreb har kulturhistorisk værdi, idet de alle vidner om bygningens alder og udvikling. Den kulturhistoriske værdi for havehuset knytter sig i det ydre til dets konstruktion i bindingsværk med murede tavl og halvvalmede gavle, der understreger havehusets købstadspræg og sammenhæng med forhuset. Tillige de blysprossede vinduer og ældre døre, der vidner om opførelsen i 1800-tallet. Vinduernes placering viser tydeligt at den vestre del blev brugt til ophold, da vinduerne her er større og sidder tættere. I stald- og funktionsrum er vinduesåbningerne derimod mindre og færre. Den kulturhistoriske værdi for havehuset knytter sig i det indre til opdelingen mellem ophold, funktionsrum samt stald. Interiørerne skifter fra opholdsrum med fyldingsdøre, bræddegulve og oliefarvede vægge og paneler til stald og funktionsrummene med pigsten og kalket bindingsværk, kig til undertag samt det åbne ildsted og gruekedel, der tydeligt markerer, at her var arbejdsrum. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for gårdspladsen og haven til den ujævne pigstensbelægning, hvor der er en svag markering af den tidligere affaldsrende samt brønden. Hertil kommer retiraden, som var en nødvendig del af gårdens indretning. Og endelig havens indretning med mange forskellige eksotiske planter og træer i prydhaven, som vidner om de tidligere ejeres kærlighed havebrug og til køkken- og nyttehaven, der gav et vigtigt bidrag til husholdningen. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til hierarkiet bygningerne imellem, hvor forhuset med gavlkvist, kalkede tavl, taktfaste vinduessætning samt den tofløjede fyldingsdør står i kontrast til havehuset, der fremstår mere lukket og prunkløst og vidner hermed om forhusets repræsentative karakter.

Den arkitektoniske værdi for forhuset knytter sig i det ydre til længehuset, der med sit taktfaste bindingsværk og let udkragede og helvalmede gavlkvist har et karakterfuldt udseende. Udsmykningen begrænser sig til vinduernes taktfaste placering, gavlkvist med øretæver, skorstenspiber og hoveddøren. Hertil kommer farvesætningen med rosakalket murværk, hvide vinduer og grønne hoveddør, der holdes i ro af det næsten ubrudte, røde tegltag, der skaber en harmonisk og helstøbt bygning. Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til det gennemførte interiør med de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende kontrastfulde bemalinger med stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler og døre. Denne afbalancerede stil i det ydre såvel som i det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi. Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til havehusets enkle bindingsværk, der giver bygningen et taktfast og levende udtryk. De blysprossede ruder fremtræder spinkle og filigranagtige og er en fin forlængelse af bygningens regelmæssige bindingsværk. Hertil kommer det ubrudte tag, der visuelt samler bygningen. Den arkitektoniske værdi for haven knytter sig til dens indretning, hvor der inden for et lille areal findes en stor variation af grønne rum med anlagte bede, der adskilles af marksten og lavendelbuske. Bedene varierer i form og størrelse og de snoede stier bidrager til den labyrintiske følelse uden dog at haven fremstår rodet, idet de solitære træer og afgrænsede bede med nøje udvalgt indhold giver haven et ordnet og velovervejet udtryk.

Læs videre om

• Hammersholm, Allinge-Sandvig
• Laksegade 5, Rønne
• Østerlars Station

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen