Fra juni til august kan man opleve den lille blåhatjordbi på pollenjagt i bakkerne. Som navnet antyder, søger blåhatjordbi udelukkende pollen på planten blåhat. Og der skal meget til. I løbet af opvæksten indtager hver af de 12‑18 larver, som en hun kan opfostre på en sæson, hele 300.000 pollenkorn. Blåhatjordbien kan dog »kun« bære op til ca. 30.000 pollenkorn i pollenkurvene på bagbenene, så der skal mindst ti ture med fuldt læs til for at tilfredsstille et forslugent afkom.
.
I sommerhalvåret kan man få indrammet vandreturen i Svanninge Bjerge og Bakker af en af de store guldrammer, som Faaborg Museum opstiller i området. Rammerne markerer den præcise synsvinkel, som landskabsmalerne havde, da de huserede i bakkerne. Her er det et af Jens Birkholms motiver ved Lerhøj i Svanninge Bjerge, som er blevet indrammet. Det oprindelige maleri kan ses på Faaborg Museum.
.
En flok Welsh Black-kreaturer græsser i Svanninge Bjerge og bidrager dermed til at holde overdrevene lysåbne og forhindre ny træopvækst. I dag er en del af skoven forsvundet fra Svanninge Bakker og Bjerge, og overdrev klæder atter det kuperede landskab, som ifølge sagnet blev skabt af den jord, der blev i overskud, da trolden Finn på Odins ønske udgravede Arreskov Sø.
.

Fra Håstrup i nordvest til Katterød i sydøst rejser sig et bakkelandskab, som danner en skarp kontrast til den flade midtfynske højslette mod nordøst. Det storslåede landskab har noget optimistisk fået navnet De Fynske Alper. Mens Syd- og Centraleuropas Alper blev til, da mikrokontinentet Adria stødte ind i Europa, udgøres den fynske pendant af et blødere landskab af lave bakkekæder, der blev presset op foran Nordøstisen på dens vej hen over Fyn.

De bedst kendte dele af bakkelandskabet består af Svanninge Bakker og Bjerge, der omkring år 1900 blev udødeliggjort af fynske landskabsmalere som Jens Birkholm, Fritz Syberg og Peter Hansen. Dengang var meget af bakkerne stadig dækket af ekstensivt dyrkede marker og græsningsarealer med hede og surt overdrev. Siden er store dele af arealerne blevet tilplantet med skov, og det er først nu, at mange af de engang så vidtstrakte overdrev atter begynder at se dagens lys. Skov eller ej, så er det store bakkelandskab stadig et af de mest populære naturområder på Fyn med op mod 300.000 årlige besøgende.

Dannelsen af landskabet

For ca. 20.000 år siden nærmede den sidste istid sig sin afslutning, og Nordøstisen var begyndt at smelte tilbage fra Hovedstilstandslinjen i Jylland. Isen var dog langtfra færdig med det fynske landskab, og i et genfremstød pressede Nordøstisen et randmorænelandskab af bueformede, parallelle bakker op på det sydlige Fyn. Bakkerne blev skubbet op foran isen, og deres forløb afspejler derfor formen af isens rand. Materialet til bakkerne hentede isen i området omkring Vester Hæsinge, Arreskov Sø, Nørresø og Brændegård Sø, hvor fordybninger viser, hvor istungerne har ligget.

Isen vendte tilbage i form af Bælthavisen, som trængte frem mod Lillebælt fra sydøst og pressede bakkedraget fra en sydlig retning. Hermed blev den sydlige del af Svanninge Bakker formet som en bred bakkeryg. Da Bælthavisen smeltede bort, stod De Fynske Alper tilbage som vidnesbyrd om de store gletsjeres bevægelser hen over landskabet. Selv om vind og vejr har eroderet en smule i bakkerne, knejser de stadig højt over det sydfynske landskab.

Det åbne land

Allerede længe før landskabsmalernes pensler ramte lærredet, var det åbne bakkelandskab under forandring. Efterudskiftningen omkring år 1800 begyndte man at tilplante og opdyrke området, og de lysåbne heder og overdrev måtte efterhånden vige pladsen til fordel for plantager og marker. Ændringen var betydelig, og i 1921 bemærkede Achton Friis om tilplantningen: »Svanninge Bakker – ødelagt saa det aldrig kan reddes – det er grundigt, hvad man laver her i De Fynske Alper.«

Enkelte mindre overdrev undgik dog den omfattende tilplantning og opdyrkning. Det gjaldt bl.a. Hestebakken samt 34 tønder land i Svanninge Bakker, som stifteren af Faaborg Museum, Mads Rasmussen, opkøbte i 1911. Efterhånden groede hans overdrev dog til, og trods en mindre fredning af Svanninge Bakker begyndte man først at foretage større rydninger i området i 1970’erne. I 1980 blev der iværksat en afgræsning af området med får, samtidig med at det daværende Fyns Amt og Naturstyrelsen Fyn opkøbte dele af arealet.

Da decemberstormen i 1999 væltede store dele af skovene, undlod Naturstyrelsen at genplante arealerne i Svanninge Bakker og udlagde i stedet den tidligere skov og tilstødende landbrugsarealer til græssede overdrev. Umiddelbart derefter blev Svanninge Bjerge opkøbt af Bikubenfonden, som også valgte at omdanne de væltede bevoksninger til overdrev.

Bakkernes plante- og dyreliv

Før tilplantningen hørte Svanninge Bakker og Bjerge til blandt Danmarks vigtigste insektlokaliteter. Selv om mange insekter siden er forsvundet fra området, kan man visse steder stadig opleve sjældenheder som okkergul pletvinge, blåhatjordbi og lille overdrevsfaldbille. Om foråret rejser nogle få nikkende kobjælder sig op over det nedbidte græs, mens der på Hestebakkens sure overdrev findes ca. 120 forskellige plantearter, heriblandt en stor bestand af tjærenelliker.

Alle danske arter af krybdyr holder til i det kuperede landskab, mens den sjældne hasselmus lever skjult i skovene og krattene. Dertil kommer et artsrigt fugleliv, som alene i Svanninge Bakker tæller næsten 130 forskellige arter. De omfatter bl.a. grønspætten, hvis kraftige revirkald, »kly-kly-kly-kly-kly«, kan høres over bakkerne i morgenstunden.

Beskyttelse

Flere dele af De Fynske Alper er beskyttet af bl.a. fredninger og EU’s habitat- og fuglebeskyttelsesdirektiver. I 1953 blev knap 16 ha af Svanninge Bakker fredet for at føre dem tilbage til den tilstand, de havde før tilplantningen. Få år senere, i 1957, blev en række stendiger i og omkring bakkerne også fredet. Derudover er 193 ha af Svanninge Bakker udpeget som habitatområde.

Videre læsning

Se alle artikler om Landskaber