Glorup, Svindinge

Glorup ligger syd for Nyborg i en stor park omgivet af herregårdslandskabets store marker. Parkens omdrejningspunkt er den firefløjede hovedbygning, hvor der ud fra sydfløjen er anlagt et 60 meter bredt og 700 meter langt alléomkranset, åbent område, hvoraf en stor del optages af en rektangulær spejldam. Ankomsten til Glorups hovedbygning sker enten ad Glorupvej fra nordvest eller fra syd gennem en allé i parken, og som ender i en halvcirkulær plads ud for vestfløjen. Pladsen afgrænses mod parken af et ældre, højt smedejernsgitter. Vest for hovedbygningen ligger avlsgården, herskabsstalden, øvrige driftsbygninger og en kirke nord for hovedbygningen. Avlsgård, herskabsstald og driftsbygninger samt kirke er ikke omfattet af fredningen.

Glorups hovedbygning er et firefløjet anlæg i en etage med en høj kælderetage opført i pudset grundmur. Anlæggets fire fløje bærer et let opskalket mansardtag hængt med sortglaserede tegl. I rygningerne sidder to til tre ældre, hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og krave. I mansardetagen mod gård og park sidder ligeledes et stort antal kviste med ældre fladbuede, et- og torammede vinduer med frontispicer over. I vestfløjens rygning er en kobberinddækket tagrytter, i form af et rundtempel, der er forsynet med urskive og klokke. I 1578 påbegyndte Valkendorf byggeriet af Glorups hovedbygning, der var et firefløjet anlæg i to etager med et tårn i hvert hjørne. Det vides ikke med sikkerhed, hvordan gården præcist har set ud, men den østlige fløj menes at have været hovedhuset. Allerede dengang var gården omgivet af grave.

Christian Ludvig von Plessen gennemførte mellem 1743 og 1744 ved arkitekt Philip de Lange en ombygning af Valkendorfs anlæg, hvor blandt andet de fire hjørnetårne blev fjernet. En stor del af renæssanceanlæggets murværk og alle kældre blev bevaret og den nye hovedbygning blev rejst ovenpå og omkring disse bygningsdele. Glorup fremstod efter ombygningen som et lavt, regulært barokanlæg med et mægtigt mansardtag og et højt portparti.

Adam Gottlob Moltke lod efter sin overtagelse af Glorup i 1760'erne hovedbygningen ændre betydeligt. Moltkes anlæg bevarede de fire fløje og er et kvadratisk anlæg i en etage over en høj kælder. Murene blev pudset hvide, mens alle murdetaljer blev kalket gule.

Østfløjens indgangsparti blev under Moltkes ombygning forhøjet med en etage, og der blev etableret en fritrappe op til hovedindgangen, der førte ind til entreen. Vestfløjens portparti blev ligeledes forsynet med en attika, med indskrift af A.G. Molktes navn og årstallet "1765". Glorups ombygning tilskrives den franske arkitekt Nicholas-Henri Jardin og hans elev Christian Josef Zuber, der var ansvarlig for ombygningen. Interiøret i sydfløjens tre sale stammer fra H.H. Jardins hånd. Tagrytteren over vestfløjen blev tilføjet i 1773-1775 og var tegnet af G.E. Rosenberg. Simon Carl Stanleys Andromedaskulptur stammer oprindeligt fra Molktes Palæ i København, men A.G. Molkte lod i 1765 skulpturgruppen flytte til parken ved Glorup.

Rundtemplet, der rummer Andromeda skulpturen i dag, er opført i 1870'erne. Den omgivende park består af alléer, der indrammer den tidligere barokhave syd for hovedbygningen. Barokhaven danner et imponerende haverum, anlagt med en parterrehave nærmest sydfløjen, en stor spejldam med kunstig ø samt fontæne og længst bort græsplæner og spredt træbeplantning. Denne del af parken er anlagt i forbindelse med hovedbygningens ombygning i 1740erne. Den øvrige del af parken er anlagt som en engelsk landskabshave, hvor der stadig er bevaret enkelte af de for landskabshavens så karakteristiske dannende eller dramatiske indslag, herunder den store hængebro i nygotisk stil. Det er stadig efterkommere af A.G. Molkte, der ejer Glorup i dag.

Fløjene hviler på en sokkel, der er delvist sorttjæret og delvist udført af kvaderhugne Neksøsandsten og granit. Murværket er på alle sider pudset og hvidkalket og alle murornamenter, herunder indfatninger, pilastre og den gennemløbende hovedgesims, er gulkalket. Hovedbygningens hovedfacade vender mod vest og den rundbuede port i midterfaget er fremhævet med en portal bestående af koblede pilastre, hvorpå der hviler en sandstensbalustrade med inskription, og midterst en stor kartouche flankeret af prydvaser. Porten er en ældre, trefløjet fyldingsport med en ganglåge og et fast overstykke samt et rundbuet overvindue med radiære sprosser. Sidefagene er ligeledes fremhævet med koblede pilastre og trekantfrontispicer, hvori der er indsat sandstenkartoucher. Terrænet er højest på bygningens vestside og lavere på de øvrige sider. Mod syd er der en havedør med overvindue i midterfaget, der er indrammet af en profileret sandstensindfatning.

Foran døren er en toløbstrappe med et enkelt metalværn og støbte trin. Vinduesfagene er på alle sider sat i en jævn takt, og hvert fag har et ældre krydspostvindue med to ruder i hver ramme i stueetagen og herunder et torammet, opsprosset vindue i kælderetagen. I kælderetagen ses dog enkelte undtagelser på nordsiden, hvor to kældervinduer har fladbuet overkant. På samme side ses dog et nyere helrudevindue. Alle vinduer er ældre eller har oprindelse i 1700-tallet. Beslagværket er samtidigt. Samtlige af stueetagens vinduer har overfalsede rammer med indfældede hjørnebånd. Portrummet i vestfløjen lukkes mod gården af en trefløjet port med overvindue lignende den på vestfacaden og sider i et fremhævet, refendfuget portfag, der bærer en sandstenskartouche øverst. Portrummet har et ældre, støbt gulv med en diagonal opstregning, hvidpudsede vægge og loft med en omløbende stukprofil. I hver side fører ældre, høje granittrapper med ældre støbejernsværn op til vestfløjens henholdsvis nordlige og sydlige del. Der er indgang til vestfløjens to dele gennem tofløjede fyldingsdøre med ældre gerichter og beslagværk, hvoraf alle dele har oprindelse i 1700-tallet. Begge døre er malet mørkegrønne. I gårdrummet ses hovedbygningens gennemførte aksefaste komposition tydeligt, idet hovedindgangen i østfløjen er placeret lige overfor vestfløjens portåbning. Hovedindgangen sidder midt i en tre fag bred, toetagers midtrisalit, der øverst prydes af en storkartouche, flagstang og flankerende prydvaser. Risalittens murflade er udført med gult opstreget refendfugning. Hoveddøren er en tofløjet, fyldingsdør af eg, hvorover der er en konsolbåren fordakning. Foran hoveddøren er en høj, bred, tresidet granittrappe. Hoveddøren flankeres af to skulpturer forestillende liggende hunde. Trappen er tillige flankeret af kannelerede sandstenssøjler, der hver bærer en ældre kobberlanterne. De tre midterste fag i nord- og sydfløj er også fremhævet med refendfugede midtrisalitter, hvori der sidder ældre, tofløjede indgangsdøre med overvinduer, heraf er den søndre dog blændet. Foran dørene er toløbstrapper af sandsten og granit. Trapperne er forsynet med enkle smedejernsværn og i partiet under reposen er der nedgang til kælderen gennem ældre, tofløjede fyldingsdøre. Mod gårdspladsen har samtlige vinduer profilerede, gulkalkede indfatninger.

Vestfløjen, der er hovedbygningens portfløj rummer i den nordlige del en oprindelig, treløbs baroktrappe, der forbinder stue- og tagetage. Nord herfor er fløjen indrettet med stuer, der rummer godskontoret. Syd for portrummet er et trapperum med en støbejernsspindeltrappe til tageetagen samt en trappe, der fører til kælderetagen. Den resterende del af fløjen er indrettet med stuer samt et lille, nyere køkken, der vender mod gården. Nordfløjen har en ældre grundplan med oprindelse i barokken og kendetegnes ved en gang langs gårdsiden, der giver adgang til en række store, nordvendte værelser, et badeværelse og mod vest et stort, gennemlyst bibliotek. Fra nordfløjens gang er der indgang til østfløjen, hvis planløsning har oprindelse i 1700-tallet med en suite forbundne rum langs gården. Den store vestibule med N.H. Jardins dobbelttrappe er gennemlyst, mens to flankerende stuer vender mod gårdspladsen, og vinterstue samt herskabets værelser vender mod parken i øst. Fløjen afsluttes mod syd af den store, gennemlyste hjørnestue, kaldet den røde stue. Fra den røde stue er der indgang til sydfløjen, hvis planløsning ligeledes har oprindelse i 1700-tallets anden halvdel og består af tre store, gennemlyste sale, der alle er forbundet en suite med havesalen som den midterste. Fra den vestre sal, spisesalen, er der indgang til stue og køkkenet i vestfløjen.

Stueetagen i alle fløje har en ældre og traditionel materialeholdning, hvor der er bevaret interiører og talrige bygningsdele fra opførelsen i 1740'erne og ombygningen fra 1760'erne og frem, herunder brædde-, planke- og parketgulve, gulve belagt med ølandsfliser eller marmor, pudsede vægge, feltinddelte vægge med opspændte lærredstapeter og lofter med stukkatur, hvoraf en del har guldstaffering. Hertil kommer brystnings-, hel- og lysningspaneler, lysningsskodder, etage- og kakkelovne, kaminer, heraf en med stukindfatning, en brændeovn af norsk fedtsten, indbyggede vitriner og pillespejle. Samtlige døre i stueetagen er ældre fyldingsdøre med tilhørende gerichter og beslagværk med oprindelse både i senbarokken i 1740'erne og i den tidlige klassicisme fra 1760'erne og frem. Endelig har samtlige vinduer rundposte og ældre anverfere samt stormkroge.

Via hovedtrappen i østfløjen og baroktrappen samt spindeltrappen i vestfløjen er der adgang til tagetagen, der er indrettet med en omløbende gang mod gården, der i alle fire fløje giver adgang til en lang række værelser. Gang og værelsernes udstyr er afstemt efter hvilken placering de har i bygningen, alle har dog en ældre og traditionel materialeholdning i form af brædde- og parketgulve, pudsede vægge, bindingsværksvægge malet over stok og sten, pudsede lofter og bræddelofter med synligt, kraftigt bjælkelag. Hertil kommer ældre panelering og fyldingsdøre med gerichter og beslagværk. Der er kælder under alle fløje og i syd-, øst- og nordfløjen indrettet med en omløbende korridor mod gården, der giver adgang til større og mindre rum md parken. Vestfløjen, der er lidt smallere end de øvrige fløje består af store, gennemlyste rum, hvoraf et ældre køkken med brændekomfur er bevaret i den sydlige del. De øvrige rum anvendes til opbevaring og i vestfløjen er der bevaret tre gruekedler i det gamle vaskerum. En stor af kælderens rum er hvælvede, vægge og hvælv er hvidkalkede, mens andre rum har pudsede og hvidtede vægge og lofter. Gulvene i kælderen har enten ældre klinkebelægning, støbte gulve eller har pigstensbelægning. Vægge og hvælv er hvidkalkede. Gennem hele kælderetagen ses ældre fyldings- eller revledøre med ældre gerichter og beslagværk. I parkens sydøstligste hjørne ligger et søjlebårent rundtempel på en lille forhøjning. En lav trappe med lave, kugleprydede vanger fører op til templets base. Rundtemplet er opført i pudset murværk og består af seks ioniske søjler, der bærer en attika, hvorpå der hviler et glat, kuppelformet tag. Kuplens inderside er udført som et kassetteloft. Det åbne rundtempel skærmer en skulpturgruppe forestillende den lænkede Andromedas kamp med søuhyret, den hviler på en firkantet, sandstensplint med base og attika. Skulpturen er udført af Simon Carl Stanley (1703-1761).

Den miljømæssige værdi ved Glorup knytter sig til herregården og den tilhørende parks beliggenhed omgivet af et åbent agerlandskab nær Svindinge på Østfyn. Parkens imponerende allésystem, opbygger ankomsten til hovedbygningen og understreger det samlede herregårdsanlægs gennemførte, herskabelige udtryk. Parken og avlsgården, herskabsstalden, kirken og de tilhørende tjenestebygninger danner sammen med hovedbygningen et helstøbt kulturmiljø. Den miljømæssige værdi knytter sig også i høj grad til relationen mellem hovedbygningen og de bevarede dele af den franske barokhave, hvor de omkransende alléer skaber et enestående haverum, hvor spejldammen med ø og fontæne giver en fuldendt og idyllisk harmoni.

Den kulturhistoriske værdi ved Glorup knytter sig til den firefløjede hovedbygning, som et fornemt eksempel på en herregård fra 1700-tallet, der formfuldendt kombinerer den glidende overgang fra barokkens symmetri over rokoko til den tidlige klassicisme. Den kulturhistoriske værdi knytter sig således til hovedbygningens stilmæssige udtryk, hvor barokstilens træk kommer stærkest til udtryk i det høje mansardtag og den taktfaste vinduessætning, der er karakteristiske stiltræk fra senbarokken. Den kulturhistoriske værdi i hovedbygningen knytter sig også til stiltrækkene fra den senere rokoko og tidlige klassicisme, der er karakteriseret ved de fremhævede midter- og sidefag samt ved brugen af talrige antikke stilelementer, herunder pilastre, kannelerede indramninger omkring muråbningerne, frontispicer og ikke mindst vestfløjens markante tagrytter i form af et rundtempel. Endelig knytter der sig også kulturhistorisk værdi til anlæggets aksefaste opbygning, der både er knyttet til en nord-sydgående akse og en øst-vestlig akse. Disse to akser forbinder sig tillige direkte til det aksefaste haveanlæg i syd med spejldam samt den gitterindhegnede forplads ved portfløjen i vest.

Hovedbygningens aksefaste komposition kommer ligeledes til udtryk i gårdfacadernes opbygning, hvor øst-vestaksen udgør ankomst aksen med portåbning og hovedindgang, mens nord-sydaksen markeres af den mere nedtonede, ensartede facadeopbygning med parvis ens neksøsandstenstrapper og indgangsdøre i nord- og sydfløj. Nord-sydaksen forbinder endvidere hovedbygningen med haveanlægget i syd og mod nord ses det af ældre fotografier, at der tidligere ligget et symmetrisk haveanlæg, antageligt en nyttehave, der også har været opbygget omkring denne akse. Afslutningsvis står vestfløjens og gårdens repræsentative facader i let kontrast til de øvrige siders mere enkle udformning, hvilket vidner om vigtigheden i at fremvise sin magtposition overfor omverdenen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til bygningens lange udviklingshistorie, der kan aflæses i interiørernes forskelligartede stiludtryk, indretning og bygningsdetaljer. Bygningens oprindelse i renæssancen er således tydeligt aflæselig i de grathvælvede kælderrum med de bevarede, store bærende midterpiller og i førsteetagens dybe vinduesnicher, hvor det kraftige renæssancemurværk er særlig tydeligt i østfløjen. Kælderens bevarede køkken, gruekedler, revledørene og de enkle, slidstærke materialer samt overflader vidner endvidere om etagens funktionsbetingede fortid. Philip de Langes ombygning i barokken kommer i det indre særlig tydeligt frem i vestfløjens karakteristiske treløbstrappe i italiensk barokstil og i nordfløjens samt tagetagens bevarede planløsninger med en fordelingsgang mod gården, der giver adgang til stuer og værelser. Hertil kommer den bevarede panelering og fyldingsdørene, der stilmæssigt også knytter sig til Philip de Langes ombygning i 1740'erne.

I vest- og sydfløj giver N.H. Jardins ombygning i 1760'erne sig særlig tydeligt til kende i planløsningen med de en suite forbundne stuer og sale samt den karakteristiske dobbelttrappe af N.H. Jardin, der er planløsningens centrale omdrejningspunkt i vestfløjen. Sydfløjen optages på karakteristisk vis af store sale og hvor den midterste, havesalen, er anlagt omkring nord-syd aksen og tillige har udgang til parterrehaven og det øvrige haveanlæg i syd. Denne planløsning følger datidens mønsterbøger og anbefalinger til en bolig for et herskab, hvilket blandt andet ses i placeringen af havesal og vestibulen i fløjenes midtakse, samt sale og kabinetter placeret en filade på hver side både mod park- og gårdside. Denne idealplan blev introduceret af den franske arkitekt, Jacques-Francois Blondel i 1737 og var en nyskabelse, som blev højeste mode fra midten af 1700-tallet. Denne planløsning sikrede en bekvem cirkulation gennem bygningen og ikke mindst et tæt samspil med den omgivende park. Hertil kommer de bevarede interiører med de oprindelige bræddegulve, paneler, opspændte stoftapeter, guldstafferet stukkatur, kaminer og brændeovne, der alle stammer fra N.H. Jardins indretning i 1760'erne.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til interiørenes forskelligartede detaljering og materialeholdning, der således er med til at afspejle rummenes hierarki og oprindelige anvendelse samt herigennem også tegner et billede af opdelingen mellem herskab og tjenestefolk. Dette ses ved, at de rigeste interiører findes i stueetagen, mens de mere enkle og slidstærke overflader ses i de funktionsbetingede rum i kælderen og tagetagens værelser i nordfløjen, der har været tiltænkt til tjenestefolket som arbejdsområde og beboelse.

Den kulturhistoriske værdi ved rundtemplet med Andromedaskulpturen i parken knytter sig dels til bygningens gennemførte udformning som et græsk miniaturetempel, der afspejler den klassicistiske stil og de arkitektoniske idealer, der var fremherskende på opførelsestidspunktet samt til skulpturens på en gang dramatiske og pittoreske motiv. Rundtemplet og skulpturen har med stor sandsynlighed også indgået som et af de dannende indslag, der var obligatoriske i den engelske landskabshave. I den græske mytologi var Andromeda datter af Kefeus og Kassiopeia. Kassiopeia havde i overmod sammenlignet sin datters skønhed med nereidernes, og havguden Poseidon havde derfor sendt et havuhyre, som hærgede landet. Kun ofringen af Andromeda kunne sone Poseidon, og hun lænkedes ved havets bred for at blive uhyrets bytte. Helten Perseus kom imidlertid forbi på en rejse, og i en drabelig kamp fældede han uhyret og frelste Andromeda.

Den arkitektoniske værdi ved Glorup knytter sig i det ydre til den regulære firefløjede hovedbygning med det store mansardtag, der mod vest synes at udgøre halvdelen af bygningens højde, hvilket giver tyngde og pondus til bygingen. Den kontrastrige og elegante farvesætning løfter dog bygningens vægtige udtryk og tilføjer fløjene et let og festligt anstrøg. Fløjenes taktfaste vinduessætning samles harmonisk af de mørke tagflader og den gennemløbende sokkel. Hertil kommer de repræsentative ankomstfacader mod vest og omkring gården, hvor den gulkalkede detaljering omkring muråbninger, midter- og sidefag samt trapperne med enkle greb fremhæver de symmetriske facaders fornemme, iboende perfektion. Glorups hovedbygning fremstår således som et særdeles elegant og usædvanligt helstøbt anlæg. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til stueetagens velbevarede interiører fra 1700-tallet, der gennem den fornemme håndværksmæssige udførelse og detaljering fremstår med enestående og helstøbt elegance. I særdeleshed skal vestibulen med dobbelttrappen fremhæves, hvor den nedtonede farvesætning i gråtoneskala, de langstrakte trappeløb, de spæde stukprofiler og trappernes spinkle og præcist detaljerede værn forlener rummet med en gennemført og luftig lethed. Hertil kommer sydfløjens store, ensuiteforbundne sale, der giver et pragtfuldt vue gennem hele fløjen og hvor den rigt detaljerede forarbejdning af døre, gerichter, helpanelering og stukkaturen med guldstafferrede florale motiver udgør nogle herskabelige og enestående interiører fra 1700-tallet. I kælderen knytter den arkitektoniske værdi sig til de talrige rum med hvidkalkede hvælv, hvor lysindfaldet giver effektfulde skyggevirkninger, der sammen med de regulære rums enkle farvesætning og simple materialeholdning får rummene til at fremstår med en nøjsom og robust enkelhed. I tagetagen knytter den arkitektoniske værdi sig særligt til de lange gangforløb, hvor særligt nordfløjens gang med bræddegulve, hvidkalkede vægge, de gedigne barokdøre med brede gerichter og loftets kraftige bjælkelag står med et robust og kraftfuldt udtryk. Lidt afsides og let ophøjet ligger rundtemplet med Andromedaskulpturen. Beliggenheden fremhæver bygningens ikoniske udformning som et græsk rundtempel. Rundtemplets arkitektoniske værdi knytter sig således til det gennemførte antikke formsprog i helhed såvel som detaljering.

Læs videre om

• Dyrehave Mølle, Nyborg
• Kullerup Præstegård
• Nyborg Vandtårn

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen