Den tidl. Isbådsstation, Nyborg

I Danmark har isbåde i århundreder været et transportmiddel over Storebælt, når der var isvinter. Efter at en privat båd med 3 personer og 25.000 rigsdaler var forlist, blev isbådetrafikken i 1794 overtaget af Postvæsenet. Turen over Bæltet kunne tage fra 6 timer til flere døgn, men der var mulighed for at overnatte og få forplejning på Sprogø.

En isbåd er betegnelsen for en solid, åben båd, der er konstrueret til at blive skubbet og trukket over is, men som også kan sættes i vandet og sejle som en båd, hvis man skulle passere en åben rende. Isbåden har en høj køl på midten, og under kølen er der to stålskinner, der fungerer som meder. For at båden ikke skal vælte, går nogen ved siden af den og støtter den samtidig med at de skubber, mens andre går foran og trækker båden i et tov. Da turen med isbåd var farlig, tog man som regel flere både afsted på række, så man kunne hjælpe hinanden, hvis en båd forliste.

Isbådsstationen med en bolig for opsynsmanden i den nordøstvendte længe og isbådehus i den sydvestvendte længe blev opført i 1838. I det øst herfor beliggende hus var der telegraf og isbådehus med sovestuer for mandskabet. I 1858 var der 11 både og 1 jolle på hver side af Bæltet og 1 båd og 1 jolle på Sprogø. Til hver båd var der en besætning på fire mand og en bådfører. Mandlige passagerer måtte gå ved siden af båden, og de kunne således holde varmen ved at hjælpe med at skubbe og trække båden, mens kvinder og børn fik lov til at sidde i båden. I 1883, i forbindelse med indsættelsen af den første jernbanefærge mellem Korsør og Nyborg, overtog De Danske Statsbaner etablissementerne på Knudshoved, Sprogø og Halsskov Rev fra postvæsenet. I den forbindelse anlagde man Knudshovedbanen fra Nyborg Station til isbådsstationen ved Knudshoved samt Halsskovbanen fra Korsør Station til isbådsstationen ved Halsskov Odde, og der blev begge steder bygget stationsbygninger. Tanken med Knudshoved-banen var, at den skulle kunne benyttes i isvintre, hvor færgefart ikke var mulig mellem de to overfartsbyer, Korsør og Nyborg, og hvor trafikken som tidligere måtte foregå via Knudshoved enten ved sejlads med isbryder eller ved brug af isbåde. Jernbanebefordring af de rejsende så nær overfartsstedet som muligt var en nødvendighed for at opnå en rimelig afvikling af trafikken.

Statsbanerne havde i 1883-94 anskaffet fem skrueisbrydere. Den ene var en isbryderfærge, der foruden passagerer også kunne medtage jernbanevogne. Isbryderne var ikke stærke nok til at klare store ismængder, så isbådstransporterne måtte fortsætte.

Efter Statsbanerne havde overtaget driften, var det dog kun i årene 1888 og 1893, at det var nødvendigt at føre isbådene hele vejen over Storebælt. De øvrige isvintre var isbådene i brug fra land til iskant, hvor isbryderne ventede.

I de næste 30 år blev vintrene mildere, og mellem 1893 og 1922 var isbådene ikke i brug, men 1922-23 blev igen en streng isvinter på Storebælt. I mellemtiden havde Statsbanerne fået to mere moderne isbrydere og en isbryderfærge, og der var ved Knudshoved anlagt en mole med et molehoved, hvor isbryderne kunne lægge til og udveksle passagerer med togene. Isbryderne klarede opgaven næsten alene, så isbådene var kun i brug en enkelt dag, hvor isbryderne ikke kunne gå ind til molen. Behovet for isbådene svandt ind, fordi isbryderne blev stærkere og det også blev muligt at flyve over Bæltet. I 1930'erne blev isbådsstationerne mest opretholdt af hensyn til proviantering af skibe, der sad fast i isen, og i 1937 blev isbådsoverfarten officielt nedlagt. Men da færger og isbrydere måtte give op i isvinteren i 1940, ville Statsbanerne ikke erklære isbådstransport, så i stedet organiserede en gruppe Korsørfiskere en privat isbådstransport, og flere vognmænd satte biler i fast rutefart over isen. Også vinteren 1941 blev hård. Endelig i 1942 fik Statsbanerne en ny isbryder Holger Danske til Storebæltsoverfarten, og med den kunne overfarten holdes i gang i de næste isvintre 1947, 1954 og 1956.

I 1924, da feriehjemmet for DSB's personale måtte opgives, besluttede man helt at nedlægge isbådestationen på Knudshoved og omdanne den til feriehjem i stedet. Feriehjemmet ophørte i 1981. Samtidig med at Knudshoved fungerede som feriehjem begyndte jernbaneorganisationerne så småt at tage stedet i brug til kursusvirksomhed. Der var dog visse naturlige grænser for denne virksomhed. Fra midten af maj til midten af august var stedet reserveret til feriegæsterne, og der var ingen varme, undtagen i opholdsstuen i den gamle stationsbygning, hvor der var en kakkelovn. Tillidsmandskurserne tog til i 1950'erne, og det var en del af baggrunden for at der i 1960-61 blev indlagt centralvarme og lavet badeværelser. Ligeledes anvendte Jernbaneskolen i 1970´erne bygningerne fra oktober til april.

