Vordingborg Kommune afgrænses mod nord af et tydeligt dialektskel. Syd for skellet brugte man ikke stød, mens man nord for skellet havde flere og kraftigere stød end i rigsdansk. Hvor gammel grænsen er, ved man ikke, men når den blev opretholdt til langt op i 1900-tallet, hænger det formentlig sammen med, at området syd for var krongods. Bønderne nord for skellet mødtes på hovmarken på herregården, men havde ingen anledninger til at møde dem syd for, der var skovbønder med hasselskoven som en vigtig indtægtskilde. Dertil kom, at området i små 200 år var udlagt som kongeligt jagtområde, en såkaldt vildtbane, der var hegnet mod nord og kun kunne passeres gennem to led, hvilket medvirkede til at mindske kontakten med det øvrige Sjælland.
Sydsjællandsk og mønsk var tidligere ret ens. Ord som »vride« og »vrang« blev udtalt med fr-, og -rn blev til -r som i mæ:r (Mern) og jæ:r (jern), men kun mønboerne holdt fast i den gamle udtale til ind i 1900-tallet. Det gjaldt også ord som »ind« og »bånd«, hvor sjællænderne gik over til at sige eng, buen eller bon, mens man på Østmøn stadig sagde e˛j, bu˛e˛j eller bo˛:j, hvor -nd blev til j, men efterlod nasalitet på vokalen. Også visse særord var fælles, fx blev fuglen »skade« kaldt hæjster, og en »fork« hed en jerntyve. På Møn blev det udtalt jærkyw, da k- var blevet til tj- foran visse vokaler, og så kunne der opstå et falsk k i nogle ord.
I 1770’erne blev vestmønboerne selvejere, mens østmønboerne blev fæstebønder. Som selvejere var vestmønboerne mere selvbevidste og udadvendte og ændrede deres udtale, mens østmønboerne blev ved det gamle. Det er formentlig forklaringen på, at man på Vestmøn har fået ð både i ord som mad og ud og i ord på -nd som e˛ð˛ og bo˛:ð (ind, bånd), og at »ikke« hed ente eller enne (som på Falster), mens det hed ette på Østmøn.
Flere af dialektforskellene skyldes altså, at man i dele af kommunen havde en gammel udtale, mens andre egne havde nærmet sig rigsdansk. Meget af dette er fortid, men stødet er ikke for alvor trængt ind. Hvor fremmed det er for disse egne, mærkes også i, at man indimellem hører stød i ord, der ikke har stød i rigsdansk.
