Den første børnehjælpsdag fandt sted i København i 1904, men er blevet afholdt i Taastrup siden 1920’erne. Her er det i 1939, og dagen var fyldt med musik og arrangementer samt pengeindsamling til fattige børn.
.

Musiklivet i Høje-Taastrup Kommune, hvis førende spillesteder er de fire musikhuse Taastrup Kulturcenter, Medborgerhuset, Hedehuset og Taastrup Teater & Musikhus, er i høj grad sat i værk af lokale foreninger. Det gælder såvel arrangementer med kunstnere udefra som foreninger og enkeltpersoner, der dyrker musikken og dansen i en bred vifte af genrer og niveauer.

Allerede i 1920’erne var der arrangementer og musikalske indslag, primært koncentreret om de årlige børnehjælpsdage og arrangementer på de lokale kroer. Samtidig opstod de første private danseskoler, der siden har været faste indslag i mange borgeres hverdag.

I midten af 1960’erne opstod der på ungdomsskolen et særdeles kreativt og idérigt beat-miljø, og Taastrup blev et af de centrale rugesteder for den nye musik. »Den Gyldne Mikrofon«, der også blev kaldt Taastrup-mesterskaberne i beatmusik, blev i samtiden regnet for det uofficielle Sjællandsmesterskab for genren.

Høje-Taastrup Kommunale Musikskole står for en bred uddannelse i musik og var i 2013 initiativtager til HOPE (House Of PerformancE), et frivilligt ensemble for 7‑11-årige med forbillede i marching showband-idéen, der samtidig er et performance- og dannelsesprojekt. Den lokale dirigent Andreas Vetö er en af drivkræfterne bag orkesteret, som er blevet en stor succes og viser, hvordan man kan bruge musik til at bryde sociale barrierer og arbejde med kulturer på tværs.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Høje-Taastrup Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans