Eriksholm ligger på Eriksholmvej 40 i Holbæk Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Eriksholm blev opkaldt efter væbner Erik Madsen Vasspyd (-1615), der i 1600 arvede en hovedgård i Vinderup by ved Isefjordens bredder. Efter at have underlagt sig al jord i landsbyen lod Erik Vasspyd byens 11 gårde nedbryde og opførte en ny statelig hovedbygning i bindingsværk omkring 1605. Eriksholm bestod af en to stokværk høj herskabsbygning med kælder nærmest vandet, en parallel hermed liggende, to stokværk høj domestikbygning med kælder samt to lave sidebygninger. Nord herfor, i hesteskoform, lå et stort ladegårdsanlæg i bindingsværk, så der blev dannet en stor, næsten lukket gårdsplads, hvortil der var adgang gennem vestlængen. Gregers Juel (1667-1731) lod opføre en ny stor agerumslade i ladegårdsanlægget til afløsning for den gamle, smalle ladebygning, der ikke længere var tilstrækkelig. I 1709 stod en grundmuret agerumslade færdig og dannede en værdig indgang til Eriksholm fra nord. I 1725 blev parken anlagt som en fransk barokhave spor herfra findes øst for hovedbygningen. I 1752 blev Eriksholm erhvervet af etatsråd Hans Diderik Brinck-Seidelin (1720-1778), men først i 1769 flyttede familien ind på Eriksholm. Sønnen konferensråd Hans Diderik Hansen Brinck-Seidelin (1750-1831) arvede herregården, og han lod den gamle bindingsværkshovedbygning på Eriksholm nedrive og opførte i stedet den nuværende klassicistiske hovedbygning i årene 1785-1788. Hovedbygningen tilskrives arkitekt C.F. Harsdorff (1735-1799), idet dens rumopdeling samt ind- og udvendige udsmykninger er karakteristisk for hans byggestil. Oprindeligt var havesiden forsynet med en attika, hvorpå der stod figurer og prydvaser, og tagfladerne havde små kviste. Haven blev omlagt i slutningen af 1700-tallet og udsmykket med marmorstatuetter, marmorsfinkser samt seks små salutkanoner med det Brinck-Seidelinske våben og årstallet 1761. I begyndelsen af 1800-tallet blev et grundmuret lysthus i form af en empirepavillon med en fronton på fire søjler samt en udsigtsplads, en såkaldt Belvedere, tilføjet. Ejer Hans Caspar Jacobsen (1767-1849) opførte i 1847 en forpagterbolig vest for den vestre staldlænge. Efter Christian Frederik von Holstein (1802-1872) overtog Eriksholm lod han størstedelen af de gamle staldlænger fra 1600-tallet nedrive og opførte i stedet to nye kostaldlænger med plads til i alt 200 køer nord for den store agerumslade samt mod vest en mejeribygning. I 1878 blev Eriksholm købt af lensgreve Frederik Ludvig Ahlefeldt-Laurvig (1856-1889) fra Tranekær på Langeland til sønnen Carl William. Carl William Ahlefeldt Laurvig (1860-1923) lod i 1880'erne mindre ombygninger foretage af den klassicistiske hovedbygning, heriblandt blev de smårudede vinduer erstattet af vinduer med store ruder, en vinterstue blev opført op ad havestuen mod sydsiden, dobbeltdøren