Svarende til befolkningens sociale sammensætning er der en vis udtalevariation. Det er hverken sjællandske eller højsociale træk, der præger talesproget, selv om der kan spores en sjællandsk baggrund hos enkelte, fx kraftige stød som i da’a (i dag) og udpræget svind af -e som i kast (kaste). Endnu i 1980’erne kunne man høre sjællandske former som siðð (sidde) med i og fålksko’l (folkeskole) med stød. Der er en vis variation mellem umarkeret storkøbenhavnsk og udtaleformer, der har størst udbredelse i dele af befolkningen med lav indkomst. Man siger lαjj (lege) ikke lajj, håjj (høje) med tilbagetrukket å, pαge eller pα.ge (pakke) og udtaler ofte t som ts, fx tsαjnǝ (tegne), tså’weð (toget), og mange dropper v-lyden i en del ord, fx skrä:ð (skrevet).

I miljøerne med mange indvandrere er der opstået en multietnolekt med visse særtræk. Disse bruges mest af drenge og unge mænd ved siden af almindelige moderne københavnske træk som rαt (ret), mαj (mig). Talerytmen er ofte staccatopræget, og den forlængelse af korte vokaler, som er udbredt i københavnsk, mangler ganske. Til særtrækkene hører ʃ for sj fx ʃåw’ (sjov) og tj for t (mens pigerne bruger ts) i ord som tjeo'ri’ (teori) og tjå’wð (toget).

Videre læsning

Læs mere om kultur i Høje-Taastrup Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dialekt