Esbjerg har en befolkning på 72.168 og et areal på 43,4 km2. Esbjergværkets 250 m høje skorsten markerer byens placering i landskabet. Afstanden til Varde er ca. 18 km og til Ribe 30 km. Byen ligger ved Nationalpark Vadehavet på den sydvestlige del af Esbjerg Bakkeø, hvor skrænten ved dokhavnen når en højde af 24 m.o.h. Fra Esbjerg Havn skal skibene passere Grådyb mellem Skallingen og Fanø for at nå Nordsøen. Esbjerg er et trafikknudepunkt for togtrafik, havnen er Danmarks port mod vest, mens Esbjergmotorvejen forbinder byen med Østdanmark. Esbjerg er også en energimetropol og en uddannelses- og universitetsby.
Byens centrum er Kongensgade, Torvegade og Torvet, som er gågader med et livligt handelsliv. Dertil kommer Broen Shopping, et indkøbscenter med ca. 60 butikker, restauranter, caféer og biograf, der er bygget over skinnelegemet mellem Jernbanegade og Exnersgade, og som åbnede i april 2017.
Esbjerg er en af landets få byer, der fra begyndelsen er anlagt efter en byplan. Denne blev udarbejdet i 1870 ud fra det klassiske forbillede med en hovedgade, et centralt torv og et gadenet opdelt i kvadratiske karréer, der stadig genkendes i området inden for Skolegade mod nord, Kongensgade mod syd, Stormgade mod vest og Jernbanegade med stationen i øst. Som byen voksede, blev nye gader vest for jernbanen anlagt parallelt med de første. I begyndelsen byggede tilflytterne lave småhuse tæt på havnen.
I 1890’erne fik Esbjerg storbypræg. Byen var ved at blive kendt, og fabrikanter, entreprenører og spekulanter strømmede til. Huse i 3‑4-etagers højde rejste sig i den indre by med butikker i bunden og tårne og spir på taget, mens der i udkanten blev bygget lave huse og huse i to etager, der havde butikker i stueetagen, spredt mellem lejekaserner og fabrikker. Bybilledet i øvrigt var præget af ubebyggede grunde. Inden år 1900 havde byen bredt sig øst for jernbanen med en mere selvgroet gadestruktur. Det var arbejderkvarteret Rørkær med nærhed til de industrivirksomheder, som også lå her.
Vest for banen voksede byen mod nord, og bebyggelsen kom til at rumme en blanding af villaer, private etageejendomme og sociale boligbyggerier. Landsbyerne Jerne og Boldesager blev forstæder. Indtil omkring 1940 markerede Fovrfeld Bæk nogenlunde byens udstrækning mod nordvest.
Byens arbejdspladser prægedes frem til 1970’erne af en stor følgeindustri til landbrug og fiskeri, og fra midten af 1970’erne blev havnen base for de danske olie- og naturgasfelter i Nordsøen. Det skabte nye arbejdspladser. Som en af landets største byer og med sin internationale orientering indgik Esbjerg i udpegningen af »landsdelscentre« i regeringens redegørelse om Danmark og europæisk planpolitik i 1997.
Under og efter 2. Verdenskrig var der stor boligmangel, og såvel kommunen som lokale boligforeninger forsøgte at afhjælpe bolignøden. Disse byggerier var inden for byens areal, men i anden halvdel af 1900-tallet blev bybilledet omskabt. En stigende velstand, øget bilisme, udflytning af fabrikker, nye krav til boligernes kvalitet og ønsket om nærhed til grønne områder betød en byspredning svarende til en femdobling af arealet, hvilket langt oversteg befolkningstallets vækst. Medvirkende hertil var også, at antallet af beboere i den indre by faldt som følge af saneringer, gårdrydninger og vejgennembrud, samtidig med at handelslivet ændrede sig. Små butikker lukkede og blev erstattet af supermarkeder.
Kommunalreformen i 1970 ændrede mulighederne for byplanlægningen. Det betød også en skattemæssig udligning, da pendlerne til Esbjerg hidtil havde betalt skat i omegnskommunerne. Af de nye byområder, der blev realiseret fra 1960’erne, lå Kvaglund i Esbjerg, Gjesing var tidligere en del af Bryndum Kommune, mens Sædding, Sønderris og Hjerting lå i Guldager Kommune. Af de kommende byområder lå nogle i byzone, andre i landzone; jorden kunne være opkøbt af kommunen eller privat ejet gennem haveforeninger, og i nogle tilfælde lå der ældre udviklingsplaner, der kunne indgå i udformningen af de nye bydele.
De nye byområder blev anlagt efter moderne principper for byplanlægning med skoler, institutioner, lokalcentre, trafikseparering, stisystemer, fællesarealer og variation af boligtyperne indpasset i grønne områder. Kvaglund, det nordlige Sædding, det nordlige Gjesing og Sønderris blev planlagt på bar mark i denne periode.
Hjerting var en gammel landsby, hvor fiskeri og søfart havde været de dominerende erhverv. Sommerhuse langs Hjerting Strandvej var ombygget til helårshuse, og parcelhuse bredte sig fra kysten indefter. Bydelen fik center og kirke i begyndelsen af 1990’erne. Nye kvarterer blev anlagt fra 1970’ernes slutning og frem til årtusindskiftet efter de nævnte principper. I Hjerting Nord valgte man et mindre arealkrævende, integreret vejsystem med blandet færdsel i nærområdet under hensyn til bløde trafikanter.
Esbjergs to største industriområder ligger syd for byen mellem Vestkraftkaj og Måde samt langs havnen, der i tidens løb er blevet udvidet og har ændret funktioner fra dok- og færgehavn til fiskeri- og containerhavn og senest til udskibningshavn for vindmøllevinger og materialer til offshorevirksomhed. Et nyt rekreativt område, Esbjerg Strand, forventes færdigt i 2022 sammen med en ny lystbådehavn i den nordligste del af havnen.
