International Fanø Kite Fliers Meeting ved Rindby Strand. Af . Begrænset anvendelse

Fanø Kommune

Kort over Fanø Kommune.

.

Fanø Kommunes logo.

.
Nordby er Fanøs største by og øens absolutte centrum for handel og privat og offentlig service. Butikslivet, herunder mange specialbutikker målrettet turister, er koncentreret i den delvis brostensbelagte Hovedgaden, der løber fra sydvest mod nordøst gennem det centrale Nordby tæt ved kysten og havnen.
.
Færgen fra Esbjerg til Fanø på vej ind mod Nordby. I baggrunden, ud mod Vesterhavet, ses højsandet Søren Jessens Sand.
.

Artikelstart

Vadehavets nordligste barriereø, den 16 km lange Fanø, ligger på grænsen mellem Vesterhavet og Vadehavet kun 2,5 km fra havnebyen Esbjerg. Med et befolkningstal på blot 3.404 er Fanø Kommune en af landets absolut mindste, og op til, at Strukturreformen trådte i kraft i 2007, talte den daværende borgmester for at fusionere med Esbjerg Kommune. Fannikkerne stemte dog imod en sådan sammenlægning, og Fanø fortsatte efter reformen som selvstændig økommune.

Faktaboks

Areal
54,6 km²
Højeste punkt
26,7 m.o.h. (Havside Bjerge)
Kystlinje
70 km
Region
Syddanmark
Stift
Ribe
Provsti
Skads Provsti
Antal sogne
1
Befolkningsudvikling
2.605 personer (1950), 2.973 personer (1980), 3.404 personer (2019)
Befolkningstæthed i kommunen
62 personer/km² (2019)
Befolkningstæthed i Danmark
135 personer/km² (2019)
Gennemsnitsalder i kommunen
49,6 år (2019)
Gennemsnitsalder i Danmark
41,7 år (2019)
A-skattepligtig indkomst, gennemsnit pr. person i kommunen
267.733 kr. (2018)
A-skattepligtig indkomst, gennemsnit pr. person i Danmark
284.229 kr. (2018)
Hjemmeside
fanoe.dk

Af alle danske kommuner har Fanø den højeste naturandel, og den forholdsvis unge ø, som er skabt af vind, bølger og tidevandsaflejringer for ca. 6.000 år siden, præges af to væsensforskellige kystlandskaber. Langs læsiden mod øst er der strandenge og store tidevandsflader, der tiltrækker et rigt fugleliv. Kysten mod vest er i kontrast hertil eksponeret mod Nordsøen; her rammer det åbne havs bølger med stor kraft og aflejrer sand og grus, hvilket har dannet den brede sandstrand, der siden sidste halvdel af 1800-tallet har tiltrukket stadig flere sommergæster. Lige siden badehotellernes opblomstring er en stor andel af turismen kommet fra Tyskland, hvilket især omkring århundredeskiftet var med til at præge hotellernes og turistvillaernes arkitektur. I dag foregår de fleste turistovernatninger i øens mange feriehuse, og med over 838.000 årlige overnatninger er Fanø den danske kommune, hvor turismen betyder mest.

Skønt Fanø er en ung ø, der først blev permanent beboet i middelalderen, er der gjort enkelte fund fra yngre stenalder og jernalder. Et af de mest bemærkelsesværdige fund fra området stammer dog helt tilbage fra omkring 11.000 år f. Kr. Dengang var Fanø endnu ikke dannet, men indgik i det sammenhængende landområde Doggerland, der strakte sig fra det nuværende Danmark til England. Med havstigningen omkring afslutningen af sidste istidforsvandt den sidste rest af Doggerland, men på Fanø Vesterstrand blev der i 1990 fundet en fint forarbejdet ravbjørn, der menes at stamme fra Doggerland.

Der har været bebyggelse og fiskeri på øen allerede fra 1200-tallet, men pesten tog hårdt på befolkningen, og en skriftlig kilde fortæller, at øen i midten af 1300-tallet næsten døde ud. Hovedbyen Nordby på øens nordøstside er ligesom den mindre Sønderho i øens sydlige ende anlagt som fiskerleje i 1400‑1500-tallet, hvor der også begge steder blev opført kirker. Fiskeriet bibeholdt en central betydning frem til midten af 1700-tallet, hvor skibsfarten sammen med skibsbyggeriet overtog som hovederhverv, en status, det bevarede frem til slutningen af 1800-tallet.

Da sandflugt siden de første permanente bosættelser har besværliggjort dyrkningen af jorden, har agerbruget altid været stærkt begrænset. I løbet af middelalderen kom et stort fårehold, hvilket pga. afgræsning forværrede sandflugten. For at standse denne – og for at producere tømmer og brændsel – anlagde staten fra 1892 Fanø Klitplantage. Plantagen, der ligger mellem de to kystlandskaber, dækker i dag ca. 1.400 ha. Kun to tredjedele er bevokset, primært af bjergfyr, og de ubevoksede dele veksler mellem hede, eng og mose. Insektlivet er rigt, og plantagen udgør sammen med østkystens tidevandsflader og strandengen Grønningen mod nord en vigtig del af øens naturområder. Tidevandsfladerne indgår i Nationalpark Vadehavet, og her kan man alene ellervia guidede ture observere massevis af vadefugle og nogle af de mange spættede sæler, der bl.a. holder til ud for Nordby Havn.

Oplevelseserhverv, som de guidede naturture indgår i statistikken, når andelen af beskæftigelsen inden for forskellige brancher gøres op, og her kan Fanø Kommune opdeles i tre overordnede og næsten lige store kategorier: En tredjedel af øens erhvervsaktive lever af turisme, en tredjedel pendler til forskellige arbejdssteder på fastlandet, overvejende i Esbjerg, og en tredjedel er kommunalt ansat. Til trods for at kommunen som følge af tilflytning og indvandring oplever en vis befolkningstilvækst, viser fremskrivningen, at andelen af erhvervsaktive på grund af aldersstigning vil falde, en tendens, der gør sig gældende i flere af de vanskeligt tilgængelige økommuner.

Netop det isolerede øliv begyndte i sidste halvdel af 1800-tallet at tiltrække nationalromantiske malere som bl.a. Julius Exner, der afbildede dagligdagen, landskaberne, fiskeriet og kvinderne i de karakteristiske Fanødragter, som blev båret helt indtil midten af 1900-tallet og stadig i dag bliver vist frem ved fester som Sønderhodagen og Fannikkerdagene, hvor også de gamle musik- og dansetraditioner holdes i hævd. De særegne landskaber, lyset og livet nær havet er forblevet gennemgående temaer blandt de mange billedkunstnere, der siden er søgt til Fanø. Også en del forfattere har gæstet og bosat sig på øen; Poul Ørum boede her en stor del af sit liv, og den tidligere kulturminister og forfatter Julius Bomholt havde en feriebolig på øen, der i dag er legatbolig og har været med til at tiltrække yngre forfattere som Lone Hørslev, Martin Glaz Serup og Jeppe Brixvold.

Kommunevåben

Fanø Kommunes våben.

.

Søhestene i Fanøs kommunevåben henviser til havet, som Fanøs liv er betinget af, og som er forbindelsen ud til verdenshavene. Søhestene repræsenterer også Vadehavets rige fauna. Det er registreret i Kommunevåbenregisteret d. 20. oktober 1993 og er tegnet af Th. Neis. Våbenets blasonering (beskrivelse): Delt af blåt og sølv, to mod hinanden vendte søheste i modsatte tinkturer.

Kommunenavnets betydning

Navnet kendes fra *1231, hvor det optræder i formen Fanø. I senere kilder findes det som Faanø (ca. 1325) og Fannøe (1548). Tolkningen af navnet er usikker. Forleddet kan være et gammelt og ellers ukendt farvandsnavn *Fani, der også menes at indgå i Fanefjord på Møn, afledt af et gammeldansk substantiv *fenne, med betydningen »det dyndholdige farvand« – eventuelt sigtende til den nordlige del af marsken. Efterleddet er substantivet ø. Den samlede betydning kan dermed være »øen ved/i farvandet Fani«.

Natur og landskab

Parallelt med vestkysten løber den mere end 3 km lange klitryg Havside Bjerge.

.

På kanten af Vadehavet ligger Fanø som en 16 km lang barriereø, der beskytter den jyske vestkyst mod Vesterhavets bølger. Øen er forholdsvis ung og blev skabt for blot ca. 6.000 år siden af grus, sand og ler, som blev aflejret af vind, bølger og tidevand. I dag har Fanø opnået et areal på 5.460 ha, og dens udvikling er langtfra forbi. Eksempelvis tilfører havet stadig sand til vestkysten, hvilket får øen til at vokse mod vest. Samtidig føres fine sedimenter som ler og silt til øens nord- og østkyst gennem tidevandsrenderne Grådyb og Knudedyb, som ligger hhv. nord og syd for Fanø.

Mod vest kantes Fanø af en bred sandstrand, mens det i øst er marsk og tidevandsflader, der præger kysten. Mellem de to kystlandskaber ligger plantager og et vidtstrakt, åbent landskab af heder, moser og enge. Tilplantningen af øen begyndte først i slutningen af 1800-tallet, hvor de nye plantager både skulle levere tømmer og brændsel til fannikkerne samt dæmpe den sandflugt, som til stadighed udfordrede øens landbrug og bebyggelser. I dag udgør den statsejede Fanø Klitplantage langt det største skovområde på øen. Træproduktionen er dog stort set ophørt, og plantagen fungerer i stedet som et rekreativt naturområde.

Ellers er det det åbne land, som præger Fanøs natur. Længst mod nord finder man fx Grønningen, der er et stort klit- og strandengsområde med et rigt plante- og fugleliv, mens strandengsområdet Hønen, hvorfra vadefugle i træktiden kan ses fouragere i tusindvis, ligger på øens sydspids. Dertil kommer store hedearealer samt spredte moser, der bl.a. optræder bag klitrækkerne i vest.

I de fleste af Fanøs store naturområder er det tilladt at færdes til fods, og i Fanø Klitplantage er der anlagt vandreruter, ridestier og mountainbikespor. Fanø er også kendt for sine gode badestrande, og på det lave vand omkring øen kan der sejles i mindre både og kajak. Blandt fuglekiggere er vaderne populære, ligesom man her og på højsanderne kan komme helt tæt på de mange spættede sæler, der yngler i Vadehavet.

Læs videre om

Historie

Tidslinje over oldtiden i Fanø Kommune.

.

Tidslinje over middelalder og nyere tid i Fanø Kommune.

.

De ældste spor efter mennesker på Fanø er nogle få fund fra yngre stenalder. Herefter går der flere tusind år, inden spor af bosættelse dukker op. Denne gang er der tale om spor fra ældre jernalder.

Permanent menneskelig tilstedeværelse på øen indledtes først i middelalderen, hvor en kilde nævner, at kongen havde et hus på øen. En kilde fra ca. 1380 beretter, at der var en sognekirke på øen, som man dog ikke kender den præcise beliggenhed af. En senere kilde fortæller desuden, at næsten hele Fanøs befolkning uddøde under pesten i midten af 1300-tallet. Der opstod betydelige fiskerlejer flere steder på øen i senmiddelalderen, mens landbruget var sekundært pga. de ringe dyrkningsforhold. Stigende problemer med sandflugt satte også begrænsninger for landbruget.

I 1741 købte Fanøs beboere øen, hvorefter de frit kunne sejle og handle. Det førte til, at skibsfart i løbet af 1700-tallet blev til hovederhvervet, og i miden af 1800-tallet havde Fanø Danmarks største flåde uden for København. Der var desuden omfattende skibsbyggeri og tilhørende håndværk på øen. Fremkomsten af dampskibe i slutningen af 1800-tallet betød afslutningen på den gyldne periode og en vis befolkningstilbagegang. Øen fik i 1878 en dampfærge til Esbjerg Havn.

Fra slutningen af 1800-tallet fik turisme stigende betydning, og i løbet af 1900-tallet blev det øens største indtægtskilde. Under Besættelsen anlagde den tyske besættelsesmagt som led i forsvaret af Esbjerg Havn flere batterier og andre befæstninger på Fanø. Fra 1960’erne og frem foregik et omfattende sommerhusbyggeri, især ved Rindby Strand. Alle offentlige institutioner kom efterhånden til at ligge i Nordby.

Læs videre om

Byerne

Et kig ind til et af de karakteristiske huse fra Sønderho. Indgangen er forsynet med et arkengaf over døren; stik over døren og vinduerne er i farverne sort, hvid og grøn, der symboliserer sorg, glæde og håb.

.

Fanø Kommune har to byer, Nordby med 80 % af befolkningen og Sønderho med 8 %. De ligger begge i læ for vestenvinden ved en tidevandsrende. Bygningskulturen i Sønderho og Nordby afspejler forskellige perioder i øens historie som søfartsø. Søfartens storhedstid i slutningen af 1700-tallet betød en velstand uden lige for landsbysamfundet Sønderho, som også smittede af på Nordby de næste 100 år. Omkring år 1800 var byerne omtrent lige store og havde begge fremgang som base for sejlskibsfart, inklusive skibsbygning suppleret med fiskeri og lidt landbrug. I løbet af 1800-tallet stagnerede Sønderho; byens storhedsperiode afspejler sig i dens struktur og bygningsarv som en fint bevaret landsby med grønninger og åben karakter fra midten af 1800-tallet. Nordby derimod blev inddraget i Esbjergs vækst, og som kommunecenter blev byen hjemsted for en række offentlige og private institutioner. Den udviklede et købstadspræg og fik også, i modsætning til Sønderho, sin andel af det store parcelhusbyggeri, der kom til at præge næsten alle danske byer i 1960’erne og 1970’erne. Resten af øen er meget spredt beboet, og atypisk for danske kommuner er landbefolkningen stigende i både antal og andel.

Kommunen har en stor andel af ældre og et tilsvarende lavt fødselstal. Ældre dominerer også øens lille tilflytningsoverskud. En begrænsende faktor for en større tilflytning er manglen på egnede byggearealer, idet både det åbne lands kvaliteter, stormflodsrisikoen og det bevaringsværdige bybillede påkalder sig hensyn, der begrænser byggemulighederne.

Læs videre om

Kultur

International Fanø Kite Fliers Meeting ved Rindby Strand. Festivalen begyndte i 1985, da en gruppe venner fra Hamborg tog på camping på øen for at flyve med drager. Det har siden udviklet sig til en frivilligdrevet dragefestival med ca. 5.000 deltagere.

.

Fanø er en af de kommuner i landet, hvor man har den længste ubrudte tradition for folkemusik og -dans. På de årlige festdage i Sønderho og Nordby ifører man sig de gamle Fanødragter og danser en »sønderhoning «, en »fannik« eller en »rask sønderhoning «. De traditionelle dragter kan ses udstillet på Fanø Skibsfartsog Dragtsamling i Nordby, som også rummer en stor samling af skibsmodeller. I det hele taget er Fanøs kulturarv præget af søfartstiden, og man finder både et museum, der er indrettet som et skipperhjem i Nordby, og landets største samling af kirkeskibe i den ene af øens to kirker.

Det er muligvis også livet til søs med alt, hvad der fulgte af usikkerhed, som har bidraget til, at religionen traditionelt har spillet en stor rolle på øen, hvor tilslutningen til folkekirken er væsentlig højere end på landsplan. Både vækkelsesbevægelser og Indre Mission har desuden haft en vis gennemslagskraft.

Havet og den lokale befolknings liv tæt på naturen tiltrak i 1800-tallet romantiske kunstnere som Julius Exner og Sigvard Hansen. Siden fulgte både naturalister, impressionister og symbolister, og for dem såvel som for nulevende kunstnere som Finn Hjortskov og Marie-Louise Exner har landskabet og lyset spillet hovedrollen i deres malerier. Nogle af disse kan opleves på Fanø Kunstmuseum i Sønderho, som både viser værker fra egen samling og skiftende særudstillinger.

I 1890’erne skildrede både Holger Drachmann, Georg Brandes og Carit Etlar Fanø. Poul Ørum boede på øen i en årrække og beskrev den bl.a. i romanen Lyksalighedens ø (1958). Kulturminister Julius Bomholts sommerbolig i Sønderho er nu legatbolig for kunstnere.

Læs videre om

Samfund og erhverv

Befolkning og areal i Fanø Kommunes byer med mindst 200 indbyggere (2019).

.

Fanø valgte selvstændigheden, da Strukturreformen fra 2007 medførte sammenlægninger af mange kommuner. Mod et forpligtende samarbejde med den store nabokommune, Esbjerg, kunne Fanø få lov at forblive sin egen kommune, og selv om borgmesteren frarådede det, valgte borgerne den løsning.

Fanø er den kommune i landet, hvor turismen udgør den største andel af økonomien. Samtidig er Fanø en kommune, hvor mange dagligt pendler til Esbjerg. Fanølinjen har hyppige afgange, og turen mellem Nordby og Esbjerg tager kun 12 minutter. Det betyder, at Fanø Kommune i mange henseender er en attraktiv forstad til Esbjerg by. Det afspejles i, at indkomst- og formueniveauet er det højeste blandt kommunerne i Region Syddanmark.

Læs videre om

Fanølinjen tilbagelægger mange gange dagligt de 1,35 sømil mellem Nordby på Fanø og Esbjerg Havn, som her ses i baggrunden. På ruten sejler passagerfærgen M/F Sønderho og de to godsbærende passagerfærger M/F Menja og M/F Fenja. Fanølinjen er en del af selskabet Molslinjen, som to gange årligt mødes med Fanø Kommunes økonomi- og planudvalg for at tale om driften af ruten.

.

Videre læsning

Se alle artikler om Kommuner