I romanen I Gennembrud (1888) beskriver Viggo Stuckenberg forholdet til sin far, der var lærer ved Vridsløselille Statsfængsel. Han tegner også et billede af egnen mellem København og Roskilde. Man følger hovedpersonen på en togtur fra Københavns Hovedbanegård ud »mellem Huse og Haver«, indtil husene »begyndte (…) at slippe op, og Haverne bredte sig til store Gartnerianlæg og gled til sidst over i Marker«, hvorefter man var »ude paa Landet«. I det flade marklandskab kan man »følge Toget fra Horisont til Horisont omtrent.« Turen standser på stationen i Hedehusene. Stuckenberg kendte Vestegnen ud og ind.

Statsfængslet var bygget af sten fra teglværket i Hakkemose lidt nordvest for Taastrup. Da Morten Korch i 1910 blev direktør for fabrikken, var teglstensproduktionen ophørt, og heller ikke fliser og keramik, de nye produkter, gav gevinst. Men erfaringerne inspirerede Korch til romanerne Guldglasuren (1912) og Det gamle Teglværk (1942), og han blev indbegrebet af den folkelige forfatter uden finkulturel anerkendelse.

En ny vinkel på dette tema anslås i Lone Aburas’ debutroman Føtexsøen (2009). Omslaget viser et barnligt kort med Høje Taastrups Føtex i centrum, men med en vej, der fører til Gyldendal. Fortælleren noterer, at også hun havde ambitioner om at gøre Høje Taastrup Station til »verdens navle«. Hun citerer sin kæreste for et udfald mod socialdemokratisk arkitekturpolitik med dens beton og symmetri, men romanens nøglested er den Føtex, hvor fortælleren arbejder som kassedame, mens hun drømmer sig ind i hjertet af dansk litteratur. Romanen blev i 2011 opført som teaterstykke på Taastrup Teater.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Høje-Taastrup Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Litteratur