I dag rummer bygningerne på Knudshoved DSB Kursusstation Knudshoved, som også disponerer over Isbådsstationen, der er indrettet med hotelværelser og kursuslokaler.

Den tidligere Isbådsstation, herefter benævnt Isbådsstationen, ligger på det yderste af halvøen Knudshoved lige syd for Storebæltsbroen og det tidligere færgeleje. Knudshoved omfatter en samling meget forskelligartede bygninger, herunder en tidligere stationsbygning, en tidligere remisebygning, et tidligere oplagshus og et nyere bygningskompleks.

Isbådsstationen er et firefløjet bygningsanlæg, der ligger omkring en lukket, teglstensbelagt gård med en hovedfløj mod nordøst og et bådehus mod sydvest, der forbindes af to smallere sidefløje. Alle fløje er en etage høje, hvoraf hovedfløjen er den højeste.

Isbådsstationen er opført med sorttjæret sokkel, hvidkalket grundmur og røde, teglhængte heltage. Hovedfløjen har et bredt, stolpestøttet tagudhæng foran facaden, i hver gavl er en gavlkvist og i rygningen ses fire lave og kraftige, hvidkalkede skorstenspiber. I tagfladen mod Storebælt er der tre kviste med teglhængte heltage, og i tagfladen mod gården er der tre nyere ovenlysvinduer. Den østre sidefløj har mod øst et stolpestøttet tagudhæng og under dette er en grundmur, mens gårdsiden er beklædt med sortmalede brædder. I gårdsidens tagflade ses et sortmalet aftræk. Bådehuset har halvvalmet tag og i tagfladen mod gården ses flere sortmalede aftræk. Den vestre sidefløj er opført med spinkelt, rødtopstolpet bindingsværk og i rygningen ses to høje, hvidkalkede skorstenspiber. Hovedfløjen har torammede og tredelte vinduer udført med koblede rammer, der er forsynet med foldbare skodder og tofløjede fyldingsdøre med ruder i de øverste felter. I østre sidelænges facade er to ældre fyldingsdøre, hvoraf den ene har en profileret indfatning samt en tofløjet port med fyldinger nederst og små ruder øverst og i gårdsiden er ældre, rødmalede, etrammede vinduer. Bådehuset har i hver gavl en kurvehanksbuet portåbning, hvori der er en tofløjet revleport, der i den vestvendte gavl er udført som skydeporte, og bag denne er et opdelt vinduesparti. Herover er i hver gavl en revleluge. Vinduerne i bådehuset er ældre, rundbuede støbejernsvinduer i facaden og i gårdsiden er der fire tofløjede fyldingsdøre med ruder i den øverste del. Dørene er forsynet med foldbare skodder. I vestre sidelænge er vinduerne torammede med tre- eller seksdelte ruder, i facaden er en bræddedør og i gårdsiden en enfløjet fyldingsdør med små ruder i den øverste del. Hvor intet andet er nævnt er døre, vinduer, skodder, luger eller porte nyere, og nogle af dem er traditionelt udført. Vinduer og døre er malet hvide, mens porte, luger, udhæng, stolper og skodder er malet røde.

Isbådsstationen har i store træk bevaret en traditionel grundplan. Hovedfløjen indeholder i stueetagen værelser mod facaden, indgange i gavlene og mod gården bagtrappe, køkken og badeværelse samt en ventesal med trappe op til tagetagen, der også indeholder værelser med bad. Østre sidefløj rummer smalle depotrum, hvortil der er adgang udefra. Bådehuset består overvejende af ét stort rum, idet der mod gården er et par mindre rum, herunder bad, toilet og depot. Vestre sidefløj indeholder depotrum og toiletter. Isbådsstationens indre har en overvejende traditionel materialeholdning med klinke- og bræddegulve, enkelte støbte gulve er beklædt med linoleum eller væg-til-væg tæpper, væggene er pudsede eller berappede, i loftet er der synlige bjælker med loftbrædder eller pudsede vægge. Der er nyere plane døre i enkle gerichter, nyere rammedøre med glaspartier og en nyere foldedør i bådehuset og i hovedfløjen samt ældre fyldingsdøre. I ventesalen er bevaret en ældre bænk samt en ældre trappe med bræddeværn med simpel dekoration. Flere af vinduerne er indvendigt forsynet med nyere forsatsvinduer.

Den miljømæssige værdi ved Isbådsstationen knytter sig til bygningens yderlige placering på halvøen, der adskiller Nyborg Fjord fra Storebælt, hvor den indgår i et enestående og strategisk placeret kulturmiljø, der i øvrigt består af den tidligere stationsbygning, remisebygning og oplagsbygning.

