Dialekten på Fanø har været meget lig det sydvestjyske, der blev talt i Esbjergområdet. Man sagde a om sig selv, og der var foransat artikel: æ mand, æ hus (manden, huset). Det hed vi (vi), men wos (os), og man udtalte h i hjæm’, hwæm’ (hjem, hvem), ligesom det hed wånj’ (vand), lång’ (lang) og då’njs (dans), og man sagde ku’ og sku’ (ko, sko).

På enkelte punkter lignede den dog mere sønderjysk. Det hed fx fæ’r, gæ’r, stæ’r (får, går, står) og ætter (efter). Man sagde således ikke a’ter, som var den normale form i resten af Sydvestjylland. I visse tilfælde var der bevaret gamle former som fx fræ’ (fra). I Nordby sagde man også lø: og sø: (lagde, sagde), som kendes fra middelaldertekster, og mað, kjøð (mad, kød), mens man på Sydfanø sagde mar, kjør.

Fanødialekten var dog ikke konservativ på alle punkter. Former som ra (rav), gra: (grave), ha:n (havn) og vö: (væve) med svind af v er eksempler på en udvikling, som man i danske dialekter især kender fra andre øer som Læsø og nogle af de mindre sydfynske øer.

Det meste af dette er nu ren historie. Man kender ord som klud (tørklæde), snupper (halvhandsker) og strude (sort stofmaske til beskyttelse mod solen) som navne på dele af egnsdragten, men ellers begrænser det lokale præg sig til jysk tonefald og visse regionale former.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Fanø Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dialekt