mellem forstuen og havestuen blev blændet, et af hjørnestuens vinduer blev blændet og hovedtrappen blev lukket af ned mod kælderen, ligesom skillevægge blev opsat omkring trappen på første sal. I begyndelsen af 1900-tallet lod Carl William Ahlefeldt Laurvig parken forandre og forskønne, under ledelse af havearkitekt Erik Erstad-Jørgensen (1871-1945), så den kom til at fremstå i fransk havestil. I 1912 lod Carl William Ahlefeldt Laurvig Eriksholms avlsgård udflytte fra hovedbygningen. Avlsbygningerne nord for hovedbygningen samt forpagterboligen mod vest blev revet ned, og i stedet lod han en ny avlsgård med en tilhørende forpagterbolig opføre oppe på Eriksholms marker, hvor den var bedre placeret i forhold til driften. Forpagterboligen blev opført næsten som en tro kopi af den gamle. Indtil 1930'erne husede vestfløjen herregårdens godskontor, men herefter blev den indrettet med værelser til køkkenpersonalet, herunder stuer til husjomfruen og pigeværelser. Da Kai Ahlefeldt-Laurvig (1890-1973) flyttede ind på Eriksholm i 1937 blev der lagt nyt tag på hovedbygningen, der blev indlagt centralvarme og rindende vand, ligesom adskillige toiletter blev installeret. I 1959 lod Kai Ahlefeldt-Laurvig Eriksholm dele. Avlsgården og agerjorden blev overdraget til sønnen Jørgen Ahlefeldt-Laurvig (f. 1924), mens Kai Ahlefeldt-Laurvig beholdt hovedbygningen og skovdistriktet. I 1967 blev det tidligere lamperum i østfløjen indrettet til køkken, ligesom det gamle anretterkøkken i den buede gang mod vest fik nyt skabsinventar. Med placeringen af det nye køkken i stueetagen, slap man for at bruge madelevatoren mellem anretterkøkkenet og det gamle køkken i kælderen. I 1972 testamenterede Kai Ahlefeldt-Laurvig skovdistriktet, 15 boliger og hovedbygningen til sit barnebarn Christian William Ahlefeldt-Laurvig (f. 1955). Christian William Ahlefeldt-Laurvig overtog straks driften af skovbruget, men flyttede ikke ind i hovedbygningen, hvor hans farfar og farmor stadig boede. I 1979 flyttede Jørgen Ahlefeldt-Laurvig i stedet ind i hovedbygningen. I 1995 blev landbruget overdraget til Jørgens søn Hans Christian Benedict Ahlefeldt-Laurvig (f. 1967). Jørgen Ahlefeldt-Laurvig fraflyttede hovedbygningen i 2002, hvorefter Jørgens anden søn Christian William Ahlefeldt-Laurvig igangsatte en større restaurering af Eriksholm hovedbygning og park. Restaureringen af hovedbygningen, der varede syv år, blev ledet af arkitekterne Inge og Leif Bahn. Ved restaureringen blev blandt andet fløjdøren mellem forstuen og havestuen genindsat, og der blev opsat panelspejle på hver side af døren. Kabinettet, der oprindeligt ikke havde reoler eller vægpaneler, blev forsynet med paneler, dørstykker og reoler. Endvidere blev der lagt nyt tag på vestfløjen. Eriksholm hovedbygning med 65 ha jord samt syv udlejningshuse blev i 2014 solgt til erhvervsmanden Ole Nielsen.

Beskrivelse

Eriksholm ligger på et næs, sydøst for Holbæk, i den inderste del af Isefjorden, som kaldes Tempelkrogen. Eriksholm ligger tilbagetrukket og er omgivet af skov på tre sider, samt mod vest af herregårdens marker, hvor også avlsgården og forpagterboligen ligger. Eriksholm hovedbygning er placeret for enden af en lang grusvej og er omgivet af en stor parklignende have, hvorfra der er udsigt over fjorden. Umiddelbart vest for hovedbygningen ligger to parallelle længer, en tidligere staldlænge i bindingsværk og et tidligere mejeri i grundmur, samt en stor karpedam. Hovedbygningen er trefløjet og består af en toetages hovedfløj samt to enetages sidefløje mod nord. Hovedfløjen og sidefløjene forbindes af to lave, buede mellembygninger. Alle bygninger er opført i pudset grundmur over en høj kælder med helvalmede, opskalkede heltage hængt med blåglaserede tegl, og i rygningerne ses hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og gesims, kun mellembygningerne har zinkklædte tage med lav hældning. I de teglklædte tagflader er der ældre tagvinduer i støbejern. Alle bygninger har sokler af granitkvadre samt hvidkalkede facader og hovedgesimser. På både hovedfløjens gård- og haveside er fjerde og syvende fag, der flankerer de tre midterfag, let fremtrukne, og her er vinduerne forsynet med sandstensindfatninger. Omkring hoveddøren og havedøren er der sandstensportaler, ligesom vinduerne over dørene har sandstens-indfatninger. I midterpartiet er et fladt sandstensbånd ud for etageadskillelsen mellem stueetagen og første sal, og over kældervinduerne er en omløbende kordongesims af sandsten. Alle sandstensdetaljerne er udført i rød, bornholmsk sandsten. Både gård- og haveside har ældre vinterdøre udformet som tofløjede fyldingsdøre yderst og inderst nyere, traditionelt udførte, tofløjede fyldingsdøre med små ruder øverst samt smårudede, torammede overvinduer. Foran hoveddøren er en ældre, tresidet trappe af bornholmsk sandsten, hvorpå der ligger to marmorsfinkser. Foran havedøren er en granittrappe, der nederst er tresidet og øverst ender i et lige løb. Både hoveddør og havedør flankeres af ældre, væghængte støbejernslamper. Vinduerne er ældre korspostvinduer med små ruder, hvoraf vinduerne i stueetagen er højest, i kælderen er de udformet som torammede vinduer med små ruder. I sidefløjenes gårdsider og i mellembygningernes havesider fører ældre støbejernstrapper med støbejernsværn op til ældre, tofløjede fyldingsdøre med torammede, smårudede overvinduer. Mod gårdspladsen flankeres dørene af ældre, væghængte støbejernslamper. Både mod gård og have er der ældre kælderdøre udformet som tofløjede fyldingsdøre med granittrapper foran. Vinduerne i sidefløjene og mellembygningerne er magen til hovedfløjens vinduer i henholdsvis kælderetagen og den øvre etage. Samtlige døre og vinduer er malet gråblå. Eriksholm har i det indre bevaret en ældre grundplan. Hovedfløjen har en langsgående hovedskillevæg med gennemgangsrum på hver side i stueetagen, som er den højloftede bel etage. Den oprindelige symmetri er bevaret med stuer og sale på begge sider af de centralt placerede og modsatliggende, tre fag brede stuer forstuen og havestuen. Hovedtrappen, der forbinder samtlige etager, er en oprindelig, toløbet hovedtrappe omkring en bred durchsicht, udført med indstemte trin i vangerne, udsmykkede forvanger, rundede hovedstykker og et værn udformet af rette og krumme, kvadratiske træbalustre, der bærer en profileret håndliste. Førstesalen er indrettet med værelser på hver side af en gennemgående korridorgang, og værelserne har tilhørende badeværelser. Ved besigtigelsen blev kælderetagen ikke besigtiget, hvorfor den ikke beskrives nærmere, men ifølge bogen Eriksholm et hus på landet er i kælderen bevaret en domestikafdeling med blandt andet køkken og vaskerum, hvor der er et støbejernskomfur samt vaskekar og gruekedel. Tagetagen over hovedfløjen er uudnyttet og her ses den gamle tagkonstruktion med understrøgne tagsten samt fritstående skorstene. De to buede mellembygninger giver adgang til sidefløjene, og den vestre buegang er indrettet til anretterkøkken med bevaret madelevator til kælderen samt et elektrisk ringeapparat, hvor tyendet kunne se, i hvilken stue herskabet havde brug for opvartning. Sidefløjene er indrettet med en gang ud mod gårdspladsen og værelser mod havesiden. Vestfløjen har en ældre domestiktrappe, der forbinder kælder-, stue- og tagetage, og i østfløjens stueetage er tillige placeret et stort, nyere køkken.Eriksholm har generelt en ældre og traditionel materialeholdning med ølandsflisegulv i forstuen, bræddegulve, mønsterlagt parketgulv i havestuen og i den røde kaminstue samt brystningspaneler og derover feltinddelte, lærredsbeklædte eller tapetserede vægge og pudsede lofter med stukkatur. Især spisestuen er overdådigt udsmykket med stukkaturarbejder på både vægge og loft og små tromp l'oeil motiver på væggene. På første sal i hovedfløjen er opsat to nyere glasskillevægge med dobbelte glasdøre på hver side af hovedtrappen, således at korridorgangen opdeles i tre dele. Også i vestfløjens gang er der en nyere glasskillevæg med en tofløjet glasdør. I enkelte rum, blandt andet anretterkøkken og køkken, ligger der linoleum på gulvene. Bibliotekets inventar er nyt. Dørstykkerne i biblioteket er ligeledes nyopsatte og stammer fra Sverige. I et af gæsteværelserne er indrettet et nyt badeværelse i et stort, rektangulært skab. Eriksholms interiør fremtræder velbevaret med mange ældre og oprindelige bygningsdele og -detaljer, herunder høje fodpaneler, brystnings- og lysningspaneler, lysningsskodder, helpanellerede vægge med diamantbosser på første sal, en- og tofløjede fyldingsdøre, indstukne hængsler, gerichter, dørstykker, buede ovnnicher, ovne og kaminer samt stuk.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Eriksholm knytter sig til herregårdens afsides beliggenhed på næsset ud mod Isefjorden omgivet af et karakteristisk herregårdslandskab med skove, marker, enge, søer og vandløb. Hertil kommer kastanjealléen, som fører frem til hovedbygningen, samt de i landskabet spredt beliggende tjenesteboliger, der oprindeligt husede herregårdens ansatte, og avlsgården med tilhørende forpagterbolig mod vest, som alle er med til at sætte rammen om et karakteristisk herregårdslandskab.I den nære skala er der miljømæssig værdi ved hovedbygningens aksefaste placering for enden af den lange opkørselsvej, der ender i en cour'd honneur, som indrammes af hovedfløjen og de to sidefløje. Hertil kommer hovedbygningens store omgivende park, der strækker sig ned til fjorden, og derved sætter en betagende ramme om hovedbygningen, hvis tilbagetrukne og utilnærmelige placering tydeligst kommer til udtryk fra Munkholmbroen mod syd. Den store park har træk fra både den franske barokhave med aksefaste stier og alléer samt den engelske, romantiske landskabshave med et lysthus yderst på pynten. Hertil kommer den store karpedam, der oprindeligt var en af syv karpedamme samt de ældre bygninger vest fra hovedbygningen, som dels er et bevaret vidnesbyrd om Eriksholms første avlsbygninger og dels om herregårdens tidligere mejeri. Således indgår den fredede hovedbygning i et meget helstøbt og betydningsfuldt herregårdsmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Eriksholms kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til herregården som et yderst helstøbt klassicistisk anlæg, der med en bevidst planmæssig stringens er komponeret omkring en akse, der spænder fra indkørslen og den oprindelige ladegård med den indre cour d'honneur over hovedbygningen til parken og fjorden. Eriksholm er et velbevaret eksempel på en klassicistisk hovedbygning opført med en toetages hovedfløj og enetages sidefløje forbundet af buede mellembygninger, hvis forbillede skal søges i den berømte italienske arkitekt Andrea Palladio's (1508-1580) villaarkitektur. Eriksholms arkitekt tilskrives C.F. Harsdorff på grund af herregårdens proportioner både ude og inde samt detaljernes udformning. Hovedbygningen har udprægede klassicistiske stiltræk karakteriseret ved en solitær fremtræden, en stringent og symmetrisk opbygning samt pudsede, symmetriske facader, taktfast vinduessætning og opskalkede heltage med helvalmede gavle. De pyntelige elementer er mestendels udført i sandsten og knytter sig primært til hovedfløjens gesimsbånd og vinduesindramninger med konsoller, vandrette fordakninger og trekantfrontoner, samt den profilerede hovedgesims og de let fremhævede sidefag, der alle er typiske klassicistiske elementer. Hertil kommer hovedindgangen og havedøren, hvor de tofløjede fyldingsdøre på karakteristisk vis fremhæves ved sandstensportaler, flankeret af smedejernslamper samt de pompøse tresidede trapper foran. Både hovedfløjens, mellembygningernes og sidefløjenes døre har ligeledes traditionelle klassicistiske træk, hvorimod vinduerne både har træk fra barokken og klassicismen på grund af de små ruder i korspostvinduerne. Af vinduernes varierende højde i hovedfløjen er det udefra aflæseligt, at stueetagen er hovedbygningens beletage. Ydermere er der kulturhistorisk værdi i hovedbygningens interne hierarki imellem de tre fløje. Hierarkiet aflæses ved, at hovedfløjen, der var den repræsentative del og bolig for herskabet, er højere og længere end sidefløjene, er rigest udsmykket, har en centralt placeret hoved- og havedør samt flere og højere vinduer og flere skorstenspiber. De lavere, buede mellembygninger har gjort, at man har kunnet færdes tørskoet mellem hovedfløj og sidefløje. Oprindeligt blev Eriksholm opført som en lystejendom, idet godsejeren boede i København om vinteren. Men en monumental fremtoning af hovedbygningen var alligevel vigtig, idet man ønskede at manifestere sin økonomiske velstand og magt udadtil, hvortil arkitekturen er yderst virkningsfuld. Det klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører, og således knytter den kulturhistoriske værdi sig ved Eriksholms indre til den velbevarede oprindelige planløsning med den repræsentative beletage i hovedfløjens stueetage og herskabets private gemakker på første sal samt tyendets afdeling i sidefløjene, hvor køkken og vaskerum på traditionel vis var placeret i kælderen. Denne placering var hensigtsmæssig, idet herskabet hermed kunne opholde sig i de fornemme gemakker uden unødig trafik af tjenestefolk samt lugt af mados. Hovedfløjens plan følger endvidere nøje datidens mønsterbøger og anbefalinger til en herskabsbolig. Hovedfløjen er på traditionel vis disponeret med en langsgående hovedskillevæg med gennemgangs-rum på hver side i stueetagen og på første sal en langsgående korridorgang med værelser på hver side. Tidstypisk for 1700-tallet er stuetagen indrettet med en centralt placeret forstue mod cour d'honneur og en modstående stor havestue, hvorfra der var udgang til den landskabelige have, og på hver side en suite beliggende, repræsentative stuer forbundet af dobbelte fløjdøre placeret en filade. Denne idealplan blev introduceret af den franske arkitekt, Jacques-Francois Blondel i 1737 og var en nyskabelse, som blev højeste mode fra midten af 1700-tallet. Idealplanen sikrede en bekvem cirkulation gennem bygningen og ikke mindst et tæt samspil med den omgivende park. Hovedbygningen tilskrives C.F. Harsdorff og i det indre lægges dette til grund af bygningsdetaljernes udformning såsom gerichter og stukrosetter samt fedtstensovnen, der alle er typiske for Harsdorff. Fedtstensovnen i spisestuen er oprindelig og er næsten identisk med andre ovne fra Harsdorffs tegnebord. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved de mange overdådigt udsmykkede rum, hvoraf spisestuen træder særligt frem. Spisestuens stukkatur er oprindelig og udført som et florlet spindelvæv af stuk i et klassisk mønster af laurbærkranse, guder og perleranker med små indrammede tromp l'oeil malerier – Harsdorff var meget inspireret af antikken. Samtlige oprindelige og ældre bygningsdetaljer har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Dette gælder forstuens ølandsflisegulv, bræddegulve og parketgulve, vægge med opspændte lærreder, pudsede vægge og lofter forsynet med stukkatur, høje fodpaneler, helpanellerede vægge, brystnings- og lysningspaneler i stueetagen udformet som indvendige skodder rundbuede kaminnicher, en- og tofløjede fyldingsdøre med tilhørende gerichter og indstukne hængsler, dørstykker samt den oprindelige hovedtrappe med samtlige tidstypiske detaljer. Hertil kommer det bevarede ringeapparat i anretterkøkkenet samt kælderens støbejernskomfur, vaskekar og gruekedel, der sammen med de sekundære trapper og rummenes enkle detaljeringsgrad samt enkle og slidstærke overflader vidner om mellembygningernes og sidefløjenes sekundære karakter som praktiske funktionsbygninger. Ligeledes knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede barokdøre med låsekasser i sidefløje og kælderrum, idet de er ældre end den nuværende hovedbygning og dermed stammer fra Eriksholms første hovedbygning i bindingsværk, som var opført omkring 1605.

Arkitektonisk værdi

Eriksholms arkitektoniske værdi knytter sig til hovedbygningen som et af landets fornemmest gennemkomponerede herregårdsbygninger fra den klassicistiske stilperiode. I det ydre knytter Eriksholms arkitektoniske værdi sig således til den trefløjede hovedbygning med buede mellembygninger, hvis udtryk og detaljeringsgrad nøje er afstemt efter et indbyrdes bygningshierarki, hvor hovedfløjen er anlæggets omdrejningspunkt. Hovedfløjens arkitektoniske værdi knytter sig til den rektangulære og ranke, toetages bygningskrop med det høje og elegant opskalkede tag, samt til de ensartede, symmetriske sider med markerede midterfag. Detaljeringen er forholdsvis enkel, men alligevel yderst markant, idet anvendelsen af rød sandsten til vinduesindfatninger, portaler og trapper sikrer, at opmærksomheden samler sig om bygningens midte. Sandstensdetaljerne giver bygningen en dekorativ lodret betoning, der understreges af de smalle risalitter samt af den tætte og taktfaste placering af de vertikalt orienterede vinduer. Hertil kommer den arkitektoniske værdi af sidefløjene, der på en gang mimer og underlægger sig hovedfløjen i kraft af, at bygningsvolumenet med det høje, opskalkede tag og skorstenspiber i rygningen gentages om end med en lavere etagehøjde. Ligesom hovedfløjen fremtræder sidefløjene med en taktfast placering af de vertikalt orienterede vinduer. Sidefløjene repeterer hovedfløjens materiale- og farvesætning med blåglaserede tegl, hvide pudsede mure og blågrå vinduer og døre, hvorved anlægget knyttes sammen til et homogent hele. Den arkitektoniske værdi af de to mellembygninger knytter sig til deres buede form og lave højde, hvorved de opfylder deres funktion som forbindelsesbygninger af sekundær karakter, hvilket også understreges af fraværet af detaljer samt det enkle materialevalg. De to mellembygningers facader er kontrastfulde, idet de korte gårdsider har et knapt udtryk i modsætning til havesiderne, der i kraft af deres større længde og døre med støbejernstrapper foran åbner sig mod haven. Sammenstillet udgør de fem bygninger et kraftfuldt bygningsanlæg, hvis force knytter sig til den gennemførte symmetri og den nøje spejling af mellembygninger og sidefløje. I det ydre fremtræder Eriksholm således som en elegant og statelig herregård, hvis arkitektoniske udtryk er domineret af symmetri, regularitet, afmålt enkelhed og ophøjet ro. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de særdeles velproportionerede stuer og velbevarede interiører, der overalt er præget af en ældre materialeholdning med en sjældent set eksklusiv og righoldig grad af detaljering. Disse forskellige og farvemættede interiører har alle en herskabelig elegance, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med den borgerlige klassicismes stringente og diskrete elegance, og således i høj grad bidrager til hovedbygningens samlede formfuldendte indre.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links