På grund af det firefløjede bygningsanlægs drøjde og markante røde tagflader samt det omgivende, flade landskab er Isbådsstationen iøjnefaldende på lang afstand og således et af halvøen Knudshoveds pejlemærker fra havet.

Den kulturhistoriske værdi ved Isbådsstationen knytter sig til bygningen som et fysisk vidnesbyrd om Knudshoveds strategisk vigtige placering for befordringen over Storebælt, der historisk set altid har været et trafikalt knudepunkt. Isbådsstationen, stationsbygningen, remisebygningen og oplagsbygningen vidner således om et unikt kulturmiljø, som er opstået på baggrund af befordringen over Storebælt.

Isbådsstationen udgør en vigtig del af fortællingen om passagen af farvandet, hvor isbåde i de koldeste vintre var den eneste måde at krydse Storebælt på. Isbådstationen er således uløseligt bundet sammen med den tilsvarende isbådsstation på Halsskov Rev, der også er fredet.

I Isbådsstationens ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til det firefløjede bygningsanlægs indbyrdes hierarki, hvor hovedfløjen med sine fyldingsdøre, taktfast placerede torammede vinduer og fire lave og kraftige skorstenspiber i rygningen, vidner om, at bygningen blev anvendt til beværtning og overnatning af de rejsende samt som bolig for opsynsmanden, mens bådehuset med sin mere lukkede facade med små støbejernsvinduer og portåbninger i gavlene angiver bygningens oprindelige funktion til opbevaring af isbådene. Hertil kommer sidefløjene, som ved deres smalle bredde og lave højde vidner om, at de var sekundære bygninger, som rummede depotrum.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens i store træk, traditionelle grundplan, hvor hovedfløjen har bevaret en langsgående hovedskillevæg og mindre gennemgangsrum på hver side af denne. Stuerne og værelserne er på traditionel vis placeret mod Storebælt, mens de sekundære rum er placeret mod gården, herunder ventesalen med trappen op til tagrummet, indrettet med værelser. Hertil kommer de mindre rumenheder i sidelængerne samt bådehusets store rum, der trods en tværskillevæg og mindre rumenheder stadig kan fornemmes på grund af den store rumhøjde og de synlige loftbjælker og loftbrædder. I hovedfløjen vidner bænken og trappen med værn af udskårne brædder i det dobbelthøje rum om, at rummet blev anvendt som ventesal for de rejsende. De bevarede fyldingsdøre er desuden med til at understrege bygningens alder, ligesom den traditionelle materialeholdning.

Den arkitektoniske værdi ved Isbådsstationen knytter sig til det samlede bygningskompleks, hvor de parvist placerede små og store bygningsvolumener bindes sammen på grund af den ens materialeholdning. Fløjenes små indbyrdes forskydninger og forskellige højder og bredder bibringer dynamik til bygningsanlægget, der står i kontrast til det lille lukkede og rolige gårdrum som længerne også danner.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til isbådsstationens gedigne, grundmurede og hvidkalkede bygningsvolumener med de stort set ubrudte, røde, teglhængte heltage. Hertil kommer hovedfløjens tætsiddende og taktfast placerede vinduer med markante skodder, de iøjnefaldende gavlkviste, de lave og kraftige skorstenspiber samt det karakteristiske, brede tagudhæng over facaden. Bådehusets arkitektoniske værdi knytter sig til den kraftfulde og sluttede bygningskrop med det store, næsten ubrudte heltag med halvvalm. Kun få åbninger bryder de hvidkalkede facader, hvilket giver fløjen et meget enkelt udtryk, der understreges ved fraværet af dekorationer, idet kun langsiderne er udsmykket af en muret gesims. Østre sidefløj mimer hovedfløjen med det stolpebårne udhæng, som giver fløjen et forholdsvist let og spinkelt udseende mod øst, der dog kontrasteres af den sorte, bræddebeklædte gårdside. Vestre sidefløj har ligeledes et lettere udtryk end hovedfløjen og bådehuset på grund af det rødtopstolpede, taktfaste og spinkle bindingsværk. Sidefløjen fremtræder helstøbt på grund af de ubrudte tagflader og de markante, høje skorstenspiber i rygningen.

Isbådsstationen fremtræder generelt enkel og prunkløs, men de få bygningsdetaljer som hovedfløjens profilerede trægesims, sidefløjens fyldingsdøre og bådehusets kurvehanksbuede portåbninger og halvrunde, opsprossede støbejernsvinduer højner alligevel udtrykket og tildeler Isbådsstationen en vis statelighed. Isbådstationens enkle og klassiske farveholdning i hvid og rød har tillige stor betydning for det samlede arkitektoniske udtryk.

Læs videre om

• Glorup, Svindinge
• Juelsberg, Aunslev
• Vindinge Sprøjtehus

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen