Egeskov (Slots- og Kulturstyrelsen)

Den politiske uro under Grevens Fejde (1534-36) forud for Reformationen i 1536 fik mange af tidens store jordbesiddere til at bygge deres boliger som svært indtagelige borge. Således også bygherren af Egeskov, rigsmarsk Frands Brockenhuus (1518-1569), der lod den nye hovedbygning anlægge som en borg, der rejser sig direkte fra søens vandspejl, ifølge overleveringen på et fundament af nedrammede egepæle og så grundigt, at der gik en hel egeskov dertil. Herregårdens navn knyttes ofte hertil, men navnet er af ældre oprindelse end selve bygningen, idet Egeskov hovedgård i 1400-tallet kaldtes Egeskovgård efter landsbyen Egeskov af hvis jorder hovedgården var blevet oprettet fra. Landbyens gadekær er bevaret lige syd for Egeskovs omgivende park, selvom landsbyen er blevet nedlagt for mange år siden. Søen, der omslutter hovedbygningen og den store ladegårdsholm, i nordvest dog kun ved et gravet leje, blev skabt ved en opstemning af Hågerup Å. Vandmøllen, der udnyttede afløbet i sydvest var i en vis forstand også forudsætningen for opstemningen, da den allerede blev nævnt i 1518 som ejendom til den da beskedne Egeskovgård.

Egeskovs nuværende hovedbygning stod færdig i 1554. Tilkørslen til Egeskov førte oprindelig fra nordvest over en bro til ladegårdsholmen, hvorpå avlsgården lå, og herfra gav en vindebro adgang til indgangen i vesttårnets nordside Hovedbygningen blev opført som et dobbelthus (38x18 meter) med to i langsiden sammenbyggede længer, den østre lidt smallere end den vestre, men skævheden skjultes af de lige brede gavle. Gavlene havde hver fem brede kamtakker og tre høje fladbuede blændinger, hvis bund var prydet med etagevis anbragte dobbeltblændinger, der vekslede med små cirkulære blændinger. Alle ydermure var forsynet med skydeskår og skoldehuller, der gjorde det muligt at hælde kogende vand eller tjære ned i hovedet på fjenden, og fra tårnene kunne man beskyde fjenden. I tilfælde af angreb kunne man opgive det ene langhus og kæmpe videre fra det andet langhus. Broklappen til hoveddøren i trappetårnets nordside kunne trækkes op i en fals i muren som en ydre dørfløj, og over døren var tillige en forsvarskarnap med nedkastningsslidsker.

Samtlige beboelsesrum havde kaminer og de fleste havde adgang til en hemmelighed, der hovedsageligt var placeret i den østlige ydermur. I den tykke dobbeltmur var der interne trapper, brønd og en slags talerør imellem vandetagen og første stokværk samt to vandledninger af træ, hvorigennem vand fra bakken øst for hovedbygningen ved eget tryk blev presset op i et af de midterste østvendte rum. I vandetagen med tøndehvælv, hvis gulv ligger 75 cm over søens vandspejl, fandtes husets økonomirum med blandt andet køkken, bryggers og borgestue, den underste af hovedetagerne rummede den daglige bolig og den øverste en stor dansesal med tilhørende gæstelejlighed og salskamre. For oven lå vægterloftet, og øverst i trappetårnet var et vagtrum med kamin og hemmelighed, og i vagtrummet endte den i tårnets indervæg udsparede hejseskakt til forråd og udrustning. Begge hovedstokværk havde svære bjælkelofter, båret af kraftigt skårne, accanthusbelagte volutkonsoller.

Bygmesteren skulle efter sigende være Kongens bygmester Morten Bussert, selvom han døde i 1553 – et år før Egeskov stod færdigopført. Tidligt i 1600-tallet blev den store sal på andet stokværk opdelt i mindre rum. Dobbelthusets blændingsprydede kamgavle blev senere ombygget med profilbånd og volutsvungne sandstensafdækninger, der bar kugler på afsatserne, som var almindeligt for 1600-tallets herregårdsbyggeri. Denne modernisering af Egeskovs ydre må falde sammen med flytningen af tilkørslen til sydsiden, hvor en dæmning blev ført over slotssøen, der antageligt blev gennemført da rigskansler Jacob Ulfeldt (1567-1630) i 1616 havde erhvervet sin hustru Birgitte Brockenhuus fædrene gård og solgt sin egen, Ulfeldtsholm (Holckenhavn). Det var antageligt også Ulfeldt, der lod skydeskårene tilmure. I 1600-tallet blev også det højt knejsende spir over trappetårnets tag opsat.

Omkring 1700 blev den store 25 meter lange riddersal opdelt, vist nok i tre rum, hvoraf det sydligste, der var knap 12 meter langt blev udstyret med brystningspaneler og lærredsbeklædte overvægge. Endvidere blev bjælker, knægte og loftsbrædder tillige med de nye paneler bemalet med en grov, stiliseret ådring i sort og brunt på en lysere brun bund. Etatsråd Niels Krag den Yngre, der ejede Egeskov fra 1722-1740, lod hovedbygningens nærmeste omgivelser forskønne i fransk stil. Af terrænmæssige årsager måtte man give afkald på en nærmere sammenhæng med boligen midt i søen, men forbandt dog denne ved en dæmning mod den lave søbred i øst. På denne side blev haven udfoldet i tværaksen med firkanter af bøge- og lindehække på hver side af en gennemløbende lindeallé, mens en parterrehave blev udlagt foran hovedbygningens østside, uden dog at bryde alléen.

I 1784 erhvervede stiftamtmand Henrik Bille-Brahe (1709-1789) Egeskov, og han lod hovedbygningens værelser modernisere. I 1789 blev der opsat en portal på det firkantede trappetårns vestside, hvortil hovedindgangen nu var blevet flyttet, med Henrik Bille-Brahe og hustruen Caroline Agnese Rabens våben. I 1820´erne lod lensgreve Preben Bille Brahe (1773-1857) avlsgården flytte fra ladegårdsholmen til dens nuværende placering nordvest herfor. Til herregården hørte oprindeligt også Egeskov Mølle, der blev opført omkring 1855. I 1860 blev der indrettet en selvstændig bolig i hovedbygningens søndre del af andet stokværk. I 1880'erne blev en hestestald tilknyttet avlsgården.

I 1881 lod Frantz Preben Bille-Brahe (1824-1882) påbegynde en restaurering af Egeskovs hovedbygning, der i 1886 blev afsluttet af Julius Ahlefeldt-Laurvig-Bille (1849-1912). Den svenske arkitekt Helgo Zetterwall (1831-1907) stod for restaureringen, og han gav de uensartede og noget forbyggede gavle på dobbelthus og trappetårn høje fialeprydede kamme i en nærmest hanseatisk middelalderstil. Samtidig forhøjede han de to hjørnetårne, hvis øvre buefrise blev hævet nogle skifter, så den kom op i samme højde som dobbelthusets øvre buefrise, og ligeledes forhøjede han de lave, spånklædte tårnhætter og opsatte i stedet høje, kobberbelagte spir. Det er sandsynligvis ved samme lejlighed, at hovedbygningens skytteloft blev indrettet med værelser. Zetterwall lod i forlængelse af trappetårnet mod vest opføre en spærremur med tårn, og i dobbelthusets nordgavl blev isat murankre med opførelsesåret 1554. I 1881 opførte han en stadig bevaret port- og tilkørselsbygning med tårn på ladegårdsholmen. I 1860´erne blev Egeskovs have forøget med en labyrint af avnbøg samt udvidet mod nord i en friere landskabelig stil ved haveinspektør H.A. Flindt. Også den klippede allé fra syd blev plantet på denne tid. I 1895 blev dæmningen øst for hovedbygningen afløst af en lang hængebro i støbejern.

I 1906 blev Egeskovs avlsgård delt og en ny stor avlsgård, Rubjerg, blev opført et stykke derfra. Egeskov Mølle blev solgt fra i 1926. Ved en ny restaurering i 1927-28, under arkitekt H. Lønborg-Jensen (1871-1948), blev Zetterwalls spærremur med tårn nedrevet. I 1940 brændte en af to store lader tilknyttet Egeskov, og året efter blev en ny kostald opført. I 1950´erne blev Egeskov restaureret af arkitekt H.H. Engqvist (1912-2003). Riddersalen på andet stokværk blev genetableret i 1974 under ledelse af arkitekt og kongelig bygningsinspektør Peter Koch (1905-1980). I 1975 blev der indrettet gæstetoilet i trappetårnet. Hovedbygningen fik nyt tag i 1987.

Egeskovs park har siden 1960'erne været åben for besøgende turister. I 1967 blev Veteranmuseet åbnet i den tidligere kornlade, der engang nød status som Nordeuropas største stråtagsbygning. Museet huser blandt andet biler, motorcykler, knallerter, cykler, fly, helikoptere og brandbiler, og det har i årenes løb bredt sig til tre omkringliggende store, moderne haller. I 1986 blev også dele af hovedbygningen åbnet for offentligheden, heriblandt andet stokværk med riddersalen samt tagetagen. I Egeskov park ligger der desuden et landbrugsmuseum, et Falckmuseum og et hestevognsmuseum og endelig er der et legetøjsmuseum med dukkehuset Titanias Palads udstillet i hovedbygningens nordre hjørnetårn på andet stokværk. Yderligere er Restauration Jomfru Rigborg indrettet i en af de gamle herskabsstalde, og i parken er der både lindealléer, en broderiparterre, en fynsk bondehave, en rosenhave og en krydderurtehave anlagt af landskabsarkitekt C.Th. Sørensen samt flere labyrinter af høje hække.

Egeskov ligger omgivet af marker og skov, tilbagetrukket fra landevejen vest for Kværndrup. Herregården består af et fortidsmindefredet voldsted omgivet af vandfyldte grave, hvorfra Egeskovs hovedbygning rejser sig. Adgangen til voldstedet sker via en smal dæmning fra henholdsvis nordvest og syd, hvor man også passerer en domestikfløj. Fra voldstedets østlige side er der adgang til hovedbygningen, og fra hovedbygningens østside fører en ældre støbejernshængebro over til parken, der strækker sig nord, øst og syd for hovedbygningen. Avlsgården ligger nordvest for voldstedet. Det er kun selve hovedbygningen, der er omfattet af fredningen.

Hovedbygningen, der er opført som et dobbelthus med et firkantet trappetårn mod vest og to runde hjørnetårne mod øst, alle i tre en halv etage, står på en solid pilotering af stolper og stenpakning i voldgravens sø, hvoraf en række granitkvadre nederst kun er synlige. De indtil to meter svære mure er opført af røde munkesten i vendisk forbandt med hoveddelen af kopperne sortbrændte samt spor af tidligere tiders hvidkalkning. Hovedbygningen bærer to sidestillede heltage hængt med røde tegl, og hvert heltag har mod nord og syd en selvstændig kamtakket gavl med murede pinakler, hvilket også er gældende for trappetårnet, mens hjørnetårnene bærer opskalkede, kegleformede og kobberklædte tage afsluttet af høje vindfløje. I tårnenes tagflader ses høje og smalle kobberklædte kviste, og i trappetårnets og hovedbygningens tagflader er der trekantede, kobberklædte kviste. Samtlige kviste afsluttes af en kobberpinakel. I trappetårnets rygning er et højt, kobberklædt spir samt en høj skorstenspibe i rød, blank mur, der også findes i dobbelthusets indadvendte tagflader på hver side af skotrenden. Facaderne prydes af et omløbende dobbelt profilbånd under første stokværks vinduer, og både andet stokværk og skytteloftet rager en halv sten frem over en rundbuefrise på profilerede kragsten. Friserne er muret med affasede formsten ligesom vinduernes store, kurvehanksbuede stik, der er anbragt over hinanden og regelmæssigt fordelt over facaden. Side om side med de store lysåbninger, der har kunnet lukkes med skodder, er der utallige skydeskår, i hele bygningen over 100 styk, ikke blot i tårne og skytteloft, hvor de suppleres med langsidernes skråt nedadrettede skoldehuller, men også i vandetagen og i begge hovedstokværk. Facaderne afsluttes af murede hovedgesimser, og gavlene prydes af aflange, fladbuede blændinger, hvori der yderligere er små rundbuede og cirkulære blændingsfelter.

Samtlige vinduer er brune, ældre og smårudede. Vinduerne i vandetagen er torammede, mens de i hovedetagerne er udformet som krydspostvinduer. Hertil kommer trappetårnets, skytteloftets og gavlenes vinduer samt vinduerne ud for hemmelighederne, der varierer i udformning og størrelse, men mestendels er etrammede og rundbuede samt et- og torammede med små ruder. I trappetårnets vestside fører en bred granittrappe op til hoveddøren, der yderst består af en ældre, tofløjet revledør med ældre beslagværk og inderst af en ældre, tofløjet og blåmalet fyldingsdør. Hoveddøren sidder i en høj, rødlig sandstensportal, hvori der er en lys sandstenstavle med Henrik Bille-Brahe og hustruen Caroline Agnese Rabens våben. I hoved-bygningens østside er en bred, rundbuet døråbning, hvori der er en ældre, brunmalet, tofløjet yderdør med fyldinger og et rundbuet, todelt overvindue samt en inderdør med store ruder. Foran døren er en flisebelagt terrasse, der hviler på en lille udbygning af vandetagen. Herfra fører en ældre støbejernshængebro med træbrædder over til haveanlægget mod øst. I vandetagens nordside er en ældre, brunmalet, enfløjet revledør. Hovedbygningen er indrettet med en privat bolig i vandetagen og første stokværk, andet stokværk og tagetagen er åbne for offentligheden og anvendes til koncerter og udstillinger, mens skytteloftet anvendes til depotrum.

Hovedbygningen har bevaret en ældre ruminddeling. Tårnet på vestsiden indeholder en muret fireløbstrappe med sandstenstrin, der giver adgang til samtlige etager. Vandetagen består af to parallelt liggende rækker af fladbuede, tøndehvælvede rum, hvoraf vesthusets nordligste rum er indrettet til badeværelse og det sydligste rummer Egeskovs oprindelige køkken. I den svære midtermur mellem vest- og østhuset er den oprindelige brønd samt en muret løntrappe til første stokværk bevaret. Rummene i de to hjørnetårne er udstyret med kuppelagtige ottedelte ribbehvælv. I første stokværk er der i det vestre hus tre store rum, hvoraf det midterste fungerer som en forstue med indgang fra trappetårnet samt en gavlstue i hver ende, oprindeligt henholdsvis husherrens og husfruens stue.

I østhuset ligger flere stuer på rad, hvoraf gavlstuerne har tilhørende tårnkabinetter. Stuen ud for havedøren mod øst rummer en spisestue, mens stuen syd herfor er indrettet med et nyere køkken. I andet stokværk indeholder vesthuset en stor riddersal, der dækker samme areal som forstuen og den søndre gavlstue nedenunder, samt en gavlstue mod nord i både vest- og østhus, den resterende del af østhuset har værelser med adgang til riddersalen samt to tårnkabinetter. De to hovedetager har adgang til hemmeligheder, der for størstedelens vedkommende er placeret i den østre ydermur i forbindelse med kamrene og de mindre rum. Der er her samlet to og to omkring hvert andet tværskillerum. Skytteloftet er indrettet med værelser mod henholdsvis øst og vest samt en korridor på hver side af midtermuren, som i østhuset også giver adgang til tårnkabinetterne. Fra skytteloftet giver en sekundær trappe adgang til den uudnyttede tagetage, hvor hvert heltag har en imponerende, ældre tagkonstruktion. Hovedbygningen har generelt en ældre og traditionel materialeholdning. Kælderen har rum med ældre teglstensklinker, trægulve og støbte gulve samt nyere naturflisegulv i badeværelset, vægge og hvælv er hvidkalkede og der er både ældre revle- og fyldingsdøre med tilhørende gerichter og fodlister. Første- og andet stokværk har ølandsflisegulv i forstuen samt bræddegulve og mønsterlagte parketgulve i de øvrige rum, væggene er pudsede, og lofterne er enten pudsede med stukkatur eller bestående af synlige, bemalede bjælker med udskårne, bemalede volutkonsoller. I første og andet stokværk er bevaret en mængde oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder høje fodpaneler, brystnings-, lysnings- og helpaneler med lysningsskodder, tapetdøre, en- og tofløjede fyldingsdøre med låsekasser, profilerede gerichter, etagevindovne og rester af kalkmalerier på riddersalens vægge. Det lavloftede skytteloft har bræddegulve, lette tapetserede skillevægge, bræddelofter og pudsede lofter samt revle- og fyldingsdøre. Tagetagen har bræddegulv, hvidkalkede gavle og skorstene, og bag den kraftige tagkonstruktion ses de understrøgne tagsten.

Den miljømæssige værdi ved Egeskov knytter sig til herregårdens beliggenhed som et naturligt og magtfuldt centrum i det roligt kuperede og idylliske, midtfynske landskab med åbne marker, enge og skove, der karakteriserer et traditionelt herregårdslandskab.

Endvidere er der stor miljømæssig værdi ved det nære herregårdsanlæg, hvor ankomstvejene til hovedbygningen, der ikke fører aksialt op til hovedbygningen, afspejler herregårdens oprindelse i renæssancen. Dette kommer ligeledes til udtryk i den store ladegårdsholm med vandfyldte grave umiddelbart vest for den solitært placerede hovedbygning, der helt særegent rejser sig direkte af søen. Hertil kommer de smalle dæmninger, som leder over til ladegårdsholmen samt de tilhørende avls- og domestikbygninger uden for voldstedet, der er en vigtig del af herregårdens samlede kulturmiljø tillige med den omgivende park, der har et væld af forskellige landskabelige rum, heriblandt alléer og labyrinter samt traditionelt anlagte haver efter renæssancens, barokkens og engelsk forbillede. Renæssancehaven udgør en del af den akse, der går fra hovedbygningens østfacade over støbejernshængebroen og de formklippede buksbom for at ende ved obelisken ude på marken som et point de vue. Samlet set er Egeskovs markante og unikke hovedbygning omdrejningspunktet i dette fornemme anlæg.

Den kulturhistoriske værdi ved Egeskov knytter sig til, at hovedbygningen er den største og prægtigste samt i planløsningen mest raffinerede af de fynske herreborge. Hertil kommer, at Egeskov er en af landets ældste renæssancebygninger og på grund af sin udformning som en vandborg er helt enestående, idet Egeskov er Danmarks eneste bevarede renæssancebygning, hvor samtlige mure rejser sig direkte op af søens vand. I en overgangstid, hvor renæssancens mere fredelige herregårds-anlæg med fokus på både den indre og ydre pragt var ved at slå igennem, blev Egeskov opført som et udpræget forsvarsanlæg af landets daværende rigsmarsk (rigest øverste hærfører). Det militære forsvar, som var grundtanken bag Egeskov, lader sig ud over den isolerede placering i voldgraven tydeligt aflæse i den rationelt og fortifikatorisk udformede bygningskrop med let udkraget og omløbende skytteloft samt hjørnetårne til værn for gavle og den ene langside og trappetårn til værn for den anden. Dertil kommer ydermurenes talrige skydeskår og skoldehuller. At vandborgens eneste adgangsvej oprindeligt var via en vindebro fra ladegårdsholmen i vest kan ses i trappetårnets murværk mod nord, hvor den oprindelige, fladbuede døråbning, som var hovedbygningens eneste adgangsvej i århundreder, er tilmuret, og hvor der også er spor efter den forsvarskarnap, som oprindeligt var placeret over døren.

Ligeledes knytter den kulturhistoriske værdi sig til, at Egeskov blev opført som dobbelthus, hvor to langhuse forbindes af en fælles langside i form af en tyk dobbeltmur. Husene har sidestillede heltage og selvstændige gavle mod syd og nord. Denne almindelige holstenske og nederlandske anlægstype har den fordel, at den giver det størst mulige rumfang i forhold til bygningsomfanget, men den er sjældent bevaret i Danmark. Herregården Fraugdegård ved Odense er den eneste bevarede danske parallel, dog er der en slående lighed mellem Egeskov og det lige syd for grænsen beliggende og ikke meget yngre Glückburg, hvis tre sammenbyggede gotiske renæssancehuse også rejser sig direkte fra søens vand. Egeskov er således en yderst sjælden repræsentant for renæssancens tårnrige dobbelthustype. Egeskov har flere lighedspunkter med den 15 år ældre, nærliggende herregård Hesselagergård, selvom denne er af enkelthustypen. Egeskovs opbygning med et stort firkantet trappetårn mod vest og to runde hjørnetårne mod øst samt hovedbygningens nord-syd orientering følger ganske nøje Hesselagergårds grundplan. Hertil kommer facadernes og renæssancegavlenes oprindelige udsmykning samt den oprindelige, fladbuede adgangsdør mod nord, og Egeskov tilskrives da også Hesselagergårds bygmester Morten Bussert.

Egeskov har undergået nogle ændringer siden opførelsestidspunktet. Heriblandt fjernelsen af vindebroen mod vest og i stedet etableringen af dæmningen mod ladegårdsholmen i begyndelsen af 1600-tallet, hvor også kobberspiret kom til. I første halvdel af 1700-tallet blev der etableret en havedør mod øst i forbindelsen med ønsket om større nærhed til det nyanlagte haveanlæg, som kunne nås via en dertil nyopført dæmning mod øst, hvoraf der er bevaret en lille del nærmest hovedbygningen. Trappetårnets imponerende sandstensportal fra 1789 stadfæster Egeskovs daværende ejere; Henrik Bille-Brahe og Caroline Agnese Raben, i kraft af stentavlens udhuggede våbenskjolde. Egeskovs nuværende fremtræden er resultatet af en stor restaurering i slutningen af 1800-tallet, hvor hjørnetårnene blev forhøjet og endvidere forsynet med de spidse kobberklædte tage, og hvor gavlene blev udstyret med de høje murede fialer. Derved forsvandt noget af Egeskovs fortifikatoriske udseende, og det herskabelige udtryk fik herefter lidt større magt. Egeskov fremstår imidlertid stadig med tydelige stilmæssige træk fra 1500-tallet, hvor renæssancen var den fremtrædende stilart. Dette kommer ud over bygningens hovedvolumen til udtryk i facaderens omløbende dobbelte profilbånd mellem vandetagen og første stokværk, i de let fremkragede buefriser på smukt profilerede kragsten samt i vinduernes kurvehanksbuede stik. Som noget ganske nyt var vinduerne på Egeskov anbragt i lodrette akser over hinanden og nogenlunde regelmæssigt fordelt over facaderne – i modsætning til den hidtidige byggeskik på landets herregårde.

I det indre ses også, at Egeskov var opført som en værdig bolig for en af rigets mest fremtrædende mænd og samtidig var en borg, der med tanke på den nyligt overståede grevefejde var udformet med det bedst mulige forsvar for øje. Egeskovs opførelse som et dobbelthus gav forsvarsmæssigt den fordel, at man i tilfælde af angreb kunne opgive det ene hus og kæmpe videre fra det andet, for i sidste instans at forskanse sig i hjørnetårnene. Dobbeltmuren imellem de to langhuse er så tyk, at den rummer såvel trapper som en brønd, så der ikke opstod vandmangel under en eventuel belejring. Trappetårnet hører med sin indvendige, murede fireløbstrappe med til landets ældste egentlige trappetårn sammen med Hesselagergård, Borreby og Nakkebølle. Den fireløbede trappe med reposer var ideel, set ud fra et forsvarsmæssigt synspunkt, idet flere skytter her kunne tage opstilling, ligesom der var god mulighed for opstabling af våben og ammunition. Dog er den brede og bekvemme ligeløbende trappe, også kaldet en italiensk trappe, konstrueret så den mod sædvanen går venstre om den murede pille, hvorved den gav angriberen fordelen af at kunne dække sig ind med våben i hånd i stedet for forsvareren af borgen.

Egeskovs indretning som et dobbelthus med en dybde på 18 meter har gjort, at man fik meget bedre plads indvendigt end i de samtidige herreborge af enkelthustypen samt opnåede en mere bekvem forbindelse mellem rummene indbyrdes, idet de større stuer og sale var placeret i det brede forreste hus og de mindre kamre og værelser i det smalle bagerste hus. Herudover adskiller Egeskov sig fra de øvrige herreborge ved at være spækket med skydeskår og ydermere udstyret med et meget omfattende og vel gennemtænkt hemmelighedssystem. Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at mens den lidt ældre Hesselagergård kun efterhånden voksede ud til sin endelige skikkelse, har denne været planlagt fra første færd på Egeskov. Dette kan aflæses i murenes utallige gennembrydninger fra sokkel til gesims med hulrum og kanaler til værn, brønd, vandledninger, bekvemmeligheder og interne trapper samt i indretningen med kaminer i stort set samtlige beboelsesrum. Mellem den sydvestre gavlstue i første stokværk og det underliggende oprindelige køkken findes en lille lodret skakt som sandsynligvis har fungeret som talerør mellem de to rum.

Således er Egeskov den største og prægtigste, og i planløsningen mest raffinerede af de fynske herreborge, og den kulturhistoriske værdi knytter sig den oprindelige grundplan, der er bevaret i trapperummet og vandetagen samt i første og andet stokværk inklusiv hjørnetårnenes kabinetter. Egeskovs oprindelige indretning kan således stadig aflæses i plandisponeringen, hvor vandetagens mere rustikke fremtoning med slidstærke overflader, fladbuede tøndehvælv samt mindre vinduesåbninger vidner om, at her var husets økonomirum. Første stokværks mindre sale og værelser giver en indikation af, at denne etage var husets daglige bolig med store stuer i det brede vesthus og mindre værelser i det smalle østhus. At andet stokværk fungerede som forlystelses- og gæsteetage kan dels aflæses i den store riddersal, som blev anvendt til dans og underholdning, og dels i østhusets mindre værelser til brug for gæster. Egeskovs kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til de herskabelige interiører, hvor især riddersalen, der er den største af alle hidtil kendte sale på danske herregårde fra 1500-tallet, med bræddegulv, kalkede vægge og bemalede, svære loftsbjælker og kraftige, akantusbelagte volutkonsoller fremtræder med en enestående autenticitet og dermed repræsenterer herregårdens opførelsesperiode. Flere rum har denne bemalede og imponerende loftskonstruktion, heriblandt forstuen i første stokværk, hvis ølandsflisegulv og mørke, dobbelte fløjdøre med topstykker giver rummet en imponerende pondus. I en af riddersalens volutter er årstallet 1554 udskåret, hvorved Egeskovs opførelsesår stadfæstes. Hertil kommer de bevarede røde, kalkmalede draperier i den sydligste af midtermurens dybe dørnicher, der udgør en rest af riddersalens oprindelige og tidstypiske bemaling. Også vandetagen fremtræder med en høj grad af autenticitet på grund af de to rækker af fladbuede tøndehvælv samt de kuppelagtige, ottedelte ribbehvælv i tårnrummene. Således står trapperummet med den fireløbede, murede trappe, den tøndehvælvede vandetage, forstuen i første stokværk, andet stokværks riddersal og små stuer med synlige, konsolbårne loftbjælker, løntrappen i midtermuren mellem vandetagen og første stokværk samt de to tagrum som repræsentanter for renæssancens stiludtryk. Dette både i kraft af rummenes tidstypiske udformning og deres udsmykning. De ældre bygningsdetaljer har således stor betydning, hvor blandt andet ølandsgulve, teglstensgulve, bræddegulve, kalkede hvælv og vægge, loftbrædder og synlige bjælkelag med bemalinger samt revledøre, kalkmalerier, kaminer og norske jernovne fra 1693 samt væggenes forskellige typer nicher og det imponerende tagværk underbygger renæssancens udtryksform og understreger således Egeskovs oprindelige indretning og stemning.

Hovedetagernes øvrige rum fremtræder med 1700- og 1800-tallets tidstypiske aptering og materialeholdning, hvorved de vidner om Egeskovs forskellige ombygninger af skiftende ejere. Flere rum har en helstøbt klassicistisk eller historicistisk fremtræden med mønsterlagte parketgulve, pudsede vægge, hvoraf nogle er feltinddelte af smalle lister og tillige er udsmykket med grisaille malerier, samt pudsede lofter med profileret stukgesims og hulkehl eller rig stukkatur i nyrenæssance og nyrokoko. Hertil kommer de høje fodpaneler, hel-, brystnings- og lysningspaneler, lysnings-skodder, de en- og tofløjede fyldingsdøre med messinggreb og profilerede gerichter samt volutbårne topstykker og hovedbygningens forskellige etagevindovne.

Skytteloftets nuværende indretning med korridorgange og værelser vidner om Egeskovs ombygning i slutningen af 1800-tallet, hvor der har været et øget behov for indkvartering af tyende og gæster. At flere værelser har været beboet af tyendet kan dels ses af rummenes enkle fremtræden med bræddegulve, tapetserede vægge, pudsede lofter uden stukkatur og enfløjede trefyldingsdøre samt i det bevarede kaldeanlæg, der viste i hvilket rum herskabet havde brug for opvartning.

Den arkitektoniske værdi ved Egeskov knytter sig i det ydre til den solitært beliggende hovedbygning, hvis proportionering, symmetriske opbygning og homogene materialeholdning giver den et på én gang elegant og herskabeligt udtryk, men også en spændingsfyldt kampklar kraft. Hovedbygningen fremstår tillukket og uindtagelig på grund af, at den rejser sig direkte op af voldgravens vand med et fæstningsagtigt udtryk med hjørnetårne, trappetårn, vægtergang, skoldehuller og skydeskår. Hertil kommer murfladernes få vinduesåbninger, samt at hovedindgangen er placeret i det imponerende trappetårn, og det hele er indarbejdet i en arkitektonisk og dekorativ, fin helhedsløsning. Hovedbygningens sluttede form understreges af det gedigne murværk i rød, blank mur samt dobbelthusets parvise kamtakkede gavle og de ubrudte, røde heltage, der gentages i trappetårnet. De smårudede vinduer fremstår spinkle og filigranagtige og giver således en virkningsfuld kontrast til det svære murværk af munkesten. Hovedbygningen har en overvejende vertikal orientering, hvilket understreges af dobbelthusets parvise helgavle, der ligesom trappetårnets helgavl ender i kamtakker med murede pinakler og gavle prydet af aflange, fladbuede blændinger, hvori der yderligere er små rundbuede og cirkulære blændingsfelter. Det vertikale modsvares på elegant vis af facadernes horisontale lagdeling, der kommer til udtryk i det omløbende dobbelte profilbånd og rundbuefriserne samt hovedgesimsen. Facaderne har en stor detaljerigdom, hvilket giver dem karakter og en smuk stoflighed, hvilket sammen med kobberspiret og tårnenes spidse kobbertage bidrager til hovedbygningens fornemme og yderst elegante udtryk, som endvidere forstærkes af bygningens smukke spejling i søen.

I hovedbygningens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til kælderens tøndehvælvede rum, hvor vinduernes placering lige over søens vandspejl giver en helt særlig lysvirkning i de lidt lavloftede rum. Kælderen står i kontrast til de højloftede, lysrige og repræsentative stuer på første og andet stokværk, hvis overdådige udsmykninger udgør fine og helstøbte interiører. Trappetårnet med murede trin, vægge og lofter fremstår homogent, nøgternt og solidt og udgør ligeledes en modvægt til de repræsentative stuer. Den lavloftede skytteloftetage med de smalle korridorer og de mange værelser kontrasterer ligeledes tagrummenes synlige tagværk, hvis rige tømmer danner to imponerende, parallelt liggende tagrum. Hovedbygningens indre modsvarer således i høj grad det imponerende og smukke ydre.

Læs videre om

• Faaborg råd-, ting- og arresthus
• Holkegade 3, Faaborg
• Svanninge Hospital, Stenhuset

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen